Lyden af ingenting farer buldrende gennem rummet, og lander så tyst som nattens snestorm i kaotisk orden. Den ensomme alenehed har bidt sig fast i mine knæhaser, og larmer med tusinde stemmer fra hjørnet hvor telefonen ligger tømt for strøm.
Jeg ser ingen - og ingen ser mig.
Tågede billeder af fortidens ansigter passerer stumfilmsramt i sort/hvide gentagelser af alt det, der ikke kan ændres - med enkelte fuldfarvefede enkeltheder, der godt kunne blive anderledes, strålende ind i den fremtid, der først er nu....... Og nu....... Og nu.......... Og..........
Men klaveret spiller, og pianisten ændrer dygtigt tonerne - alt efter cinematografens opblæste gengivelser på sindets hvide skærm.
Tungsindet falder dybt, ind i mellem. Og fylder mig med vemod, over alle de mistede øjeblikke - alle de tabte glæder og sorger, der kunne have været til, hvis bare.......
Men "hvis bare..." betyder anderledeshed. "Hvis bare...." betyder simpelhed i et liv, der måske havde til formål at v æ r e forvirret, rodet, til tider beskidt, til tider rosenrødt, og til tider sjælsskrigende ondt.
Ville jeg gøre det anderledes, såfremt jeg fik chancen for at starte forfra i den samme krop, samme sted, samme tid, samme forældre ? Det er faktisk et ufatteligt svært spørgsmål at stille sig selv, når klokken næsten er midnat, og snefaldet udenfor tystner alt til. Men nu er det stillet, så jeg kan lige så godt svare på det.
Det er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville. For intet af det, der har været de højeste lyspunkter i det liv, jeg indtil nu har levet, ville være sikker på gentagelser. Måske ville anderledes valg betyde, at de børn, jeg er far til nu, slet ikke ville blive undfanget. Eller måske ville det være andre kvinder, andre børn, andre udfordringer.
Nej, ikke måske. Men helt sikkert. Og det ville jeg - den jeg, jeg er nu - helt givet hade. Hvis jeg altså lige vidste, at det var en "rematch", jeg var igang med.
Det værste ville nok næsten være, at alt dét, der har ført mig hen til her og nu, ville forsvinde - og så ville jeg aldrig stå i den situation, jeg stod i, og som medførte at Lucifax kom ind i mit liv.
Og så stor en kærlighed, som jeg føler for den bette bandit, ville jeg aldrig kunne undvære i en gentagelse - eller nyfortolkning - af det her liv.
Så forhåbentlig tager jeg det alt sammen med mig, når jeg engang trækker stikket - alle de gode, onde, grimme, smukke, underfulde, negative, opmuntrende, etc. etc. etc., minder. For alt har sin ret, i den her surrealistiske sammensmeltning af krop, sind, og sjæl.
Dét h a r jeg da lært.
I Sindsro.
