De digtsamlinger og essays, der er på denne side og de underliggende sider, stammer alle fra perioderne omkring mine skilsmisser. Helt tilbage til det første af dem allesammen - "En Fugl Sidder Stille" - som blev skrevet, da jeg stadig var gift med min første kone og de 3 af mine børns mor. Desværre er der en del af mine digte, der er forsvundet. da en kæreste jeg havde, i jalousi brændte en ordentlig bunke af dem - som var skrevet under et ophold på Augustenborg - i hendes ovn.........
Men alle de andre - de kan læses her :-) Inklusive den fulde version af essayet "Dage" med den rigtige slutning :-) Og på et tidspunkt finder jeg vel ud af, at lave undersider, så hvert enkelt digt kan kommenteres for sig. Som det er nu, hvis I har kommentarer til nogle af digtene eller essay'ene - vil jeg bede jer om at starte med at skrive hvilket :-)
Læs og nyd - forhåbentlig :-)
|
En fugl sidder stille blandt sortsvedne graner og bryder sit hoved med mer' end du aner. Den tænker på alle de børn der er døde De sorte og hvide de gule og røde. Og undrer sig over ét menneskes dårskab En ung am'rikaner med begyndende hårtab. Eller var det en russer der stammed' fra Volga Og som havde sorger derhjemme med Olga. Dog hvem det end var er han også borte Han svandt i et glimt blev ét med de sorte. Brændt helt ud til trækul blæst hen i karnappen Da sorgernes vægt trykked' hårdt ned på knappen. En fugl sidder stille blandt sortbrændte graner. Og gløder, helt lille fyldt op med uraner. Det æg den sku' lægge til verdens genfødsel Var der en, der ku' knække åh, gud - du var ødsel. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Angst
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kan du mærke det begynde
kan du mærke sveden samle sig på panden dit hjertes nervøse dunken og åndedrættets pibende hast dine tankerækker forvirres din fornuft låser sig inde og du eksploderer irrationelt og vildt skrigende overreagerer du Kan du mærke dine hænders slag kan du mærke døren ikke giver efter dine knoers blodige aftryk og pupillernes syge flakken sætter mærker på en velordnet tilværelse flænser sig vej ud som en eksplosion irrationelt og forhastet skriger du Kan du mærke din omverdens blikke kan du mærke vennernes snak din angst ødelægger alt omkring dig sætter andres igang du smitter og kvaser andres sjæle for at undgå det ukendte selv og tavst hulkende gemmer du dig irrationelt og egoistisk ødelægger du | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Die Dom
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
En følelse af afmagt og fortvivlelse
fylder min sjæl med brusende toner ta'r min ånd på opdagelsesrejse gennem svundne tiders storhed Gennem generationers afstumpethed og klynkende tilbedelse af uvante guder forglemmelse af sjælenes samhørighed jagende gennem dagenes dont Et brus river min krop ud af dvalen martrer min sjæl til uigenkendelighed og fylder min hjerne med rædsel over tonernes vredladne drøn Et skrig tvinger sig vej over mine læber bryder hvælvingens majestætiske ensomhed og falder dirrende til hvile, skælvende i et hjørne "min gud,min gud, hvorfor har du forladt mig?" | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Ensomhed
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hvad er det værste du ved?
Ensomhed Hvad trykker dig om natten så du vrider dig i søvne? Ensomhed Hvad vækker dig om dagen når du står blandt dine venner og ler af en vittighed? Ensomhed Hvad får dig til at jamre og vrider din hjerne så du ikke er sikker på dig selv og kvæler din sjæl? Ensomhed Hvad møder dig i bussen med et ansigt som Satan en latter som fra Helvede og en skræmmende vished som du nægter at tro på? Ensomhed Hvad kigger ud af krogene i din sjæls inderste mørke og banker dig på skuldrene når du endelig er blevet to? Ensomhed Hvad stønner du over skuldrene på din piges udløsning når du har givet alt du havde? Ensomhed Hvad kan du ikke undvære og hader som pesten? Ensomhed Hvad er det værste du ved? | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hier und da
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Et barn pludrer lykkeligt
med fedtrunde smilehulskinder smadrer fornøjet et sæt Lego til pindebrænde Et barn siger intet med feberhede malariaøjne smadret familie pindebrænde? En fyr møder sin pige i farmands Cabriolet fra i fjor og pungen fyldt op med aftendrømme En fyr ser sin pige under "naboens" Centurion og hjernen kvast mareridt? En mand og hans kone tænder for grillen og steger - igen lidt aftensmad En mand / en kone danser i flammerne og glemmer - igen maden? Legetøj og biler tanks og malaria grillstegt eller bare brændt vi er her alle Hier und da. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
HÅBLØSHEDENS GADE NR.3
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Jeg bor på håbløshedens gade nr. 3 et sted, du er sikker på aldrig at se sne og uanset hvad tid på året du kommer vil du aldrig nogensinde se, det er sommer. Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3 og jeg ville da gerne invitere dig til te skriv når du kommer, hvad tid på året og jeg skal finde en kop, der ikke er skåret. Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3 kik op til gesimsen, og prøv så at se er vinduet smadret, gardinerne nede så er jeg gået, sikkert i vrede. Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3 men tænker på at flytte, her findes kun vé og jammer og klage, som slet ingen tæmmer men det værste det er, jeg skylder høkeren en femmer. Flyt du kun ind her når først jeg er borte lejen er høj du bli'r klædt af til din skjorte og betaler du ikke det, værten han kræver har han i sin stald en mand, der dig tæver. Vi bor på håbløshedens gade nr. 3 alle os stakler, der knapt nok kan se at hele den verden, hvis liv vi forlod ret hurtigt fremviser, et langt mindre rod. Sku' vi flytte? | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
IMPULSER
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Klik
ioniserede partikler starter deres vandring gennem snoede molekylers jungle over IC-er's vanvittige bjergtoppe og koldlodningers farefulde huller Klik dirrende sædceller aktiveres hormonalt gennem slyngede sædlederes vævsfyldte slanger over prostata's urinfyldte farer og gennem penis iltfyldte hul til skedens syrefyldte miljø Klik ubevægelige luftstrømme bringes dirrende i aktion medbringer lyd fra smældende højttalere sitrer gennem universet og smælder mod en ubeskyttet trommehinde Klik en hjertemuskel kæmper mod voksende stilstand dirrende lyn farer gennem nervetråde og rammer hjerneceller med et smæld der indvarsler ubevægelighed Klik partikler/sædceller/luftstrømme/muskler alt er i ro stilheden indtrådt intet bevæger sig, universet står stille låget lægges på. Klik | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Roadcancer
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Blinkende hvide streger i synsfeltet
ensomhedens tid begynder asfaltens dumpe rytmik sætter tankerne igang kvæler selvets eksistens tænd en smøg Overhaler en lastbil mon hun er mig utro nu? hvid rødhåret krop flakser gennem minderne starter nattens første depri tænd en smøg A1 A2 A3 krydser gennem verdenen vejen fra halsen over navlen til skødet junglemørk fugtig varme tænd en smøg Vejmeldinger advarer fare - fare - fare havde jeg bare haft AutoRadioInformation i begyndelsen af januar endnu en smøg En kunde hoster diskret spør' om en smøg er iorden ligner alt for forbandet meget er også rødhåret tænder to nye Langsomt fortoner lårenes minder om fortids glæder og sorger dybe glædesfyldte suk toner tavst ud erstattes af tomhedens ensomme snak tilfældighedernes møder og House of Prince Vær velkommen cancerrøg og velkommen oh død rødhåret - velsagtens. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
ROBOTIC
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Et tryk på en kantet knap en kimen vågen bevægelser, der gentager sig selv dagligt tøjet tages på i omvendt rækkefølge morgenmaden spises ritualet fremsiges Og dagen er begyndt. Maskinerne tændes på væggen en susen arbejde bevægelser, der gentager sig selv dagligt træet lægges på i fastlagt rækkefølge kaffepauserne overholdes den rituelle snak Og dagen er snart omme. En kimen fra utallige klokker afslapning fyraften bevægelser, der gentager sig selv dagligt fritidsmasken smøres på i ugedagenes rækkefølge sengetiderne overholdes tøjritualet følges Og dagen er forbi. Men rædslernes tid skal først til at begynde nattens mørke sænker sig over sindet en skræk for det ukendte sniger sig ind i din sjæl og hamrer dine drømme til ukendelighed Uden sans for fastlagte rækkefølger vrider du dig i sengen For du drømmer om en verden hvor hver dag er ny, og næsten uden gentagelser Mareridtet vokser Et tryk på en kantet knap | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Rust
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Gammel kærlighed ruster ikke si'r de Gammel kærlighed venter bare på en chance til at bryde ud igen si'r de Har de set de uendeligt triste aftener hvor håbet veksler med genkendelsens glæde og afvisningens stærke nedtur Har de set de fortabte kys's holdeplads og mærket nederlagets sviende lussing eller følt rusens krampagtige jagt efter sidste års varme sengeside Gammel kærlighed ruster ikke si'r de og glemmer smerternes genkendelse af den sidste aften | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Zappp
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kærligheden kryber langsomt ind vinder land i et krigshærget helvede glatter ud, former, og bringer vækst på mager muld Smertefuldt hæves hovedet i undrende trods og protest lilla lyn sitrer gennem bevidsthedens tågede synsfelt gi'r kød til knogler og blod til hjerte elsker | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Nu
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Små roser blomstrer vissent på bordet foran mig sender bud om hastige beslutningers nødvendighed. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Ar
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Når jeg kigger til min sjæl
finder jeg et lille ar Dav, lille ar hvordan mon vi to det har med hinanden? Når jeg tænker på den gang da jeg fik dig min ven Av, lille ar hvordan mon det var for den anden? Og når jeg går fra min sjæl uden at tænke på den Så så, lille ar fik du et svar jamen, for fanden! Tænk på, min ven jeg bli'r arret igen hvis jeg åbner for slusen og la'r dig bli'e min ven.
|
Fra Digtsamlingen Kvindsk :
|
Duft
|
Kærlighedens duft fylder min bevidsthed med billeder af dig hængende på fingrene fyldt af nattens samhørighed og søvnens dybe fælleskab Din morgenduftende krop trænger ind i mine drømme vugger mig blidt op til overfladens genkendelse af følelsernes dyb Lugten af dagslys virker påtrængende tæt på virkeligheden sænker os ned fra de natlige besøg i erostemplernes paradis Min krop smager på lugten af dig og dit køns aftryk usletteligt fast for evigt delende fælleshedens endeløse lugt af hinanden Morgenduftende kaffe og saft blander franskbrødets let kedelige tørhed med kærlige tankers kys. Din nærværs lethed fylder min krop med tanker om tidligere tiders savn og mine næsebor med genkendelsens lugte af dig. Sammen producerer vi saft sødere end honning, mere berusende end fede tiders røgfyldte udflugter på drømmenes vinger. Stadig smager jeg dig på spidsen af min tunge, lugter dig på overfladen af mine hænder, husker Uuuii. |
Aerostriped
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
I wish you'd stay hver pore af min bevidsthed er gennemtrængt af dig savnet fylder min krop, mit hjerte, min sjæl I'd like you to be here ev'ryday. I wish I could be your man som en maskine uden fører, en bevidsthed uden sjæl farende forvildet rundt når du er væk wanted you to understand I wish you'd stay del dagen med mig, livet, søvnen, kærligheden eller bare det ene sekund, der er det næste I'd like you to be her ev'ryday Maybe you could be my girl duften af roser springer ud i min bevidsthed blomstrende hjerte, alt er dit I wish you'd let me be your's in my world I wish you'd stay I'd like you to stay here ev'ryday
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar