Alt det, der gentages dagligt, alt det der i sin essens indeholder hverdagens rytmiske repetitioner.
Jeg står op som jeg plejer - næsten.
Lader vækkeuret fortælle mig at morgenen er nået, og vender mig så om på siden - bare lige 15 minutter mere.
Sidder lige lidt længere på tønden, end jeg plejer - og tjekker min smartphone.
Lukker huset op for dagen som vanlig - næsten.
Bare lige en smule forskelligt i dag - lige som det var lidt forskelligt i går.
Forbereder morgenkaffen og morgenmaden med næsten de samme bevægelser igen.
Og sætter mig ved computeren, for at gøre hvad jeg gør hver dag - tilføje nye ord til de utallige, jeg har brugt de andre dage, på min blog.
Ordene er næsten de samme dag for dag. Der kan være færre, der kan være flere. Men de er set før.
Bare ikke lige i dén sammensætning - i dén forbundethed med hinanden. En dagligt unik forbindelse af alle de ord, der er i mit liv - alle de ord, jeg har hørt, set, oplevet.......
Den daglige trummerum finder sin egen nye måde at være unik på - igen og igen.
Gentagelsen kommer først imorgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar