Jeg har ikke brug ......

.... for vrede.

.... for magtesløshed.

.... for negativitet.

.... for angst.

Alle disse ting, som jeg tidligere drak på - tidligere gjorde mit bedste for at få til at opstå, så jeg kunne se frem til endnu en dag, en aften, en uge, en måned - eller mere - i flaskernes tegn. Alle disse ting, som jeg har bekæmpet, anerkendt, undgået, set i øjnene, vidst var farlige for min ædruelighed.

Alle disse fortidslevninger, jeg har levet i skyggen af uden at vide, de kunne opstå igen. Og vokse til frygtindgydende højder, i løbet af - ikke måneder, ikke uger, ikke dage - men bare i løbet af nogle få timer, hvor jeg pludselig følte afgrunden snublende nær.

Igen.

For når jeg kigger tilbage i mit liv - tilbage til dengang før var nu - og tænker over hvad det egentlig var, der fik mig til at vælte hovedkulds ned i opløsningsmidlet selvom jeg havde været ædru i flere år. Tænke over, hvad der også var med til at rive tæppet væk under fødderne på mig, dengang - så var det jo ikke kun min manglende lyst og evne til at ville være ædru for min egen skyld, og ikke for andres - men også netop dé fire dæmoner, der bare lå i baggrunden og ventede på at slå til.

Det var så også dét, de gjorde. 

Dengang.

Efter længe at have sneet sig rundt i mit sind, og ledt efter de huller der var nødvendige for dem - lod jeg dem slå hårdt og skånselsløst til. 

For jeg vidste ikke bedre.

Men denne gang - i dag - har de ikke sneget sig rundt i mit sind og ventet på at kunne slå til - ventet på, at vreden, magtesløsheden, negativiteten, angsten, skulle dukke op i mig og lade frustrationernes galde vælte op i halsen på mig.

Og det  var bare en lille ting - at min havemand, der ellers har været så trofast som få, pludselig svigtede mig uden forklaring to dage i træk. Ikke reagerede på sms'er eller opringninger. Ikke reagerede på voicemails. Ikke........

Dagen før jeg skal under kniven for at få taget små klumper ud af min prostata. Dagen før, at jeg frygter alt kan gå galt. Dagen før sortheden står parat til at slå til.

Jeg havde ellers forberedt mig på morgendagen, så godt som jeg følte jeg var istand til. Med dybe tanker, samtaler, beroligelser, og selvforkælende adfærd - så jeg imorgen tidlig ville kunne smile til en kronhjort og fløjte til en stær, mens den helt sikkert venlige og rare flex-chauffør ville samtale mig gennem hele turen ind til den kirurgiske afdeling der venter på mig.

Snuble, sagde det bare............

Og pludselig kunne jeg føle alt det, jeg hverken har brug for eller råd til, vælde frem som et kildevæld i et udtørret skovbryn. Men ikke med friskt, klart vand - med klumret, beskidt, galdefyldt bræk. Pludselig følte jeg, at jeg stod på en ganske tynd afsats, der stille og ondskabsfuldt smuldrede under mine fødder, så jeg om ganske ganske snart ville vælte ned i - ikke flaskerne, for dem ville der stadig være et stykke vej hen til - men ned i alle de dér modbydeligheder, der uundgåeligt før i tiden ville have forlangt at blive skyllet væk med mit yndlingsopløsningsmiddel - alkohol.

Skræmmende.......

Og først hér - timer efter de første vrede tanker, den første negativitet, angst, og magtesløshed var væltet frem - begynder jeg at bruge alt det, jeg har lært af at være blevet ædru for min egen skyld, som middel mod den grumsede, grågrønne og brækfyldte flodbølge, min helt egen privatpersonlige Limpopoflod forsøgte at nedlægge mig med.

Det tog bare ét enkelt ord, at få fred nok i sindet til at opløse den, og få tid til at tænke situationen igennem.

Sindsro.

Bare tanken alene var nok til at få de nødvendige følelser på plads, og gennemgå det, jeg ved jeg er nødt til i en sådan situation.

Mod.

Som nødvendigvis må findes, for at ændre det eneste, jeg  k a n  ændre i dén her hvirvelvind af tankemylder - og acceptere, at det ikke lige blev denne gang, jeg fik sat styr på hverken vildtvoksende have eller de ting, jeg ikke har kontrol over.

Visdom.

Og så forsøge at finde ud af, om der er sket noget med min havemand, eller om han bare er for flov over ikke at have husket mig, ikke have kommet, og ikke have givet besked. På en dag, hvor regelmæssighed og first things first var sat i højsædet, fordi jeg på dén måde håbede på at kunne overstå morgendagen mentalt på forhånd.

Men jeg kan ikke bestemme over imorgen. Ikke bestemme over, hvad der kan ske, hvad der vil ske, eller hvilke konsekvenser, der vil dukke frem af morgendagens biopsi.

Så nu sidder jeg "bare", med en udefinerbar angst som jeg er nødt til at tage livtag med, indtil morgendagen er overstået - og indtil resultaterne fra dét, der skal ske, ligger parat på lægens bord.

Og nej - det er ikke min havemands skyld, at jeg har det sådan. Det er min egen. For det er kun mig, der er ansvarlig for alt i mit sind. Ansvarlig for at finde og give mig selv dét, der skal til.

Sindsro.

Én dag ad gangen.

Tre små ord.

 Pludselig sidder jeg og spekulerer på, om der er noget galt med mig. 

Altså - ud over de dårligdomme, der er kommet helt af sig selv med tiden - og udover den dér irriterende nodulus, der har valgt at tage sæde i min ene lunge.

Jeg har nemlig hverken råbt, skreget, tudet, eller banket hænderne til blods i afmagt, efter jeg har fået serveret dommen for et par dage siden.

"Du har kræft."

Tre små ord, der siges at have enorm indvirkning på os mennesker - og som kan få os til at gå helt bersærk, når det går op for os at vi ikke lige har kontrol over dén del af kroppen, men at den selv bestemmer hvor vildt, voldsomt, og vanvittigt den har tænkt sig at vokse. Ord, der efter alt hvad jeg har hørt og læst, får folk til at ændre livsretning, indstilling, følelser, og så videre, og så videre.

Men - ikke endnu.

Istedet er jeg bare nærmest følelsesløs. Som om det ikke har den store betydning for mig, at jeg i værste fald kunne miste livet til den dér grimmernikkel. Og uroen inden i mig, føles nærmere som om den hænger sammen med min - bekymring? - over ikke at have reageret, som jeg eller altid er blevet fortalt eller har set, at folk gør.

Med afmagt - fortvivlelse - og til sidst accept.

Måske hænger det sammen med, at jeg allerede er i besiddelse af en potentiel livsæder - en mulig dræber, af de værste - min afhængighed, min alkoholisme. Og måske hænger min manglende bekymring også sammen med den sandhed, jeg efter at have følt dyb afmagt, dyb fortvivlelse, og regulær dødsangst, over at være alkoholiker, endelig opdagede.

At jeg er nødt til i Sindsro at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Og finde Mod til at ændre dem, jeg kan.

Og nej - jeg har ikke glemt Visdommen, der skal til for at kunne kende forskel - for den er jeg i fuld gang med at finde frem til, med dygtige lægers hjælp. Læger, der meget gerne skulle kunne acceptere at jeg selv bestemmer, hvad der skal ske i mit forløb sammen med dem. Og som under ingen omstændigheder får lov til at tage magten over mit eget liv fra mig - hvad jeg ellers har hørt mange steder skulle være noget, der er nogle af dem der forsøger at gøre.

På den måde er det vel også meget nemmere, for sådan en sundhedsperson, at kunne planlægge sin hverdag og sit arbejde. Bare patienten gør, hvad der bli'r sagt - så ender det sikkert som lægen har tænkt sig.

Men det er jo ikke lægen, der skal styre. Han skal udøve sit erhverv, og ud fra patientens ønsker, søge at ende dén uholdbare situation, sygdommen har sat patienten i.

Alt andet lige - så er det dét, jeg føler sker i øjeblikket. At jeg bli'r hørt - at jeg bli'r anerkendt - og at min selvbestemmelse fuldt ud eksisterer uden at blive forsøgt ændret.

I guder, hvor er det rodet, det her. 

Gående fra at være bekymret over ikke at være bekymret - til knurrende at hvæse "Selvbestemmelse!" ud over læger, der sikkert kun vil mig det bedste, og som kan udstyre mig med den Viden, der skal til for at jeg kan finde ud af, hvad jeg vil.

Men måske er det netop dét, der er  m i n  måde at reagere på, da jeg hørte den søde, velartikulerede, og dybt professionelle læge sige de tre ord, jeg nævnte tidligere.

"Du har kræft."

For hvor roligt, jeg end reagerede, da hun sagde dem, så agerede jeg efterfølgende overfor ikke bare mig selv, men også mine nære og kære, med stentordnende skråsikkerhed - Jeg bestemmer selv, hvad der skal ske ! Og det, der skal ske, er det, der skal ske.

Eller...........

Selvom jeg føler, at jeg er klar på at acceptere det, jeg ikke kan ændre - i Sindsro - så har jeg en fornemmelse af, at der allerinderst inde sidder en lille mig, og venter på at kunne vaske angsten og usikkerheden væk med en omgang tårer.

For uanset hvor stærk, afklaret, eller sindsrolig man (jeg) er, så er det altid iorden at have - og at vise - følelser omkring det.

Phew........

Egentlig skulle det her blogafsnit have handlet om alt det, der er sket de sidste dage. Altså alt det, der ikke er nævnt ovenfor - skanningerne, undersøgelserne, turene med Flex, og alt det dér. Men da det ikke - sidder jeg og føler lige nu - vil have nogen form for plads i dét, jeg endte med at skrive - bli'r det til en anden god dags skriblerier.

For gode dage er det, jeg håber at have i udsigt.

I Sindsro.

Lyserøde tanker.

 Hvem sidder dér bag skærmen - med klude om sin hånd....

Det' sgu mig - og det er min venstre hånd, der har klud om sig. Eller rettere - en handskeagtig strikkehæklet ting, som det nødvendigt for mig at tage på en gang imellem. Men kun, når min venstre hånd - og arm - vælger at mene at temperaturen er en hel anden, end den er i virkeligheden.

Det er nemlig en del af dét, at være mig. At min venstre side - altså af kroppen - og især min venstre underarm og hånd, som hovedregel mener at det er koldt, når det er varmt - og varmt, når det er koldt. En bette underlighed, der opstod dengang for fem år - godt og vel - siden, da mine sidste fuldgyldige blodpropper i hjernen - helt nøjagtigt i hjernestammen - slukkede for signalerne fra hele det net af smertereceptorer, der er i venstre side af kroppen.

Og i højre side af ansigtet. Og venstre lunge. Og det meste af min tarm.

Her er det så, at det bli'r en anelse mysteriofystisk, som børn mellem seks og ti sikkert kunne finde på at sige. For - netop dét, at jeg ikke føler nogen smerter i dét, man med pæne ord ville kalde "den nederste del af afføringssystemet", eller med endnu pænere ord (især for egern) "nød-udgangen", er medvirkende til at gøre min nuværende situation en anelse speget.

Jeg har nemlig for et godt stykke tid siden, erhvervet mig et sæt hæmorider præcis dér hvor "den indre verden" bliver til "den ydre verden" - noget, der efter sigende skulle kunne medføre forskellige versioner af Avs'ere, såfremt de bli'r store nok til at skabe problemer - eller endegyldigt finder på at briste, og udløse en mindre tsunami af vampyrernes yndlingsspise.

Blod.

Jeg kan bare ikke mærke, når de gør det. Og dét har de fået for vane at gøre mindst én gang om dagen. Til gengæld kan jeg hilse og sige, at  l y d e n, der opstår når de "popper" minder alt for meget om lyden, der opstår når jeg "afgasser". 

Så du kan sikker regne ud, kære læser, at når jeg vælger at sige, at jeg ser lyserødt på tingene, er det ikke det rene gas.

Suk.

Hvad har så det at gøre med "kluden" om min venstre hånd, spørger du sikkert. Ikke en dyt, men det var netop dén, der mindede mig på at jeg havde lyst til at skrive lidt om det nyeste skud på "her-går-det-godt-med-masser-af-sygdom"-stammen.

For, jo - selvom jeg måske nok vælger at beskrive det ironisk, muntert, afslappet, så kan det ikke undgå at påvirke mit daglige humør mere end en anelse. Faktisk så meget, at jeg i dag opdagede en sort tanke, der forsøgte at snige sig ubemærket ind i mit sind. Sikkert med det formål at slå rod, og sprede sig selv til alle mulige aspekter af dét, der er mig.

Men næh nej - den blev pænt sat på porten, og bedt om at forføje sig tilbage til de dystre tankers hjemstavn, hvor den helt sikkert vil kunne finde nogen at brokke sig til, over ham dér den underlige ædru alkoholiker, der ikke en gang vil lade sig friste af en enkelt nedslående dyster sort tanke. 

Hrmfph !!

Og alt hvad jeg gjorde, var at bruge min spraydåse med Sindsro, for at få de ellers så hyggelige lyse tanker til at returnere. De var nemlig blevet forsøgt skubbet ud af bane, mens den sorte tanke forsøgte at finde fodfæste.

Jeg har nemlig valgt, at fokusere på, at jeg lever her og nu - og se på alt det lyse, mit liv indeholder. Mine venner - hvor få de end måtte være. Min pragtfulde bonusfamilie, og deres glade smil når de beretter om de snurrigheder, glæder, og den lykke, deres hverdage indeholder.

Og min ædruelighed. For uden den, tror jeg næppe at jeg kunne holde selvmedlidenheden, selvhadet, og alt det andet der var så fremherskende i mine knapt så ædru år, stangen. Og jeg tror heller ikke, jeg ville have fundet den lille sjæl, der dagligt får mit hjerte til at flyde over med kærlighed, og som fylder mig med en rolig forvisning om, at det nok skal gå alt sammen.

Min bette misseprut. Min Lucifax.

Jeg kan godt høre dig, kære læser - og især din brummen over at jeg nævner den bette luskefis som mit allertætteste - mit hjerte og min hverdag - istedet for de mennesker der også har fundet hver deres plads i mit hjerte. Tag bare ikke fejl - for dem elsker jeg også utroligt højt. Lige så vel, som jeg elsker mine egne børn og børnebørn grænseløst - uden egentligt at kende ret meget til dem.

Jeg har jo ikke snakket med dem, eller været en del af deres liv, i ret mange år efterhånden. Hvilket i sig selv er en lang historie, men som kan koges ned til min egen svigt af dem gentagne gange. Svigt, som jeg bittert fortryder, men som jeg jo ikke kan ændre.

Sådan er det jo med fortiden - den kan ikke ændres, men kun accepteres . og læres af.

Uanset - så elsker jeg dem allesammen.

Lige nu står Lucifax ved siden af mig, og forlanger stædigt min opmærksomhed. Klokken er nemlig blevet "nu-er-det-på-tide-jeg-får-mad-igen"-tid, og er der én ting jeg har lært gennem mit samliv med den sortpelsede Hersker Over Huset, så er det at han er ret meget et vanedyr.

Men skidt pyt - for det er jeg også.

Så jeg vil gå i køkkenet - finde lidt mad til ham (det er nemlig ikke mængden, men aktiviteten, han er vane af) - og endnu en gang gå ud i et bette rum, hvor jeg igen kan se lidt lyserødt på tingene. 

Med smil på læben, og Sindsro i hjertet.

Hallo, derude.........

 Jeg er blevet set......

I ved, sådan rigtigt gammeldags  s e t. På en måde, som jeg i min nuværende tilstand af følelsesløshed ikke havde regnet med ville kunne ske. På en måde, som fik fugten frem i øjenkrogene, og næsten på magisk vis genskabte tilliden til sundhedssystemets ansatte.

Ok, måske er det at tage munden for fuld. Især efter de seneste to ugers besøg på et af landets efter sigende mest kompetente sygehuse. Et sted, der de sidste fem år har set mig med jævne mellemrum, og taget sig godt af mig på ét område.

Nemlig de gange jeg enten har haft en stædigt fastsiddende blodprop i hjernen, eller en mere flyvsk og forbipasserende en af slagsen. Godt nok har der ingen været de sidste - bank under bordet - to år, men det gør jo ikke dén afdeling ringere.

Til gengæld har mine besøg på en helt anden afdeling - i en ligeså dødalvorlig anledning - just ikke været af den mere beroligende eller omsorgsholdige slags. Selvom personalets professionelle standard ganske givet er stor og effektiv, så burde man måske inddrage patienten - mennesket - bag den mulige diagnose, på en mere varm måde.

Pyt.

Den type brok skal afleveres det sted, hvor den er opstået. Så det bli'r den, når den endelige dom skal høres.

Den tid, den sorg.

Men glæden ved - ganske pludseligt - at blive set og taget om, skal råbes ud fra hustagene og gøres til genstand for al den smilende, krammende, glædesfyldte opmærksomhed, som det er muligt.

Forhistorien indeholder også, at jeg - sådan rent en passant - fik at vide, at eftersom min bette, og for os mænd faktisk ret uundværlige, prostata nok lige krævede min egen læges opmærksomhed, da en del af den lyste op som et juletræ den fireogtyvende december ved PET-scanningen -  men at jeg sandelig selv måtte sørge for at kontakte denne og aftale en tid til undersøgelse - en undersøgelse, som kunne have været udført samtidig - og blodprøver, der også kunne have været taget samtidig med besøget på det her megastore sygehus med mange ansatte.

Og ingen melding om, hvorvidt det skulle ske hurtigt, eller om det kunne/skulle vente til efter der var kommet klarhed over min bette lungenodulus's syn på virkeligheden.

Så det var med en vis følelsesløs træthed i sindet, at jeg ringede til klinikken, for at høre om jeg kunne få en tid. Hvorefter jeg blev blæst bagover, af den sygeplejerske, der tog telefonen.

Hun verbalkrammede, ordvarmede, og forsikrede mig om, at ikke bare kunne jeg få en tid, men også en tid nærmest her og nu, og afsluttede samtalen med et "Pas nu godt på dig selv", der gjorde mine ellers så tørre øjne ganske mosefugtige i krogene.

Og fik mig til igen at føle, at jeg er meget mere end det nummer i rækken på dagens opgaver, jeg de sidste tre gange har følt mig på OUH.

Jeg kunne nærmest føle, hvordan sætninger sagt af sekretærer, sygeplejersker og behandlere på afdelingen, der tager sig af mit "problem" - opløstes i varm luft, hvorefter jeg kunne vinke Farvel til dem.

Væk røg "Det bruger vi ikke her" og andre undvigende sætninger. Væk forsvandt den manglende observans af min bekymring for min underliggende og altid til stede værende sygdom, alkoholismen, og min bekymring for hvilke stoffer, der ville blive brugt under bedøvelse, og som jeg da også bagefter følte abstinenserne fra.

Og væk røg mit sortsyn, der ellers havde sat sig gevaldigt på sendefladen i TV-Ugly. Pludselig kunne jeg smile igen - grine, og lave (dårlige) sorte vittigheder, og ganske som jeg plejede før opdagelsen af den dér nodulus, samtale med vildt fremmede - for en fremmed er jo kun en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Jeg tror forresten at jeg omdøber min bette nodulus til Line - med fornavn Nodu, og forlanger at få den støbt ind i plastic, såfremt de vælger at fjerne den - hvilket jeg så absolut vil foretrække fremfor de to andre alternativer - for derefter at præsentere den for eventuelle nysgerrige, som "Min ven, Noduline".

Bare fordi, det var det helt rigtige menneske, der tog imod min opringning - og reagerede menneskeligt.

Så nu er jeg noget mere fortrøstningsfuld, med hensyn til morgendagens invasive aktiviteter, og vil forlange - nej nok nærmere stille og roligt fortælle - at jeg ønsker at blive holdt orienteret under hele processen - og får fortalt hvad der bruges til bedøvelse, samt hvilke eventuelle indvirkninger netop dét stof kunne tænkes at have på mig.

Men mest af alt - vil jeg tage det hele med Sindsro, og ændre det, der ændres kan. 

For dét Mod har jeg.

*Brokkeri On*

 Kender I det ?

At man pludselig opdager at man har 

.... brug for at lange formålsløst ud efter alt det dér, der står ansigtsløst truende i horisonten ?

.... brug for at råbe, skrige, og bruge sprogets allerværste gloser.

.... brug for at svovle, bande, græde, ryste.

.... brug for at blive krammet, nusset, kysset, elsket.

.... brug for at få at vide, at de har taget fejl, at de er nogle inkompetente halvhjerner, at det hele er noget skidt, møg, lort, røv, og alle mulige andre sikkert aldeles ikke beskrivende ord, for det der sker omkring én her og nu.

Sådan har jeg det her til morgen.

Efter at have forsøgt at "samtale" med en lægesekretær på den afdeling, der har lagt en behandlingsplan for mig, for at få tilsendt samme behandlingsplan på e-boks, og opleve at blive affejet med et "Det bruger vi ikke her.", og blive fortalt at jeg skal nøjes med de få stykker papir, jeg fik udleveret ved den oprindelige samtale for nogle dage siden.

En samtale, der skulle have været med en læge, men som var med en sygeplejer, der efterfølgende beskrev samtalen på sundhed.dk i et notat, der er fyldt med stavefejl, opfattelsesfejl, og lignende. Et notat, der ifølge førnævnte lægesekretær ikke kan ændres - for hun "kan da sagtens forstå, hvad der står."

At blive talt ned til, når jeg står i opstarten af et behandlingsforløb af en potentiel livstruende sygdom, er just ikke befordrende for tilliden mellem behandlersystemet og patienten.

Suk.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kan da bare tage fat i  min Sindsro, og Acceptere det, jeg ikke kan ændre - finde Mod, til at ændre det, jeg kan - og søge Viden, til at kende forskel.

Men - er det udelukkende det, jeg har brug for ? Eller har jeg også brug for at blive forstået, når jeg er usikker - forklaret, når jeg er i tvivl - hjulpet, når jeg har brug for hjælp ?

Åååhr, for sgu da fanden - jeg er frustreret - og bange. For sæt nu de overser noget. Sæt nu, jeg endnu en gang bli'r udsat for behandlere, der tager fejl ? Sæt nu, der ikke kan gøres noget, fordi de glemmer et eller andet.

Sæt nu..............

Inde i mig er der en følelse af afmagt, jeg ikke kan lide. En afmagt, overfor min egen krops vildskud, og de mulige konsekvenser. Ikke fordi jeg på nogen måde er bange for eventuelt at skulle afsted - hvis det er det, jeg skal, så er det det, jeg skal - men fordi jeg gerne vil være sikker på at alt går som det skal.

Og samtidig en følelse af, at være sat udenfor  - at få frataget kontrollen over eget liv, egen krop. Med en efterfølgende manglende mulighed for selv at kunne bestemme, hvad der skal ske.

I det notat, den samtalende sygeplejer har lagt ind på sundhed.dk, står der at der er givet Informeret Samtykke. Men det er en sandhed med store modifikationer, for jeg blev ikke spurgt, om jeg ville igennem de procedurer, der lå i den foreslåede behandlingsplan. Det blev bare lagt frem som et - "Det her er det, vi gør." 

Indrømmet, jeg kunne da bare have slået hælene i og bedt om at tale med en læge istedet for en sygeplejer - bedt om at få uddybet den foreslåede plan mere - krævet at blive spurgt, om det var det jeg ville - men jeg var nærmest mentalt følelsesløs og nærmest lammet, til samtalen. Samtidig med, at den indre autoritetstro lynende hurtigt sprang til, og overtog.

Jeg havde jo sikkert nok alligevel accepteret det hele, hvis jeg var blevet spurgt - men det blev jeg ikke.

Så nu sidder jeg her - frustreret, angst, vred, såret, knotten på "det hele" - uden at kunne definere "det hele" som andet end de personer, jeg har været i kontakt med på sygehuset. Og føler mig tabt på gulvet - igen igen.......................................

Det her blogindlæg har da vist udviklet sig til en bevidstløst langen ud - men det var det, jeg havde brug for, så "so be it".

Der var én, der engang fortalte mig, at Livet er den eneste sygdom, vi er hundrede procent sikre på at dø af, så derfor bør vi leve det som om hver eneste dag er den sidste.

Jeg vælger nu at leve det, som om hver eneste dag er den første - i ædruelighed.

Fortsættelsen ? Det bli'r en Accept, et Mod, og en Visdom - så jeg kan fortsætte resten af i dag med en måske skrøbelig Sindsro i kroppen, men en nødvendig og kærlig én af slagsen.

*Brokkeri Off*

Noduli, nodula, nodulus - eller no'et.

Jeg er godt nok træt af det hele lige nu. Min hjerne føles øm, og mit sind føles uroligt. 

Egentlig burde jeg vel være taknemlig for at have nået frem til ikke bare snart 72 leveår, men også snart 10 ædru år - eller helt nøjagtigt ni år, femoghalvfems dage, enogtyve timer, og ét minut, her klokken enogtyve nul to,  den anden i ottende år tyvefemogtye. 

Men når dagligdagen så pludselig fyldes med opgaver, krav, og begivenheder, jeg helst ville have været foruden - så er det, jeg begynder at føle mig slidt, træt, ved vejs ende.

Rolig nu - jeg har skam ikke tænkt mig at hverken opgive ånden eller styrte mig ned i depression. Intet af det er jo hverken særligt produktivt eller positivt - nærmere skumlende negativt.

Men det er jo så i sagens natur heller ikke istand til at være noget som helst af de nævnte ting.

Ser I - jeg er nemlig blevet indehaver af en såkaldt "spiked nodulus" - en bette tingest, der har været så uforskammet at vokse til dobbelt størrelse på et halvt år. Så derfor er det, at mine dage - som tidligere omtalt - pludselig er blevet fyldt med opgaver, krav, og begivenheder, af den type jeg godt kunne undvære.

Og mit ordforråd er blevet udvidet med nye, ukendte, og - for mig - farligt lydende ord. Ord som scintimetri, EBUS, koagulationstal, biopsi, og lignende mærkværdigheder. Samtidig med, at min hverdag de kommende 18 dage kommer til at gå med uendelige FLEX-ture, OUH-besøg, sundhedspersonssamtaler (kunne de ikke bare sige, at jeg skal snakke med en læge ?) - og krav om at forberede mig på at tage stilling til alt muligt mærkværdigt.

Herunder muligheden for en stadig vækst af den dér spiked nodulus - vækst, der kan ende med at den vælger (som om den selv kunne tænke, vor herre bevares) at mangfoldiggøre sig med aflæggere alle  mulige mærkelige steder i mit normalt så mødige, men efterhånden ganske tilfredsstillende korpus.

Det kunne jo også - hvilket du har helt ret i, kære læser - ende med at blive til en storm i et glas vand, og vise sig at være dét, jeg for godt et år siden foreslog min egen kære, dejlige, men åbenlyst fejlbarlige, medicinske fagperson - min læge - et genetisk syndrom, der hedder Von Hippel Lindau, og som gi'r sig udtryk i vækst af en sjælden type modermærker de mærkeligste steder i kroppen.

Jeg har sådan no'en flere steder i forvejen - på bagsiden af det ene øjeæble, på min lever, min galdeblære, min ene testikel - og muligvis på min ene nyre. Alt sammen ganske normalt for syndromet - selvom det er så sjældent, at fremkomsten tælles i hundrede dele af en promille. Så selvfølgelig skal det da lige ramme mig.

Suk.

Nu er det så, at det går op for mig, at jeg er igang med at gøre noget, jeg er næsten verdensmester i - tale udenom alt det, jeg frygter. For selvom jeg har den dér flok sammenkrøllede blodårer, som man kalder modermærker, mange forskellige steder i forvejen - behøver min bette spikede nodulus ikke at være "én af familien".

Den kan skam godt ha' sit eget liv, kan den.

Hvilket jeg så skal - rettelse - hvilket OUH så skal medvirke til at finde ud af om den har. Og om den oprindelige tolkning af min kontrolscanning her for snart 3 uger siden - at den er en af grimmerniklerne, og bør fjernes med et hurtigt klip - kommer til at stå ved magt.

Endnu mere suk.

Jeg indrømmer blankt, at det ikke er min kop te. At jeg helst ville være foruden, og at jeg gruer for eventuelt at skulle tage stilling til, om den skal fjernes eller - i sidste ende - om jeg skal takke Ja eller Nej til de mere grumme behandlingsformer.

Æv for den lede.

Men - da jeg er blevet udstyret med det for mig og i min verden ultimative hjælpe- og støttesystem - Sindsrobønnen - samt visheden om at jeg kun lever én dag ad gangen - vælger jeg at tage det hele netop på dén måde - En Dag Ad Gangen.

Samt være så åben om det hele, som muligt. Det var en af de ting, der hjalp mig gennem de første mange svære måneder efter min misbrugsbehandling, samt gennem de utroligt slemme måneder efter mine blodpropper i hjernen.

Åbenheden kommer så til at bestå af blogopslag, hvor jeg har tænkt mig at skrive om det, der sker, og det, der påtænkes at ske - for én ting er helt sikkert:

Når noget kommer ud - enten gennem munden, eller i nedskrevet form - mister det en stor del af sin farlighed. Ikke sådan forstået, at den dér bette knude pludselig bliver mindre farlig. Men at den ikke bliver nær så farlig i mine tanker om den. 

For godt nok er sådan en fætter mere lunefuld end en svigermor med jetlag - men sålænge jeg ikke lader tankerne om den overtage min hverdag, og lader de tanker der ikke kan undgå at dukke op, komme ud i det åbne - sålænge kan jeg forhåbentlig holde fast i mig selv, og blive ved med at være dét, jeg elsker at være.

Ædru, og i live.

Samt med en (forhåbentlig) stærk viden om, hvad jeg kan ændre - og hvad jeg ikke kan. Og tage den sidste del af det - det dér med hvad jeg ikke kan ændre - på den eneste måde, der virker.

I Sindsro.