Digte

De digtsamlinger og essays, der er på denne side og de underliggende sider, stammer alle fra perioderne omkring mine skilsmisser. Helt tilbage til det første af dem allesammen - "En Fugl Sidder Stille" - som blev skrevet, da jeg stadig var gift med min første kone og de 3 af mine børns mor. Desværre er der en del af mine digte, der er forsvundet. da en kæreste jeg havde, i jalousi brændte en ordentlig bunke af dem - som var skrevet under et ophold på Augustenborg - i hendes ovn.........

Men alle de andre -  de kan læses her :-) Inklusive den fulde version af essayet "Dage" med den rigtige slutning :-) Og på et tidspunkt finder jeg vel ud af, at lave undersider, så hvert enkelt digt kan kommenteres for sig. Som det er nu, hvis I har kommentarer til nogle af digtene eller essay'ene - vil jeg bede jer om at starte med at skrive hvilket :-)

Læs og nyd - forhåbentlig :-)

Fra Digtsamlingen Liv :

SKYGGER Min sjæl kaster skygger i landskabet lange, utydelige og dunkle skygger, der omtaler ejeren men som ikke efterlader nogen spor og forsvinder som et fata morgana hvis du kigger for længe Min sjæl kan ikke fanges af et Instamatic binder ikke på emulsionen og kan ikke gengives på video men svirrer gennem billedet af mig som blå lyn på nethinden når man kigger for længe Min sjæl kan ikke forstærkes af integrerede kredsløb gennem sindrige spoler kastes ud i rummet og vil aldrig nå til lyttende ører få ambolten til at smerte når man lytter for længe Min sjæl kan ikke opbevares i bure opfundet af samfundet med etiket på døren "Sjaelus humanicus, fodring forbudt" med et måbende publikum der undres længe Men min sjæl kan læses. Sidder stille                                   En fugl sidder stille blandt sortsvedne graner og bryder sit hoved med mer'  end du aner. Den tænker på alle de børn der er døde De sorte og hvide de gule og røde. Og undrer sig over ét menneskes dårskab En ung am'rikaner med begyndende hårtab. Eller var det en russer der stammed' fra Volga Og som havde sorger derhjemme med Olga. Dog hvem det end var er han også borte Han svandt i et glimt blev ét med de sorte. Brændt helt ud til trækul blæst hen i karnappen Da sorgernes vægt trykked' hårdt ned på knappen. En fugl sidder stille blandt sortbrændte graner. Og gløder, helt lille fyldt op med uraner. Det æg den sku' lægge til verdens genfødsel Var der en, der ku' knække åh, gud - du var ødsel.

Angst

Kan du mærke det begynde kan du mærke sveden samle sig på panden dit hjertes nervøse dunken og åndedrættets pibende hast dine tankerækker forvirres din fornuft låser sig inde og du eksploderer irrationelt og vildt skrigende overreagerer du Kan du mærke dine hænders slag kan du mærke døren ikke giver efter dine knoers blodige aftryk og pupillernes syge flakken sætter mærker på en velordnet tilværelse flænser sig vej ud som en eksplosion irrationelt og forhastet skriger du Kan du mærke din omverdens blikke kan du mærke vennernes snak din angst ødelægger alt omkring dig sætter andres igang du smitter og kvaser andres sjæle for at undgå det ukendte selv og tavst hulkende  gemmer du dig irrationelt og egoistisk ødelægger du

Die Dom

En følelse af afmagt og fortvivlelse fylder min sjæl med brusende toner ta'r min ånd på opdagelsesrejse gennem svundne tiders storhed Gennem generationers afstumpethed og klynkende tilbedelse af uvante guder forglemmelse af sjælenes samhørighed jagende gennem dagenes dont Et brus river min krop ud af dvalen martrer min sjæl til uigenkendelighed og fylder min hjerne med rædsel over tonernes vredladne drøn Et skrig tvinger sig vej over mine læber bryder hvælvingens majestætiske ensomhed og falder dirrende til hvile, skælvende i et hjørne "min gud,min gud, hvorfor har du forladt mig?"

Ensomhed

Hvad er det værste du ved?  Ensomhed Hvad trykker dig om natten så du vrider dig i søvne? Ensomhed Hvad vækker dig om dagen når du står blandt dine venner og ler af en vittighed? Ensomhed Hvad får dig til at jamre og vrider din hjerne så du ikke er sikker på dig selv og kvæler din sjæl? Ensomhed Hvad møder dig i bussen med et ansigt som Satan en latter som fra Helvede og en skræmmende vished som du nægter at tro på? Ensomhed Hvad kigger ud af krogene i din sjæls inderste mørke og banker dig på skuldrene når du endelig er blevet to? Ensomhed Hvad stønner du over skuldrene på din piges udløsning når du har givet alt du havde? Ensomhed Hvad kan du ikke undvære og hader som pesten? Ensomhed Hvad er det værste du ved?

Hier und da

Et barn pludrer lykkeligt med fedtrunde smilehulskinder smadrer fornøjet et sæt Lego til pindebrænde Et barn siger intet med feberhede malariaøjne smadret familie pindebrænde? En fyr møder sin pige i farmands Cabriolet fra i fjor og pungen fyldt op med aftendrømme En fyr ser sin pige under "naboens" Centurion og hjernen kvast mareridt? En mand og hans kone tænder for grillen og steger - igen lidt aftensmad En mand / en kone danser i flammerne og glemmer - igen maden? Legetøj og biler tanks og malaria grillstegt eller bare brændt vi er her alle Hier und da.

HÅBLØSHEDENS GADE NR.3

Jeg bor på håbløshedens gade nr. 3 et sted, du er sikker på aldrig at se sne og uanset hvad tid på året du kommer vil du aldrig nogensinde se, det er sommer. Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3 og jeg ville da gerne invitere dig til te skriv når du kommer, hvad tid på året og jeg skal finde en kop, der ikke er skåret. Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3 kik op til gesimsen, og prøv så at se er vinduet smadret, gardinerne nede så er jeg gået, sikkert i vrede. Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3 men tænker på at flytte, her findes kun vé og jammer og klage, som slet ingen tæmmer men det værste det er,  jeg skylder høkeren en femmer. Flyt du kun ind her når først jeg er borte lejen er høj du bli'r klædt af til din skjorte og betaler du ikke det, værten han kræver har han i sin stald en mand, der dig tæver. Vi bor på håbløshedens gade nr. 3 alle os stakler, der knapt nok kan se at hele den verden, hvis liv vi forlod ret hurtigt fremviser, et langt mindre rod. Sku' vi flytte?

IMPULSER

Klik ioniserede partikler starter deres vandring gennem snoede molekylers jungle over IC-er's vanvittige bjergtoppe og koldlodningers farefulde huller Klik dirrende sædceller aktiveres hormonalt gennem slyngede sædlederes vævsfyldte slanger over prostata's urinfyldte farer og gennem penis iltfyldte hul til skedens syrefyldte miljø Klik ubevægelige luftstrømme bringes dirrende i aktion medbringer lyd fra smældende højttalere sitrer gennem universet og smælder mod en ubeskyttet trommehinde Klik en hjertemuskel kæmper mod voksende stilstand dirrende lyn farer gennem nervetråde og rammer hjerneceller med et smæld der indvarsler ubevægelighed Klik partikler/sædceller/luftstrømme/muskler alt er i ro stilheden indtrådt intet bevæger sig, universet står stille låget lægges på. Klik

Roadcancer

Blinkende hvide streger i synsfeltet ensomhedens tid begynder asfaltens dumpe rytmik sætter tankerne igang kvæler selvets eksistens tænd en smøg Overhaler en lastbil mon hun er mig utro nu? hvid rødhåret krop flakser gennem minderne starter nattens første depri tænd en smøg A1 A2 A3 krydser gennem verdenen vejen fra halsen over navlen til skødet junglemørk fugtig varme tænd en smøg Vejmeldinger advarer fare - fare - fare havde jeg bare haft AutoRadioInformation i begyndelsen af januar endnu en smøg En kunde hoster diskret spør' om en smøg er iorden ligner alt for forbandet meget er også rødhåret tænder to nye Langsomt fortoner lårenes minder om fortids glæder og sorger dybe glædesfyldte suk toner tavst ud erstattes af tomhedens ensomme snak tilfældighedernes møder og House of Prince Vær velkommen cancerrøg og velkommen oh død rødhåret - velsagtens.

ROBOTIC

Et tryk på en kantet knap en kimen vågen bevægelser, der gentager sig selv dagligt tøjet tages på i omvendt rækkefølge morgenmaden spises ritualet fremsiges Og dagen er begyndt. Maskinerne tændes på væggen en susen arbejde bevægelser, der gentager sig selv dagligt træet lægges på i fastlagt rækkefølge kaffepauserne overholdes den rituelle snak Og dagen er snart omme. En kimen fra utallige klokker afslapning fyraften bevægelser, der gentager sig selv dagligt fritidsmasken smøres på i ugedagenes rækkefølge sengetiderne overholdes tøjritualet følges Og dagen er forbi. Men rædslernes tid skal først til at begynde nattens mørke sænker sig over sindet en skræk for det ukendte sniger sig ind i din sjæl og hamrer dine drømme til ukendelighed Uden sans for fastlagte rækkefølger vrider du dig i sengen For du drømmer om en verden hvor hver dag er ny, og næsten uden gentagelser Mareridtet vokser Et tryk på en kantet knap

Rust

Gammel kærlighed ruster ikke si'r de Gammel kærlighed venter bare på en chance  til at bryde ud igen si'r de Har de set de uendeligt triste aftener hvor håbet veksler med genkendelsens glæde og afvisningens stærke nedtur Har de set de fortabte kys's holdeplads og mærket nederlagets sviende lussing eller følt rusens krampagtige jagt efter sidste års varme sengeside Gammel kærlighed ruster ikke si'r de og glemmer smerternes genkendelse  af den sidste aften

Zappp

Kærligheden kryber langsomt ind vinder land i et krigshærget helvede glatter ud, former, og bringer vækst på mager muld Smertefuldt hæves hovedet i undrende trods og protest lilla lyn sitrer gennem bevidsthedens tågede synsfelt gi'r kød til knogler og blod til hjerte elsker

Nu

Små roser blomstrer vissent på bordet foran mig sender bud om hastige beslutningers nødvendighed.

Ar

Når jeg kigger til min sjæl finder jeg et lille ar Dav, lille ar hvordan mon vi to det har med hinanden? Når jeg tænker på den gang da jeg fik dig min ven Av, lille ar hvordan mon det var for den anden? Og når jeg går fra min sjæl uden at tænke på den Så så, lille ar fik du et svar jamen, for fanden! Tænk på, min ven jeg bli'r arret igen hvis jeg åbner for slusen og la'r dig bli'e min ven. VARME Sid i et værelse fyldt med glæde og mærk dit hjerte svulme af lykke af kærlighed af varme. Stå i et rum fyldt med vrede og mærk dit hjerte forstene af sorg af had af kulde. Få så et knus af din næste et af den slags hvor du opdager at du lever, og giv et igen. Hør så vreden forsvinde jamrende ud af døren sorgen lyse op i et smil hadet ændres til latter kulden blive til kærlighed. Sæt dig ned igen og glæd dig. Du lever jo ! CAVE Mangel på substans udgør et tomrum er tomrummet åbent i den ene ende er det en hule a cave Nick's ? Såret fylder æslet englen med løgn og englen løfter sit hoved det bløder ikke ret meget. Hastigt tømmes substansen ud lyskrøllet hule opstår Nick's ? Orkestrale Tivoliklange fylder luften med frydetoner glæd dig, thi englen er opstået halleluja Bandet er The Donkey's Skryd, æsel, skryd og fyld dine årer med tavshedens veltilfredse tankegang The Substance of a Cave Nick's ! FRI Jeg vil være fri fra fortidens spøgelser de små, grimme sataner med lange hukommelser med et fjernlager af mareridt og tænkte gentagelser og vinger bygget op af skyldbevidsthed Jeg vil være fri fra drømmenes vampyrer de flaksende, sindssyge kreaturer med gennemtrængende hvin med kløer af "har gjort" "har været" "har sagt" og hugtænder fyldt med dårlig samvittighed Jeg vil være fri fra samfundets anklager de år-gamle, bebrejdende sideblikke med tavshedens stemmer med kuldefyldt socialt stempling og udelukkelse og jantelovens ansigt flydende ovenpå Jeg vil være fri - og accepteres som det tænkende, selvstændige væsen jeg er sammensat af hele min nutids erkendelse af fortidens fejl og ny-jeg'ets ærlighed på plads Jeg vil være fri - helt fri Efter Livet efter livet hvad er det ? Er det en verden fyldt med had og evig misundelse Er det en verden der intet har lært og alt taget med Livet efter livet hvor er det ? Er det på den anden side sindssygens rand og selvmordets skranke Er det delt op i en himmel og et helvede der dog findes på jord Livet efter livet hvornår er det ? Er det når du har skreget din hjerne tavs og stum Eller først når du er mæt af dage Er det når du stille gi'r op overfor samfundets krav Eller når samfundet gi'r op overfor dine Livet efter livet jeg finder det snart Going Stresset ro. Hvordan kan hjertet banke så roligt, når bevidstheden fyldes med stress, dag for dag, dråbe for dråbe, tikkende som en armeret bombe kun beregnet til evig ødelæggelse og drab. Nervepirrende destruktivt fyldes hjernevindingerne med tågede dæmoners hviskende sindssyge latter, og hævngerrige commandoraids mod et nyfødt ego's vaklende forsøg på at lære at gå - selvstændigt. Hvordan være så bange så længe, når vejrtrækningen er rolig og afslappet og øjnene ikke farer rundt i en forvildet blodskudt dans. Hvordan leve, når livet farer mod sin naturlige slutning, dag for dag, hurtigere og hurtigere. Roligt stress. UTOPIERNES HOLDEPLADS Jeg har fundet et sted hvor verden står stille et sted du kan komme om du er stor eller lille et sted der ikke stiller de helt store krav som holder varmt om dig fra ankomst til grav. Du møder vel her godt arret i sindet med sjælen i laser og øjnene blindet med mennesker bag dig der kræver og skriger men mindes kun dengang du selv var en kriger En ny Don Quichote men helt uden væbner der glad drog i kamp for at redde andres skæbner blev du sparket omkuld af samfundets blodtørst du glemte jo helt at der kommer du først Men er du først inde bag de skærmende mure går verden i stå med samt dine ure dit liv står i stampe og alt går i tomgang du venter kun på den nærmeste omgang Jeg har fundet et sted hvor verden står stille dér bliver jeg lidt det var jo det jeg ville men kun et par dage eller måneder, eller år sikkert nok bare indtil jeg har lægt mine sår De sår, som jeg ved kommer hastigt igen når jeg drager til kamp mod vindmøller hen For jeg møder en verden der har glemt jeg var til og som nådesløst tromler over hvem den nu vil. Hvis det så nu er muligt jeg bli'r taber igen ja, så ved jeg jo hurtigt hvor jeg så skal ta' hen til det sted jeg jo kender og hvor ingenting sker hvor jeg kan gå alene og hvor INGEN mig ser.

Fra Digtsamlingen Kvindsk :

Duft

Kærlighedens duft fylder min bevidsthed med billeder af dig hængende på fingrene fyldt af nattens samhørighed og søvnens dybe fælleskab Din morgenduftende krop trænger ind i mine drømme vugger mig blidt op til overfladens genkendelse af følelsernes dyb Lugten af dagslys virker påtrængende tæt på virkeligheden sænker os ned fra de natlige besøg i erostemplernes paradis Min krop smager på lugten af dig og dit køns aftryk usletteligt fast for evigt delende fælleshedens endeløse lugt af hinanden Morgenduftende kaffe og saft blander franskbrødets let kedelige tørhed med kærlige tankers kys. Din nærværs lethed fylder min krop med tanker om tidligere tiders savn og mine næsebor med genkendelsens lugte af dig. Sammen producerer vi saft sødere end honning, mere berusende end fede tiders røgfyldte udflugter på drømmenes vinger. Stadig smager jeg dig på spidsen af min tunge, lugter dig på overfladen af mine hænder, husker Uuuii.

Aerostriped

I wish you'd stay hver pore af min bevidsthed er gennemtrængt af dig savnet fylder min krop, mit hjerte, min sjæl I'd like you to be here ev'ryday. I wish I could be your man som en maskine uden fører, en bevidsthed uden sjæl farende forvildet rundt når du er væk wanted you to understand I wish you'd stay del dagen med mig, livet, søvnen, kærligheden eller bare det ene sekund, der er det næste I'd like you to be her ev'ryday Maybe you could be my girl duften af roser springer ud i min bevidsthed blomstrende hjerte, alt er dit I wish you'd let me be your's in my world I wish you'd stay I'd like you to stay here ev'ryday Elskede Min elskede er som en forårsdrøm fyldt med farver og kærlige tanker var hun et frø ville jorden omkring hende længes efter at hun sprang ud uimodståeligt - og gennemtrængende - ville hun spire og lade én sol komme til. Min elskede er som en sommervind smuk, varm og vellugtende var hun en blomst ville bierne kappes om at bestøve hende sart - og bly - ville hun åbne sine kronblade og lade én bi komme til. Min elskede, lad mig være din sol og din bi og lad os sammen fylde hinanden med glæde over livet over kærligheden over os. MORGENSOL Morgenen rejser sig langsomt gennem tågerne af gårsdagens tvivl og uforløste følelser. Langsomme ilninger løber gennem trætte muskler minder om fortidige opgavers vigtighed. Livet ophører som begivenhed fryser fast til fortidige eksistensers meningsmåder. Kold sol skinner blegt, varmeløst, energiforladt. Genskinnet fra min hud kunne oplyse en nation i mørke men får ikke lov. Tiden har været. Tiden er ikke mere. Tiden æder sig selv i frustrerende fortid. Egoets selvmord kostede blod. Nyfødt skrigende vækkes eksistensens Id til live igen kaster sig grådigt slugende over fremtiden. Stoppes af forvirringens fornuft tvinges til det ene eksistensberettigede spørgsmål. Hvem? Hvem er du? Er du? Har du været hele tiden? Hvor? Skyerne rives fra solen, og voldsomt brusende vælder energien over mig. Sartrosa ilninger finder nye veje, vækker forvitrede nervebaner, renser, husker, minder om, eksisterer. Mindernes flashback besætter synsnerverne med billeder af dig. Solfyldt gårdsplads med mørk indgang til lade. Lænende op ad en dørkarm. Sart. Stille. Smuk. Men ikke bevidst. Ingen af os bevidst hvordan skulle vi kunne have vidst det. Vidst, hvad tidernes morgen bestemte. Vidst, hvad smertens gennemgange ville ende op med. Vidst, at vi ved. Kælende med hvalpen besætter du mit hjerte. Men jeg ved det bare ikke. I et øjeblik bindes tiden til sig selv snor sig krøllende fra nu til da. Nytår Isnende skygger af nattemørk angst sniger sig ind i min krop fylder mit sind med uro og rædsel sirenernes hylen gennem nytårsnattens gryende slutning varsler onde tider ? Savnets skræmmende angstbilleder besætter tredimensionelt min hjerne kuldegysende snebilleder af dig natteberuset alkohollammet råbende skrig på hjælp hvor er du ? Dansende visioner af væsener med hårede hænder overalt på din krop fortvivlende kamp for løsrivelse magtesløse billeder danner sig uden mit ønske Hvorfor ? Dørtelefonens hvæs bryder visionernes facade i fragmenter af ingenting stemmen sødere end honning nytårsberuset glæde kryber under kølige dyner Her ! Uden Jeg så dig, men genkendte dig ikke du var til uden min viden Livet haltede, hostede, brækkede sig fordi jeg ikke vidste din eksistens Udenfor synsvidde rækkevidde uhørlig du Morgenen brækkede natten i to gjorde farverige forsøg med skyerne i hjernebarkens snoede krinkelkroge Adam hørte fuglene synge for første gang du var til du er For altid ser jeg dig dit billede er prentet ind i existensen af mig colorwide fullscreen dolby stereo Blodrøde hjerter rejser sig kærligt dryppende sandhedens klare tanker evigt. Afhængig Krybende invaderer de sjælens arnested besætter de tomme boliger og kræver smerte Som igler i en kærlighedsløs verdens tomrum suger de eksistensens rester ud og efterlader smerte Hamret til følelsesmæssig invaliditets klare afslutning erkendes rystende, blødende kærligheden til smerten. Elsker Elsker Tålmodighed ventende - på det der skal ske ventende - med tilbageholdt åndedræt ventende - vidende at tingene sker med små skridt ventende - tålmodigt ventende og håbende af al magt Kærlighed brændende - dybt i hjertet brændende - i alt hvad hun gør og si'r brændende - med evighedens uslukkelige flamme brændende - kærligt elskende alt hvad hun er for evigt Tillid stolende - på alt hvad der sker stolende - uden tvivl i hjertets indre stolende - fordi jeg ikke kan se hvad der sker stolende - tillidsfuldt ventende på samhørighedens univers Elske med alt - hvad jeg er med alt - hvad jeg bliver med alt - hvad jeg har været med alt - hvad min krop og sjæl indeholder Først Slutninger kalder sig selv fra begyndelsens ekstase og kærlighedens flammende endeligt bekræftes gennem jalousiens grønøjede slanges hvæsen Hads begyndelse er kærligheds endeligt - og begyndelse Hjerteblod Stille løber det, farver langsomt verden rød silende og tavst stoppende alle protester kender ingen grænser frygter ingen venner løber væk fra hullet de skar. Stille sidder jeg tilbage, farver langsomt verden sort silende og tavst uden nogen protester frygter ingen grænser kender ingen venner de løb, fra hullet de skar. Stille sætter du ind, farver langsomt min verden lys smilende og tavst, overhører mine protester frygter ikke vennerne kender mine grænser løber, hen til hullet de skar. For mit hjerteblod blev dig dine smil lyste op på min hverdag din latter satte storm i mine lænder din ungdoms sikkerhed beroligede min frygt og fyldte mine årer med brusende blod friskt, rød, varmt og kærligt. Stille sætter vi os sammen, ser vor verdens farver smilende tavst, hører kun hinanden glæder os til vennerne kender vores grænser værner, om hullet der forsvandt. Start Langsomt glider blikket opad fæstner sig ved rundingernes magi glider over saftspændte rosenknopper og fanges af en blodåres sitrende banken på en hals Stille, stille, mødes tankernes klarhed med følelsernes dybe ro og begærets flamme stiger uro forplanter sig Et øre bliver blidt nulret af kærlige fingre forsigtigt taget mellem bløde læber og skarpe tænder En krop spændes, musklernes ufrivillige sitren spejler sig i blanke øjne og hastige åndedræt Et fælles begær skal stilles Voksende glædesknopper spændes hårdt Nilen fødes påny mellem vidtspredte lår Djævleblændte glimt fra kærlige øjne fingres strøg over nøgen hud neglenes smag, på ryggen Blomstrende striber vokser frem af fælles lyst visende en uendelighed af landkort over begæret Sultne læber søger føde sitrende, skælvende, krævende omslutter alt og sanser kun den anden Smeltet sammen i et kaos af varme vildt, kærligt, hårdt, ubønhørligt bli''r én til to til én i en fælles dans mod universets fødsel Stjerner fødes, sole eksploderer i ét nu stilles kroppenes hunger livet begyndes påny Alene Ærligt sjæl fortæller om sin hvileløshed angst for ensomhed og nødvendigheden af at lære at være alene nu og da. Sandheds styrke fylder sindet accepterer din selvstændighed med naturlighedens selvfølge og sin egen nu og da. Kærligheds duft fylder bevidstheden beder om tilgivelsens knus og beskytter sjælefrænderne mod ondskaben altid. MERE!! Sagte nærmer dit hjerte sig åbner sig, rødmende og sart lokker, kalder, driller begærer. Tunger af lyst skyder sig ind mellem vore fælles læber smager, driller, kæler bider. Rosenknoppede spændes de modtager mine fingres strøg let, krævende, blidt hårdt. Du åbner dig helt du er min. Tørstigt drikker jeg af dine lænders saft åbner din skal mærker hungeren stige hårdt, ubønhørligt krævende. Jamrende suk modtager mig i varmens dybe omsluttethed mit kildevæld møder dit brusende, spændt dybt. Ømhedens øjeblik varer ved kærligheden flyder dybt mæt, tømt, fælles ét kød, én krop ét sind. Og udløsningens magi holder fast kroppene hungrer fingrene sitrer min sæd er i dig din saft er i mig. Men jeg vil mere. MERE - KOM ! Når du kommer ser jeg splintrende sole i dine øjne stjerneskud triller ned af dine kinder. Når du kommer ser jeg vulkaner eksplodere på din hud jordskælv vandre gennem dine lår. Når du kommer hører jeg lyden af engletrompeter blæst med tyfoners styrke hvisle forbi mine ører. Når du kommer hører jeg skrig fra døende elefanter mærker braget, når de rammer jorden og stilheden når støvet har lagt sig. Når du kommer bor du i mit hjerte.                                       Essays                                                                                                   Dage Dage er ikke hvad dage har været. Før i tiden var dage, noget man så frem til - noget der bare var der, og som fyldte tidsrummet mellem vågen tilstand og søvn med samfundsbekræftende aktiviteter. Dage var det, der gav smørret på brødet, og overskuddet til at investere i kolonihaver, Folkevogne, og transistorradioer. De gav muligheden for at tage på søndagstur til tante Anna, og nyde det højtbelagte smørrebrød, silden og snapsen, mens mændene diskuterede den fejlslagne politik og den sidste nye atomprøvesprængning i Stillehavet, og kvinderne sammenlignede nederdelslængder og snakkede om madopskrifter. Dengang gav dage tid til at følge med i alt hvad der skete i den hjemlige andedam uden absolut at skulle bekymre sig om morgen-dagen. Morgen-dagen - egentlig et underligt udtryk. Dagen i morgen. Morgen-dagen. Man kan næsten lugte høet, der ligger i store stakke på de Morten Korch'ske marker og venter på at blive bragt hjem på høloftet, for senere at ende i sultne køer, der kort tid efter var blandt fristelserne på søndagsfrokostens veldækkede bord. Morgen-dagen. Hvorfor ikke også nu-dagen. Dagen i dag. Nu-dagen. Den dag, hvor man vågnede om morgenen med knuder i maven, fordi hun havde lovet at komme forbi til frokost sammen med moderen og faderen, for at familierne kunne lære hinanden at kende inden forlovelsen, så man kunne gifte sig et år eller to senere, og få et par børn, der også ville kunne vågne op på en nu-dag længere ude i fremtiden med knuder i maven over at skulle præsentere sin udkårnes familie for én selv. Eller hvad med før-dagen. Dagen før dagen i dag, nu-dagen, der ligger før morgen-dagen, der ikke har noget foran sig. Man ved jo aldrig hvad morgen-dagen bringer, siger det gamle ordsprog. Til gengæld er der intet der siger, at man ikke ved hvad før-dagen bragte. For det vidste man jo. Den bragte alt det, man veltilfreds tog med til nu-dagen, for at kunne være sikker på at konstruere en tilfredsstillende morgen-dag. Alt hang sammen, og var på smukkeste vis en del af hinanden. Før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen. Alle andre ønsker og tanker lå langt ude i fremtiden, og var ikke noget man havde kontrol over. Hvilket man i øvrigt heller ikke ønskede. Kontrol. Det var noget man havde over sig selv her-og-nu. På nu-dagen. Og ikke noget man bekymrede sig over at skulle ha' i fremtiden. Fremtiden var jo bare noget der kom, lige så sikkert som der ville komme en dag i morgen. Morgen-dagen. Et lykkeligt, sikkert og tilfreds liv, der kun skulle bekymre sig om tre dage ad gangen. Morgen-dagen, nu-dagen, og før-dagen. Før-dagen kaldte man osse for gårs-dagen. Hvilken gård, spørger jeg bare. Endnu en af disse rent idylleriske solbeskinnede rødmalede bondegårde fyldt med veltilfredst gumlende kvæg, der ikke havde noget større ønske end at ende på storbyboernes veldækkede borde. Hos tante Anna. Eller moster Gerda. Eller hvor det nu var folk tilbragte den autoriserede lovgivne enkelte fridag en givtig og slidsom arbejdsuge bragte med sig. Og lønnen, der altid blev tjent i éns ansigts fodsved, blev hver uge stolt bragt hen i den foretrukne bankvirksomhed, der med største flid sørgede for at de 30 kr arbejdsgiveren storslået havde valgt at udbetale langsomt men sikkert voksede sig lige så store, som det parcelhus der stod øverst på listen over morgendagens anskaffelser. Hvis man altså nogensinde fik råd til det, og fuldmægtigen i banken gav lov, hvilket igen afhang af om han havde haft en god morgen sammen med sin lille viv derhjemme i Hellerup, hvor han langt om længe havde fået en fod indenfor i det bedre selskab. Det selskab hans far havde talt om med en sådan længsel i stemmen, at han ikke havde haft noget større ønske for morgen-dagen end at tilhøre det, og derfor pligtskyldigt nu sad fra tidlig morgen til sen aften og bekymrede sig over hvorvidt man nu havde råd til et parcelhus med en indtægt af dén størrelse. Joooo, tilværelsens dage var lettere dengang, hvor børnene voksede til med den anbefalede hastighed, og groede bumser og skægvækst, der krævede at man skjulte et smil når der blev spurgt om lov til at låne skraberen første gang. Eller bekymrede moderlige miner, når der nu skulle snakkes menstruation med den udvoksede solstråle af en datter uden at rødme på de forkerte steder. For det er jo nu en gang kvinden lod at bløde på de regelsatte tidspunkter i hverdagen, så der senere kan være flere skæg- bumse- og menstruationsbefængte afkomsstørrelser at tage under sine beskyttende vinger. Dengang, var dage hvad de skulle være. Nu er dage bare noget man står op til. Bevidstløst hamres vækkeuret tilbage til stenalderen, hver gang det vover at påpege, at en ny dag står og truer i horisonten. Væk med gårs-dagen, før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen. Nu hedder det hele bare Fremtiden, og Fremtiden står jo og truer med hele tiden at vokse én over hovedet med alle sine krav om anskaffelser og truende ny situationer på det verdenspolitiske marked, som man absolut skal tage stilling til for at kunne deltage i diskussionen blandt kollegerne i den nyindrettede kantine på firmaet, der året før var et skur på en mark i periferien af en soveby, men som nu uden at flytte sig ligger midt inde i en hastigt udviklende by, hvor kriminaliteten og mængden af bedrevidende politikere vokser eksponentielt dag for dag. Borte er også søndagsfrokostens velsignede ro over silden, snapsen, den lune leverpostej og de hjemmegjorte rødbeder. Ikke fordi rødbederne har mistet deres hjemmegjorthed - de er stadig lavet hjemme hos fabrikanten, på maskiner der døgnet rundt spytter dåse efter dåse ud helt uden menneskelig hjælp og med nøjagtig tilsætning af alle de smagsstoffer, der jo smager så pragtfuldt, og som gør den røde bedeknold til et spændende supplement til pasta'en, risen og de 36 forskellige grøntsager fra lige så mange lande, og med navne alle helt selvfølgeligt kan udtale uden at knække tungen. Og tante Anna og moster Gerda er blevet til Anne-pigen og lilleG, for vi er jo alle sammen mennesker, og det er da osse alt for gammeldags at sige tante eller moster, for tænk hvis man skulle forklare overfor sine nu knapt så håbefulde poder, hvad en tante eller en moster er, og det viser sig man er nødt til at slå op i Gyldendals Store Danske Encyclopædi for at være sikker på stavemåden, og man derved kommer til at vise at man ikke aner en skid om hvad det er man snakker om. Ikke fordi det på nogen måde ville ændre podernes indstilling til én, voksne er jo et ubehageligt onde, der sikkert bliver afskaffet ved lov, så poderne kan komme til at bestemme alt det de under ingen omstændigheder har tænkt sig at bestemme alligevel, før de bliver voksne. Og de bliver jo afskaffet, ikk'?. Og så er der lønnen, der skal forhandles hver tredje måned med en chef hvis mavesår truer med at tage magten mere fra ham end hans ex-kone allerede har gjort ved at få rettens ord for at hun bare kan hæve hustrubidraget efter eget ønske, for hans virksomhed giver jo overskud nok til at kunne brødføde den tredje verden, selvom skattevæsenet siger han har et underskud på størrelse med den samlede danske stats gæld til udlandet. Og bagefter skal man ind i den investeringsvirksomhed firmaet eller fagforeningen har valgt for én - de ved jo bedre end nogen andre hvad der er bedst for alle deres medlemmer, så derfor bliver medlemmerne nødt til at betale endnu mere i kontingent, for tænk hvis der nu kom en strejke og man ikke var forberedt på at skulle leve uden sine golftimer og datterens ridehest måtte aflives og ende sine dage som fars i røde pølser, der ikke længere er røde, for politikerne kan ikke li' farven. Og investeringsbankvirsomhedsrådgiveren rynker panden og truer med at lukke Dan-Visa-og Mastercard, hvis ikke snart der kommer mere ind end de sølle 32 tusinde om måneden, for alting stiger jo og man har jo ikke styr over hvor meget man bruger. Man kan da heller ikke forlange, at et 7-tal i matematik til studentereksamen er nok til at kunne lægge alle de røde, grønne, gule og sorte tal på de månedlige let truende hilsener fra offentlige, halv-offentlige og private instanser sammen til et positivt resultat, når man samtidig skal spekulere på om radioen, computeren, bilen, båden, sommerhuset og fruens plastiske operation er out-dated og skal opdateres til en ny alpha-, beta-, eller gamma-version af den originale. Og på tv'et, der fylder hele endevæggen i den nyrestaurede bondegård, hvor køerne er blevet til små papskilte, sønnen satte op en søndag eftermiddag for at vise at familien virkelig var flyttet på landet, er der ikke andet end bombninger af byer, der ligger længere væk end de 30 minutter det tager dagligt at commute eller pendle til arbejdspladsen, og film af varierende underlødig karakter, med den evindelige morale at dén er stærkest som tager det hele, og får blondinen i enden, hvis ikke det viser sig at blondinen politisk korrekt er en mand, så der endnu en gang kan pirres til dén seksualitet, der forsvandt samtidig med at fruen købte en halv lastvogn fuld af nerve-, sove- og hovedpinepiller. Og man står på badeværelset om morgenen og kan ikke finde sin 6-gears, full overdrive, Mach57 barbermaskine, fordi sønnike har ment at den duede bedre som interface mellem dén sattelit han er opkoblet til og uhyret på hans skrivebord i det 80 m2 store værelse, der spytter e-mails ud på samlebånd - helt uden menneskelig hjælp - og som egentlig ikke kræver nogen besvarelser, det skal maskinen sgu nok selv sørge for. Den trækker også automatisk hele familiens samlede indkøb på Nettet uden at rødme og uden at spørge først - hvilket egentlig er meget udmærket, man aner jo alligevel ikke en dyt om hvad de statsautoriserede 3 andre medlemmer af familien, der har hver sit efternavn, for det e r jo så moderne, i det hele taget trækker hjem til adressen af goder som blev opfundet i går og som udløber i morgen. Og hvis man så endelig har fået nedlagt dén sekretær, som de andre påstår er en ren djævel i sengen, viser det sig at det mest djævelske ved hende er den blindtarmsoperation hun fik foretaget uden bedøvelse men med nåle stikkende ud fra hundredevis af kinesisk korrekte akupunkturpunkter, under overvågelse af den indforskrevne kinesiske lægestuderende, der ikke kunne et ord dansk og havde sin egen tolk med til operationen, men som v a r så sød, og som hun bagefter bollede i opvågningsrummet. Og konen vil skilles, og børnene være landmænd på en sydhavsø, hvor de vil dyrke hamp, svamp, og andre euforiserende stofffer, som ingen kan leve uden, og som alle absolut skal prøve mindst én gang i deres liv, og "Far, fyr en fed - og realiser dig selv - og her er et kursuskatalog - og det tager kun 14 dage, så ved du hvordan du bider hovedet af en høne, der med garanti er vokset op i et rum med ovenlys." Nææææh, dage er absolut ikke hvad de har været. Jeg tror sgu jeg melder mig ud af det hele, og tager bopæl på en ubeboet ø, hvor der er masser af kaniner og agerhøns jeg kan slagte og spise uden større chancer for sundhedsskadelige konsekvenser, end dem man dagligt præsenteres for i supermarkedets kølediske. Et enkelt, simpelt og givtigt liv, hvor der ikke eksisterer andet end før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen, og hvor ingen kan true mig med bål og brand og renter og gebyrer og indtægter og udgifter og reklamer og "du k a n jo altså ikke leve uden den her Gizmo, der vil være istand til at ændre din hverdag på mindst 3 forskellige punkter". Dér vil jeg gro gammel, og fortælle mine børnebørn, når de kommer sejlende i den utætte robåd for at besøge mig, om de gode gamle dage, hvor der ikke eksisterede mere end dagen-i-dag, og hvor alt andet var uden betydning, og hvor vi diskuterede den hjemlige andedam over frokosten hos tante Anna og moster Gerda. Og jeg vil tage en betydningsfuld mine på, når de med åbne munde og samfundsfjernede polypper spørger mig hvad i alverden en tante og en moster er. En ren guru - det er hvad jeg vil udvikle mig til. Og med tiden vil mit skæg vokse langt og flagrende, og mit hvide hår vil stå i pragtfuld kontrast til den solbrunede hud og de barkede næver, der vil vidne om et langt, nøjsomt og spinkende sparende liv, uden alle de tingenoter, dippedutter, og andre opfindelser, der gjorde mit liv til et helvede og overbeviste mig om, at dage aldeles ikke er hvad de har været.