Vanedyr

 Morgenen er fyldt med massevis af hyggelige, varme, velkendte vaner. Helt fra det øjeblik, min livsledsager løfter sit pelsede hovede, fra den armkrog han har tilbragt natten let snorkende i, og roligt vader op på min brystkasse for at kigge let afventende på masken og  mig.

Masken - det er den apnømaske, jeg tilbringer natten i selskab med. Den maske, der siden jeg fik den på for første gang, har brugt et overtryk på fire kilo luft, til at sikre at jeg ikke stopper med at trække vejret i løbet af natten. Og på den måde sørger for, at jeg kan sove godt og dybt natten igennem.

Min livsledsager - det er Lucifax. Hankatten, der kom ind i mit liv i '21, og krævede absolut hengivenhed med den største selvfølgelighed. Den pelsede hønseprut, der i sit nu seks et halvt-årige liv, er helt pjattet med alle de vaner, han og jeg har udviklet sammen.

Vækningen, som jeg var i gang med at udfolde for jer, kære læsere, er én af dem. Og den er vigtig - for os begge.

For ikke nok med, at "!he, who must be obeyed" stiller sig på brystet af mig og afventer næste skridt. Han forventer også at jeg, ved at vende mig en anelse fra min rygliggende position, sørger for at han glider tilbage i armkrogen igen - hvor han med et let suk kan lægge hovedet på dynen over min højre skulder - og lige nupse et kvarter mere.

Men så er det også nok ! 

Med et spring, der er en olympiske stangspringer værdig, sejler han op i vinduet, og kigger ud under persiennerne. Mon der er fjerede godbidder, der skal kigges efter i sømmene ? Eller danser der en uanende morgenmus rundt på havebordet ? Det vides ikke, men rytmen skal følges, ellers sker der sikkert noget ..... anderledes.

Og anderledes - dét vil mester morgenmis helst ikke ha' livet til at være. 

I næste øjeblik står han dér - lige ved siden af min venstre skulder, på den plads der måtte være fri på sengen - og kigger afventende på min standerlampe. For sådan en har jeg nemlig stående som natlampe i mit soveværelse. Han har blikket fikseret på ét punkt - den kontakt, der sidder på lampeledningen, sådan cirka halvvejs oppe.

For hvis jeg tænder dén - ved han jeg er på vej op. Og hvis ikke jeg gør.........

Klask!!! To poter klemmer sammen om kontakten - lyset vælder frem fra lampens tredswatts pære - og jeg indser, at det nok er bedst at sætte mig op og lade dagen begynde. Hvorefter den bette snusfornuftige missemøjs naturligvis skynder sig at nupse den stadig varme spot på sengen, hvor jeg lå for et øjeblik siden - og gasse sig et halvt minuts tid.

Man er vel et hyggedyr.

Men vanerne er skam ikke slut med det. For nu skal jeg og han sammen ud på.... nå ja, det hedder jo på katsk "Stedet, hvor en kasse dufter af mig nede i alt det grus, der ligger i den". Her afventes Fars eget ritual med ophøjet kattero - inden vi følges ad ud i køkkenet. 

Og gud nåde og trøste mig, hvis ikke jeg fuldfører næste trin af morgenritualerne til punkt og prikker. For så kan det godt være, der lander nogle morgenfornærmede kløer i læg eller lår, så jeg straxxxxs kan gøre det, enhver god madslave skal, når morgenmissen misfornøjet miaver efter morgenmad.

Vådfoder - skål - nus i nakke - mis er fodret.

Først derefter kan jeg sætte enten kaffen over - eller tænde for vandet til min Breakfast Tea - hvad nu jeg end har lyst til. Det er Husets Hersker uvedkommende, for han har travlt med at øve sig i smaskningens ædle kunst. Tro mig, han er mester i den.

Så er det, at jeg - mens kaffen brygger eller vandet koger - kan sætte mig ind bag skærmen, og lade lyset og morgenen give mig det, jeg elsker så højt. Erkendelsen af, at en Ny Dag er startet, og at ikke bare er missemand Lucifax velfornøjet og velfodret - jeg er på vej mod samme tilstand.

Ædru.

Morgenen har frosset......

 ....... og mine jordbær burde have været dækket til i går.

For det har frosset i nat. Et hvidt skær stråler fra toppen af min hæk, og fortæller mig at den fugt, der i går hvileløst drev rundt som tåge og rim, er stivnet i soltilbageskinnende krystaller af overjordisk skønhed.

Min morgenhjerne - stadig upåvirket af den ventende koffein - vender distræt overskriften på hovedet, og undersætter den til Cat Stevens gamle hit.

Morning has frozen
like the first morning
Winter has spoken
with the first frost.

og ja, jeg ved det godt. Det er nærmest majestætsfornærmelse at vride klassikere rundt på dén måde.

Men når jeg nu har gået og sukket så længe efter netop dét syn - frosten på grenene, hvidheden på tagenes tegl, solens splintrende glinsen gennem træernes frostbundne grene - kun forstyrret af sorte solfugles vilde luftakrobatik, når de kæmpende med hinanden danner territorier - så er der vel ikke noget at sige til, at jeg lader min nydelse af synet gennemtrænge den tankevirksomhed, der endnu ikke er blevet banket op i dagtempo af alt det sædvanlige.

Jordbærrenes bladspidser fortæller mig, at det har været en hård nat for de små planter. Fyldt med kampe mod en bidende Fader Frost, der lavt mumlende i sir kridhvide skæg har svoret, at ville standse alt liv, stoppe al vækst, kvæle al fremgang.

Men jeg ved, at han heller ikke denne gang, i slutningen af denne vinter, vil nå sit mål. For uimodståeligt vil livet kaste ubevægelighedens åg af sig, og frostbidt kæmpe sig tilbage. 

Og mens solen får mere og mere magt - mens dens sorte hyldestbringere fylder luftrummet over min hæk med kunstfærdige snirkler, snørkler, og cirkler, i kampen for det kommende års efterkommeres muligheder for liv - lader jeg kaffe og rugbrød vandre svagt syngende ind mellem læberne, og indtager det hele i fulde drag.

For nu er ikke bare kaffen klar - det er jeg også. Til endnu en dag - endnu fireogtyve timer - fyldt med alt det, livet finder på at kaste efter mig.

Livet - er ikke det værste jeg har.