Sig nærmer tiden

Efterår.

Indgangen til den periode på året, hvor alt står stille. Perioden, hvor intet lever og alt er frosset.

Farver.

En eksplosion af forskelligheder springer ud i træernes blade og forsøder den korte dag med glimt fra livets store palet.


Lyde.

Aftenen brydes af de gentagne vingeslag fra en svaneflok på træk, og morgenen af suset fra den sorte sol.


Bevægelser.

Sløve, ugidelige, og få. Alt er uendeligt langsomt, og kun få af sommerens energifyldte rutiner er tilstede i hverdagen.

Alt foregår i slow-motion. Som befandt jeg mig i sirup, der hæmmer hver enkelt bevægelse, hver enkelt tanke. Efterårets tavse stilhed og langsomme vandring mod vinter indtager alt, fylder alt, med nedture, faldende energi, mørke tanker, kortsynede beslutninger.

Men snart kommer stormene.

De vilde, brusende, alt-væk-fejende storme, der også er en del af efteråret. Vindene, der blæser døde tanker væk, og fejer gennem sindet i et sus, der ryster de sidste af årets frugter løs, og lader dem ligge som føde, når vinteren sult sætter ind. Knækkende kortsynede beslutninger, skabende bølger i bevidstheden med styrke til at feje tankernes grund blank og fri. Hoppende, dansende, flyvende, vil klumperne af gammel adfærd og fejlsslagne beslutninger blive blæst sammen i bunker, der kan fjernes med sindsroens rive og klarsynets skovl. Og skabe mulighed for, at den kommende vinter ikke varer evigt, men bliver afløst af næste

Forår.