..... gør man.
Vænner sig til alle de små stød livet gi'r - alle de underlige nye måder, at leve på. Vænner sig til at have de mindste ting som fokusobjekt - og de største ting som uundgåelige nødvendigheder. Vænner sig til, at intet er, som det var, og intet bliver, som det ku' ha' været.
Not !
Hvordan skulle man kunne vænne sig til, at kroppen begynder at selv ville bestemme, og vilkårligt kaster ubehagelige fornemmelser rundt, som det passer den ? Hvordan skulle man kunne vænne sig til, at alt det man har brugt det meste af livet på at mestre, forlader én - helt uden at sige farvel ? Ikke flere elegante, og mesterligt udførte (ja ja, jeg praler - og hva' så?) solo'er på klaver, for både hånd/øje koordination og antallet af steder med begyndende gigt er blevet helt vanvittigt.
Samtidig med, at besøgene på badeværelset nærmest skal aftales fjorten dage i forvejen, for ikke at fornærme den i forvejen irriterede basse af en tyktarm. Som så alligevel vælger at blæse alle aftaler om besøg ud af huset en hatfuld, bare fordi man har tilført den alderssvigtende og damphvæsende krop en ekstra stor dosis af et stof, lægen har rost i høje toner.
Hrmfph !
Han bli'r vel også ældre, på et tidspunkt. Og udsat for samme type total nedsmeltning af det, der før i tiden var "lidt at være stolt af", hvis jeg må være så ubeskeden. ,
Allerværst er det faktisk, når jeg har brugt dagevis på at forberede mig til en begivenhed, hvor jeg kunne være sammen med en masse mennesker, jeg holder utroligt meget af - og jeg så er nødt til at melde fra, fordi Mester Colon Irritabilis stenroligt vælger at ville udtømme ikke bare sig selv, men også de bagvedliggende systemer.
Sådan bare, fordi den lige fik lyst, eller noget.
Men hva' - livet er jo andet, end en krop der er på vej mod den endelige destination. Det er morgentanker og aftendebat - kattenus og solnedgange - kærlige blikke og kraftfulde kram - og alt det andet, som jo aldrig forandrer sig, uanset hvor gammel jeg bliver.
For - uanset - så vænner man sig. Så vænner Jeg mig. Til det liv, der kan og skal leves. Til de betingelser, det kan leves under.
For Livet skal Leves - på Livets betingelser.
Og i Sindsro.
