Pludselig opdager jeg............

 ........ at min håndryg gør ondt, fordi jeg har siddet og hamret den ned i bordet - gang efter gang efter gang,

Alene fordi frustrationen over alt det, der sker i mig og omkring mig just nu, efterhånden har nået så giftige højder, at gulgrøn damp nærmest hvæser ud af mine næsebor, mens mine tyndtstrammede læber åbner et lille hul, hvor knurrende forbandelser, eder, og almen raseri, strømmer ud fra.

Det skræmmer mig lidt. Eller - faktisk skræmmer det mig ret meget. For åbenbart er jeg aldeles ikke så tryg ved Systemets måde at behandle mine kræftknuder på, som jeg ellers har givet udtryk for.

Jeg føler, at der mangler noget - et eller andet, der kunne give mig som kræftpatient støtte, til at gå igennem de strålebehandlinger, der er afsat til at bekæmpe min krops cellemæssige anderledesheder.

Måske er det fordi, jeg har sagt nej til hormon og kemobehandling, og har afvist operativ fjernelse af prostata, at jeg føler mig sat i en skammekrog, af den slags ulydige børn blev sat i tilbage i trediverne.

Med tilhørende højspidset dummernikkelhat på hovedet, og ansigtet lydigt vendt ind mod den krog, "den voksne" har anvist. For når man ikke vil gøre, som der bli'r sagt, må man føle konsekvenserne. Altså dem, der ifølge samme "voksne" kommer, når man ikke bare adlyder.

Det er altså  m i n  krop. Ikke urinvejsoverlægens eller lungelægernes. 

M i n.

Og jeg er skam selv i stand til at bedømme, hvad der er nødvendigt at udsætte den for, ud fra de forskellige valgmuligheder der er til stede.

Hrmphf !!

Men frustrationen er der nu alligevel stadig, selvom jeg højlydt får gjort opmærksom på mit synspunkt - mit valg. For selvom det ville være perfekt, at kunne fortælle de dér såkaldte bedstvidende personager nøjagtigt hvordan jeg føler de har behandlet mig - nøjes jeg med at råbe højt indenfor mine egne fire vægge, samtidig med at jeg hamrer hånden ned i bordet.

Sgufandenoghelvedeogtisogmøg !!!!

Hvorefter jeg opdager, at jeg begynder at sidde og klukle af mig selv. Jeg knaldperle, der lader til at tro, at tingene bliver anderledes, såfremt jeg undlader at smile til Systemet og grine af knuderne. For uanset om jeg råber, skriger, bander, svovler, græder, lér, eller falder hen i flegmatisk sorthed - så sidder der to knuder i min krop, der skal fjernes.

Og dét - er lige præcis hvad de dygtige strålebehandlingspersoner gør alt, de har lært at gøre, når jeg er til behandling.

Heldigvis.

For de har sikkert både hørt og set alle former for opførsel fra patienter som jeg - mennesker, der er så angste for kroppens utidige forfald, at der bliver sendt krav om ansvarstagelse alle andre steder hen, end hvor det hører hjemme.

Hos mig - og i Sindsro.

Så pyt med, at jeg eftersigende er lige så umulig som en overgangsaldersramt kvinde. Lige så kortluntet, umulig at gøre tilfreds, skiftevis svedende og frysende, grådlabil og snøftende - og lige så ubevidst klar over - at det kun er en overgang.

Og overgange - dem ta'r jeg En Dag Ad Gangen.