Andre Sider af mig

søndag den 8. juli 2018

Nærved og næsten..........


..... slår ingen mand af hesten.

Og så er det, at alting begynder at være næsten på plads igen. Næsten normalt. Næsten almindeligt. Næsten passet ind i den der kasse, jeg næsten automatisk bliver sat hen i, når mine omgivelser lærer om min sygdom og om mit liv.

Det' ham der alkoholikeren. Ham dér skribenten, der ikke drikker mere. Ham dér, der altid fører sig frem - på nettet, i æteren, i hverdagen.

Var der ikke no'et med, at han havde været voldelig ? Eller var han bare en ganske almindeligt knald-i-låget sut ? Hvad si'r du ? Gik han på landevejen ? Sad han i spjældet ? Jamen - fortæl, fortæl........

Der skal ikke meget til at fornøje folk, når det drejer sig om leflen for den indre grimrian - den der, der bare venter på at blive fodret med al den slags uhyrligheder og dårligdomme, man helst vil holde på noget mere end armslængde væk fra sig selv.

Allerhelst skal det jo være om en eller anden kendis - bare læs Se & Hør, der er ikke andet, end den slags historier -  for så kan man jo uhæmmet pege fingre og fnise: "Der kan du bare se - de er ikke bedre end alle os andre..."

Og nej - det er hverken de, jeg, eller nogen anden afhængig.

Rent faktisk er der slet ingen af os, der er ramt af sygdommen, der er anderledes end nogen andre i hele verden. Lige som jer, er vi mennesker, med liv levet, der har indeholdt både godt og ondt. Liv, der har været - og for det meste stadig er - kraftigt påvirket af den sygdom vi dagligt lever med og i.

Med familier, der gemmer på hemmeligheder - som vel sagtens alle familier gør - og som i årevis har forsøgt at feje sygdommen ind under gulvtæppet. For sæt, hvis der var nogen der hørte, at vi i familien har en.......... Skammen ville ikke være til at bære........ Familien ville bryde sammen....... Alt ville blive ødelagt........

Sæt selv alle de dårlige undskyldninger, du kan finde, ind i stedet.

Heldigvis gøres der meget, for at hjælpe familierne til afhængige tilbage til et næsten normalt samliv.

Gennem Al-aNon, ACA, og mange andre lignende fællesskaber, der har det tilfælles, at de alle søger ærligheden og kærligheden til at forstå hvad det er og var der skete - og hvordan man måske kan forhindre at det sker igen.

Og Tusind Tak for det.

Alligevel forsøges der fra samfundets side, at få mig og alle andre afhængige til at passe ind i de sædvanlige rammer, når vi er kommet ud på den anden side. Der mases og skubbes, hives og slides, for at få os til at passe ned i de kasser, samfundet har kreeret til hver enkelt af os, for at vi kan være ganske almindelige, produktive medlemmer, og ikke skille os ud på nogen måde.

Det lykkes næsten - men så alligevel ikke.

For der sker noget, når jeg kan føle kanterne på kassen skrabe henover ryggen på mig, Mærke materialet, kassen er lavet af, gnide mod mit ubeskyttede Jeg.  Instinktivt spænder jeg alt hvad jeg er, så kassen går fra hinanden i sømmene. Så der opstår sprækker, revner, og huller, jeg kan bruge til at passe min kasse ind, så den passer til mig.

Men hver gang jeg så forsøger at få min nu næsten tilpassede kasse, til at passe ind i de huller samfundet så uendeligt gerne vil have den skal passe ind i - så går det galt.

Så ryger der et par brædder af min kasse, når den støder på hullets kanter. Er par splinter fra kassen river derefter revner i mig - revner, jeg straks begynder at bløde ud fra, og som hurtigt danner ar - igen.....

Ar, der, hvis jeg ikke er påpasselig, vil kunne få min sygdom til at bryde ud i fuld flor igen, og dermed rive alt istykker, hvad jeg har brugt så lang tid på at bygge op. Ærligheden, kærligheden, ædrueligheden - alt det, vil kunne væltes rundt i den flod af smerter og dårlige undskyldninger, sådan en ødelagt kasse kan medføre.

Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

Alt for mange gange, før jeg endelig blev mør og villig - og idag, for nøjagtig 800 dage siden, valgte jeg så endeligt at acceptere, at mit Jeg ikke hører hjemme i en samfundsskabt kasse - proppet ned i et standardhul.

Valgte, at acceptere, at jeg er Unik.

Og at jeg ikke er alene, i at være Unik.

For nogen varer det dog hele livet, inden de indser det. For andre skal der en livsvarig sygdom til, inden erkendelsen kommer. Nogen er klar over det fra fødslen. Og andre opdager det aldrig - lever et helt liv, uden at vide det kunne have været så meget anderledes.

Ja, jeg ved det godt, Jeg stiller op til øretæver, med sådan et indlæg i blog'en. For hvordan kan jeg dog tillade mig at tro, at jeg er anderledes end det, det systematiserede samfund vil have, jeg skal være ? Anderledes end alle andre ?

Næh, min fine ven - Du skal ikke Tro du er no'et........ og hvis du gør, så'der no'et du har misforstået.

Men det gør jeg - for det er jeg.

Jeg hedder Per - jeg er alkoholiker - og jeg tager gerne fireogtyve timer mere - ædru, og udenfor kassen - og i Sindsro.

2 kommentarer:

  1. Du er dig og unik...24 timer ad gangen <3

    SvarSlet
  2. Ingen øretæver men ros herfra og tillykke med de 800 dage. Det er så flot, klap dig selv på skulderen.

    SvarSlet