Der er meget jeg ikke har lagt mærke til gennem tiden. Og som nu - stille og roligt - dukker op i min hjerne. Begivenheder, ting, øjeblikke, der alle viser hvor længe det er siden, min kærlighed svigtede.
Glimt af situationer år tilbage, blikke der blev udvekslet, knus der blev givet. Pludselig gjaldt det livet at træne dagligt, så hun kunne se bedre ud. Pludselig var der uendeligt mange koncerter langt væk. Alle naturligvis på tidspunkter, hvor jeg ikke kunne tage med. Pludselig var familiens jul invaderet, for det var jo synd han sad alene.
Og pludselig blev skænderierne værre. Pludselig søgtes konfrontationer og nag dagligt. På et øjeblik blev der langt over til hendes side af sengen........
Dumhed og blindhed har sin pris. Låst i en hverdag, bestemt af det menneske, jeg troede skulle være mit livs halvdel, sidder jeg nu og føler lyset ramme mine øjne, efterhånden som skællene foran dem falder væk. Føler, at også jeg eksisterer. At fortidens vægt ligger tungt på min hverdag, og gør livet besværligt.
Men stadig kan jeg smage kærlighedens bitterhed på tungen. Føle, hvordan bagsiden af følelsen rammer mit ubeskyttede sind, og trækker striber af flammende smerte gennem mit hjerte. Og intetsteds finder jeg den eneste kølende balsam, der kan hele sårene, og med tiden få arrene efter dem til at blegne. Tyngden af skællene fra mine øjne holder den væk, og dækker så jeg ikke ser, hvor den kunne være.
Men et eller andet sted er den der, den Nye Kærlighed. Og når skællene blegner, mens vægten af dem forsvinder, vil de blive blæst bort og ikke længere dække over hverken fortid, nutid, eller fremtid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar