Ulvetider

Så skete det, der næsten måtte ske. Ulven kom, da jeg forsøgte at skræmme den væk med løfter om sund levevis og motion af libitum, og bed mig der hvor det gjorde allermest Avs.

Lige midt i drømmenes land skar en stikkende stærk fortand gennem søvnens slør, og vækkede mig til endnu et mareridt. Med skingrende smerte i højre øje og hylende ondt i højre side af hovedet, lod ulven sin stinkende blodpropsånde vælde ud over min nat.

Så da klokken var lidt før ulvetimen, måtte jeg hidkalde de jægere, jeg tidligere havde fået uvurderlig hjælp af. Og acceptere, at endnu en gang bestemte livet sin egen vej for mig.

Hospitalsscanneren lokaliserede såret efter ulvens hjørnetand - derinde, hvor midten af mit jeg krøb skrækslagen sammen - bævrende af en angst, jeg nægtede at lade komme over mine læber.

Indtil endnu et bid flænsede sig vej ind, samtidig med at den gode doktor havde igangsat en undersøgelse af mit trætte korpus. Og da, brød mine grænser sammen - min egen private mur smuldrede og åbnede et kig ind til det grædende, nøgne jeg, der forgæves forsøgte at skjule sig under de faldende sorthumorfyldte stenrester.

Endnu en scanning - for at finde den skamløse kæltring, der åbenlyst snittede huller i min grå masse. Men borte havde taget den, og kun efterladt ekkoet af en følelse.

Magtesløshed.

Så derfor, kære læsere, sidder jeg iført forhåbentligt ulveskræmmende hvide gevandter, og venter på at se, om den tør hjørnetandsnakke endnu et hul i det, der er mig - eller om den er løbet væk for denne gang, mæt og ikke længere lysten efter nye bidder.

Indtil enten sulten melder sig igen i  Mester Ulv, eller Doktor Ulvejæger finder dens bopæl - og nådesløst afliver den.

Jeg venter, Ulv - én time ad gangen, én dag ad gangen.