Sveddråberne triller klamkildrende langsomt ned over bakkenbarternes fortvivlede forsøg på at holde kindsinderne fri for fedt og snavs. Udenfor har guldsmede, der normalt holder til i områder med varmeflimrende hede og lyng i massevis, valgt at anse mit lille frimærke af en have for acceptabelt område, og nyder varmegraderne samt solens ubarmhjertige stråler.
Indenfor - bag de nedrullede sorte gardiner - myldrer alskens tanker rundt i den hjerne, der har gemt sig i en kranieomhyllet bageovn, og akkompagneres af de sagte plask, de nedrullende sveddråber laver, når de rammer tastaturkanten.
Endnu en sommer, af den slags der før i tiden ville have været omkranset af kølig hvidvin og let frostramte øldåser. Og samtidig en af den slags somre, jeg ikke har haft den tvivlsomme fornøjelse at ramle ind i, siden mit inderste jeg råbte STOP med al den smerte, det var umuligt at holde tilbage.
Eller sagt på en anden måde - jeg oplever min Sindsro i hedehot stormvejr, mit Mod under angreb fra alle sider, og min mulighed for Visdom visnende som en chiliplante efter flere ugers tørke.
En tekststump fra en af tidens velspillende melodier, danser fandango henover ømme hjernevindinger - gentagende, gentagende, gentagende -
Hvis du var et barn, var jeg bare et tøjdyr
Der ender under sengen når du ikke gider lege mere
Og snart, når du rydder op igen
Ser du mig i hjørnet fuld af nullermænd.
- gentagende, indtil det går op for mig, at det er min ædruelighed der prøver at få mig til at forstå, at det barn jeg inderst inde aldrig holder op med at være, er tæt på at få den til at - igen - blive plastret til med undskyldninger, der alle kun har ét mål - flaskehalsens køligtlokkende vej ned i det helvede, et fuldt flammende udbrud af den sygdom jeg aldrig slipper af med, altid er, og altid vil være.
Hvorfor, spørger du, hvorfor ?
Fordi jeg satte mig selv i en situation, hvor jeg var nødt til at acceptere at give slip på noget, jeg ingen magt havde over. Men............ dén historie må jeg lige udfolde for dig, for at du har en idé om dét, der marter mig - eller ihvertfald har muligheden for at kunne. Så her kommer den :
Jeg var ude at køre en tur i min kabinescooter - du ved, dén med det det beskedne navn lillekræ - og havde nydt roen på en bænk i nærheden af Ristinge havn - inddrukket de smukke syner, der dannes over vandet når man bare gi'r sig tid til at se dem. Og ladet min hjerne rense sig selv for skidt og møg - tankestrimler af den slags, der helst skal forvises - venligst, men bestemt - fra hukommelsens i forvejen godt opfyldte annaler.
Og da jeg så kørte hjemad - afslappet, nydende turen - opdagede jeg pludselig en lille klump "noget" midt på landevejen tredive/fyrre meter længere fremme. En klump, der viste sig at være en lille, stivnetskræmt, forpjusket killing, der ikke så ud til at være andet end 9-10 uger gammel.
Det bette pus sad bare dér - midt på landevejen - og anede ikke hvad det skulle gøre. Pelsen strittede i ujævne klumper på den, og alt i den viste - at den havde givet op.
Min første tanke var, at den ville blive kørt over af den første bil, der måtte komme - at den nok allerede havde været nær ved netop dét - at miste livet under et hjul - og rent automatisk kørte jeg ind til siden, hoppede ud af mit eget lillekræ, og samlede det her bette kræ op i min ene hånd.
Større var den ikke, den bette, end at jeg kunne have det meste af den i én hånd, så jeg satte mig varsomt ind i scooteren igen, mens jeg mumlede små, beroligende lyde til den. Jeg kunne mærke knoglerne gennem den tynde hud, og så at begge øjne var fyldt med pus og næseborene med snavs.
Indtil dette tidspunkt havde jeg kun tanke for, at få sat det bette kræ i sikkerhed i græsrabatten, men så løftede den hovedet og kiggede mig i øjnene med en desperat bøn om hjælp.
Og jeg var solgt.
Lang historie kort - jeg puttede den ind til mig, og kørte hjem med den - pludrende babysprog til den i én uafbrudt beroligende - håbede jeg - omgang kakofoni, mens jeg spekulerede som en gal på, hvad jeg kunne gøre for kræet. Enden blev, at jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse, og aftalte med dem at de ville komme og hente det bette pus, og køre det på Internatet i Ejby.
Men inden da - inden der rullede en Falckbil op for at hente og aflevere - nåede "den" at snuppe en del af mit hjerte, med det resultat, at jeg havde stærke problemer med at aflevere ham - for det var en han, var det - til den sikkert nok aldeles professionelle, og sikkert også dyrevenlige, Falckmand.
Pludselig kørte tanker om aflivning uden grund, forsøgsdyr, pinsel og kattegråd, rundt i hjernen på mig. Og jeg var så godt som sikker på, at Falckbilen ikke ville køre ret langt væk, før den ville stoppe og en - sikkert velmenende - aflivning ville blive sat igang.
Jeg tror, at Falckmanden pludselig har set mig blive mindst to meter højere og bredere, mens jeg brugte tid på at fortælle ham, at jeg "Godt vidste, hvor han skulle hen og aflevere missen, og havde aftalt at jeg kunne ringe næste formiddag og tjekke hvordan den bette havde det." Sandsynligvis også afleveret med en flere oktaver dybere, rumlende stemme, og advarende blikke.
Inderst inde var jeg lillebitte, ked af det, og sikker på at jeg havde begået en fejl ved ikke at sørge for han var blevet tjekket af min egen dyrlæge, og budt velkommen som nyeste medlem af familien.
Lucifax havde jo allerede snuset til ham, og tilkendegivet at han ikke var en trussel.
Men hverken dét, eller de halve til hele timer jeg nåede at sidde med ham i favnen, hvor han tillidsfuldt puttede sig ind til mig og faldt i søvn efter at have spist vådfoder og drukket vand, var grunden til min pludseligt så stormomblæste Sindsro.
At Give Slip - det var dét, der pillede ved min ædruelighed, og bankede mig bag ud af dansen.
For da jeg sad senere samme aften - fortvivlet og ked af det - gik det op for mig, at netop dét at give slip, var noget jeg ikke havde haft SÅ tæt inde på livet, siden jeg blev ædru. Jo, jeg havde da givet slip på mit forhold, min bolig, min landsdel - alt det, der havde været en del af mit liv som alkoholiker i så mange år.
Men at give slip på et levende væsen, der i så ubetinget grad havde sat al sin tillid - al sit håb om hjælp - på mig, og endda havde vist mig, at det stolede på mig uden begrænsninger.....................
Det havde jeg ikke været igennem i mit ædru liv.
Dét var hårdt, at finde ud af. Og endnu mere hårdt at acceptere og anerkende, uden at lade de undskyldninger, der før havde en tendens til at klæbe til mig, som nullermænd til en forladt bamse, få mulighed for at rive tæppet væk under mig.
Det er stadig lidt sårbart for mig, at tænke på. Men i det mindste ved jeg nu - for naturligvis ringede jeg, med en bævende frygt for at få at vide, at han ikke klarede den - at Mogens (jep, det har Internatet døbt ham) er sat i behandling, og at der er store chancer for at han klarer sin besværlige indgang til Livet.
Så om to uger ringer jeg endnu en gang til de søde mennesker på Internatet , og håber at få at vide, at den bette kæmper er kommet så vidt, at vi kan begynde at snakke adoption. Og ja, jeg ved godt at en mand i min alder (suk - selvpåført aldersracisme), og med mine skavanker, måske ikke lige har brug for endnu et dyr at passe.
Men ved I hvad - dét ta'r jeg op med min Sindsro, når jeg når dertil.
Og det gør jeg - En Dag Ad Gangen.
