Der var engang......

 .... sådan starter alle eventyr, også de mere bloddryppende af slagsen. Med en morale pænt snoet op langs midten af fortællingen, og skarp og pæn opdeling mellem Det Gode og Det Onde.

Eventyr af den slags, som alle pæne børn sluger med tilbageholdt åndedræt og en ubevidst murren i "de nedere dele", når eventyrets underliggende - for sådan er det jo med eventyr - og ikke altid lige godt skjulte seksualitetsfremmende beskrivelser, danser hen over siderne, mens de lokkende udstøder små og let dampende, let læspende anbefalinger af, hvad man kun kunne drømme om.

Ren porno, si'r jeg bare. Ren porno.....

Desværre holder de fleste eventyr op med at lokke, når puberteten og de første famlende kæresteøjeblikke er overstået. Og virkelighedens grumme verden vinker kommanderende, med befalinger om at skynde sig, for der er meget, der skal nåes, og meget der skal ses, og meget der skal...........

Hvor er det dog godt, at jeg så "bare" kan sætte mig og fabulere ad libitum, mens tankerne danner ord i uendelige kæder af muligheder, fantasier, og alt muligt der egentlig godt kunne være. Hvis jeg altså bare lige gjorde sådan og sådan, så jeg kunne blive både fugl i en paradishave med enhjørninger og alt muligt. Eller alienbekæmpende kat, med trang til afsluttende natmad.

Hvor er den frie tanke, tale, og skrift dog vidunderlig.

Dér, hvor det kan risikere at blive grumskummelt er, når hverdagens virkelighed tvinger sig vej ind i mine fabulationsbelagte ord, og laver sit helt eget eventyr, af den slags som ville skræmme selv brødrene Grimm.

For eksempel som dét her :

Der var engang, en lille grissebasse der endte sit liv på en for små grissebasser ganske normal maner, i vores moderne verden. Nemlig som 100 kg pakkede klumper af den ene og den anden slags helt sikkert velsmagende kød, hvoraf en femtedel ventede på vor hovedperson ude på det fynske land, dér hvor de Korch'ske bondegårde "putter" sig i det småbakkede landskab.

Og herved er det så blevet slået fast, at bette ven grisse ikke lige er hovedpersonen i eventyret. 

Hvorefter den første af flere overraskende (ironi kan være anvendt) drejninger forekommer i fortællingen. Det er nemlig heller ikke mig, der er hovedpersonen. Eller nogensomhelst anden ellers så fremtrædende deltager i dette, muligvis senere hen ret bloddryppende, eventyr. 

Dem er der nemlig mange af.

Både den søde bonusdatter, bonussvigersøn, bonusfamilie, og andre mere eller mindre for eventyrets udvikling aktive personer. Samt ....... Nej dét holder jeg lige til senere i fortællingen.

Men altså - hvor kom jeg fra ? Jo - hovedpersonen.........

Hovedpersonen hedder lillekræ, og er en trehjulet kabinescooter, der har sin helt egen opfattelse af verden, virkeligheden, og alt det dér.

Og netop lillekræ var det, jeg satte mig let morgenbasbrummende ind i hin morgen, hvor min helt egen del af førnævnte grissebasse afventende afhentning ude dér, hvor storken står på taget, kornet vipper med aksene, og frøerne kvækker i badekæret. 

En fuldt opladet lillekræ, der var parat - jeg hørte ham helt selv sige det, med mine to egne små morgensøvnige ører - til at trille de for ham så mange mil afsted, frem mod endnu en opladning inden efterfølgende hjemtransport af grisseklumperne og mig.

Tidligere besøg på stedet havde lært mig, at lillekræ så absolut godt kunne li' den strøm, der blev tilbudt, så det var uden nogen form for bekymringer i sindet, at jeg satte stikket - hans helt eget medbragte og godt gennemprøvede stik - i ham og tændte for kontakten.

Hvorefter jeg ganske naturligt lod mine træsko klapre henover brostenene, for at hygge med de tilstedeværende væsener af alle køn og racer. Samt guffe en go' frokost i mig, inden der igen skulle ages mod hjemmet.

Både grissebasse, undertegnede - og lillekræ.

Men uvist hvordan, var der sket grumme ting og sager, mens sol, selskab, og smagfuld mad blev nydt.

 Inde i lillekræ havde en lille, grådig, og muligvis ødelæggende strømæder slået rod dér, hvor opladeren ellers sad helt alene og nød livet. Den maste, kvaste, prustede, og brummede sig vej ned i lillekræ's allerhelligste - batterierne.

Hvor den så bare sad og ventede på, at jeg, grissebasse, og lillekræ, skulle begynde hjemrejsen.

Som egentlig begyndte uden de store sværdslag. Der blev farvelleret ad libitum, trillet ud på landevejen, og sat hastighed på fremfarten. Lillekræ kan nemlig godt li' at suse derudaf - med så meget hastighed som muligt.

Lige indtil de første få mil var tilbagelagt - for så slog den onde, ækle strømæder til. Ikke sådan storskrigende og omvæltende - bare sådan.... én batteristreg ad gangen.

Her skal det nok indføres, at normalt har lillekræ tre grønne, én gul, og én rød batteristreg tændt, når opladningen er i top, og kræets trofaste blygelebatterier er fyldt til randen med arbejdsivrige elektroner. Og den normale - samt adstadige - nedtælling af streger, foregår efter princippet "to mil pr streg" - eller på nydansk "én streg lig med tyve kilometers kørsel".

Så da den første streg pludseligt forsvandt efter bare én mil - den næste efter en halv mil mere - og den tredie samt den gule streg nogle hundrede meter før den første af de tre passerbare broer - og nej, der er ingen trolde under broerne i den her fortælling - det er en helt anden forfatter - begyndte sveden at drive ned af nakken på mig, mens lillekræ samtidig begyndte at lyde en anelse bekymret.

Og tro mig - når lillekræ lyder bekymret - så er det tid til også at bli'e det. Så dét blev jeg.

Bekymret.

Pludselig - lige ud for indkørselen til den fra SoMe og TV så berømte Carlsberg Camping - blinkede den nu helt alene tilbageladte røde streg en enkelt gang - og forsvandt.......

Og lillekræ sagtnede farten - stille og roligt - mens undertegnede i et rivende tempo udstødte flere hundrede til lejligheden opfundne og aldeles ikke stuerene ord og lyde. Hvilket åbenbart skræmte den onde, onde strømæder i en sådan grad, at den tillod lillekræ lige netop at ha' strøm nok til at kunne "hoste" sig vej ind på campingpladsen.

Kræet og æderen debatterede godt nok et par gange på de trehundrede meter, der var ind til pladsen, men hver gang afgjorde jeg råt og brutalt debatten med nogle få, velvalgte, snerrende lyde, der fik den røde streg til forskrækket at dukke op igen.

Kortvarigt - javel ja. Men nok til at trille hen til en strømstander, hvor lillekræ - efter en del renden frem og tilbage mellem campingpladsreception og stiksted - kunne blive sat til at suge af den skønne Tåsing'ske strøm.

Problemet var bare, at nu var lillekræ blevet knotten, og nægtede at suge løs.

Flere gudepåkaldelser, østasiatiske besværgelser, og vestafrikanske stammedanse senere, gav kræet efter, og begyndte allernådigst at gøre det nødvendige - suge løs af strømmen - så de åbenbart alligevel ikke helt opfyldte batterier kunne blive mættet igen. 

På det tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, at der var en strømæder på spil - og troede bare, at jeg ikke havde fået ladet ordentligt op, derude på det skønne, fynske land. Så da jeg efter to timers opladning - i brændende sol, og med grissebassekød på bagsædet (godt nok i termoposer, men alligevel) - afleverede de  (jeg ved det godt - det glemte jeg at fortælle) lånte stik til campingmutter - som tilfældigvis er den i begyndelsen af eventyret ikke nævnte fremtrædende deltager - og i samme åndedrag afleverede indtil flere taksigelser for hjælp og strøm - samt drog ud på den resterende agen hjemad, var det med en begyndende tro på, at alt nok var godt igen.

Haps - sagde mester strømæder igen - ved næste bro, og nupsede lige de første to grønne streger. 

Men på én eller anden måde, må de tidligere så hastigt og indædt fremsagte forbandelser og bandeord alligevel ha' haft en indvirkning på vor uven strømæderens syn på verdenen, for den ene af dem kom igen, efter en halv mil. 

Jeg tørrede sveden af panden, klappede fortrøstningsfuldt lillekræ på instrumentbrædtet, og mumlede beroligende ord i en lind strøm, mens vejskiltene susede forbi os, og lillekræ kæmpede alt hvad han kunne, for at få os helskindede hjem.

Lige indtil en kvart mil før hjemmet.

Hér huggede denne onskabens åbenlyse tjener - strømæderen - på én gang alle grønne og den enlige gule streg. Og efterlod en trodsigt skinnende rød streg......

Men lillekræ havde stadig lidt tilbage at gøre med. Under udstødelse af svagt hviskende protester  lykkedes det ham at få os helt frem til døren, og bakke ind på plads, inden den røde streg blegnede og forsvandt.

Og kræ var død.

Selv ikke efter indsættelse af det ellers så velkendte og familiære stik, reagerede lillekræ det mindste, men stod bare dér og så død ud.

Som lillekræ'er jo gør, når deres virke er overstået, og nyt må til.

Og snip, snap, snude - så er dén fortælling ude. Ligesom lillekræ, der imorgen må affinde sig i at blive hentet af Scooter Martin - den eneste, der virkelig forstår lillekræ fuldt ud - så de dele, den onde,onde strømæder har kvast, kan blive skiftet.

Moralen ? Der er ikke nogen - for Livets helt egne eventyr komme jo ikke altid med noget af den slags.

Men forhåbentlig kan et nyt eventyr så begynde - indtil da, vil jeg kigge på verdenen i Sindsro, og nøjes med at leve Èn Dag Ad Gangen.

Hvilket i sig selv jo nok er den bedste morale, der findes.

Hvad er Virkeligheden.

 Pludseligt opstod spørgsmålet inde i mig. Helt af sig selv dukkede det op på min indre skærm, og stod dér og dirrede, mens det langsomt forsvindende afventede mit svar.

Virkeligheden

Et ret dybt spørgsmål, hvis du spørger mig - og det gør du jo nok. Eller ikke. For i Virkeligheden er der ingen grund til at stille mig et spørgsmål af den slags. Eller noget som helst andet spørgsmål.

For - er Virkeligheden ikke bare en illusion, vi har skabt for at kunne bilde os selv ind, at vi eksisterer ? At mylderet af atomer, der udgør den krop vi er i, den verden vi er i, det univers vi er i, reelt ikke eksisterer. 

I Virkeligheden ?

Gennem årtusinder - ja måske endda gennem millioner af år, for Tid er jo relativ, siges det - har dét der er "vi", langsomt arbejdet "os" frem mod en så kompleks eksistens, at den burde være umulig. 

I Virkeligheden

"Vi" har - gennem alle "vore" eksistenser - kreeret stridspunkter, stridsmuligheder, og stridsøjeblikke, der alle har defineret "vores" lille, lokale virkelighed. For gennem strid, gennem kamp, overvindelse, den bedst egnedes overlevelse, og andre reelt ikke eksisterende mål, er "vi" fræset gennem eksistensen af "os", uden at se os tilbage. Og uden at erkende, at intet af det hørte hjemme i Virkeligheden..

For i Virkeligheden er ingen religioner, ingen racer, ingen stridspunkter - og ingen Magt.

Er "vi" så i virkeligheden magtesløse ? Eller er dét, at alt i Virkeligheden kun eksisterer som struktureret energi, der i et uendeligt flow samles om et tidløst hul, inden Virkeligheden gentager sig selv.

Det er bare tanker. Strøtanker, ville nogen nok kalde dem. Men ikke desto mindre tanker, der får deres eget liv, i en virkelighed der i Virkeligheden er en del af sig selv.

Og inden I begynder at spekulere på, om der eventuelt er røget lidt spids nøgenhat over mine læber, må jeg pointere, at jeg i virkeligheden er både ganske clean og ædru, mens jeg sidder her klokken sent nok om aftenen og prøver at få Virkeligheden til at passe i en form, jeg vil være istand til at forstå.

Vel vidende at samme form vil være en del af samme Virkelighed - som jo i virkeligheden ikke er andet end en illusion.

Men helt okay - når "vi" nu åbenbart selv mener at vi "eksisterer" i en sådan Virkelighed, hvad holder os så tilbage fra at ændre fokus fra "strid" til "ro", og fortsætte roligere gennem en eksistens, vi ellers er tæt på at ødelægge totalt. En eksistens, hvor det endegyldige mål aldrig har været hverken kendt eller erkendt. Hvor virkeligheden er en konstruktion, "vi" endnu mangler at kunne fatte.

Som fysiske væsener, altså.

For er der noget, jeg er nærmest klippeklart overbevist om, så er det at dét, vi er når vi ikke er fysiske væsner, har et fælles mål i Virkeligheden. Et mål, der måske berettiger og retfærdiggør alt, "vi" har gjort, begået, og udført, siden dette univers's første bøvs.

Kender "jeg" så målet ? Det aner jeg ikke, om jeg gør. Eller rettere - det aner mit fysiske jeg overhovedet ikke, om "jeg" gør. Hvordan skulle det også kunne gøre det ? Det har jo kun været her i lidt over halvfjerds år - alt så mit fysiske jeg.

Mit "jeg" kan risikere at have været "her" voldsomt meget længere. Måske lige siden det førnævnte første bøvs - en ære, "jeg" i så fald ikke har alene, men deler med "alle de andre", der på samme måde kan konstateres værende en fælles del af samme urgnist - samme "ur-jeg".

Min ven Bo, ville kalde det her for nattetanker. Og med et glimt i øjet postulere, at selvom jeg lyder bindegal, når jeg fabulerer over Virkeligheden på dén måde - så er der jo ingen der siger, at jeg ikke har eller kan have ret.

For i Virkeligheden - har vi alle jo ret.

Ret til at være, ret til at tænke, ret til at eksistere. På enhver tænkelig måde, og ethvert tænkeligt tidspunkt. Men også ret til at acceptere "alle andre's" lige så store ret til eksistens og væren.

Hvilket jeg - inden jeg får væltet mig alt for langt ud af en eksistentiel virkeligheds-tangent - har tænkt mig at gøre. Og uden at skele til, at Tid i Virkeligheden er relativ, har jeg tænkt mig at gøre det i Sindsro.

Bare Én Dag Ad Gangen.

Flyvegigt

 Gennem tiden har jeg lært mange underlige ord at kende. Flyvegigt er et af dem - og jeg troede faktisk at det var en ikke eksisterende ting. Noget, den almene borger havde opfundet for at kunne forklare de ting, der skete med ham.

Fuldstændig ligesom jeg - men jeg har dog aldrig vovet at tage dén betegnelse med til lægen. Jeg regnede med at han nok ville lægge sig ned på gulvet og hyle af grin, mens hjælpeløse lattertårer vældede ud af hans øjne.

Men pludselig er det blevet det nødvendigt.

Min venstre fod og min venstre hånd havde åbenbart lavet en fælles aftale om, at lade pludselige ledsmerter i foden og tilsvarende i hånden, myldre frem i løbet af en times tid, og så hænge fast i - indtil nu - mere end et døgn.

Og jeg blev nervøs.

For - for en mand med tidligere blodpropper ad libitum - 8 klumper i lillehjerne, storehjerne, og hjernestamme - samt utallige TCI/TIA gennem de første år efter den sidste fysiske - så er alt, der er anderledes istand til at få tankerne til at myldre i en grad, jeg ellers kun har forbundet med min underliggende misbrugssygdom.

Hvorefter Google pludselig bli'r den ven, der kan hjælpe mig.

En ganske almindelig søgning på "pludseligt opståede smerter i fod og hånd" ledte mig hen til begrebet flyvegigt, og en fremmyldrende mængde forskellige muligheder for, hvordan sådan noget kan opstå.

 Herunder også de underlige springfingre, jeg de sidste måneder har døjet med. Springfingre, der allerførst nærmest "låser" sig fast i en position, det kun med allerstørste besvær og skarpe smerter, er muligt at komme ud af igen.

De er - siges det - stationære, de her springfingre. Det er der bare ikke nogen, der har fortalt mine fingre - så gennem et godt stykke tid har lang- ring- og tommelfinger på min højre hånd skiftedes til at "låse" sig fast, for derefter at være ganske normale igen. Efterladende en nu kun let underliggende murren i tommelfingerens knogler, der dag for dag bli'r mindre.

At jeg så samtidig har den opfattelse, at min manglende smertesans i venstre side af kroppen og højre side af hovedet - jep, nerverne blev åbenbart nulstillede, eller måske endda brændt over på grund af proppen i hjernestammen - er ved at aftage godt og grundigt, gør jo ikke situationen bedre. 

For -  er de pludseligt opståede smerter i venstre hånd og fod så i virkeligheden "bare" kroppens måde at fortælle mig, den er på vej tilbage igen ? Eller - er det flyvegigt ?

"Og myldred tanker frem på jord", for nu at omskrive et gammelt ordsprog. Mine tankemyldrende øjeblikke er nemlig mine helt egne djævle, der kan finde på at gå i ring, og på den måde lede mig hen til punktet, hvor min misbrugssygdom ligger og let savlende venter på at kunne folde sig ud i fuldt flor.

Hvilket ikke ville være så ønskeligt. Især ikke, når jeg dagligt minder mig selv på at jeg ikke kan tåle de stoffer, der "banker" min dopamin og endorfin op, op, op, op......... Uden at ramme den "normale" begrænsning, de dér ikke-misbrugere efter sigende er født med.

Og dér - vil jeg under ingen omstændigheder hen.

Så det eneste, der kan hjælpe mig med at undgå udfoldelsen af min sultne, savlende misbrugssygdom - er at finde fakta på området. Hvilket betyder at jeg er nødt til at bestille en tid ved min læge, og vende det hele med ham. 

Og på den måde få sat mine flyvende gigtsmerter på plads. Måske endda få dem fjernet, på en eller anden måde. Og nej - ikke med hverken det ene eller det andet smertestillende stof. Det ville være som at åbne en motorvej ind til misbruget igen.

Og det har jeg sgutte lyst til. Eller brug for. Eller...... en hel masse andet, af alt det dårlige, jeg var så uhyggeligt god til at vælte mig frådsende rundt i.

Jeg kan nemlig godt li' at være ædru. Li' - at vågne om morgenen med et klart hoved. At kunne bruge tid på at gennemkigge min dags begivenheder, når jeg går i seng, og tænke over hvad jeg kan ændre og hvad jeg ikke kan, af de selvsamme måder at være på.

At huske på, at mit liv, og måden jeg lever det på, er mit. Og at uanset hvad andre siger, dagligt erkende at vi misbrugere har hver vores vej ud af misbruget - og hver vores vej gennem det ædru liv.

For sålænge jeg kan blive ved med at leve og op-leve i mit helt eget tempo, og på min helt egen måde - så har jeg alle muligheder for at kunne nå frem til det, jeg gerne vil.

At leve livet uden misbrug - hele den rest, jeg nu måtte have tilbage. Og at leve det sundt og godt.

Phew.

Dér nåede jeg da lige at danse rundt i mit tidligere aktive misbrugsliv igen. Kun i tankerne - men stadig lige på kanten at dét, der kunne have væltet mig omkuld igen.

Og alt det, bare på grund af den dér bette flyvegigt.

Kan jeg ændre den ? 

Måske. Men kun hvis jeg vælger - og dét gør jeg - at tage fat i den person, der kan konstatere den - og så derefter måske finde ud af hvad min krop mangler, for selv at kunne klare "problemet".

Og hvis jeg ikke kan ændre den ? 

Så må jeg finde Sindsro til at acceptere netop dét.

Tidsforstoppelse.

 Tiden er noget mærkeligt noget. 

Den kryber op på mig, som et tæppe af velbehag, men efterlader mig svedig og urolig med alle sanser hvirvlende rundt i en karrusel af "var, er, kan blive". På en måde virker det, som om de tre dele af tid - fortid, nutid, og fremtid - har slået sig sammen i et kartel af minder, handlinger, og mulige konsekvenser.

 Tidligere reaktionsmønstre, nuværende mangel på samme, og en viden om vejen, der kan gåes hvis det "nu", der har hængt fast i mig det sidste stykke tid, får lov til at selvdetonere.

Suk.

