Mens jeg venter på......

 Nej, det er ikke Godot, jeg venter på. Ham holdt folk op med at vente på for mange år siden.

Næh, det er såmænd bare telefonen, jeg venter på. Den skal nemlig gerne ringe her klokken fjorten halvtreds, hvor en ansigtsløs læge vil orientere mig om, hvad "man" har besluttet at tilbyde mig behandlingsmæssigt. Der er nemlig blevet afholdt konference om mig og min prostataknude, efter at jeg for cirka fjorten dage siden blev afvist til braky-terapi af Herlev sygehus.

Det havde jeg allernådigst fået mulighed for at blive indstillet til, efter af der - igen cirka fjorten dage tidligere - var afholdt en konference om mig og min prostataknude.

En konference, hvor jeg bagefter fik at vide, at  a l t  var på bordet. Braky, stråling, operation, hormon, og så videre. Og hvor jeg af den storsmilende læge blev fortalt, at såfremt jeg ikke blev godkendt til braky-terapi - skulle jeg gennem minimum 20 strålebehandlinger på OUH - og det ville man skam starte så hurtigt som muligt.

Men åbenbart er noget ændret - for nu sidder jeg og venter på besked fra en konference, der blev afholdt for tre dage side, og som - mente sekretæren - skam var nødvendig, for "man" skulle liiiige kigge mine skanninger igennem igen.

Hun blev en anelse mobset, den søde sekretær, da jeg fredeligt fortalte hende, at godt nok vokser prostatakræft langsomt (efter sigende), men den vokser.

Egentlig har jeg allermest lyst til at sige til dem, at de kan stoppe det hele op hvor solen ikke skinner, og lade mig og min bette klump passe os selv. Men - det er ret ildeset selv at ville tage kontrol over sit eget liv og sin eventuelle snarlige død. 

Suk.

Jeg ved det godt - det er min egen frustration der taler højt, arrigt, og inderligt inde i mig. Men et eller andet sted nyder jeg faktisk, at den gør det - og at jeg kan  l a d e  den gøre det. Noget, jeg i min aktive periode aldeles ikke kunne. For dengang var alle typer frustrationer kun beregnet på én ting - at finde hurtigste vej ned i flasken.

Jo, jeg er godt klar over, at det ikke er særligt sundt for mig, at gå rundt og være frustreret. Det påvirker ikke bare sindet, men faktisk også kroppen. Og kan på den måde medvirke til endnu hurtigere vækst i både min prostatakræft og min lungekræft.

Og det kan jeg jo ikke ha' - ka' jeg vel ?

Aaaarhhhh - for sgudafandenoghelvedeogmøgogsnotogpisogpapir altså !

Jeg kigger på klokken, og er helt overbevist om at tiden er gået i stå. Alt bevæger sig med dovendyrshastighed, og selv et pindsvin i hi bevæger sig hurtigere end viserne på det ellers så trofaste og pligtopfyldende ur.

Hvor der normalt ville lyde et tik tik tik tik tik, virker det som om uret modstræbende lader enkelte tiiiiik..................tiiiiiiik........................tiiiiiik ramle ud i et totalt trægt univers, fyldt med frygt, angst, håb, bæven - og en bevidsthed om, at der snart bør ske et eller andet.

Naturligvis kan jeg skære mit "En Dag Ad Gangen" ned til "Et Øjeblik, Et Sekund Ad Gangen", og på den måde lade mit sædvanlige litanie lyde indtil flere gange efter hinanden.

Sindsro, Mod. Visdom.

Og det gør jeg da også - men det ændrer ikke ret meget på den uro, der valser rundt inde i kroppen, og som truer med at lade en endnu større uro valse rundt i alt, jeg laver. Men det tillader jeg ikke.

Jeg gentager - Det Tillader Jeg Ikke !!

For uanset hvilken besked, jeg får når telefonen endelig ringer - så kan jeg først gøre noget, når jeg har hørt den. Først tage stilling, når mulighederne er blevet præsenteret for mig. En stillingtagen, der indebærer fuld accept af eventuelle konsekvenser.

Og er der noget, jeg er ved at være fuldbefaren i - så er det Accept.

Både af negative og af positive konsekvenser, af de valg jeg har truffet gennem livet. For det eneste, jeg kan - er at Acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, Ændre de ting jeg kan - og finde Visdom til at kende forskel på de to.

Så det gør jeg.

Hjernemylder - mylderhjerne.

