Tadaaaa....... Så er Cirkus åbnet.

Højtærede herskaber, grevskaber, klædeskaber, videnskaber, ægteskaber og djævelskaber - Alle er velkomne. Tykke og tynde - brede og flade - rullemænd, tullemænd og julemænd. Sprællemænd og skraldemænd. Landmænd og vandmænd. Her loves der fuld tilfredshed eller pengene er spildt.

Så kom nærmere, kom nærmere......

Cirkus Blodus Proppus slår teltdørene op for alletiders mest spektakulære forestilling. De tre eminentfantastiske væsener, der hver for sig - og dog tilsammen - udgør aftenens finurligtmorsomme underholdningstrio - og som uden at øve er istand til at fremvise deres mageløse og magtesløse livsøjeblikke.

Se den morgenforvirrede lillehjerneproppist, og nyd hans storslåede brøl af afmagt, når han forsøger at fortælle jer allesammen, hvor forfærdeligt han har det. Nyd hans klavrende gang, og de morsomme spjæt, hans krop laver, når han forsøger at rejse sig op efter endnu en gang at være faldet. Og bare rolig - hans mærkværdige viften med armene er skam hans eget helt specielle tegn på, at han nyder bifaldet fra jer.

Derefter skal I bringes til undring over den næsten katatoniske tilstand, storhjernepropindehaveren udviser, hver gang en af hans utallige TCI'ere sender spøgelsespropper gennem den hårstrittende knolds små blodfærdselsårer, og måske også forfærdes over den måde, hans øjne hjælpeløst kigger hver deres vej - blodsprængte og driiiivende af væske fra tårekanalerne.

Og så, mine damer og herrer, så går vi over til forestillingens store clou - den fantastiske og næsten umulige, men ikke desto mindre et hundrede procent rigtige - Manden, der Overlevede at vågne op som Hjernestammeproppist. Se, hvordan han kæmper sig gennem utallige farefulde situationer - den manglende synkefærdighed - stemmen, der forsvandt - tarmene, der standsede - og smerten, der ikke eksisterede.

Føl med ham, mine damer og herrer, når han udsættes for samfundets skånselsløse genoptræning. Den indædt hårde sensibilisering af hånd og fod, og indtagelsen af de utallige mystisk magiske pulvere, der fik alt til at lugte af svovl og samtidig uddannede ham til Mester i WC-spulning for enkelttarm.

Og græd sammen med ham, når I på de sidste billeder oplever ham sidde alene, med det vandfyldte  øje løbende ud over alle grænser, mens venstre ben og arm brænder af mærkelige fornemmelser - uden at kunne blæse al den damp af, der har bygget sig op i ham siden Livet satte Proppen i Åren.

Billetterne er næsten gratis - de koster kun en smule af jeres blufærdighed og al jeres nysgerrighed...............

....... med mindre I er den type, der kunne tænke sig bare at droppe forbi, og dele en kande kaffe eller ti, mens han endelig får mulighed for bare at snakke - bare at fortælle, beskrive, ordpåsætte, gi' slip på, alt det der næsten har fået sikkerhedssystemet til at slå til, og lukke dampen buldrende ud gennem den fløjte, der umiskendeligt siger:

Så godt har jeg det nu heller ikke.......

...........SirUgly1

Blink.

Morgenen er stille.

Kun et fjerntstående træ vifter eftertænksomt med en enkelt gren, mens dets fætre og kusiner ser til i tavs, stillestående tankefuldhed - indtil alt, i et hvirvelvindsåndeløst millisekund skifter, så den fjernthængende eftertænksomt viftende gren stivner i sin påbegyndte bevægelse, mens alle andre kaster sig ud i en morgendans par excellence til melodien fra vindstødets susen om hjørnerne.

En morgenforvirret sort pipfugl kaster sig ned efter et netop vågnet insekt, der aldrig når at opdage hvad der skal ske, før det sidste øjeblik er oprundet for det. Og i næste sekund sidder mester pip fjerpudsende på toppen af min hæk, mens en afrevet insektvinge stille roterer på sin vej mod græsset og de ventende myrer. Hvil i fred, flyvende mester møgbille - du har opfyldt din plads i hele det billede, universet dagligt stiller til skue for den morgentrætte.

Og mens ordene finder deres egen vej ud gennem mine fingre, og småpludrende af træt filosofisk morgenhjerneknasende fnidder, lander på skærmen foran de øjne, der er så fyldt med klistrende efterveer af den sidste prop, at den sete verden med mellemrum antager djævelske proportioner før et enkelt blink retter op på situationen, så  hugger et pludseligt host opmærksomheden, og får mig til at  forsøge at få opleveret det slim, der startede de bjæf, der får mig til at lyde som en ældre, ubestemmelig hunderace med vejrtrækningsproblemer.

I radioen tigger Mø mig om ikke at lade hendes sprøde ungpigestemme være vores sidste sang, inden vi begge besøger Hotel California på en ørnesikker søgen efter den ro, studieværten præsenterer med en stemme, der ville kunne lulle selv en eftertænksomt vingepudsende sort pipfugl i søvn igen.

Blink.

Sekundet efter, er der gået flere minutter - hugget af den pludselige overgivenhed, der på det seneste har fyldt min hverdag med spændende situationer -  alle indeholdende momenter af svar på dét eneste spørgsmål, der pludseligt trænger sig på - om jeg griber mit hovede, inden det rammer bordpladen, eller om jeg skal have gang i førstehjælpskassen?

Indtil videre vokser der stadig spindelvæv på kassen.

Jeg lader tanken om hotellet, tusinde mil syd for San Diego, forsvinde ind i en ni minutter over halvseks opstået hjernetåge, og nøjes med at holde mine morgentrætte hænder om thekoppen, mens slurk efter slurk af den grønne, japanske the finder vej ned gennem mit spiserør, og mine øjne distræt afsøger den udenfor opstandende verden for andre livstegn.

Dér.

Lige præcis dér. I genboens vidundervæsentlige voliere ligger der et livstegn og betragter mig med en ophøjet zen-lignende undren over den verden, der opstår foran den. Som ville dette firbenede, pelsklædte verdensherskende eksemplar af racen felidae påpege, at jeg nok burde daffe ind under dynen igen istedet for at belemre den og alle andre med endnu flere uendeligt kedelige ordsammensætninger.

Så mens det går op for mig, hvor flabet et sådant dyr kan være - bare ved at kigge på én - lader jeg tanken om mere søvn rulle ind forbi den dyneløftersang, der melodisk danser Unchained ind fra højre, hvor The Righteus Brothers åbenbart har stillet sig op foran en metalskinnende mikrofon, og lader deres politisk ukorrekte hvide ansigter synge sort.

Blink.

Morgenklubbens dyneløfter får sit ønske opfyldt i radioen, mens jeg mister endnu et par minutter af den tid, der allerede fra starten af livet er blevet tildelt mig. Med både sløjfe og papir omkring. Og med et sæt går det op for mig, at dagen er begyndt og livet startet op igen efter nattens lille død.

Startet op - med et hviskende løfte fra mig selv til mig selv om også i dag at være ædru, bare én time ad gangen, én dag ad gangen. Men jeg ved først iaften, om det er lykkedes mig. Her og nu er der kun formodningen til stede - ledsaget af den Sindsro, Mod, og Visdom, der kan holde mig fast.

Dag efter dag - blink efter blink.

Og det er nu ikke det værste, der er.

Tornerose.

Vaner er noget mærkeligt noget. Bedst som jeg sidder og skal igang med denne blog, bryder indtil flere forskellige vaner ind, og ændrer hele min kreative rytme.

Bare fordi jeg er:

- vant til at spise morgenmad før jeg laver noget andet.
- vant til at læse avisen online før jeg laver noget andet.
- vant til først at lave morgentheen når maden er spist.
- vant til at være vant til altid at lader vanerne komme først.

- altså hvis jeg ellers gør, som jeg i perioder ikke kan lade være med. Kører på autopilot, når jeg er stået ud af sengen. Og det er så ganske ligemeget, om klokken er tre eller seks - autopiloten bliver slået til og er så godt som umulig at slukke igen.

Med mindre, der sker noget uventet.

Såsom pludselige kuldeanfald i min vanvittige venstre arm - tankemylder under spisning af morgenymeren - eller hvad med et pludseligt crescendo i den snart for i år stoppende pipfuglesang - og den allerbedste:

Lyst.

Lyst til at skrive, lyst til at udfolde mig, lyst til at nedfælde de der irriterende tanker på jomfrueligt hvide skærme, for bagefter at kaste dem i grams ude blandt mine læsere.

Og så er det, at jeg bliver ramt af en depressiv tanke - "De læser det jo nok slet ikke.....Der er sikkert slet ingen, der læser det du skriver....." - og dén får lov til lige at hænge over mit arme morgendinglende hoved, inden dens modpart - vreden - begynder lov til at bruse frem.

"Hvad bilder de sig ind ! Her sidder jeg en alt for tidlig morgen, og udøser mit jég - mit selv - foran øjnene på dem, og så gider de sgu ikke en gang at læse resultatet ?Sgufandenoghelvede ! "

Alt sammen på et splitsekund inde i den grå grød, der er min hjerne. Derinde, hvor propperne ellers effektivt sørgede for at sætte begrænsninger for mine kreative udfoldelser. Tror jeg nok......

Tror, skriver jeg. For alt det, du har læst indtil nu, kære læser, skete i løbet af de første øjeblikke af denne dags vågne tilstand, og bliver medvirkende til at afgøre om jeg skal skrive, eller sove igen.

Og indrømmet - i dag er det nok trætheden, der vinder og sender mig tilbage under den dyne, jeg forlod for halvfems minutter siden. Så må de spæde tanker, der er begyndt at dukke frem i min bevidsthed, bruge tiden til at gro indtil de er voksne nok til at vække mig igen.

Så jeg går ind igen - mæt, af morgenymer - træt, af morgentanker - og fuldstændigt uimodståeligt trekvartsovende allerede. Hvilket betyder, at jeg lige bruger en enkelt eller to af de næste fireogtyve timer på at besøge Morpheus igen.

I fuld Sindsro - for også jeg, er et vakkert barn - natnat.

Uden slik og kaffe.....

..... så kan helten daffe.

Efterhånden bliver det tidligere og tidligere, jeg vågner og er nødt til at stå op. Hvileløst vandrende ind foran skærmen, og tastende mine tanker og halvfærdige idéer ind på den jomfrueligt hvide firkant. Ordene danser henover den, som var det flueskidt fra min lige så tidligt vågne ven, fru spyflue, der utrætteligt forsøger at lande på min højre arm for at aflevere nogle af de æg, hun tydeligt er i besiddelse af.

Hvorfor sigter jeg så dårligt klokken tre om morgenen ?

Undslippe det gør hun. Så istedet for at høre et saftigt skvask, når min hånd rammer armen, hvor hun sidder - bli'r det til et tørt klask og en underarm, der bli'r mere og mere øm fordi hun lander samme sted hvergang og når at slippe væk inden mine fem fuldfede fingre får fluemyrdet fruen.

Men kaffen er varm. Og smager næsten ikke af den sødetablet, jeg har valgt at putte i istedet for danske sukkerroebønders kridhvide krystaller. Det er sgu sin sag at være mindre livsnydende, end jeg har været de sidste mange år - bare for at overleve og komme videre af den vej, der er peget ud som mulig for mig.

Men sådan er det jo.

Indimellem må jeg bukke hovedet og acceptere at der er noget, jeg kan ændre. Herunder også mit indtag af de forkerte fødevarer - eller rettere sukkerholdige velsmagetheder, der tidligere kunne få mine smagsløg til at eksplodere i ren fryd og salighed.

Nu smager det som var ren syre hældt ned i min hals. Klistret og uvelbehageligt fylder det mine smagsløg med frysende væmmelse, og minder mig om, at selv natkaffen kan være en del af det jeg, der så forbandet gerne vil kunne fortsætte livet nogle årtier endnu.

Men som ikke får en snebolds chance i Vesterhavet en kold vintermorgen, hvis ikke jeg helt alvorligt bruger mine aldersmæssigt stærkt svindende hjerneceller på at tænke mig om, og ændre alle de aspekter af mit liv, det er nødvendigt at ændre, for at kunne levere dét til kroppen, den har brug for.

Om jeg dog trods alt synder lidt ind i mellem ?

Ja naturligvis gør jeg det. Jeg er jo stadig lige dele engel og djævel, og kræver regelmæssige dask over snuden, for at kunne vide hvad der er sandt og falsk. Herunder det go'e, gamle omkvæd fra reklamerne på tysk tv - Haribo macht Kinder froh, und Erwachsene ebenso - der altid har ledsaget mine kæbers velfrydelige gumlen på diverse klumper smagsstoftilsatte sukkervarer.

Suk.

Den tid er ifølge min indre Engel nu overstået - og uanset hvor meget den samme steds siddende  Djævel end måtte sprælle, så kan det kun være enkelte sødmefyldte småting, der ryger ind over læbegrænsen og møder mine tænders klare knask.

De tænder, der har overlevet årtiers møde med masser af mulige ødelæggende slikmolekyler, og som stadig - Go Colgate ! - skinner nogenlunde hvide i den mund, der mange gange sanseløst har kastet sig ud i de rene tsunamier af smagsoplevelser.

Det gør den sådan set stadigvæk - når ellers reminiscenserne fra januar/februars blodpropper tillader de endnu fungerende smagsløg at sende sådanne oplevelser videre til min snotforvirrede hjerne.

Og eftersom mindst halvdelen af de på min tunge hensatte smagsceller åbenbart stadig sover alle proppernes salige søvn - og resten har valgt at opfatte smag dobbelt så stærkt - så er det en noget ambivalent oplevelse, at lade et stykke lakrids rulle henover tun........ Ups.

Lakrids.

Endnu en af de ting, min mødige krop med største beklagelse bør undgå - og med største fornøjelse nyder, når der syndes.  Og når jeg tænker på, at Lakrids i min sødmefyldte sukkerverden så absolut er The Original Sinner, siger det ikke så lidt.

( - her indsætter jeg lige en pause, så du, kære læser, kan nå at nyde de to lige for lidt læsning siden påførte links til Annie Linnox/Missionary Man og Jace Everett/Bad Things i deres fuldt ud lækkert dekadente helhed. Hvad skal man med slik, når man har musik ?)

Og pludseligt slår det mig, at musikken er mit slikindtags Sindsrobøn. Den gi'r mig nemlig lige så megen fryd og velsmag, som indtaget af hele håndfulde af lakrids, Japanstænger, karamelsvampe, og alt det andet gi'r - bare med væsentligt færre bivirkninger.

Så hver gang, jeg istedet for slik vælger at nyde god musik, vil jeg fremover lade det minde mig om, at jeg må acceptere Livets Virkelighed - at jeg ikke kan tåle sukkerets indvirkning på hverken vægt eller hverdag - og at også her, bør jeg huske at leve livet Én Dag Ad Gangen.

Nu er det, at jeg i baggrunden kan høre mine med-AA'ere mumle noget om, at man skam sagtens kan have et sygeligt misbrug af slik - og på den måde være istand til at bruge Minnesotamodellens 12 trin på et sådant misbrug.

Tro mig - jeg har skam været nede af dén vej. Og tænkt tankerne om sukkkerafhængighed mange gange. Samt naturligvis prøvet disse tanker som en del af 1. Trin - uden den succes, der kunne have fortalt mig, at jeg jeg ikke kunne leve uden sukker/lakrids/etc.

Men det kan jeg.

Sundt og naturligt - med en velafbalanceret kost, og et dagligt vædskeindtag på mindst et par liter ikke-alkoholisk vædske, skal mit liv nok kunne leves og nydes.

Også selvom jeg en gang imellem tillader mig selv at synde, og saligt gumler en enkelt eller to lakrids/Japanstang/karamelsvamp i mig.

Som de gamle romere ville have sagt det - Si sugar Vita est, tunc est in Vita dulcis. Eller sådan no'et lignende.

Personligt nøjes jeg med at sige - at solen er stået op, kaffen er drukket, og dagens blog er skrevet. Og endnu fireogtyve ædru timer påbegyndt.

KVASK.......(den, der venter længe nok...)

Jeg er stadig.....

.... både Ædru, og Alkoholiker.

Trætheden sidder helt ude i ansigtet, og banker på. Ikke en gang den sorte kaffe, jeg har nedsvælget i store slurke, kan holde mig vågen, så med mellemrum "falder" mit hoved ned mod bordpladen, og undgår kun lige at klaske ned i denne med et sprødt kvalmende dask, fordi jeg når at rive det tilbage på plads igen.

Og så er det forbandet svært at stave rigtigt - og samtidig taste hurtigt nok - fordi trætheden vælder ud gennem hvert eneste hul, hver eneste sprække, i den krop, der ellers var knaldvågen allerede ved halvfire tiden, og havde lyst til at være oppe, skrive, spise morgenmad og drikke kaffe, og byde dagen velkommen.

Så hvorfor denne halvt sanseløse zombie-agtige dansen ind i himlens morgenlys ?

Det er såmænd bare mine propper, der slår igen. Der sætter sig på de begyndende energier, som ellers skulle have været brugt til at udforske den verden, der ny og aldrig brugt før, ryster morgenstøvet af sig, og lade sit jomfruelige jeg ledsage af kvidrende morgenpipdyr og underlige morgendufte. Og som bruger samme energier til at gøre min hudoverflade til gammelt læder og mine fødder til klumper af is.

Det er dæleme besværligt, det her opvågning.

Samtidig er det en del af det, der sker i min "nye" krop - den krop, der opstod efter propperne og som jeg endnu ikke har vænnet mig til, der uimodståeligt påvirker hvert eneste øjeblik den eksisterer i.

Nye sansninger - nye måder at opleve kulde og varme på. Nye - og ret edderspændt kvalmende - måder at opleve min med hiv og slid fungerende krops "take on pain". Dråben, der aldrig vil forlade højre øje. Næseboret, der er sårfyldt af den evige opblødning fra øjets levering af friske saltholdige dråber. Halsen, der hele tiden søger at kremte den slim væk, der har sat sig fast i klumper af kemisksmagende ubehag.

For ikke at tale om resten af den "nye" og anderledes fungerende krop, jeg er blevet udstyret med af mine pludselige propper, der uanset størrelse har haft en virkelig skelsættende virkning på alt, der var mig.

Undtagen én ting.

Noget er nemlig ikke ændret. Noget er stadig det samme - prop eller ingen prop. Noget sidder stadig fast for evigt, og vil blæse på propper, lammelser, talebesvær, og genoptræning.

Jeg er nemlig stadig Alkoholiker.

Og stadig Ædru, selvom angrebene på min krop og hjerne må siges at have givet mere end nok muligheder og tanker på den dér næste flaske, der altid står og venter selvudslettende i det nærmeste depressive hjørne.

Men Én Dag Ad Gangen bliver den holdt væk. Én Dag Ad Gangen bliver den pænt i det hjørne, den er blevet tildelt i mit liv. For kun ved at huske, at den eksisterer, og huske, hvad den tidligere har været medvirkende til, kan jeg holde den hermetisk lukket og klistret fast til underlaget.

Der var en medindlagt på Neurologisk Rehabilitering, der på et tidspunkt spurgte mig, om ikke det kunne være ligemeget med den der alkoholisme, når nu jeg skulle koncentrere mig om eftervirkningerne af den seneste prop, og om ikke propperne satte min sygdom i et andet perspektiv, hvor en lille skarp ikke var af vejen, men kunne give et afslappende pust af frihed i en ellers genoptræningsramt hverdag.

Og jeg kunne ligefrem se, hvordan hendes hjerne kom på overarbejde, da jeg svarede: "Jo, hvis jeg ikke var alkoholiker så kunne det."

Men jeg  e r  alkoholiker, og har pakket min sygdom ud fra den gave den kom indpakket i, samt revet indpakningspapiret i tusinde stykker. Den er nemlig "non-refundable", og har uimponeret sat sig så hårdt på og i min krop, at selv mine mange blodpropper i hjernen trods deres gevaldige indflydelse på min hverdag fra nu og fremover, kun er underordnede livsbetingelser.

For når jeg skal leve Livet på Livets præmisser, så er jeg nødt til at erkende, at Livets allerførste præmis for mig, er at jeg er og altid vil være alkoholiker. Og at mit øverste mål altid vil være, at kunne være ædru på daglig basis, og kunne holde mit liv fri for alt, der kunne lokke mig ned i Flasken igen.

Bare fireogtyve timer ad gangen.

Så skidt med, at trætheden sikkert vil dukke op til overfladen som en irriterende korkprop meget lang tid endnu. Og først vil forsvinde - hvis den da nogensinde gør det - når min krop har vænnet sig til altings nye Status Quo, Hvis den da gør det, inden jeg står ved mit endelige checkout-point, og skal videre til Næste Omgang. Som forhåbentlig vil være helt anderledes, som konstatering af at jeg måske har lært det, jeg skulle, denne gang.

Men det er en længere debat, jeg gerne åbner for en anden gang. Og som alt andet lige, sikkert vil være vældigt spændende at dele om. For lige her og nu, er det allervigtigste at jeg hedder Per, er Alkoholiker, og har været Ædru i et tusinde fem hundrede og enogfyrre dage. Gennem glæder og sorger, tab og gevinst, lys og mørke, er det lykkedes mig at fastholde min ædruelighed.

Én Dag Ad Gangen.

Og det er da ikk' så ring' endda.

Jeg må ikke sige Neger.......

..... for de eksisterer åbenbart ikke. Det gør Rødhuder heller ikke, og de små Gule er heller ikke Kinøjsere, ligesom Eskimoer ikke kan være Is, imens Blegansigter er et ganske accepteret navn for os Hvide.

Så Lille Sorte Sambo er lagt i graven, og elefantunger bruger ikke længere Negerdrenge som rangler.....

Helt ærligt, kære venner af den ene eller den anden varians af farve, seksuel orientering, højde, drøjde, intelligens, eller en anden af de mange åbenbart krænkende ting, der hverken slår ihjel eller nedgør intelligente, moderne, kulturelt bevidste mennesker. Eller...... er menneske nu også et krænkende udtryk? Når man tænker på, hvad "menneske" har været synonymt med i den moderne verden. Jeg kan ligefrem se hjorten i skoven, musen i køkkenskabet, eller mågen på havnekajen løfte hovedet, og med alle tegn på krænkende afsky sige:

Du er jo ......menneske !

Det vil jeg ikke finde mig i at blive kaldt !! Jeg er et dyr, en Homo Sapiens, en i naturen almindeligt forekommende race - gud nej, det udtryk må man jo heller ikke bruge - et i naturen almindeligt forekommende dyr, der ved et tilfælde er blevet Toppen På Kransekagen.

For det kan sgutte være Intelligensen, der plager os - med den opførsel vi lægger for dagen.

Så derfor denne opfordring, til alle jer (os), der ikke mener Pippi's far kunne være negerhøvding, eller at der ikke findes dværge, men kun højdemæssigt begrænsede - istedet for at forsøge at være politisk korrekte - var det så ikke en idé at være........................... 

Menneskeligt Rigtige.

Og frem bryder morgenen.......

..... mens små tjirp kildrer mine øregange og halvmørket gør sit til at skjule, at min hæk stadig mangler at blive klippet på indersiden. Og i morgenskumringen opstår underlige figurer, hver gang en småfugl lander på en af de uklippede bladstængler, og får den til at vippe i en bølge af drømmeagtige sekvenser ledsaget af  natskræmmende fuglefløjt.

Ivrige små og mellemstore fugle fylder den blågrå morgenhimmel med hver deres variation af klassiske partnerkald i en desperation, der fortæller mig at fuglesang snart er en saga blot - for i år.

Et nativrigt møl får øje på min skrivebordslampe gennem vinduets usynlige glas, og styrter sit endeligt imøde. Dunket, da det rammer glasset, får mig til at vågne fra den halvtrance, morgenens koncert har hensat mig i - og minder mig på, hvorfor jeg sidder her på sådant et ukristeligt tidspunkt af døgnet.

For at tænke tanker, og nedfælde dem på skærmens blanke, hvide jomfruelighed - for at søge hen imod den normalitet, der var før alt andet startede. Og mens jeg stille sipper min morgenthe i mig, afsøger mine øjne ivrigt verden udenfor mine vinduer, for at finde noget jeg kan beskrive med myriader af ord, og gøre levende med mine tanker.

Men alt står stille nu. Ingen buskede grene eller trætoppe bevæger sig i den stille morgen, hvor alle lyde på en gang er forsvundet. Kun lyden af en overraskende bil, der lander på parkeringspladsen med et næppe hørligt grusknasende suk, får mig overbevist om at det jeg ser, ikke er et maleri af Gauguin, men stammer fra naturens egen vibrerende pensel.

Og mens de sidste dråber i morgenens første kop breakfast-the ruller henover mine læber, haster en træt sosuhjælper eller natsygeplejerske forbi mine vinduer, og minder mig om at samfundet stadig eksisterer, selvom mørket forsøger at skjule det.

Radioens næsten uhørlige sange kildrer mine ører med dansende vellyd, og pludselig opdager jeg, at jeg sidder og nynner med på en popsang, jeg ikke kender, men hvis omkvæd er fængende nemt at lade sig snøre af - her, hvor solsorte påbegynder formationsstyrtdyk henover min hæk, mens de sigter efter de uklippede grenspidser og afslutter med elegante trepunktslandinger - samtidig med, at morgenpipperiet fra de andre flyvelystne øgleefterkommere stiger i et crescendo/diminuendo vævet samspil, der luller mig ind i en drømmeagtig morgenstemning, hvor alt kan ske.

Sagte vågner mit sind igen, mens tanker, billeder, stemninger, farver, dufte, ja alt vælter ind over det - hilsende godmorgen og velkommen til en ny dag, med gråsprængte morgenguldskyer på en sartblå himmel. Kun afbrudt af hæse host fra den hals, der stadig ikke kan slippe af med lammelsens slimfyldte rester, men som forgæves forsøger at kremte dem op, så de kan leveres ned i et papirslommetørklæde og deponeres i skraldespanden.

Et par slurke the sørger for at stilne hosteriet, og lader mig vende tilbage til den let drømmeagtige tilstand, morgenen havde sat mig i, mens mine fingre danser henover tastaturet og køligheden fra den morgenåbne havedør prikker ilninger henover den ene arm. Men jeg har ikke lyst til at lukke den endnu - døren - for den er samtidig mit adgangspunkt ud i den verden af morgenfuglelyd, der dagligt ledsager lysets fremmarch og mørkets retræte.

Så mens jeg morgentræt rejser mig for nu alligevel at lukke den, tager jeg min kop med og står en stund stille i døren og nyder - bare nyder - at jeg lever, at jeg ér, at jeg har fået endnu en dag forærende i morgengave, og at alt er godt - lige nu.

For nuet er det eneste, der gælder. Det eneste, der eksisterer, for en ædru blodpropramt alkoholiker som jeg - og dét, som jeg er taknemlig for på daglig basis. Øjeblikket, der altid er til stede, der sekund for sekund fortæller mig at livet er dejligt, og skal beskyttes varsomt.

Så inden jeg endelig lukker døren - og pakker mig lidt ind i mit flistæppe - lader jeg dagens første, men absolut ikke sidste, Sindsrobøn flyde over mine læber og væve sig ind i tæppet af morgenfuglefløjt og dagligdagsmorgenlarm, til et erindringsbillede der skal i mindets scrapbog.

Go'morgen verden - og velkommen til.

Verden venter - dagen begynder....

Duggen på hækken giver minder om vintre med frostramthed og småforkølede pipfugle, mens dampen fra varm morgenthe forsøger at gøre sit til at vække mig.

Det gør den også i dag, morgentheen. Forsøger at vække mig fra den træthed og ømhed gårsdagens besøg på OUH trak ned over mit mødige corpus.

Og Ja, jeg var afsted endnu en gang på mistanke om en ny prop. Et døgns indlæggelse med MR-scan og øjenundersøgelser, endte op med en heldigvis positiv negativ - Nul prop, bare en Glitch i The Matrix.

Du ved, sådan en omgang, hvor verden lige vælter i en periode, for derefter at lande stille og roligt på udgangsstedet igen.

No biggie.

Undtagen altså for sindet, der endnu ikke har lært at tage den slags ovenfra og ned, men bliver rædselsslagent hver gang. For hvad nu hvis....... Det ville betyde endnu flere ting, der skulle genoprettes og genlæres - og der er sgutte plads på mit skema til ret meget andet, end det, jeg i forvejen bruger mine dage på at komme igennem og genlære.

Det er lige før, jeg får lyst til at dykke ned i flasken for at se, om der ligger en flugtvej hen til ro og afslapning dér. Hvilket jeg naturligvis ved - med min vågne bevidsthed - ikke er sandt.

Men hvad nu hvis.......

Jeg ville kunne brokke mig uendeligt over den ulykke det er, at lige netop jeg er ramt af propper, mens jeg sugede den ene genstand efter den anden i mig. Og når min stemme så blev tilpas sløret, ville jeg kunne flæbe dybt og inderligt over Livets Uretfærdigheder, og Universets manglende Viden om, at lige netop jeg var mere værd at redde, end så mange andre.

De er jo ikke mig, vel ?

Og mest af alt, ville jeg kunne undgå alt det der dumme gang- og genoptræning. Og de der lange re-sensibiliserings sessions, med de spidse træstrikkepind og mine stakkels nerveender, ville blive et fjernt minde i spruttågernes selvretfærdige dans om guldkalven.

Men én ting - næh, faktisk flere ting - ville være helt sikkert og uomstødeligt. Jeg ville hverken være ædru, eller på vej til en endelig genvinding af alle de sanser, propperne stjal fra mig.

Og er det virkelig dét, jeg vil ?

Jeg ved godt, at det tager lang tid inden jeg er ude på den anden side med hensyn til de der tabte sanser. Og jeg ved også godt, at jeg vil synes fremskridtene er små og ubetydelige - og slet ikke det, jeg håber på inderst inde.

For intet bliver, som det var. Alt er for evigt ændret, siden jeg den syttende januar fik de første to blodpropper i hjernen - og jeg kan ikke gøre andet, end at acceptere det, og bygge mit nye liv op omkring det.

Men skidt pyt - det har jeg jo prøvet før. Rent faktisk er jeg jo i besiddelse af det bedste værktøj, der findes til at genopbygge liv - værktøj, jeg har årevis af erfaring i at bruge. For også hér, er det en stor fordel at jeg er Ædru Alkoholiker.

Hér kan jeg også bruge alt det, jeg endelig fandt frem til da jeg blev ædru. Trinene, Fællesskabet, Sindsroen, og dét at leve En Dag Ad Gangen, gør det nemmere at acceptere de små skridts fremgang og de nye måder at skulle leve på som blodpropramt.

For bare jeg har Sindsro, til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
Mod, til at ændre de ting jeg kan,
og Visdom, til at kende forskel,
så ved jeg, at jeg kan gå den rigtige vej ind i morgendagen.

Og dét - er på ingen måde det ringeste, der er.

Go'morgen - og tak for mig.

Har du.......

...... lyst til livet ?

Her til morgen opdagede jeg, at en af mine venner på Facebook havde sendt mig en besked, hvori hun håbede, at jeg havde Lyst til Livet. Min første impuls var, bare at svare på den sædvanlige måde - I ved, "Tak min ven og i lige måde"-svartypen. Men inden jeg overhovedet havde fået sat en finger til tastaturet, gik det op for mig at der lå et helt andet svar parat og ventede på at komme til live.

Så jeg satte mig ganske spændt til tastaturet - spredte fingrene over det - og lod ordene finde deres egen vej. Jeg skrev:

(citat)

Lyst til Livet ?

Jeg har masser af lyst til Livet - men ind i mellem virker det som om Livet ikke har lyst til mig. Og for hver gang, jeg bliver jordet endnu en gang - af det liv, der lever sig selv omkring mig og som opfører sig som en smækfornærmet teenager med trang til sprælskhed og protest - så er jeg nødt til at rejse mig igen, forpustet og lettere svimmel. Og lade Livet bestemme, hvad der så skal ske.

Men jeg har lyst til det - Livet.....

(citat slut)

Lige nu sidder jeg så - lettere morgenlivssvimmel - og betragter ordene, der fik deres eget Liv i svaret til den ven, der var så sød at sende mig et morgenknus af den slags, jeg holder allermest af. Sådan et, der får min hjerne i omdrejninger, og river hul på en ny pakke ord, der bare har ligget ivrigt logrende parate til at komme ud og sætte sine poteaftryk på papiret, skærmen, verden.......

Og det går op for mig at mit svar måske var lidt for let - lidt for meget morgendansende fedronning med dug-i-hår - og lidt for lidt smertefuld realitet.

For selvom jeg ganske naturligt har Lyst til Livet - og af alle kræfter forsøger at acceptere de bask, Livet med jævne mellemrum uimponeret sender lige i smasken på mig - så må jeg beskæmmet indrømme, at det er alt for længe siden jeg har givet mig selv lov til at hugge hælene i, og brøle lige ind i Livets teenageopstoppertud, at NU kan det være NOK. NU må der fandeme godt ske noget andet, end alle de der nedadgående hug og propper. NU vil jeg altså også gerne have lidt af alt det der honning, Livet siges at være fyldt med, og som vil kunne forsøde Virkelighedens Hverdagsthe, så alt ikke er så forbistret bittert at sluge. Altså !!

Og hvis du ikke fatter det, Liv, så........

Her er det så, at de hårde Realiteter stille siler ned over min egen protest. For naturligvis kan jeg på ingen måde true Livet med andet, end at ville leve det - på Livets egne præmisser. Det er jo det, hele eksistensen handler om - at Leve Livet på Livets Præmisser, ikke sandt ?

Det skal bare - i mit tilfælde, og jeg kan jo på ingen måde udtale mig om andre end mig selv, vel ? - leves Én Dag Ad Gangen, for at den dag jeg lever i, kan blive bedst mulig. Så skidt med, at Livet opfører sig lidt tøseteenagerfornærmet en gang imellem.

Jeg elsker det jo alligevel - betingelsesløst.

Morgenurolig rolighed.

Festlige farver skinner mig i møde, fra de otte piller der udgør mit morgenkick. Hver for sig skal de kunne noget specielt - drive vandet ud, drive trykket ned, drive blodårekanterne længere fra hinanden, og drive mig til vanvid med alle de bivirkninger, der driver ind over mig. Jeg føler mig faktisk som lidt af en drivert, når jeg hver morgen slavisk indtager min lille håndfuld farver.

Men til gengæld er jeg i live.

Og det er nu ikke så værst - det der, med at være i live. Især ikke, når baggrundsmelodien er The Beatles Blackbird og klokken muntert danser henover en viden om, at jeg burde ligge i min seng og sove de uskyldiges søvn.

Ikke at der er ret meget uskyldigt over mig mere. Det forsvandt vist i fortidens grumme gerninger og hørtes sidst spagt anmode om hjælp bag de karaktermord, jeg begik på mig selv mens jeg var aktivt søgende efter virkeligheden i flasker, der ikke indeholdt andet end selvbedrag og hæse stemmers lokkende råb.

Hvad så nu ? Altså her, hvor blodproppers skumle eftervirkninger stadig leger kispus med min dagligdag, og angsten for den kommende - eller måske ikke-kommende - morgen fylder mine aftenener med træt erkendelse af tingenes virkelige tilstand.

At jeg virkelig, virkelig ikke ved, om dagen imorgen kommer for mig. Om jeg vågner op til endnu en dags opbygning hen mod aftenens spørgsmål: Vågner jeg i morgen ?, og om jeg snart får mere end tusindedele af min smertesans og min varme/kuldesans tilbage. Om jeg snart kan smide nogen af de farvestrålende piller, der fylder mig med lige dele overlevelse og bivirkninger, og som jeg lige her og nu holder mit liv i gang på.

Suk.

Mens jeg på den måde sidder og taster løs i introvert selvmedlidenhed, lykkes det for mig at få kastet en livline ud i den grå vortex, der hvirvlende udgør min nærmeste virkelighed på det her normalt pragtfulde, men lige nu makabre og udslettelsesinviterende øjeblik - og fange den pæl, der i 36.701 timer altid har været der for mig, og urokkeligt har hvisket sit mantra ind i mit øre.

Min Sindsro.

Og uden videre palaver - uden nogen form for kamp eller underkastelse - falder mit urolige sind til ro, og jeg kan endelig lukke øjnene op for morgenens pragtfuldhed og livets vidunderlighed, mens jeg roligt skubber al min angst, tvivl, og uro over i dét hjørne, hvor det hører hjemme. Hvor jeg kan undersøge det stille og roligt, og lade  fortidens realiteter skinne ind på alt det, der har bragt dødsangsten ind i min hverdag.

Bare jeg ved, at Livet leves bedst Én dag ad Gangen, så er morgendagens mulige udfald aldrig en fare men bare en virkelighed, der jo alligevel altid har været til stede, men som nu har fået mulighed for at understrege sin realitet på en sådan måde, at jeg ikke kan andet end at acceptere - hvilket jeg gør med glæde - at Livet er her og nu og morgendagen kun er en mulighed og ikke en gudgiven virkelighed.

Så er det, at kaffen smager godt - ostemaden lige så - og de små stråler af lys, der indvarsler solens komme, får tankemæssige rosenkanter af fryd og fornøjelse.

For jeg ved, at jeg har de næste fireogtyve timer at gøre godt med. Ædru, i live, og med min krops (næsten) fulde brug. Og mere behøver jeg vel ikke, gør jeg ?

Tak for mig.