.......... for at komme ud.
Overskuddet.
Det der fantastiske, der gør at kroppen nærmest summer af energi, og hjernen slår krøller på sig selv, for at få lov til at fortælle løsningen på Livet, Universet, og Alt Det Dér. Det, der gør at kroppen valser spændstigt afsted med lette, nærmest luftige, skridt.
Nope - nul - nej -og sletallerdeles ikke.
Det kunne ellers være så godt med bare en bette lille smule af det lige nu. Hvor kroppen nærmest bumper henover gulvet med fødderne slæææbende efter sig, og hovedet gang på gang på gang oplever smertefulde trigeminusneuralgiske jag gennem det ene øjenbryn - lige over det øje, der vælger at flyde over med væske af den slags, der danner hinde på øjeæblet......
En mund, der holder åbent for at lade lungerne forsøge at slå langelandsrekorden i hastig vejrtrækning - og en stædigt vedholdende "reparationsfeber", der ændrer nætternes normalt lisefyldte genoprettelsessøvn til et mareridtsfyldt marathon gennem opvågninger ad libitum.
Så Nej - overskuddet er ikke til stede.
Og så alligevel.
For - når alting falder sammen, og kroppen nægter at være med - kan jeg ikke lade være med at brase, stege, kokkerere, krydre - og guffe i mig, heftigt nydende de kreationer, mine anstrengelser medfører.
Godt nok betyder det så, at jeg ikke har flere skeer (følg link'et) tilbage bagefter. Og at jeg kan se frem til timevis af absolut nulpunktsaktivitet, mens jeg prøver at samle energi sammen til - nå ja - at leve.
Noget, der af en eller anden grund lykkes igen og igen - heldigvis. For det vil aldeles ikke passe mig særligt godt - og sikkert heller ikke hverken hr. Lucifax eller min vidunderpragtfulde bonusfamilie - hvis alle mine ske-forbrugende og kreationsfrembringende aktiviteter kun havde ét mål :
Opbrugelsen af resten af dét, der er mig.
Rolig nu - det er helt sikkert det manglende overskud og den kraft- og sikkert også forhåbentlig kræft-ædende febrile del af mig, der jamrer løs.
For er der noget jeg er god til, så er det at jamre - NOT !!!
Ikke tale om, at jeg vil lade det manglende helbred og det manglende overskud nedlægge mig. Ikke tale om, at jeg efter at have nedlagt mit misbrug og været ædru i ni år og otte måneder(-ish), vil lade noget så simpelt som bivirkninger efter nedkæmpelse af "små" kropsmæssige vildvoksere, være andet end bump på en vej, der sikkert snart bliver væsentligt glattere at bevæge mig på.
Men for f*****, hvor er det dog ind i mellem svært.
Så det er heldigt, at jeg gennem de tidligere nævnte år og måneder (-ish) har lært netop dét, der gør det hele værd.
At tage En Dag Ad Gangen - i Sindsro.
Og Sindsro - gi'r overskud.
