På vej

Jeg er på vej. På rigtig mange forskellige måder, er jeg på vej. Til imorgen, til i dag, til den fremtid der står parat til mig. På vej til næste milepæl i min helbredelse, næste ædruelige fejring. På vej til at efterlade de sorgfulde rester af mit kuldsejlede forhold, og måske finde kærlighed igen. På vej........

Og jeg er på vej til bussen. Den bus, der skal bringe mig tværs over landet for at møde en anden, der er på vej. Møde en, hvor dette På Vej er endegyldigt. Hvor vejen kun går til en slutning.

Min fætter ligger på hospice.  Sagkundskaben mener, at han ikke har længe tilbage på sin rejse gennem dette liv. Og at han er på vej til den slutning, der naturligt kommer til os alle.

Og det er uretfærdigt. Ad helvede til Uretfærdigt !!!

Han er ung, han er far til 2 små børn, og han er elsket og elsker tilbage til sit livs kærlighed. Og så skal sådan en forbandet vildvækst af ustyrlige celler sende ham på hans sidste rejse mange år før tid.

Han ved, at han er På Vej. Og har taget det til sig. Forberedt sig på rejsen, og sørget for at det hele nok skal gå gnidningsløst - i hverfald når det drejer sig om de mere prosaiske dele af afrejsen.

Så jeg er på vej - over til ham, for at kunne nå at vise ham, at han er elsket og vil blive savnet.