Normalt glider nu'et over i fortid helt af sig selv. Uden nogen form for beklagelser over at gi' slip i mig, bliver mine nu-handlinger til en del af de minder, fortiden indeholder, og falder helt automatisk ned i de kasser, de enkelte handlinger høre hjemme i.

"Har gjort, og kan ikke ændre", "kan ændre ved ikke at gøre det samme igen", "kaffen smagte godt", "dér fløj lige en fugl forbi", og "hvor jeg dog elsker det bette kræ", er alle sådanne enkeltdele af de handlinger, begivenheder, og situationer, der de tretusindetrehundredeogtreogtredive dage, har nøjedes med at aflevere højst et let fornærmet halvvådt suk, når den fortidskasse de skulle ned i, blev nået.

Men ikke nu.

Nu står der en hel flok af dem der brokker sig over alt muligt, mens de nægter at forsvinde ned i de kasser, jeg gennem tiden har lært at fortid hører hjemme i. Højlydte beklagelser over mine - efter deres mening - manglende aktioner, manglende omsorge, manglende anerkendelse. Og det, selvom jeg dagligt tager dem op - én ad gangen - og nusser dem i nakken, mens jeg brummer beroligende ord og forsigtigt tjekker dem med Sindsro, Mod, og Visdom.

Jeg har rent ud sagt fået forstoppelse, har jeg. Og hvad kan jeg så gøre ved dét.......

Her klokken tidlig morgen er der kun én behandling af en sådan tidsbegivenhedsforstoppelse. Et laksativ bestående af lige dele erkendelse, accept, og højlydt udtale af de mere negative ting til de mennesker, der eventuelt er involveret. Samt en åben erkendelse af, at jeg kun er et menneske, med fejl, mangler, og tidligere tiders dårligdomme i bagagen.

Laksativet skal så tages lige så mange gange det er nødvendigt, for at få flow i nutidens strømning ned i fortidens parkeringskasser. Så fremtidens endnu ukendte begivenheder, øjeblikke, samtaler, og muligheder, kan få plads til at udvikle sig til fuldgyldige medlemmer af dén her ædru alkoholiker, der én dag ad gangen bli'r ældre og ældre.

Hvilket er helt iorden - det dér med at blive ældre. Det er jo en naturlig del af dét, at være et fysisk væsen - at kroppen lige så stille sætter hastigheden ned, og forbereder sig på at holde op med at fungere. 

Jamen............. dén kasse har jeg jo slet ikke fået forberedt endnu. Kassen, hvor minderne om kroppens tidligere duelighed kan parkeres. En kasse, hvor der er to rum, at parkere tingene i - det ene et "Kan jeg ikke ændre, og må acceptere i Sindsro", og det andet et "Kan jeg godt ændre, hvis jeg bare tager mig sammen og finder Mod til at gøre det". Og begge rum afhængige af, at der er et filter at skylle tingene ned gennem.

Et Visdomsfilter, der kan hjælpe med at kende forskel.

Men allerførst skal jeg ha' fjernet den klistrede knude af uforløsthed, der ligger og blokerer for det naturlige glid fra nutid til fortid. Ha' taget fat i de ting, jeg åbenbart ikke har opdaget da de gemte sig i hjørnerne af overgangen mellem nu og da. Ha' indfriet de løfter, jeg kan, og opløst dem, jeg ikke kan indfri.

Så mens jeg snupper endnu en slurk af min " det her er alt for tidligt"-morgen te, hælder jeg lige så stille den første pose af mit nyblandede laksativ ned i koppen - bare rolig, det er forholdsvis smagsfrit - og forbereder mig på det sug, der eventuelt kan komme, når mængden af ophobet nutid pludselig får mulighed for at falde ned på plads.

Hvorefter jeg bare skal huske at "fylde efter" med lige dele af alt det, der normalt er en integreret del af min dag - af min nutid.

Sindsro, Mod - og Visdom til at kende forskel.

Og huske på, at den "sult", jeg eventuelt kommer til at føle, kun er et minde om fortidige måder at behandle den slags begivenheder på - med et opløsningsmiddel, der endte med at fjerne mig fra mig selv, og ødelagde lige så store dele af min omverden, som det ødelagde mig.

Et minde, der husker mig på hvem jeg er i dag.

Og det' jo ikk' så ring' endda.