.....vækkede mig her til morgen. Klokken var ikke mere end 4, og allerførst undrede jeg mig søvnigt over hvad det egentlig var, der havde vækket mig. Og så gik det op for mig. Jeg har jo taget ansvar, i den her weekend. Jeg er nemlig hundepasser.
En ikke så stor, men utroligt busket hund, med samojede-krølle på halen, og glade øjne der hele tiden følger hvert skridt jeg tager. En af den type, jeg normalt kalder en hotdog med hår på. Basse, hedder han. Og han er min weekendven.
Indtil nu, har han trukket mig ud af døren utallige gange. For bare lige at kunne komme ned på marken, hvor det er muligt at løbe uden snor, og hvor han kan tillade sig at hoppe, danse, og springe omkring, uden nogen risiko for at komme noget til. Og hvor jeg kan nyde at opleve ham på slap line.
Han er skam dygtig, er han. Indtil nu gør han hvad jeg beder ham om. Sit, stå, kom, løb, gå med ved siden, og alle mulige andre lettere tossede kommandoer, tillader han mig at komme med. Og han reagerer med glæde på dem. Ikke altid i henhold til den intention, der var i kommandoen - men han reagerer.
Så den sagte bjæffen, der vækkede mig her til morgen, var såmænd bare et stille og forsigtigt spørgmål fra hans side. Må jeg komme ud og tisse ? Og naturligvis må han det. Også selvom månen stadig er eneste lyskilde udenfor, og ikke engang myggene er vågnet endnu.
Bagefter skal vi have kaffe og morgenmad, Basse og jeg. Hvis han altså kan slippe den Dentastick, han ligger og hygger sig med lige nu, og rejse sig op fra det tæppe, jeg har givet ham som soveplads.
Nu rejser han hovedet. Hans øjne stråler. Og han smiler over hele hovedet........
Livet er dejligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar