Hvis ikke............

 ................ du ta'r din sygdom alvorligt, så vil dén tage dig, alvorligt.

Den er værd at spekulere over, den dér sætning. Både som gammel sproglærer - for den viser hvor stor betydning et komma kan have. Men også som sygdomsramt, for netop dér er den en del af virkelighedernes virkelighed - uanset hvilken sygdom, jeg lider af.

Dem har jeg - som I sikkert ved - en del af. Sygdomme - der kan tage mig ganske grufuldt alvorligt. Ikke bare kan mine rebelske knuder i lunge og prostata gøre gevaldig skade på min krop og mit liv - endda i sidste ende slukke det, hvis ikke jeg gør noget ved dem - de kan også i det ganske skjulte snige min anden livsfarlige sygdom ind fra sidelinien.

Den dér nærmest altoverskyggende, ødelæggende, organsmadrende, hjernedestruerende, dødelige misbrugsdims, der før i tiden nærmest bestemte alt i mit liv.

Min alkoholisme - eller, for at bruge et mere ligefremt sæt ord - min indre trang til at vælte sprut ned i halsen, for at kunne opnå få øjeblikkes salig fred for alt det, der plejede at pine både mit indre og mit ydre. For det vanvittige ved dén sygdom er, at når først jeg starter - kan jeg ikke stoppe.

Eller - jeg vil ikke. 

Og mens jeg så vælter mig rundt i såret selvmedlidenhed og skamfuld erindring om alt det, jeg har ødelagt omkring mig - ødelægger sprutten lystigt løs på de organer, den kommer i nærheden af........

Hvilket er ganske forståeligt - det er jo et opløsningsmiddel i sin essens, som kroppen til en vis grænse godt kan nedbryde til lidt mere ufarlige stoffer. Men ikke uden at C₂H₆O har sørget for at påvirke sind, hjerne, fysik - og alt det dér udenom.

Til gengæld er behandlingen af mit misbrug både ganske enkel - og ganske besværlig. For, til forskel fra behandlingen af mine forskellige vildtvoksende knuder ( hvilket bli'r med braky-terapi, hvis jeg bli'r godkendt), så skal jeg "bare" undlade at indtage den første drink, første øl, første "whatever-alkohol".

Nemt, ikk'?

Både og, vil jeg sige. 

For selvom jeg lader den første stå, så er der jo det dér med tankerne. De irriterende små hviskende hjerneforstyrrere, der nærmest uundgåeligt summer rundt i skallen på mig, og forsøger at få mig "tilbage på sporet" igen. For - så kan jeg jo undlade at tænke på alt det, der ellers piner mig - undlade at tage stillling til de mere alvorlige dele af livet - og undlade at huske på alt det, jeg har været skyld i, gjort eller undladt at gøre, alle de skader jeg har påført mig selv og andre, gennem hele mit aktive liv.

Rolig nu - jeg er på ingen måde på vej ind i et tilbagefald. Ej heller har jeg hverken større eller mindre trang til mit (tidligere) favoritstof, eller foretaget mig noget, der kan være farligere for mig, end det livet giver mig til hverdag.

Og nej - det er ikke hverken fordi jeg er blevet hellig, frelst, salvelsesfuld, eller lignende mærkværdigheder. Jeg bruger bare mit fællesskab med andre ædru alkoholikere som basis i mit liv, og som samtalevæg når der er brug for det.

For selvom jeg er ædru på tiende år, er jeg nøjagtig lige så langt fra den første, som den ny-ædru, der stadig har sidste aftens tømmermænd hængende bag hjerneskallen. Og er hverken profet, guddommelig, eller hellig mystiker.

Jeg er bare ædru, og har erkendt at ord der udtales, kan gøre mindre skade end ord der ikke gør. At dét, at tale sammen - at række ud efter andres erfaringer - kan være livsberigende. Og hjælpende.

Igen - rolig nu - jeg ved godt, at det at sige at jeg er alkoholiker ikke er dét, der bringer mig på rette vej. Men at jeg minder mig selv på det dagligt, er med til at holde den flaske væk, der ellers kunne vælte hele læsset - og dermed med til at jeg kan tage Én dag ad gangen igen og igen.

Jeg har ikke løsningen - eller det gyldne snit - eller hvad der nu for den enkelte er den bedste vej til erkendelsen af sygdommen. Og den "version" af sygdommen, jeg har - er i allerhøjeste grad min egen. Også selvom den ligner alle de andres til forveksling - for den er min variant - og måden jeg holder mig ædru på, er min vej.

Du må da gerne have det lige som mig - for selvom du har det på samme måde, så vil det være din vej og din sygdom. Selvom jeg gerne deler af mine erfaringer, vil jeg på det kraftigste anbefale dig kun at tage dét, du kan bruge - og smide resten væk.

