Melankolsk melder mørket sin ankomst. Sænker sig sagte over hverdagen, og ændrer alt omkring mig. Rutiner ramler raslende sammen, og erstattes af håbløshedens heftige helvede i et saftspændt sekunds salighed.
Sommeren er væk - overstået - forsvundet i en stadig svagere hvisken om solrige dage med spændende oplevelser - efterladende mindet om dengang alt startede tidligere, og morgenfuglenes sang indrammede duften af udsprungne blomster.
Stille siler de sidste ting, der kunne have forsødet mørkeperioden, væk. Forsvinder i glubske pludselige udgifter, der dagen før ikke havde gang på jord. Det grønne adgangssignal til kontanternes paradis, bliver langsomt rødere og rødere, indtil det desperat blinker et Bliv Væk - Adgang Forbudt - Næste Måned, Næste Måned, Næste Må.......
Og vindens tuden i de bladløse grene stiger i farlighed, mens deprimeringssignalerne dobbelt proportionelt følger trop. Hylende en triumferende angebssonata, der tidligere havde fået mig til at smide mig ned med struben blottet, og kun én desperat tanke i hovedet :
Så tag mig dog - gør dit arbejde færdigt - flå mig, flæns mig, riv mig i småstykker, og kast resterne hen i det hjørne, hvor flasken står.
Dengang........
Dengang, hvor jeg var aktiv, og en vintermåneds anstrengte økonomi havde fået mig til at love hele min omverden guld og grønne skove, bare jeg liiige kunne låne til næste måneds udgifter..... Og næste igen.....igen.....igen......
Dengang, hvor jeg lukkede øjnene for det, der var primus motor i min måde at leve på. Og i min måde at ødeleve på. Og gjorde min vinter til et mål for alt negativt, der kunne tænkes i min lille, syge hjerne.
Men idag.........
Idag, hvor jeg er ædru fireogtyve timer ad gangen, ser jeg min vinter komme som en påmindelse om, at foråret altid er på vej. At hvilke problemer, jeg end måtte have, er det kun mig selv, der kan løse dem. For det er kun mig selv, der har skabt dem.
Ja, min økonomi er ad pommern til. Som den altid er, når vinteren melder sin ankomst. Denne gang måske en bid værre, end vanligt - men sålænge jeg kan klare mine månedlige udgifter hver den første, så klarer jeg nok også at der kan være minus på kontoen sidst på måneden.
Et minus, den kommende måneds indkomst stadig kan dække, og som bli'r mindre og mindre for hver måned, der går.
Så det er med fortrøstning, jeg kigger frem til solrige dage med spændende oplevelser -hvor alt starter tidligere, og morgenfuglenes sang indrammer duften af udsprungne blomster igen.
Og jeg ved, at sålænge jeg gør det Én Dag Ad Gangen, så kommer de dage igen. Måske endda før jeg havde forventet dem.
I Sindsro.
