Sidder i min lille firkantede bolig og tænker tomme tanker. Hverdagens gentagelser af gårsdages tanketomhed. Linjer af ord med samme næringsværdi som udkogte æbleskræller.
Og prøver febrilsk at bygge linjerne sammen til storslåede, højtravende, magtfyldte sætninger, med længder som broer over oprørt vand. Fyldt med krummelurer og afsatser, hvor tankerne kan finde hvile og spekulationerne lege tagfat, mens blomstrende ordfugle basker deres lette vinger i intrikante fibonacci lignende figurer, der blidt udviskes af en drillende vind.
Men hver gang jeg når toppen - stedet, hvor ordenes symmetri triumferende skulle råbe ned mod en kommende sætningsafslutning, at de er på mod alle tiders mest perfekte punktum -
- braser korthuset sammen, og ordene flyder ud mellem hinanden som stumper af tabt havregrød, hvor kun det mest ihærdige sukkerkrystal gnistrende af overlevelseskraft, klyngende sig til det sidste kanelmolekyle, og kun afventende optørringen fra gulvet og henkastningen i skraldespanden til et evigt mørke.
Ordekvilibrisme var mit MoJo. Lyrisk lækkert lydende og elegant eksekverede sammenkastninger af konsonanter og vokaler, der sprang til live fra mine hjernevindingers tankespændte krølninger, og som for evigt ønskede at blive mejslet ind i uendelighedens hukommelse.
Suk.
I nuet ser jeg kun enkeltheder. Småord, der tigger om overlevelse flydende på glemsomhedens krapttoppede hav, for derefter langsomt at synke mod den ende, alle småord uundgåeligt får.
Den stille bund, hvor kun tankekrabber og huskerejer nipper en anelse til dem, inden de endeligt forrådner til mulig næring for fremtidige bundvækster.
De kunne have været så meget mere, hvis de bare var blevet brugt. Var blevet sat sammen i mulige meningsfyldte sætninger eller havde givet næring til nyfødte tankers vandring mod forståelse.
De kunne have bygget huse, rejst mod universets ende, bragt forståelse af katten der både var død og levende, udfordret Einstein, og hjulpet Hawking længere ud, end han mente var muligt.
Så hvordan hjælper man dem, når de ligger dér og flyder på et glemsomhedens hav, fyldt med "har været, har set, kan ikke, vil ikke", og alle mulige andre kuldsejlede livsdele ?
Ved et bruge dem, siges det.
Ved at fiske dem omsorgsfuldt op, og placere dem dér, hvor de vil kunne gøre gavn. Sat sammen i sætninger med et passende lix-tal - i stædige forsøg på at frembringe den forståelse, der kunne give dem liv.
Og bare jeg gør det En Dag Ad Gangen, kan håbet fastholdes. Håbet om forståelse, accept, tilgivelse, erkendelse, anerkendelse.
Et håb, der i sin lysegrønhed bærer kimen til et liv for de opsamlede ord.
Et ædru liv.
