...... eller næsten tidlig morgen.
Der er mange måder at beskrive klokken hverken aften, nat eller morgen på. Og som nyctophil burde jeg være ikke bare i besiddelse af de første hundrede måder at gøre netop dét på, men også i besiddelse af en eller anden form for afslappethed, når jeg sidder og nyder det fløjsbløde mørke, en sådan "midt i det hele" nat indeholder.
Hvis altså ikke det var fordi jeg er blevet underrendt af min krop, der vil blæse højt og flot på, at tidspunktet er et af mine nydelsesøjeblikke. Og har valgt at sætte gang i en Robinson-dyst værdig produktion af sved, hedeture, og ømme muskler.
Suk.
Jeg kan da godt lige citere fra bivirkningskataloget - altså det, der grumt og ligefremt opremser de forskellige muligheder for protonkanonmål som jeg - men det vil nok bare være nemmere at remse op hvad jeg i k k e er ramt af. Smerter i spiserør, strålepneumonitis (fedt ord, ik'?), og kvalme.
Men ellers rammer resten ganske godt plet.
Jeg er træt, har feber - eller noget, der ligner - og føler det som om jeg har gået ti omgange mod Muhammad Ali. Hvis altså der er nogen, der kan huske ham.
"Sting like a bee, and dance like a butterfly."
Hæh - lige her og nu kan det mest undersættes til "Stinker som en bæ, og kan slet ikke danse" - men det er sikkert kun en overgang. En af den slags, jeg om x-antal tid vil smile overbærende af, og kun huske de helt specielle højdepunkter fra.
Herunder, at min bette missemand - mit livs Lucifax - nærmest krøb helt ind i mig, storspindende og varm, sikkert for at forsøge at afhjælpe mine pludselige temperaturspring, og ganske givet for at trøste med al den kærlighed hans lille missekrop kan udstråle.
Jeg elsker sgu det bette kræ..............
Egentlig er det underligt, hvad jeg lægger mærke til, når jeg sådan ganske pludseligt er nødt til at afbryde min skønhedssøvn - i mit tilfælde mere søvn end skønhed. For mens jeg stod og kiggede mat og vattet ud af mit køkkenvindue, traskede en natmørk vagtlæge forbi - åbenbart efter at have besøgt min søde nabo.
Og straks myldrede de mærkeligste tanker frem i mig.
Var det derfor, jeg vågnede? Fordi hun havde brug for hjælp ? Kunne han ikke lige have kigget ind til mig - sådan, to for en's pris agtigt ? Skal jeg gå ind og kigge til hende ? Eller skal jeg bare vælte kraftesløst om i kontorstolen, og hælde en liter kaffe indenbords.........
Den slags tanker kan fylde så meget, at jeg slet ikke når at reagere på nogen af dem, før der er gået så meget tid at det kan være lige meget. Og jeg så finder mig selv siddende ved tastaturet - godt i gang med at jamre løs over den uretfærdige verden, der åbenlyst ikke under mig en fredfyldt nat med paradisagtige drømme om god mad, søde kvinder - smukke kvinder -, og temperaturer af den slags en krop i natlig tomgang helst skal have - så er der sikkert en god grund til det.
Men hva' - det er vel slet ikke så slemt endda, når missemanden ved siden af mig har beslaglagt mine lammeskindsfutter, og storspindende ser ud til at huske mig på, at livet ikke er det værste. jeg har.
Bare jeg husker på at leve det én dag ad gangen - og uanset hvor svært det kan være lige her og nu, at finde frem til den nødvendige sindsro, så stadig vide at den skam er der. Lige til at tage fat i og bruge som førstehjælp mod det, jeg ikke kan lave om på.
At min krop reagerer ganske naturligt på dét, jeg har budt den. Dét, der åbenbart er nødvendigt for at slippe af med de sorte "pletter", der ellers troede de kunne bestemme det hele. Så på samme måde, som jeg har haft taget fat i de sorte "pletter" i mit sind og min fortid, og ladet realiteternes klare lys gennemstråle dem, med efterfølgende kraftige reaktioner fra mig selv om min omverden - vil jeg lade protonkanonens gennemstråling af de fysiske "pletter", og de bivirkninger der måtte komme, glide ind under accepten, erkendelsen, og forståelsen.
I Sindsro.
