.... dem kan de aldrig, nej aldrig ta'.
Jo ældre, jeg bli'r - jo mere går det op for mig, at der kun er én ting, der kan fjerne minderne om det liv, jeg har levet, de ting jeg har gjort, og de begivenheder jeg har været en del af. Eller som har været en del af mig.
Tiden.
Den dér store, skånselsløst fremadskridende bandit, der sekund for sekund bringer mig længere væk fra begyndelsen, og tættere på afslutningen. Og som blindt hugger mindebilleder, mindedufte, og mindelyde i stykker, hvorefter de synker ned, ned, ned - i den dybeste glemsels mørke.
Indtil nu er det lykkedes mig at "fange" dem, når de er på vej nedad, og smide dem tilbage på plads igen - kun lettere skadet af Tidens Tand, og mange gange lettere rosenrødt farvede når de lander på den plads, samme Tand søgte at rive dem ud af.
Og pludselig genhuskes nådesløs ondt som værende "ikke så slemt endda", og pinligheder som "det var sgu da egentlig lidt sjovt". Mens alle de go'e af slagsen sommerfugleforvirrede flakser rundt mellem hinanden frygtsomt hviskende "Se mig, se mig - jeg er da værd at huske, er jeg ikke ?"
Kattekløer på lårbasser blander sig med smagen af Althea-bolser, mens øjeblikke af lykke forgæves søger ind under huden igen, for at fremkalde den samme gnistrende fornemmelse af helhed, de forlod da lykke fandt sit U, og holdt op med at være så forbistret dejligt.
Men jeg har stadig lov til at ha' dem - minderne.
Det er bare spørgsmålet, hvad jeg vil bruge dem til. For det er dæleme svært ind imellem, at holde balancen mellem lige dele lykkelige minder og lige dele grimme.
At huske det, jeg gjorde før, under, og efter en periode med druk - og opveje det med børnefødsler, bryllupper, og forelskelser - eller mindes billederne af hænder, der er de forkerte steder på min eller andres kroppe - og opveje det med fælles nydelser og gnistrende glade øjne.
Det er svært - men det er en del af det, der er den mig der har valgt at være accepterende af hele den fortid, der var mig, for at kunne inkludere den i den smule fremtid, der stadig er tilbage til mig.
Mange af minderne sidder nu ganske hårdt fast, og nægter at lade TidsTanden gnave i sig. Råber "La' Vær'", når Tidens kridhvide Babytand forsøger at splintre dem til fragmenter, der kan accepteres af helheden.
Nægter at glemmes, for de har en klar opfattelse af, hvad deres formål er, og hvad der vil ske hvis de forsvinder. Kræver, at blive husket, for derigennem at kunne hjælpe mig til at holde mig klar af min sygdom - den sygdom, de var så integreret en del af at få til at gå i udbrud.
Gang efter gang.
Men mest af alt nægter de at glemmes, fordi de frygter at jeg så vil glemme mig selv, før det endeligt er Tid til Det.
Det, som Tidens Tand har som endemål - det, som gør at Tiden aldrig får en tyver af Tandfeen, for Tiden taber først Tænderne, når der ikke er mere Tid tilbage - for mig...........
Vi har lavet en aftale - Tiden og mig. Hvis jeg nøjes med Én dag, Én time, Ét minut, Ét sekund, ad gangen, så vil Tiden søge at lade dem vare så længe det er muligt. Men dét der med at huske den Tid, der allerede ER gået - det er mit eget problem - min egen opgave - for Tidens Tænder har fra starten af fået én fast opgave.
At være dén, der husker, mens jeg glemmer det hele - ord for ord, minde for minde.
Så, kære Tid -
Husker du - de glæder, som vi sammen fandt?
Husker du - de tanker som os sammen bandt?
Hver en dag, og hver en time har jeg talt
Glemmer du, så husker jeg alt............
I Sindsro.
