Dagen er begyndt igen. Som så mange gange før, er den startet. Med alt for tidlig vækning, og hvileløse vendinger i en varm seng. Mine trætte øjne har igen skuet ud i det absolutte mørke, hvor kun ganske få natdyrs sagte snakken har brudt fornemmelsen af en absolut tomhed, hvor selv drømmene har holdt sig væk mens tankerne har fortsat et aldrig stoppende Formel 1.
Trætheden er begyndt igen. Knogler og muskler har meddelt kroppen, at de er ved at være slidte og egentlig gerne vil have mulighed for at tage på rekreation i et par måneder. Og mine fordøjelses-organer har startet deres daglige tarmvridende smertedans, bare for lige at påpege - at de også er tilstede.
Men det er solskin, og himlen er blå. Vinden er næsten ikke eksisterende, og bunkerne af klippet hæk ligger og lokker. "Kom og tag os - kom og hør os knække, knirke, og hvisle, når du samler os". Græsset mellem roserne sukker af længsel efter at blive klippet, og de små frøfyldte hyben tigger om at blive pillet af tornebesatte grene. Og ukrudtet kigger drillende op mellem stenene i indkørslen, og tirrer med en påstand om, at jeg ikke tør fjerne det.
Indenfor jamrer rodet på loftet sig, i længsel efter at komme på plads i papkasser, og gulvet sukker efter støvsuger og gulvklud.
Og sagte optøer aftensmaden i køleskabet, mens osten bliver stærkere for hvert øjeblik, der går.
Jo, dagen er begyndt igen......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar