Verden er fyldt med vat. Hvid, ubevægelig vat, som bare hænger der i luften og fylder. Tætte klumper af den vugger sagte i morgenens svage vind, og gør lydene små. Fuglene virker tyste, og hæk og træer antager abstrakte former i det mælkehvide lys, der skinner svagt igennem.
En sirene skærer gennem det hele. Fortæller, at tåge eller ej, så er hjælp på vej. Til den syge, til den skræmte, til den, der bad om det. Lyden stopper, og vattet samler sig igen om alt.
Det er ensomt i tågen. Intet tegn på andre kan ses, uanset hvor der kigges hen. Så jeg må lade styrken i mit sind brænde tågen væk, så varmen fra føllesskabet kan nå min frysende krop og fylde den med energi.
Svagt gul stråler dagens sol i hjørnet af tågen. Fylder verden med håb, for den skræmte, for den ensomme, for den, der tager imod.
Fuglene synger. Morgenen er på vej. Og tågen tager afsted endnu en gang. Heller ikke denne gang ramte kulden og blindheden mit indre. Heller ikke denne gang fik uigennemsigtigheden mig til at snuble og falde.
Men den vil altid forsøge. Igen og igen. Som uigennemsigtig tåge, som isende glathed, som blændende sol. Faldgruberne vil være der, og kun fællesskabets kompas vil kunne styre mit skib sikkert igennem.
Kursen er sat, og skibet har lagt fra kaj. Ud gennem resterne af dagens tåge, sagte glidende gennem smulte vande.
Ud i livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar