Mere kompleks - mindre perpleks.

 Pludselig viser tilværelsen sig at være knapt så paletti alligevel. Og minder mig på, at der er to modsatrettede begivenheder - kræfter, om man vil - som bestemmer over min mødige krop.

Regenerering - og alder.

Den ene fortsætter ufortrødent med at genopbygge det, der enten gik tabt eller blev sat i dvale, da blodulvene hylede min hjerne omkuld. Den anden fortsætter lige så ufortrødent med at forholde sig til cellernes ubønhørlige nedgraderinger, time for time, dag for dag.

Og begge er de hamrende enige om, at jeg på ingen måde skal tillades at glemme, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne før - samt at meget af det heller aldrig bliver som det var. Uanset om jeg forsikrer mig selv - bevidst eller ubevidst - om, at jeg sikkert kan klare mere i dag, end jeg kunne i går. Måske endda det samme, som jeg kunne før - eller mere.......

Men - det kan jeg ikke.

Hvor gerne jeg end ville, og hvor gerne jeg end forsikrer mig selv og min omverden at alt ka' la' se' gi' se', ka' det - rammes jeg gang på gang af det, der skånselsløst dukker op, når jeg endelig er ene. Når de besøgene er taget afsted, og jeg falder tilbage til den måde at gøre tingene på, jeg faktisk godt ved er den eneste, der dur.

I ro - i fred - i det tempo, der tillader mit sind og min hjerne at følge med. En ting ad gangen - et øjeblik ad gangen.

Dagen var ellers startet roligt. Med hvide drys fra oven, der sagte landede på det tæppe af sidste års græs, min plæne består af. Med en Lucifax - min bette misseprut - der halvspindende kælede for mine ben, for at gøre mig opmærksom på den rytme, han og jeg har haft siden han erobrede mit hjem og mit hjerte. Roligt forladende den trygge varme under dynen, for at morgentisse og  morgenvaske - og servere den åbenbart længe ventede vådfoder for den blødpelsede hjerteven.

Med morgenkaffe og morgenmad - radioavis og morgenavis - og rolig planlægning af alt det - eller rettere det lidt - jeg ved, jeg vil kunne klare at nå igennem i dagens løb. Og glædende mig til at kreere den gullasch, der senere den kommende uge vil kunne glæde min og bonusknægtens ganer.

En stærk, varm, velsmagende ret - hvis alt lykkes for mig.

Og alt lykkedes da også for mig - helt frem til paratgørelsen af alt det, der skulle ende med at blive den tænkte ret.

Hvorefter alt virkede som om det satte tempoet op........ og op........ og op.

Suk.

Gode venner på overraskende besøg -  medbringende overraskende ny sovemulighed. God nabo med lige så stor hang som jeg til madlavning og bagning - medbringende friskbagte cookies. Og pludselige nødvendigheder for tankevirksomhed - pludselige krav om planlægning - pludselige muligheder for kram ad libitum - og meget mere.

For tre år siden - før syttende januar tyvetyve - ville en sådan pludselig mængde alt muligt, være blevet mødt med en let skuldertrækning af mig. For - det klarede jeg da bare. 

Det gør jeg ikke idag.

I min godt brugte, let bankede, og tidligere svært ramte, hjerne, er der opstået noget jeg aldrig havde troet var muligt. Hjernetræthed. Ikke noget, der betyder at den svagt grålyserøde celleklump, bare drøner hen i hjørnet og snorkende klapper øjenlågene ned.

Men en tilstand, der altid ligger let truende i baggrunden af alt jeg gør. Og som - hvis den kommer helt frem - afskærer mig fra at kunne noget som helst. Hverken tænke, tale, fungere, eksistere. Bare..... vegetere, med kun enkeltord kommende ud af munden - hvis jeg er heldig. 

Og er der noget, der kan true med at hive Mester H.T. frem i lyset - så er det pludselige ændringer i min planlægning og min hverdag.

Heldigvis er jeg blevet bedre til at sige fra - til at fortælle mig selv at nu skal jeg i dén grad tage tingene med ro. Og bedre til at fortælle mine omgivelser, at nu er jeg brugt - og nu er det nok. Uden at forskrække dem, og uden at lyde hverken afvisende eller underlig. Hvilket lyder meget lettere, end det er, kan jeg roligt sige.

Så nu sidder jeg - med den (faktisk ret vellykkede) gullasch pakket i fryseposer og puttet på frost, med aftensmaden (chinafood med chopsticks) liggende i maven, og missemanden letsnorkende på toppen af sit hustempel.

Alene - og godt brugt.

Samt med en erkendelse af, at jeg klarede det hele. At jeg trods de aldersmæssige forhindringer, og de nogle gange kvælende eftervirkninger af mine propper - er kommet lidt videre. Og så kan det godt være, at det er tre skridt frem og to tilbage.

Skidt pyt - for det er jo alligevel et skridt frem totalt - et skridt nærmere den hverdag, jeg havde før de der proppus irritatus gigantus, der gjorde de første måneder af tyvetyve grå-i-grå. Og nærmere det, jeg gerne vil. Og gerne vil blive ved med.

At leve - dag for dag, time for time, øjeblik for øjeblik.

Ædru.

Ud af ørerne vælter den.

I en fed, sløvt drivende stråle - bomuldsvattet, våd, kold, klam. Den fylder først rummet jeg sidder i, før den triumferende finder et nøglehul, den kan kravle ud af. Og med et næppe hørligt hvæs, står den ud i den omgivende luft, som overskudsdamp fra et lokomotiv i en western.

Tågen.

Den tåge, der med mellemrum fylder mit hoved, og kvæler alle tanker. Læggende sig over alle bevægelser - alle begivenheder - alle handlinger - hvor den strangulerer enhver form for initiativ, og fedter alt ind i afmægtig ligegyldighed.

Tågen.

Beskrevet i horrorfilm som dét, uhyrerne kom ud af - men jeg ved bedre. Uhyrerne kommer ikke ud af tågen - de er en del af den. En del af det, der blev løsgjort, gjort muligt, givet gentagelser, da min hjerne blev ramt af ulvenes bid. Og som jeg mange gange må acceptere, for jeg kan ikke andet.

Tågen.

Men her til morgen fortæller Danmarks Meteorologiske Institut mig, at min tåge bli'r delt med alle andre. At den spreder sig over det ganske land, og gør al kørsel usikker. At man skal passe på, hvis man skal ud i den, for den nedsætter sigtbarheden gevaldigt.

Tågen.

Det ku' jeg da godt have fortalt. Men jeg sidder bare her, og mærker den - Tågen - hvæse ud af mine ører, ud af nøglehullet i dørene, og utæthederne i vinduerne, så den kan komme ud og lære alle jer andre, hvad vi apoplektikere kender alt til. 

Tågen.

Og alle dens muligheder for at kvæle al hjerneaktivitet - alle tanker - alle bevægelser - alt. Efterladende et morads af følelser, fornemmelser, fortvivlelser, i det, jeg normalt bruger til at sætte fut på min hverdag - min hjerne.

Tågen.

Faktisk er der noget godt ved hele den her spruttende, hvæsende, buldrende, tinnitusdampskrigende udladning af min hjernes med mellemrum altoverskyggende problem.

Tågen.

For når først den har forladt min hjerne - og render rundt og driller alle jer andre - forsinker jer på vej til arbejde - sætte våde, klamme aftryk på vinduer, grene, buske og alt andet - så er der intet af den tilbage dérinde.

Så er Tågen væk 

- og solen skinner over mine tanker, oplyser mine muligheder, varmer mine følelser. Gør mig istand til at være det, jeg holder allermest af at være - dét, der gennem to tusinde fire hundrede treogfirs dage, har været mit daglige lyspunkt - mit mål og min mening.

At være ædru.

Tæt på lykke - alt vi har er nu

"To."

"Tæt på lykke."

"Alt vi har er nu."

Ordene dukkede op i min hjerne, da jeg for anden gang vågnede, hivende efter vejret, og med et luftrør der føltes som havde nogen taget det mellem vældige hænder - og trykket til.

Egentlig underligt, for den angst, der vel ganske normalt ville være til stede når éns vejrtrækning på den måde forhindres, var der slet ikke. Kun bekymring for ikke at kunne trække vejret.

Krampen forsvandt, som den også havde gjort første gang, og efterlod mig med et ømt spiserør - og de tre sætninger stående lysende klart i min bevidsthed. For - selvom det første kun var ét ord, kunne jeg mærke indvendig, at det skulle opfattes som en sætning, med en sætnings mange forskellige meninger tilstede.

"To."

Ikke at være alene, men at være en del af den helhed, "To" signalerer. At være "mig" sammen med en anden, der har det på samme måde som jeg. Hvad det så end måtte være for en måde. Alt lige fra fællesskab om en sjælden sygdom, til den helt store affektion - den dér livsændrende, jordrystende, altvæltende affektion, der binder "To" sammen til "Én".

Jeg er ikke engang i nærheden af at have det på dén måde. Temmelig langt fra endda - for jeg har valgt at være dén éne - helt alene, helt solitært, helt ............... eneboeragtigt.

Ikke fordi jeg ikke kunne, hvis jeg ville. For det kunne jeg ...... 

men det vil jeg ikke.

Ild og brændte børn har det vist ikke så godt sammen. Så hellere gøre det, der virker tryggest, varmest, sikrest. 

Alene.

Når man som jeg så mange gange har været helt "Tæt På Lykke", uden rigtig at kunne finde den i den så højtbesungne to-somhed. Uden at kunne påstå, at lykken var overalt, også i mig. Uden at kunne stille mig op og højlydt erklære, at "Jeg er lykkelig !". Og med en samtidig viden om, at "Aaaahh, denne gang er jeg vist Tæt På Lykke", som mere har lydt som en hensigtserklæring end en realitet.

Så er det, at man - hvilket naturligvis skal læses som "Jeg" - søger at komme Tæt På Lykke på andre måder. For det meste på de måder, der er så velkendte - penge, prestige, magt. Men ingen af dem gav på nogen måde dét, jeg søgte.

Det var der kun én ting, der gjorde.

Én - som jeg kendte, og som jeg allerede som ung havde lært at kende. En substitut for dét at være "Tæt På Lykke", men som i ganske korte øjeblikke gav alt det, mit Jeg søgte efter. Troede jeg da.

Flasken.

Den eneste, der altid var éns, og som aldrig svigtede, men altid modtog mig med åbne arme og ivrige løfter om varme, nærvær, og kærlighed. Og først da det gik op for mig, at der intet andet var end falskhed i den "varme" den gav. Falskhed i den "nærvær", den krævede - jeg var jo ikke nær så lækker at være sammen med, som jeg troede i mine tåger. Og falskhed i den "kærlighed", den smægtende lovede, hvis bare jeg "løftede blikket", og lod de gyldne dråber lifligt løbe.

Først da, gik det op for mig at lykke ikke var drikkelig. At lykke ikke var automatisk, og ikke kom som en gevinst fra sprutdampende nætters heftige tosomhedsdans på smudsede lagner.

Men at jeg kan være Tæt På Lykke på så mange andre måder. Måder, der alle indeholder muligheden for at være lykke-lig, og som føles som det rigtige - for mig.

Og når jeg er ædru, er jeg så Tæt På Lykke - så lykke-lig - som det er mig muligt. Uden at skulle jagte nogen form for "To", for det er ikke nødvendigt. Uden at skulle afgive noget af mig selv i et samliv, der ville betyde bortskæring af handlemåder, tankemåder, levemåder, som jeg i to tusinde firehundrede og halvfjerds dage har elsket at være i - én dag ad gangen.

Det kan være. at det kommer på et tidspunkt. Det kan også være at det aldrig gør. Uanset, så nyder jeg for alvor, at være der hvor jeg er nu.

For alt vi har - er nu.