........... jeg får afgørelsen, og endegyldigt finder ud af om jeg kan, må, og skal.
Og ja - jeg er en anelse småbekymret - sådan bare lige af den slags, hvor der ligger en lille kugle af et eller andet, og rumler hvileløst rundt nede i mavesækken, mens den ellers så fornuftige aftensmad forarget rykker ud til siderne for at give den plads at rotere på.
Det er lige før, at jeg kan høre æblestykkerne fra min mega-gedeoste/æble/tomat-og-andet-godt-salat, spidst hviske til hinanden, at det dog ligegodt er det værste, de har været ude for, siden dengang den blomst de udviklede sig fra, blev voldtaget af en forbipasserende bi af ukendt køn.
Og mens de, samt de let itustykker tyggede salatblade, fortsætter med at være så forargede, at de sammen med mavesyren højst sandsynligt vil udvikle gas nok til at drive det nærmeste kraftværk i mindst en time - så samler den rullende bette kugle materiale nok til at kunne udvikle sig til en direkte angst.
Hvis altså ikke det lige er fordi jeg heldigvis er istand til at bruge mit faste aftenlitani, som beroligende middel.
At acceptere det, jeg ikke kan ændre.
Det er nu alligevel ret åndenødsskabende, at jeg på den måde pludselig føler frustrationer vælde op i mig. Over kræftknuderne - se, jeg k a n godt sige det: kræft, kræft, kræft..... - over den kommende behandling af prostatakræften (hvis det altså bli'r godkendt), over den måske afsluttede behandling af den minimale lungekræftknude, over køreturen til Herlev i morgen, over udsigten til endnu en gang at skulle gennemføre en flow-test, over..........
Jeg kunne blive ved - for et eller andet sted har de bettelille små frustrationer, jeg gennem så mange år har gjort mit bedste for at udtvære, udviske, udradere, fundet plads til at næres af uvisheden over det ukendte, der sker både i min krop og udenfor den.
Og det føles nærmest som om det hele er en endelig lakmusprøve på det livsmod, jeg fandt niogtyvende april tyveseksten. Det livsmod, der lige siden har været en sart stærk og rolig baggrund for hele den udvikling, jeg og mit sind har gennemgået på daglig basis.
At finde mod til at ændre det, jeg kan.
Der var bare aldrig nogen, der fortalte mig at den fremtid, jeg naturligvis intet aner eller anede noget om, pludselig skulle indeholde noget, der har fået dele af min krop til at voldformere sig selv - skjult, uanet, uset, og uden nogen hverken ydre eller indre tegn, der kunne have advaret mig på forhånd. Bare - så jeg i det mindste havde haft muligheden for selv at ha' dukket op ved lægen med en bekymring om, at et eller andet var galt.
Det hører så til blandt de ting, jeg ikke kan ændre - for det er fortid, og dermed allerede sket. Så det må jeg finde ro i kroppen til at acceptere.
Det' sgu svært, det her.
Jeg ved jo godt, at den sidste del af mit aftenlitani - Visdom til at kende forskel - er indlagt, banket ind som stålsøm, automatintegreret - i den konsultation på Herlev Sygehus, jeg er så hvileløst urolig for her og nu.
For netop dét, kan jo være en del af de ord, lægens mund verbaliserer i morgen eftermiddag.
Forskellen.
Endnu ikke med prædikatet Liv eller Død - men med muligheden. Endnu ikke med udsigten til Kort eller Lang - behandlingsmulighed. Endnu ikke med nogen som helst viden om noget andet end - at jeg er urolig og bekymret.
Suk.
Sådan er der jo så meget, jeg ikke har nogen som helst mulighed for hverken at vide noget om, eller kunne påvirke. Og det eneste, jeg med sikkerhed kan - er at gentage mit aftenlitani igen og igen.
Sindsro, Mod, Visdom.
Lige indtil mit blik, der ellers har flakket en anelse forvirret rundt i universet, lander på den i kontorstolen roligt slumrende Lucifax, og krystalklart minder mig på, at eftersom jeg intet kan gøre ved fremtidige hændelser - uanset hvilken slags eller eventuel indvirkning på mig og mit liv - så kan jeg lige så godt nøjes med at trække vejret dybt, nusse det slumrende rovdyr nænsomt i nakken - og vælge at stole på Livets evne til at gøre dét, der er nødvendigt for at leve.
Også selvom jeg ikke ved, hvad det så er. For bare dét, at den er dér - Livet evne til at gøre det nødvendige - vil til alle tider være mere end nok.
Hvorefter jeg pludselig opdager, at det ikke længere "bare" er en hvileløs urolighed, der drøner rundt inde i mig - men også en spændt erkendelse af, at Livet - selv når det gør ondt - er en spændende og lærerig tilstand.
Én dag ad Gangen.
