Kender I det, når dagligdagen begynder at være det rene leverpostej. Alt med næsten samme let rødbrune farve, og uden de store overraskelser. Konformitetens grå spøgelse, der snigende og uimodståeligt flyder ind overalt med sin dræbende enshed.
Hvor er overraskelserne blevet af. De der små klumper af øjeblikke, der betyder at man skal op på tæerne for at kunne følge med, og som kan være både lyse og sorte, men som altid er helt rene i farven ? Hvor er chock'ene og eksplosionerne af følelser, der kan få hele kroppen til at leve? Hvor er de stille, klare øjeblikke, hvor universet ikke bevæger sig, så man kan se for evigt og opfatte alt med instinktets umiddelbarhed. ?
Alt blev æltet i livets store blender, og sivede langsomt ned i hverdagens form. For derefter at blive bagt i ensomhedens ovn.
Min dagligdag er sådan en leverpostej. Med bacon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar