Verden er........

........ og forude venter fremtiden.

Når jeg står op sådan en lørdag morgen, og ser alting dækket af et knitrende smukt frosttæppe, og solens smørgule stråler trænge diffust gennem morgenens frosttåge - så tændes en del af mig, der længe har været tavs.

Nydelsen.

Det, at nyde enkelheden i naturens mangfoldighed. At forundres over den måde, naturen og fysikkens love danser fandango med hinanden. At føle, hvordan noget smelter indvendigt, der gennem længe har holdt en uigennemtrængelig overflade.

Det er Nydelse.

Når jeg så samtidig ved, at det kommende døgn er indgangen til resten af mit liv, og at dette liv ikke har noget mod at blive nydt og nydes.

Så er det, at der lige så stille vokser et smil frem på mine læber, og en varme frem i mit hjerte. En varme, jeg havde troet slukket.

Verden bliver ikke problemløs af den grund. Der vil stadig være sten på vejen, og forhindringer der skal overvindes. Øjeblikke, hvor sortheden truer med igen at fryse mit indre, og slukke varmen i mit hjerte.

Så er det, at jeg skal kunne huske.

Huske de øjeblikke, der som denne morgen satte varige spor i mit indre. Tage dem frem, og glædes over dem igen, for de er det brændstof, mit hjerte behøver. Og de er uudtømmelige.

Verden er.........

........ og fremtiden begynder nu.