In angelus voluntas sits

Inde i kroppen på  mig sidder den der koldvåde fornemmelse, der kan opstå engang imellem når jeg har fået åbnet ud til haven alt for tidligt. Det virker næsten som om en tåge havde sivet stille ind, snoet sig om mine fødder, og lige så roligt indhyllet mig i kolde, klamme, brugt-vaskekluds-lugtende restdråber efter nattens mareridt.

Udenfor forsøger en forkølet due at frembringe nogle af de kurr, den ellers normalt kan præsentere på mest gennemtrængende og uimodståelige vis - men ender med noget, der lyder som opspyt efter en halsbetændelse. Imens stønner naboens hæk under vægten af oliefyldte dugdråber, der ikke drypper, men vælder ned mod den allerede overmættede regnjord.

Det er morgen - og det er Sommerens Sidste Dag.

Godt nok har mange forskellige meteorologer indtil nu forsikret mig om, at der skam nok skal komme noget mere varme - ikke så meget, men lidt har vel også ret - og at der går lidt (med understregning) tid inden næste regnskyl drypper forbi. Meeeeeeeeeen............

Morgenfugten og den udendørs fra kommende kølighed, gør sit til at få mig til at skutte mig, og trække morgenkåben tættere ind til min trindtfede skribentkrop, mens tanken om en varm og hyggelig dyne igen og igen dasker forbi min knapt vågne bevidsthed, og lokker  på fortrinligste vis.

Pludselig blander en kvidrende frisk stemme sig i mine ikke ær- men dyn-bare tanker, og får mig til at løfte blikket en anelse op over skærmens tristblinkende sortheder - hvorefter jeg får øje på et morgensyn, der får laget af tristesse og knoglekulde revet væk i et snuptag.

Med en himmelbaggrund af blåt og forskellige versioner af nydelsesgråt ser jeg min genbo - Min Engel - morgensmilende vinke over til mig - og straks begynder øverste etage at udstede smældende ordrer til den ellers trætte og ugidelige krop. "Ret dig op - Løft hovedet - Smil - Gå udenfor og sig Godmorgen! ".

Og som dirigeret af usynlige tråde, trukket af en gemt Gepetto, reagerer jeg, og når i tre små hop udendørs, mens jeg samtidig får bundet morgenkåben fast, og hentet et smil op fra kassen med de ægte. Hvilket betyder, at min egen morgenhilsen lyder væsentligt mere frisk, end jeg følte mig få øjeblikke tidligere.

Men.......

Da jeg et par minutter senere får sat mig bag tastaturet igen, opdager jeg noget ganske forfærdeligt - noget så skræmmende og uhørt, at det sender gys ned ad den rygrad, indtil flere før i tiden påstod var ikke eksisterende.

Morgenhilsenen og de varme smil har fjernet min pludseligt opståede trang til at beskrive denne dags gråvåde begyndelse i sortgrå fodslæbende retorik - og erstattet den med småfinurlige gladmorgentanker.

Som jeg - efter kort tids eftertanke - vælger at putte i "Til Senere Brug"-kassen, så jeg kan komme til at gøre det, jeg egentligt gerne vil.

Putte mig under dynen igen - bare sådan....... lidt.

Og alt det bare på grund af en engels morgenpust på en mat glorie. Godt jeg ved, at jeg bare kan sætte mig igen senere, hvis jeg får lyst, og trække de nedputtede tanker op af kassen, kigge på dem, og lade dem snørkle bogstaver på skærmens papir.

Indtil da vil jeg - tage ét snork ad gangen.....

Brølende piller, og pillende brølere.

Det var lyden, der vækkede mig. En langsomt rullende, let mavevibrerende bas, der lød som om nogen havde tabt et læs mursten på parkeringspladsen, og som gentog sig selv med uregelmæssige mellemrum - ledsaget af både blå og gule farver, der glimtvis lyste mit morgenmørke soveværelse op.

Tordenvejr, sagde min hjerne. Tordenvejr. Op med dig, lille mand, for der er et tordenvejr igang.

Hastigt dansede jeg ud af sengen og rullede gardinerne op inde i stuen - fik kaffen sat i gang, computeren tændt, og sat mig til rette ved skrivebordet med mit sultne blik rettet ud af de to store 75" skærme, der udgør mine vinduers grænseflade til omverdenen.

Og ganske rigtigt - lyn efter lyn dansede over himlen mens guderne brølede en heftig godmorgenhilsen.

"Menneske stå op - hør vort beats hastige rytmer - se vort show udfolde sig på himlen - og dans en fandango med os i den snart hvirvlende regn".

Skyernes medbragte tusmørke udviskede grænserne mellem de to verdener, og gjorde det muligt for mig, at lade hjernen danse over i et Univers, befolket med trampende jætter, hvis stærkt behårede fødder klaskede en uregelmæssig melodi ud af undergrunden, og af gudernes stridsvogne, der lod  flinthjulene skabe morgengnistrende farlighed i en ellers til tavshed skræmt verden. Alt levende dukkede hovederne for at undgå de løsslupne, og fuldstændigt uberegnelige lyns hærgen på den nu næsten kulsorte himmel.

Aahh - Vildskab !!

Dans mig en polka, headbang en dødsmetal, og lad mig være tilstede når tæppet trækkes væk, og verden tæller sine ofre.

Fnysende stråler af varm luft damper ud af mine næsebor, mens jeg begejstret hastigt forsøger at få mine livstrætte lunger til at baske mere ilt ind i min fuldstændigt morgenmørbankede krop - og et ekstra stærkt naturglimtende sprøjt af udefra kommende lys afslører......

..... at jeg har glemt at tage mine piller i går aftes.

Uigendriveligt ligger pilleholderen dér. Som skabt af det lys, der afslørede den fejl, jeg ikke havde set komme - manglende indtag af de piller, der ellers skulle have skabt orden og lavtryk i mit indre uvejr, og sørget for struktur i en verden uden grænser.

Alt står et øjeblik stille. Frosset i en lynblank erkendelse af, at nok kan verdenen gå amok. Og nok kan mine øjne og mine ører blive forkælet med tordenvejrets indtryk ad libitum. Men mit helbreds vedligeholdelse, og mit blodtryks nedholdelse, vil altid være fire klasseklare esser, i det spil, der hedder livet.

Og mens erkendelsen af gårsdagens fejlslagne medicinindtagelse i langsomt tempo overtager mine såkaldte "højere" hjernefunktioner, siver lyset ligeså langsomt tilbage i den verden, der for et øjeblik siden var vild, voldsom, og uden volvo'er.

Fornærmet morgenbøvsende hilser et tordenskrald mig farvel igen fra det fjerne, og minder mig om at der på et endnu ikke kendt tidspunkt vil være nye billetter til salg til en foreløbig ikke koreograferet fremtidig opsætning af hele scenariet igen - men at jeg nok ikke vil være tilstede, såfremt jeg ikke følger den stramme struktur, dagligt pilleindtag forlanger.

Torden og troldelyn gør dog ikke mit tab lettere - det gør kun en tidligere indtagelse af denne morgens utallige forskelligtfarvede og forskelligtformede piller (tab-letter), sammen med en morgenmad, der kan berolige min hastigt vibrerende mavesæk.

Tre kopper stærk kaffe har nu en gang dén effekt på et sådant organ.

Og Lyset bryder frem for fuld tryk - kaffen klæber sig til tungen - og i køkkenet venter en portion havregryn tålmodigt på at blive forberedt til nedsvælgning, mens min Sindsro minder mig om, at jeg ikke kan ændre gårsdagens fejl, men kun søge ikke at gentage dem i dag.

Så mens den tanke - ledsaget af et forsinket tordenbrøl i det fjerne - bevæger sig på plads i mit Sind, slipper jeg tastaturet, og bevæger mig ind i denne dag.

Go'morgen - og tak for mig.

Tidligt nok.

Hæst hyler vinden i træerne, mens dampen fra theen hvirvler rundt om min mund og næse.

Jeg puster på indholdet i koppen, for det er frisklavet og knaldvarmt - og tager den første morgenslurk, mens min krop stille henfalder til nydende afslapning. En vildt irriterende flue beslutter sig pludselig til at udfordre skæbnen - og den netop genfundne fluesmækker - ved at drøne dødsforagtende rundt om mine cremefugtige øjne. Men nej, lille fyr, der er ikke noget at komme efter for dig, så sæt dig bare lige så roligt på skrivebordet, så skal jeg vise dig noget, du aldrig har set før, og som du aldrig vil se igen. Plastic med huller i.

SLAM!

Den nu ubevægelige fluekrop drysser ned i min lille papirskraldespand, og jeg genoptager morgenens nydninger - vejret, vinden, og velbehageligheden, der ruller gennem min morgenparate krops forsvarsværker, og nulstiller alle mens alt bliver løsnet og varmet.