For selv i en sygdom så alvorlig som alkoholisme, er vi forskellige mennesker. Ramt af det samme, ja - og istand til at gøre brug af hinandens forskellige erfaringer og fejltagelser. Noget, der netop er medvirkende til at gøre fællesskabet mellem os, der er ramt af sygdommen, så stærkt og brugbart. 

Og medvirkende til, at vi altid kan komme tilbage til fællesskabet efter et tilbagefald - for der er altid én, der har haft det lige som os, været på samme sted som os, og reageret på samme måde.

Så skulle du, kære læser, have behov for at række ud efter støtte til at erkende din egen sygdom, er der altid ører i fællesskabet, der er villige til at lytte og dele egne erfaringer. Du skal bare tage det dér "farlige" første skridt selv.

I Sindsro.

Midt nat...............

 ...... eller næsten tidlig morgen.

Der er mange måder at beskrive klokken hverken aften, nat eller morgen på.  Og som nyctophil burde jeg være ikke bare i besiddelse af de første hundrede måder at gøre netop dét på, men også i besiddelse af en eller anden form for afslappethed, når jeg sidder og nyder det fløjsbløde mørke, en sådan "midt i det hele" nat indeholder.

Hvis altså ikke det var fordi jeg er blevet underrendt af min krop, der vil blæse højt og flot på, at tidspunktet er et af mine nydelsesøjeblikke. Og har valgt at sætte gang i en Robinson-dyst værdig produktion af sved, hedeture, og ømme muskler.

Suk.

Jeg kan da godt lige citere fra bivirkningskataloget - altså det, der grumt og ligefremt opremser de forskellige muligheder for protonkanonmål som jeg - men det vil nok bare være nemmere at remse op hvad jeg  i k k e  er ramt af. Smerter i spiserør, strålepneumonitis (fedt ord, ik'?), og kvalme.

Men ellers rammer resten ganske godt plet.

Jeg er træt, har feber - eller noget, der ligner - og føler det som om jeg har gået ti omgange mod Muhammad Ali. Hvis altså der er nogen, der kan huske ham.

"Sting like a bee, and dance like a butterfly."

Hæh - lige her og nu kan det mest undersættes til "Stinker som en bæ, og kan slet ikke danse" - men det er sikkert kun en overgang. En af den slags, jeg om x-antal tid vil smile overbærende af, og kun huske de helt specielle højdepunkter fra.

Herunder, at min bette missemand - mit livs Lucifax - nærmest krøb helt ind i mig, storspindende og varm, sikkert for at forsøge at afhjælpe mine pludselige temperaturspring, og ganske givet for at trøste med al den kærlighed hans lille missekrop kan udstråle.

Jeg elsker sgu det bette kræ..............

Egentlig er det underligt, hvad jeg lægger mærke til, når jeg sådan ganske pludseligt er nødt til at afbryde min skønhedssøvn - i mit tilfælde mere søvn end skønhed. For mens jeg stod og kiggede mat og vattet ud af mit køkkenvindue, traskede en natmørk vagtlæge forbi - åbenbart efter at have besøgt min søde nabo.

Og straks myldrede de mærkeligste tanker frem i mig.

Var det derfor, jeg vågnede? Fordi hun havde brug for hjælp ? Kunne han ikke lige have kigget ind til mig - sådan, to for en's pris agtigt ? Skal jeg gå ind og kigge til hende ? Eller skal jeg bare vælte kraftesløst om i kontorstolen, og hælde en liter kaffe indenbords.........

Den slags tanker kan fylde så meget, at jeg slet ikke når at reagere på nogen af dem, før der er gået så meget tid at det kan være lige meget. Og jeg så finder mig selv siddende ved tastaturet - godt i gang med at jamre løs over den uretfærdige verden, der åbenlyst ikke under mig en fredfyldt nat med paradisagtige drømme om god mad, søde kvinder - smukke kvinder -, og temperaturer af den slags en krop i natlig tomgang helst skal have - så er der sikkert en god grund til det.

Men hva' - det er vel slet ikke så slemt endda, når missemanden ved siden af mig har beslaglagt mine lammeskindsfutter, og storspindende ser ud til at huske mig på, at livet ikke er det værste. jeg har.

Bare jeg husker på at leve det én dag ad gangen - og uanset hvor svært det kan være lige her og nu, at finde frem til den nødvendige sindsro, så stadig vide at den skam er der. Lige til at tage fat i og bruge som førstehjælp mod det, jeg ikke kan lave om på.

At min krop reagerer ganske naturligt på dét, jeg har budt den. Dét, der åbenbart er nødvendigt for at slippe af med de sorte "pletter", der ellers troede de kunne bestemme det hele. Så på samme måde, som jeg har haft taget fat i de sorte "pletter" i mit sind og min fortid, og ladet realiteternes klare lys gennemstråle dem, med efterfølgende kraftige reaktioner fra mig selv og min omverden - vil jeg lade protonkanonens gennemstråling af de fysiske "pletter", og de bivirkninger der måtte komme, glide ind under accepten, erkendelsen, og forståelsen.

I Sindsro.