Op mæ' sig....

Spaghettisovsen bobler tyk, rød, kødfuld, og krydret i gryden, mens de italienske glutenstænger gennemtæves af det kogende vand, og duften af tomater, oksekød, chili, samt alskens varmegivende krydderier, snor sig gennem luften, lovende velsmag og velbehag.

 Misseprutten vimser om benene på mig, mens han småsnakkende anmoder om en skålfuld føde - eller, hvis nu at te' som altså farmand skulle ha' napset endnu en fed mus,  som den i går aftes, der forsøgte at gnaske sig gennem skraldespandens rester fra dagen, og ikke bare kyler den ud af hoveddøren, mens han mumler "God Jul, lille ven", så ville han da så inderligt gerne lege lidt "Hvem spiser hvem" med den.

Og ganske stille og roligt lusker humøret op på "Tåleligt", hvor det let dirrende falder til ro, mens endnu en omgang ilninger sitrer gennem min efterhånden godt prøvede krop.

Nej - jeg er ikke på toppen endnu - langtfra. Jeg har stadig masser af minutter og timer, hvor selvsamme humør forsøger at begrave sig under det løse gulvbrædt ovre i højre hjørne af stuen, mens det knurrende bander over livets mangfoldige forsøg på at udrydde sig selv.

"Ikke på min vagt," kan jeg så næsten høre det sige," fanneme ikkenikkenej !". Hvorefter det river sig løs af de sorte antihumørfingre, og sætter kløerne i den nærmeste af mine skuldre. Her har det så siddet - time efter time, minut efter minut - mens det småbandende afventede bedre vejr.

Sådan et vejr kan man frembringe - eller  j e g  kan ihvertfald - ved at kaste mig over velsmagens mangefacetterede håndbog (det er nu nok nærmest erindringens mangefacetterede velsmags håndbog), og kæle for det dårlige humør med lidt af dét, der kan få livet på benene igen.

For er der én ting, der kan gøre - om ikke helbredet, men så humøret - bedre, så er det når jeg tilbereder min mad. Og efterfølgende sætter den til livs, med saligt lukkede øjne.

Aaaahhhh......

Jeg ved jo godt, at det tager tid for kroppen at komme sig, efter dele af den er blevet smadret til atomer af strålingen - og jeg ved også godt, at det tager lige så lang, måske endda længere, tid, for sindet at falde til ro igen. Men jeg har opdaget, at bare jeg tillader mig selv at holde fast i øjeblikket, accepterer at det forrige minut aldrig kommer tilbage, og at lige om lidt er fuldstændig ukendt - så er det helt iorden at svede som et svin, aflevere gødning som en gravid malkeko, samt stønne som et urenoveret damplokomotiv fra forrige årtusinde.

For roen finder sin egen vej ind i øjeblikket, og lader mig acceptere det hele ganske som det er, med en viden om, hvad der kan ændres og hvad der ikke kan.

Sådan er det jo - Livet. Når jeg altså bare tillader mig selv at leve det.

Èn Dag Ad Gangen.

Det står ikke ligefrem i kø......

 .......... for at komme ud.

Overskuddet.

Det der fantastiske, der gør at kroppen nærmest summer af energi, og hjernen slår krøller på sig selv, for at få lov til at fortælle løsningen på Livet, Universet, og Alt Det Dér. Det, der gør at kroppen valser spændstigt afsted med lette, nærmest luftige, skridt.

Nope - nul - nej -og sletallerdeles ikke.

Det kunne ellers være så godt med bare en bette lille smule af det lige nu. Hvor kroppen nærmest bumper henover gulvet med fødderne slæææbende efter sig, og hovedet gang på gang på gang oplever smertefulde trigeminusneuralgiske jag gennem det ene øjenbryn - lige over det øje, der vælger at flyde over med væske af den slags, der danner hinde på øjeæblet......

En mund, der holder åbent for at lade lungerne forsøge at slå langelandsrekorden i hastig vejrtrækning -  og en stædigt vedholdende "reparationsfeber", der ændrer nætternes normalt lisefyldte genoprettelsessøvn til et mareridtsfyldt marathon gennem opvågninger ad libitum.

Så Nej - overskuddet er ikke til stede.

Og så alligevel.

For - når alting falder sammen, og kroppen nægter at være med - kan jeg ikke lade være med at brase, stege, kokkerere, krydre - og guffe i mig, heftigt nydende de kreationer, mine anstrengelser medfører.

Godt nok betyder det så, at jeg ikke har flere skeer (følg link'et) tilbage bagefter. Og at jeg kan se frem til timevis af absolut nulpunktsaktivitet, mens jeg prøver at samle energi sammen til - nå ja - at leve.

Noget, der af en eller anden grund lykkes igen og igen - heldigvis. For det vil aldeles ikke passe mig særligt godt - og sikkert heller ikke hverken hr. Lucifax eller min vidunderpragtfulde bonusfamilie - hvis alle mine ske-forbrugende og kreationsfrembringende aktiviteter kun havde ét mål :

Opbrugelsen af resten af dét, der er mig.

Rolig nu - det er helt sikkert det manglende overskud og den kraft- og sikkert også forhåbentlig kræft-ædende febrile del af mig, der jamrer løs.

For er der noget jeg er god til, så er det at jamre - NOT !!!

Ikke tale om, at jeg vil lade det manglende helbred og det manglende overskud nedlægge mig. Ikke tale om, at jeg efter at have nedlagt mit misbrug og været ædru i ni år og otte måneder(-ish), vil lade noget så simpelt som bivirkninger efter nedkæmpelse af "små" kropsmæssige vildvoksere, være andet end bump på en vej, der sikkert snart bliver væsentligt glattere at bevæge mig på.

Men for f*****, hvor er det dog ind i mellem svært.

Så det er heldigt, at jeg gennem de tidligere nævnte år og måneder (-ish) har lært netop dét, der gør det hele værd.

At tage En Dag Ad Gangen - i Sindsro.

Og Sindsro - gi'r overskud.