Fri

Ubevægeligheden begynder at få tag i mig. Fra dag til dag bliver de ting jeg "plejer" at gøre færre og færre, og den tid jeg bruger på dem mindre og mindre. Jeg kan mærke, hvordan alt fryser fast i mig, fast i uvirkelighedens stivnede billede, hvor intet sker, og alt søger at ramme dét ene perfekte øjeblik. Som aldrig har eksisteret.

Rytmer, rutiner, dagligdag. Tingene har det med at blive trukket ud i det uendelige. Det brev, jeg skulle have svaret på for dage siden, og de opkrævninger og opringninger, jeg skulle have sat på plads, bliver mere og mere usynlige, uvirkelige.

Dagene bliver kortere. Ikke bare for di vinteren nærmer sig, men fordi jeg gør min søvn længere og længere.Når jeg så endelig er vågen, bevidst, forsvinder dagen som i en tåge af unyttighed, uvirkelighed, uengagerethed, ulyst til at ændre noget.

For sæt det hele nu var en drøm, et mareridt der slutter lige om lidt. Sæt, jeg vågner og opdager at det hele er lige så uvirkeligt, som det føles, og forsvinder med morgenens indtog. Så jeg kan gå ud og lave the til os, og tænde vores computere.

Jeg kigger bagud, istedet for fremad. Ser det, der var, istedet for det, der kan blive. Og går glip af dagene, af livet, af glæden, af alt det lys, der stråler overalt.

Jeg vil ikke. Vil ikke blive ved, med at gå glip af glæden over det næste øjeblik, fordi jeg har travlt med at sørge over det forrige.

Jeg vil være F R I .