......... og kærlighed slutter med afmagt.
Det er i det mindste følelsen, der i øjeblikket står i mit sind. Afmagt. Som er opstået efter en masse ævl, kævl, utroskab, skænderier, tyverier, løgne etc.
Intet af det var i mine tanker for snart 13 år siden. Tværtimod var mit sind og mine tanker fyldt med spæde idéer om en Ny Begyndelse. Et Nyt Liv.
Havde jeg da bare vidst, at jeg ville blive nødt til at krænge alt andet af mig, og tage en kunstig overflade på, for at kunne leve op til de krav, der blev stillet til mig. Krav, jeg ikke kunne honorere.
Men det vidste jeg ikke.
Så nu står jeg i afmagt - ædru, alene, og tæsket til nærmest uigenkendelighed af tyverier og løgne. Og er nødt til at tage kampen op, for at kunne respektere mig selv og holde hovedet højt overfor de udfald, der kommer.
Og der kommer mange - rigtig mange.
Alle er de møntet på én eneste ting - uanset hvor meget der skal lyves, må der ikke tabes ansigt. Så hellere ødelægge mig, selvom alt har været vidst, delt, og accepteret. For sæt omverdenen skulle finde ud af sandheden. Sæt de allesammen skulle finde ud af, hvor meget der blev stjålet, hvor meget der blev latterliggjort, hvor meget der blev løjet.
Alt, uden jeg tog til genmæle - uden jeg reagerede som der ellers var vane for. For det vil jeg ikke.
Jeg fandt aldrig den fred, kærligheden skulle kunne føre til. Eller den kærlighed, der skulle kunne føre til fred. Så jeg må finde fred på andre måder - En Dag Ad Gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar