Der er en duft, af jeg ved ikke hvad.

 

Pludselig var den der. Duften. Eller lugten, som navnet på den nok nærmere var. 

Først ramte den mine næsebor, for derefter at begynde et angreb på mine tårekanaler - et af den slags, hvor jeg nærmest kan smage den.

Ubehageligt, siger jeg bare. U-be-ha-ge-ligt.

Jeg løftede mit hoved med et ryk, så jeg ikke længere kiggede på tastaturet - og kiggede bekymret lige ud i stuen, uden at fokusere på noget som helst.

Og tankerne begyndte at rase.

"Forhåbentlig er det ude fra hans kattebakke, selvom.......... Den er godt nok stærk.......Og ram......... Mon han har....... Jeg må nok hellere kigge efter...... "

Og med et suk rejste jeg mig fra mit ellers så behagelige morgensiddested foran skærmen, hvor jeg  just havde påbegyndt mit sædvanlige morgenritual.

Piller, breakfasttea, og morgenrugbrød. Og samtidig netsurfning af allerhøjeste karakter, med den sædvanlige tanketomme, afslappede nydelse af livet, universet, og alt det der.

For hvis det dér excrementus cattus, hvis lugtform nu nærmest voldtog mine næsebor, fik lov til at forpeste min tilværelse ret meget mere, ville jeg være nødt til at sætte mig udenfor indtil huset var blevet gennemluftet, og alle spor af den var fesen ud i det altopslugende morgenvejr. Med risiko for, at fuglene ville falde bevidstløse ned fra deres flyvetur forbi mit lille hjem, såfremt de risikerede at flyve gennem dunsterne.

Ud på badeværelset, og kigge i kattebakken. Men næh nej - ingen duftafgivende.... undskyld, stankafgivende...... efterladenskaber i det stadigt jomfrueligt hvide krystalkattegrus. Og samtidig heller ikke en nær så kraftig - faktisk nærmest en ikke-eksisterende - eau de excréments de chat.

Underligt.

For normalt breder den slags sig over hele huset, og er lige ubehagelig for næseborene uanset hvor den opfanges. Her var den nærmest.............acceptabel.

Ind i stuen - kigge bag sofaen - ingenting. Ud i køkkenet - kigge i hjørnerne under køkkenbordet - ingenting. Men hér - i køkkenet - stod de forbihvirvlende duftmolekyler nærmest i kø, for at komme til at tæve mine stakkels næsebor. Så hér måtte det da absolut være. 

Punkt Nul. Stedet, hvor det af min ellers så høflige og dygtige chat noir - Hr. Lucifax - efterladte visitkort måtte findes.

Kraftigt snusende ind gennem det snart totaltirriterede fremspring i mit ansigt, bevægede jeg mig langsomt rundt i køkkenet - indtil jeg med et ryk standsede ved køleskabet.

Hér - i guder - hér, var den godt nok hamper, den der "jeg er livsfarlig at indånde"-lugt.

Men ingen spor af en mulig forkert handling fra cattus gattus.

Hmmmm.

Stadig kraftigt undrende over de manglende beviser på duftens - lugtens - stankens - fremkomst, luskede jeg tilbage til mit skrivebord, og min afbrudte morgenseance.

Og dér - lige præcis dér - hvor jeg morgen efter morgen har siddet i eftertænksom opvågning fra nattens mange indtryk - ja just dér............................ var miseren.

Over mine læber brast et grin - ét af de helt store - efterfulgt af en hjælpeløs klukken af nærmest tårefyldt latter.

For min stakkels anklagede vidunderlige ven for livet - min chat noir og allerbedste hjerteven - var uskyldig i alle anklager, jeg måtte have hvislet gennem sammenknebne læber mens jeg ledte efter "den rygende pistol".

Synderen var min Vieux Porche - min dagen før indkøbte, og i forventning om stor nydelse hjembragte, camenbert.

Den lå dér og grinede af mig - lige pladask på mit rugbrød - omgivet af en usynlig tåge af gasser. De gasser, der også var sevet ud af køleskabet, da jeg åbnede det, og som havde medvirket til min forgæves jagt på noget, der ikke var der.

For sådan en ussel og afskyelig opførsel findes kun én straf - som da også blev udført hurtigt og skånselsløst, efter jeg på denne måde havde opdaget sandheden.

En total fjernelse fra eksistens - en henretning ved tænder, udført i total respekt for alle de westerns jeg har set gennem tiden. Ved det første sollys gennembrød mine tænder den forsvarsløse, men dog stadig kraftigt og gennemtrængende stinkende omgang stivnet mælk, og ekspederede den hen, hvor den ingen skade kunne gøre.

Et par slurke af min morgente - og alle spor skyllet væk.

Undtagen duften - den hang længe efter i luften, og mindede mig om  at også hér ville Sindsroen gøre gavn. For jeg kan på ingen måde ændre, at de bedste oste stinker værst.

Det er dog til at holde ud - bare Én Dag Ad Gangen.