Alarm !

Kender I det, at man beslutter sig til at udskyde noget man gør dagligt ?

Og så minder alarmer, man har sat til at minde om netop at gøre det, om at man hellere burde komme igang. Jeg sad her til morgen og besluttede mig til at vente med at skrive dagens blog - måske endda udskyde den helt til imorgen. Indtil min venlige computer gik fuldstændig bersærk med lyd og tekst, der mindede mig om at jeg skulle igang med at skrive.

Jeg havde glemt, at jeg har sat en alarm til at holde styr på den daglige blog. Normalt skriver jeg før alarmen går igang, og undgår den på den måde - eller tænder computeren når alarmen er overstået og hører den derfor ikke.

Men lige netop i dag minder den mig om, at ikke bare skal jeg have skrevet dagens blog - jeg har mange andre ting der skal laves. Som har været skubbet ud i glemselen af enten dovenskab eller fortvivlelse.

Alle de normale ring - rengøring, gulvvask, støvsugning, tøjvask etc. - har stået på standby i nogle dage nu. Dage, hvor jeg har tilladt mig selv at synke hen i en slags bevidst koma, og kun har slået tiden mellem vågen og søvn ihjel med fjernsynets virkelighedsflugt.

Og alle de mentale ting - bodeling, ædruelighed, fremtid etc. - er blevet pakket ind i en boble af helbredstanker, så de ikke kunne komme frem og forstyrre ubevægeligheden.

Alt det ændrer den lille alarm.

Jeg er naturligvis nødt til at skubbe kraftigt til mig selv, for at få tingene til at starte igen. Inertiens lov er ubønhørlig, og kræver at jeg tilføjer energi til det, jeg har brugt energi på at stoppe, for at det hele kan bevæge sig igen. Når det hele så først er i bevægelse, er det kun den iboende trang til ubevægelighed, der kan stoppe mig igen.

Så hvordan bekæmper man trangen til ubevægelighed ?

Hvordan bekæmper man trangen til at sidde og være helt ubevægelig, mens tankerne raser afsted i en hjerne fyldt med selvbebrejdelser ?

Hvordan får man den lokkende tilbøjelighed til tankemylder til at være en positiv og genoprettende begivenhed ?

Ved at huske at sætte mentale alarmer til, der kan sørge for at bremse det hele, og give energi til ny eksistens - ny bevægelighed.

Så I må undskylde mig, kære læsere. Men jeg er nødt til lige at blive hurtigt færdig med denne dags blog - så jeg kan komme igang med både at sætte de mentale alarmer, der er udløbet, til at ringe igen, samt med at gøre de ting, mine fysiske alarmer vredt brummende allerede har mindet mig om, at jeg havde glemt.

Der er flere, der skal sættes. Sindsro-alarmen er nok den vigtigste. Efterfulgt af Eftertanke-alarmen og Fremtids-alarmen. Hvilket får mig til at erindre, at jeg nok også bør sikre mig, at den alarm, der hver aften får mig til at gå igang med mit 10.Trin, stadig fungerer.

Og når alle alarmer er sat, kan jeg dagligt lade dem minde mig om, hvad det egentlig er jeg skal.

Være ædru.