I fjernsynet er der halvtreds forskellige varianter af grå, og på den stofbetrukne kontorstol ligger den feline variant af samme farve, bare i sin dybeste mørke version, og snorker blidt, mens den sorteste sorte mentale sky langsomt driver rundt i stuen og tilføjer sin helt egen klang af tanketorden og bekymringslyn.

Inde i min hjernebark vælter den ene ordtsunamiskylle efter den anden ud mellem de snart alt for overarbejdede tankeceller i bølger af skumdansende fremmedord. Braky, kurativ intenderet, intraduktale karcinomer, symfyseinterferenser, mitiografi, og andre lægelige litanier, hopper fra bølgetoppene som små dråber, der hurtigt opsluges igen af det fremvældende mylder.

Og egentlig kan det hele beskrives med ganske få ord. To og to - og med punktum imellem, så de står så fuldstændigt skræmmende, som de er født til at være.

Min Kræft. 

Min Angst. 

Min Frygt.

Min Bekymring.

Toordssætninger, der i deres enkelthed fuldt ud beskriver alt det, det her indlæg er fyldt af. Og som også er starten på alle de nødvendige tanker, handlinger, og konsekvenser, der står parat til at skubbe alt andet til side, og springe ind på førstepladsen - ind, og stå helt dér fremme, hvor jeg er hamrende pinenødt til at tage dem alvorligt, og udføre dem.

Mit hoved føles, som er det ved at koge over. Helt på samme måde, som dengang jeg var aktiv, og på vej ned i den nærmeste flaske.

For det var jo på dén måde, jeg før i tiden ville have "løst" det hele. Ved at flygte fra det, og gemme mig i den nærmeste sø af øl, mens jeg desperat forsøgte at manipulere alt og alle omkring mig til at tage ansvaret fra mig, og bestemme hvad jeg nu skulle gøre.

Men de dage er ovre for længst. De måder at re-agere på blev sendt ind på et sidespor uden mulighed for at kunne vende tilbage til det spor, jeg lige siden har tøffet videre i livet på. For de og den måde at leve på, har intet at gøre i den verden, jeg gennem mere end ni år har kaldt - og stadig kalder - min.

Alligevel dukker ëkko'erne af fortidens aktionsmåder op inde i min hjernebark, og får lagt en fedtet film af selvfed bekymringsangt over det hele. En lille djævelsk hvisken af ord, der allesammen indeholder promiller, og som tigger om at blive revet over på hovedsporet igen.

Og muligheden for at kunne vurdere mig selv og mine kræftknuder - (er I klar over, hvor svært det er bare at  s k r i v e  ordet?) - sagligt, vurdere de muligheder jeg har for behandling, vurdere den tid jeg måtte have tilbage hvis, såfremt, i fald..................

Den mulighed er så svær at få taget frem i lyset, at jeg må bruge alle mine mentale kræfter på at sørge for den ikke glider ud af hænderne på mig.

Men jeg holder fast på den, gør jeg. Griber den i et knugende favntag, mens jeg indædt mumler at det er  m i t  liv, og at jeg og jeg alene er den, der kan tage stilling til, hvordan jeg accepterer mine kræftknuder, hvordan jeg får dem ændret, hvis jeg kan -  og hvordan jeg finder den viden, der gør at jeg kan beslutte mig.

Suk.

På kontorstolen er husets feline overhersker vågnet, og strækker sig velbehageligt. Uvidende om dagen imorgen, og ubekymret om dagen i går - bare tilfreds i nu'et. En enkel, lille handling, der på én gang sætter mine omkringsigvæltende katastrofetanker i relief, og får mig til at huske på, at også jeg, bør nøjes med at leve her og nu.

For det er jo alt jeg kan - i dette liv. Om det næste bli'r anderledes ved jeg jo ikke - måske bli'r det et liv i et univers, hvor tiden ikke er en konstant, men en evig vælten rundt mellem for- nu- og fremtid. Og hvor der på dén måde bli'r mulighed for at lære, hvordan det ville være, ikke at skulle bekymre sig om andet end  n u .

Hvilket jeg ellers har taget tolv trin hen imod at kunne allerede her - og nu.

I Sindsro.

Dagen før dagen, hvor..........

 ........... jeg får afgørelsen, og endegyldigt finder ud af om jeg kan, må, og skal.

Og ja - jeg er en anelse småbekymret - sådan bare lige af den slags, hvor der ligger en lille kugle af et eller andet, og rumler hvileløst rundt nede i mavesækken, mens den ellers så fornuftige aftensmad forarget rykker ud til siderne for at give den plads at rotere på.

Det er lige før, at jeg kan høre æblestykkerne fra min mega-gedeoste/æble/tomat-og-andet-godt-salat, spidst hviske til hinanden, at det dog ligegodt er det værste, de har været ude for, siden dengang den blomst de udviklede sig fra, blev voldtaget af en forbipasserende bi af ukendt køn.

Og mens de, samt de let itustykker tyggede salatblade, fortsætter med at være så forargede, at de sammen med mavesyren højst sandsynligt vil udvikle gas nok til at drive det nærmeste kraftværk i mindst en time - så samler den rullende bette kugle materiale nok til at kunne udvikle sig til en direkte angst.

Hvis altså ikke det lige er fordi jeg heldigvis er istand til at bruge mit faste aftenlitani, som beroligende middel.

At acceptere det, jeg ikke kan ændre.

Det er nu alligevel ret åndenødsskabende, at jeg på den måde pludselig føler frustrationer vælde op i mig. Over kræftknuderne - se, jeg  k a n  godt sige det: kræft, kræft, kræft..... - over den kommende behandling af prostatakræften (hvis det altså bli'r godkendt), over den måske afsluttede behandling af den minimale lungekræftknude, over køreturen til Herlev i morgen, over udsigten til endnu en gang at skulle gennemføre en flow-test, over..........

Jeg kunne blive ved -  for et eller andet sted har de bettelille små frustrationer, jeg gennem så mange år har gjort  mit bedste for at udtvære, udviske, udradere, fundet plads til at næres af uvisheden over det ukendte, der sker både i min krop og udenfor den.

Og det føles nærmest som om det hele er en endelig lakmusprøve på det livsmod, jeg fandt niogtyvende april tyveseksten. Det livsmod, der lige siden har været en sart stærk og rolig baggrund for hele den udvikling, jeg og mit sind har gennemgået på daglig basis.

At finde mod til at ændre det, jeg kan.

Der var bare aldrig nogen, der fortalte mig at den fremtid, jeg naturligvis intet aner eller anede noget om, pludselig skulle indeholde noget, der har fået dele af min krop til at voldformere sig selv - skjult, uanet, uset, og uden nogen hverken ydre eller indre tegn, der kunne have advaret mig på forhånd. Bare - så jeg i det mindste havde haft muligheden for selv at ha' dukket op ved lægen med en bekymring om, at et eller andet var galt.

Det hører så til blandt de ting, jeg ikke kan ændre - for det er fortid, og dermed allerede sket. Så det må jeg finde ro i kroppen til at acceptere.

Det' sgu svært, det her.

Jeg ved jo godt, at den sidste del af mit aftenlitani - Visdom til at kende forskel - er indlagt, banket ind som stålsøm, automatintegreret - i den konsultation på Herlev Sygehus, jeg er så hvileløst urolig for her og nu. 

For netop dét, kan jo være en del af de ord, lægens mund verbaliserer i morgen eftermiddag. 

Forskellen.

Endnu ikke med prædikatet Liv eller Død - men med muligheden. Endnu ikke med udsigten til Kort eller Lang - behandlingsmulighed. Endnu ikke med nogen som helst viden om noget andet end - at jeg er urolig og bekymret.

Suk.

Sådan er der jo så meget, jeg ikke har nogen som helst mulighed for hverken at vide noget om, eller kunne påvirke. Og det eneste, jeg med sikkerhed kan - er at gentage mit aftenlitani igen og igen.

Sindsro, Mod, Visdom.

Lige indtil mit blik, der ellers har flakket en anelse forvirret rundt i universet, lander på den i kontorstolen roligt slumrende Lucifax, og krystalklart minder mig på, at eftersom jeg intet kan gøre ved fremtidige hændelser - uanset hvilken slags eller eventuel indvirkning på mig og mit liv - så kan jeg lige så godt nøjes med at trække vejret dybt, nusse det slumrende rovdyr nænsomt i nakken - og vælge at stole på Livets evne til at gøre dét, der er nødvendigt for at leve.

Også selvom jeg ikke ved, hvad det så er. For bare dét, at den er dér - Livet evne til at gøre det nødvendige - vil til alle tider være mere end nok.

Hvorefter jeg pludselig opdager, at det ikke længere "bare" er en hvileløs urolighed, der drøner rundt inde i mig - men også en spændt erkendelse af, at Livet - selv når det gør ondt - er en spændende og lærerig tilstand.

Én dag ad Gangen.