Andre Sider af mig

søndag den 2. september 2018

Frit faldende farligheder.


Ud af højtalerne strømmer ordene i en sang, jeg aldrig har hørt før. En ung kvinde synger om totusinde meter i frit fald, og mener at hun trods manglen på faldskærm hverken er bange eller svimmel.

Og mens min næste mundfuld morgenduftende kaffe selv foretager sin helt egen version af sangen - nul komma to meter frit fald mod mavesækken - fanges mine øjne let morgenadspredt af de mange forskellige omkringflyvende historier, der ellers er på nettet her til morgen.

......I Amerika advarer myndighederne mod at vaske og genbruge kondomer - der er billeder af en hund, der ligner et menneske - en historie om en politiker der er blevet spyttet på - og en om en kendt dansker, der skal opereres for en sjælden, sjælden lidelse.........

Jeg hælder langsomt en ny kop kaffe op, og erkender søvnigt at min morgen åbenbart er startet, og at endnu en dag skal leves.

En dag, der forhåbentlig ender med at have været helt sin egen - det er ihvertfald den indstilling, jeg beslutter at møde den med. Og selvom den måske kommer til at indeholde begivenheder, ting, og mennesker, jeg har mødt før, vil den forhåbentlig også indeholde nye tanker og nye måder at se  tilværelsen på.

Det er nu ikke fordi jeg render rundt med nogen form for dybtfølt trang til at kaste alt væk og starte forfra igenigen - been there, done that, lidt for mange gange.

Men fordi jeg har opdaget, at den verden jeg lever i, har så meget mere at tilbyde, hvis bare jeg giver mig selv lov til at kigge efter - lytte efter - smage efter - føle efter. Giver mig selv lov til at falde ud over kanten, og se det hele med en klar, åben, og ærlig indstilling.

Også selvom det ind imellem kan være ret så hårdt, samtidig at skulle være hudløst ærlig overfor ikke bare mig selv, men også overfor de mennesker, der omgiver mig.

At sige ting lige ud - i respekt, ærlighed, og kærlighed - kan til tider gøre ret så ondt. At erkende fortidige fejl og indrømme det, jeg har haft holdt skjult, har en tendens til at efterlade mig hudløs og smertefuldt klar over min fortid.

Samt stadigt klar over, at det kommer til at tage tid, før hudløshedens smertende overflade stopper med at sende pinefulde erindringer frem i hukommelsen.

Men det er en nødvendighed, hvis jeg vil lære af mine fejl.

Så jeg kaster mig ud i det - kaster mig ud i det frie fald, der på daglig basis handler om at erkende de ting, begivenheder, ord, sætninger, jeg gennem livet har brugt for at kunne skjule mig selv. Skjule, at det hele handlede om, at jeg opfandt undskyldninger, der gav mig muligheden for at kunne falde mit helt personlige frie fald uden faldskærm direkte ned i flasken igen.

Og igen. Og igen.......

Fald, der gang på gang har efterladt mig og min omverden, min familie, mine venskaber, mine muligheder, ødelagte ud over enhver forstand. Fald, jeg i dag kun kan acceptere - for jeg kan ikke ændre at de er sket -  og hvor eftervirkningerne er så ufatteligt svære at arbejde mig igennem, når jeg ind imellem føler, jeg ligger helt udsplattet på virkelighedens hårde grund.

Tankefuldt kigger jeg op fra min kaffekop, og opdager min daglige besøgsven liste sig nærmere hen mod det på havetrappen udlagte morgenfoder. Og mens han vagtsomt indtager dagens havregryn, beundrer jeg hans vingers efterårsfarver - de vinger der kan bære ham, hvis han nu skulle opdage at han pludselig var igang med et frit fald på flere tusinde meter.

Den slags har jeg ikke - vinger, altså - men jeg ved, at jeg har en faldskærm, jeg kan gøre brug af, hvis det skulle blive nødvendigt.

En faldskærm af muligheder -  af erfaringer og støtte fra alle jer, der har været igennem det samme som jeg - og som kan bære mig sikkert ned mod den faste grund igen.

Og det eneste, der kræves for at udløse den er, at jeg rækker hånden frem og erkender at jeg er alkoholiker.

Det gør jeg gerne - Én dag ad gangen.

2 kommentarer: