Udenfor hersker mørket. Natten breder sig triumferende over alt, og gemmer alt levende bag et sort tæppe af energiforladthed.
Men indeni er der lys. Snart følger dagen natten, og lyset spreder sig ind i alle afkroge. mens regnen siler langsomt ned. Stille og sart lander den på min kind, og minder mig om tidligere glæde. Mens lyset maler dagen grå, og vinden holder sig selv tilbage, spekulerer jeg på lægens ord, og erkender at intet er, som det burde være, og intet bliver som det skulle.
Dagen folder sig ud foran mine øjne, og regnen stilner af. Tankerne myldrer frem, og besætter al ledig plads i mit hoved. Som en såret bjørn trækker jeg mig baglæns ind i min hule og gør mig parat til at forsvare den.
Og som et vredt menneske reagerer jeg uigennemtænkt på den uret, jeg føler bli'r gjort mig. Ikke bare i mit personlige liv - med svigt, tyveri, utroskab - men også i mit offentlige liv. Samtidig med, at jeg undrer mig over, at man kan gøre sig til svindler for bare 100 kroner. Men den skulle vel komme, dagen hvor jeg bliver taget ved næsen på nettet. Og det gør ondt, selvom beløbet ikke er særligt stort.
Men det, at tilliden til andre endnu en gang bliver svigtet, kan medvirke til at al tillid bliver mistroet. Uden grund.
Jeg tror jeg lader lyset virke på mit sind, og blæser mørket ad helvede til. For mørket har ingen plads i mit sind - det skal holde sig til nattens timer, og fjerne sig når lyset kommer.
Dagens blog blev opdateret ad tre gange - fordi sådan var mit sind i dag.........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar