Ikke en nytårstale......

...... men måske noget, der ligner.

Dagen idag, er den  femogtyvetusinde trehundrede og attende dag siden jeg stak hovedet frem og udstødte mine første spæde skrig. Dem har der siden været mange af - skrigene. Både af glæde, irritation, sorg, vrede, udløsning, og meget meget mere. Men fælles for de fleste af dem, har været det uforløste.

Det endnu ikke opnåede.

Og i mange år havde jeg en indre trang, nærmest et krav, til at alt skulle gå min og kun min vej. At alt skulle rette sig efter mig. Og når det så ikke gjorde.....

Frustrationer, vrede, blind trang til at såre og skade.

Og aldrig fandt jeg frem til hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, eller hvordan jeg kunne undgå det. For dén lærdom lå udenfor mine evner at fatte. Selvom jeg havde en til tider ufattelig stor tyrkertro på netop mine egne evner og min egen formåen.

Ingen var jo klogere end mig, og ingen var udset til dét, jeg var..........

Mod dumhed kæmper selv guder forgæves.

Det var nu ikke fordi mine egne "guder" stod i kø for at hjælpe. Uanset hvor mange gange jeg gennem teenageårene indædt skreg på en gud, der måtte have forladt mig. For kun dét, ville kunne være svaret på alt, der skete.

Aldrig var det min egen fejl. Aldrig var det op til mig at genoprette, at undskylde, at erkende. Jeg var jo født uden skyld, og kunne derfor ikke være skyldig. I noget. Som helst.

Skyld. Uskyld. Uvidenhed. Blindhed. Egoisme.

Som årene gik, faldt jeg dybere og dybere ind i det blinde selvhad, der kom til at præge alle mine handlinger. For denne verden var jo min - og når den var min, måtte jeg godt rive og flå i den - pille alt godt ud af den - og trampe på den i endegyldig afmagt.

Ja, jeg ved det godt. Du sidder lige nu og forventer en eller anden form for tårefyldt erklæring, der skal fortælle at jeg blev ramt af et Lys fra Oven - en Erkendelse udover alle Erkendelser - en Sandhedens Indsigt.

Men så kan du da godt nok vente længe - for intet af det skete. Selvom det ikke skortede på "forsøg" fra min side, der skulle ændre mit "jeg", men ikke på en sådan måde, at jeg ville gå glip af alt det, der heeeeeelt sikkert ventede bag en eller anden forjættet port. 

Been There - Done That - Nothing Happened.

Var jeg da "fortabt"? Skulle jeg da bare afvente den dag, hvor de flammeluede porte til Afgrunden åbnede sig, og jeg skrigende forbandelser mod alt og alle påbegyndte et uendeligt fald mod Hel's lavapøle, og evigheden i rygflænset trældom ?

Dén løsning stod heller ikke lige for døren. Selvom jeg gerne indrømmer, at jeg ind imellem så det som en mulighed, en uafvendelighed, en ....... løsning.

Indrømmet - jeg aner faktisk ikke hvad løsningen egentlig er. Aner ikke, om det at leve som jeg gør - En Dag Ad Gangen - har nogen form for indvirkning på hvad der kan komme til at ske. Men jeg ved, at det er den eneste måde at leve på - for mig.

Det får ikke noget af det, der er sket - noget af det, jeg har gjort - til at forsvinde. Ej heller får det de sår, jeg har tilføjet andre, eller de sår, jeg har tilføjet mig selv, til at heles. Det er og vil altid være op til mig selv, og de mennesker det omhandler, at tage fat i.

Noget af det kan aldrig ændres, må jeg med Sindsro erkende. Noget kan, hvis jeg finder Mod til det. Jeg håber bare, at finde Visdom til at kende forskellen.

Så kan det være, at jeg inden min tredivetusinde dag på Jorden, kan nå frem til den erkendelse, der er nødvendig. Men - det kan jeg kun, hvis jeg tager dagen i dag, og lever den bedst muligt. Erkender, når jeg har gjort fejl. Søger, at rette disse - vel vidende at morgendagen måske aldrig kommer, og at gårsdagen allerede er gået.

Frem for alt - at gøre det ædru.

Godt Nytår.

Sorg, Smil, og Glæde.

 

Et eller andet sted, er der lidt god sandhed i sætningen: Sorg kan komme når som helst - Glæde kan komme før du aner det - Smilet skaber bro.

For både Sorg, Smil,  og Glæde er sider af samme sag. Af dét, at være menneske på godt og ondt. Leve én dag ad gangen, uden at vide om den dag bliver fyldt med sorg eller glæde.

Og bedst, som jeg så går der helt i mine helt egne sorgfulde tanker - sker der et eller andet, der får et smil til at bryde frem på læberne. Hvis jeg altså ikke nåede at holde det tilbage, fordi jeg troede sorgen ikke måtte brydes af noget. Sorg skal jo gennemleves, ikke sandt?

Tankevækkende.

For - hvorfor skulle smilet ikke have lov til at komme frem, og så et korn af den glæde, livet og ædrueligheden har bragt med sig ? 

Det er jo dén, der hver morgen ligger parat til at falde leende over mig, og åbne mine øjne for den verden, der dagligt venter på at få besøg af mig.

Den verden, der alt andet lige har været årsag til så mange både gode og dårlige erfaringer, at jeg idag kan vågne med et taknemligt Smil på læberne og Glæde i det hjerte, der i allerhøjeste grad har fået sin del af sorgfulde øjeblikke.

Men at jeg kan huske sorgen, gør mig ikke hverken nedtrykt eller sort. Det gør mig faktisk glad, fordi jeg ved at de ting eller begivenheder, der bragte mange gange ubærlig Sorg med sig, kan undgåes hvis bare jeg har Mod til det. For den ubærlige Sorg bærer Visdom i sig - Visdom, der gør at jeg kan kende forskel på det, jeg kan i Sindsro kan acceptere, og det, jeg med Mod i hjertet kan ændre.

Bare Én Dag Ad Gangen.

Stille flyder........

 

..... natten gennem savnet af dagen. 

Fylder min verden med varmt mørke, dæmper alle lyde inde og tilføjer en nær frostklar skarphed til natdyrenes sagte mumlen. Et skrig fra en sulten fuglemund bryder det mørke fløjl - og en dyb spinden fra min tætliggende feline ven forsikrer mig om, at alt er godt.

Nætter er ikke, hvad nætter har været. 

Den mystik, der omgav dem da jeg var yngre, er blevet afløst af en varm viden om velfærd og nydelse. Bare ligge dér under dynen - nyde at kropsvarmen fylder hvert hjørne i hulrummet, og at være nærmest låst fast af en på brystet liggende storrumlende syv kilos blødpelset musefænger, hvis største nydelse er, at blive strøget på begge sider af kæben samtidig. Iført natnødvendig apnømaske, der konstant fylder lungerne med et fire til seks kilos tryk - og lader et kilo eller to undslippe så kontinuerligt, at missebæstet sandsynligvis tror, jeg spinder tilbage til ham.

Dét er lykke til lavpris. Faktisk ganske gratis, selvom alt efterhånden stiger så hastigt i pris, at selv en russisk præsidents rystende gammelmandsfingre ikke kan følge med.

Varmen, der forsvinder, når dynen slåes til side, inden morgenens ritualer træder istedet for drømmenes uhåndgribeligheder.

Duften af friskbrygget kaffe. 

Den velfornøjede sagte smasken fra kæledyret, der har anbragt sig foran sit fodertrug med en naturlighed, der viser at hér bestemmer han. Og det langsomme skift fra natmørke til skumring, der forsikrer mig om at der heller ikke denne nat blev trykket på nogen dommedagsknapper. At det lys, der stille bryder frem, kommer fra solen, og ikke fra nogen menneskeskabt efterligning.

Silhuetterne i haven mister blødhed. Kanter og farver træder tydeligere ind i dagen, og afslører en tanketom mus, på fourageringstogt. Vidste den, at en højere magt nidstirrede den fra sin plads i vindueskarmen, ville den sikkert skynde sig ned i det beskyttende hul, og rystende af angst bede til, at intet ondt skulle hænde den.

Men den ved det ikke. Den er lige så lykkeligt uvidende om det, der sker omkring den, som jeg er om de tanker og hensigter, der fylder klodens såkaldte ypperste magthavere. At den - min lille spidsnæsede, halesvirpende gnaverven - kunne udslettes i ét nakkebid fra en morgensulten missemand, ligger lige så langt væk fra déns verdensopfattelse, som min egen viden om morgendagens muligheder for mayhem.

Jeg tror, jeg lukker katten ud.

Det er jo dens natur, at mæske sig i mus og pipdyr. Lige så vel, som det er halvfjerdsårige verdenslederers natur, at falde for megalomaniens fristende muligheder for verdensherredømme. Den enes Trump, er jo vi andres død, ikke sandt ?

Eller..... ?

Der er lang tid til forår og fuglesang. Langt længere, end de fleste af os vil indrømme. Og for hvert sekund, der bliver tilføjet til afstanden, mister sangen indhold, intensitet, og nærvær - indtil den sidste fugl pludselig bare sidder dér - lige så stille.......

Bare Én Dag Ad Gangen.

Natlige vulkanudbrud.

 

Natten vækkede mig. 

Ikke hvislende og stille, som så mange gange før, men svedende og brændende. Først var jeg ikke sikker på, hvad der var gang i, og regnede med at det bare var Lucifax, der havde flyttet på sig - eller måske nogle udefra kommende lyde.

Indtil jeg mærkede min venstre arm og side. Den storbrændte, stak, myldrede, og var skiftevis iskold og brandvarm. Igennem mange måneder - faktisk helt siden mine propper i februar 2020 - havde jeg vænnet mig til, at min venstre side levede sit eget liv - sådan helt uden nogen form for énshed med den højre side af kroppen. Med manglende smertesans, og en nærmest konstant subjektiv brænden i venstre arm / objektiv kølighed på huden.

Nu brændte den bare.

Hård, kraftig brænden, der trak svedperler på panden, og fik mig til at gribe ud efter termometeret for at måle den sikkert skyhøje feber, der måtte ligge nedenunder.

36,9

Overbevist om fejl i termometer eller dårlig placering i nederste udgangshul gentog jeg seancen.

36,9

Suk. Trods perlen af sved på panden, og vulkanbrænden i armen - ingen feber. Og dermed - heldigvis - heller ingen ny, spændende sygdom på vej i kroppen. Tror jeg da ikke. Bare min krop, der på fornemste vis endnu en gang viser sig fra den side, den har "leget" med i lidt over 2 år.

Lucifax blev nu ganske fornærmet. Han er min kat - en tilløbende godt 5 årig hankat, der elsker mig overalt, og som jeg har en grænseløs kærlighed til. Han kom i september '21, og har sin helt egen historie, som du enten kan finde på min Facebook, eller læse her i et senere indlæg. Ventetiden vil være dét værd, så klap du bare hesten og vent på Historien Om En Kat.

Og han synes aldeles ikke, at det er Comme Il Faut, at stå op midt om natten, når man nu putter så ganske godt helt tæt ind til farmand, og ligger og småspinder. Men skidt - han bli'r nok god igen. Om ikke andet, så når morgenmaden bliver serveret for Hans Højhed - om et par timer.

Lige nu skal han og jeg nemlig hen på sofaen, og putte os både under - mig - og over - ham - tæpperne, hvor vi kan fintænke lidt mere over Livet, Universet, og Alt Det Der.

Det har vi vænnet os til at gøre - bare Én Dag Ad Gangen.