Nogle ville måske sige, at det er alt for tidligt at stå op - bare fordi klokken kun er tre og natmørket har en godt, gedigent, greb om alt derude. Det hele kan høres - træerne, der drejer sig i vinden - grenene, der skraber mod hinanden - hylet, når vinden kastes rundt om hjørnerne - men intet kan ses.

Mørket er totalt, og de eneste lyspunkter i tilværelsen, er skærmen der kaster sit kunstige lys ud over skrivebord og tastatur - og stearinlyset i thevarmeren, der sender sine varngule stråler ud gennem hullerne i porcelænet.

Radioen brummer næsten ikke hørbart i baggrunden, kun for at blive overdøvet når vinden udenfor bygger sig op til endnu et crescendo, og hylende minder mig om, at der er efterår på vej. At denne nat sikkert er et tidligt forsøg på at kaste efterårets kølige kulde og vissentvarme farver ud over det hele, inden dagen og solen får mulighed for at ændre tilværelsens virkelighed.

Pludselig er alt stille - radioen har ramt et sort lydhul, og vinden kastet sin egen lyddøde virkelighed udover alt det, der er udenfor - og kun en svagt knitren  bryder med mellemrum stilhedens stivnen. Alt virker som om intet eksisterer, og nu'et fryser fast i et øjebliks akavet krampe.

Indtil lyden af vinden igen bryder uimodståeligt igennem stilheden, og fylder alt med nye, kakofoniske beviser på, at verden virkelig venter udenfor, og den hvirvlende dans om træernes slanke tyndhed og grenenes stadig saftspændte sprødhed, er igen mit natlige morgenlydbillede.

Langsomt dukker radioens musiske komplementering op igen, og lægger et lydtapet under naturens storslåede vindballet - mens den gør min morgenhjerne klar over, at der sikkert skal dyrkes noget mere shuteye, inden dagens lys afløser nattens mørke.

Det kan nåes endnu - for jeg lever kun én dag - én nat - ad gangen - og kan derfor tillade mig at nyde alle øjeblikke enkeltvis og fuldt ud. Så jeg vil tørre mine cremevåde øjenkroge, puste lyset ud under theen og sætte pc'en på Standby, mens lamperne morgentændes på parkeringspladsen, og nattens mystik mister sin spændstighed.

Med et roligt smil rejser jeg mig, og slukker for lampen ved siden af skærmen, inden jeg følger dynens kalden, og sengens kølige velsignelser.

KLIK.

Da farfar var ung.

Før i tiden.....

.....var min krop spændstig og lækker som en let knudret Hershey-bar med nødder.

Nu skal jeg finde vej ned til det, jeg ikke har set i mange år, ved at lade mine krogede fingre danse ned af den eventyrlige bule, der udgør min mave, og tælle antallet af rynker - for ellers aner jeg ikke hvor mine fingre skal stoppe og tage fat i det før i tiden stærkt berømmede, men nu unævnelige, der hver nat jager mig op af min seng med kortere og kortere mellemrum.

Der skal jo afvandes, skal der.

Før i tiden....

....dansede solen over mine brunede lår med et sprælsk glimt i øjet.

Nu glimrer både brunheden og spændstigheden med sit fravær, og efterlader indtrykket af et par blegfede, let bumsebefængte, stolper, der helt nede for neden er sat sammen med enhver brøndgravers drøm om letfundet vand i massevis. Furix længe leve !! Eller..... nej, for pokker da - det får jo mit blodtryk til at styrtdykke ned under gulvbrædderne.

Og det har jeg sgutte brug for..

Før i tiden....

.... var alt så let som at klø sig i nakken.

Nu er nakken bare det sted, hvor ømheden starter, og evnen til at nå derom med mine snart gigtramte fingre, er en saga blot. Jeg kan dog tydeligt huske, at jeg en martsaften i nittenhundredefortiden blev masseret af et par pigefingre, der dansede henover de egentlig ikke særligt ømme muskler, som var de udstyret med vinger. Fingrene, altså - ikke musklerne. Men dèr kommer de sikkert alligevel hurtigere, end forventet - vingerne, altså.

Før i tiden....

.... var det ikke nødvendigt med hjemmehjælp, støttestrømper, øjendrypning, og sensibilisering af de døde nerver.

Det har flokken af pludseligt opståede propper i pæren gjort enormt meget ved. Så nu er jeg dagligt  arbejdsgiver for en masse mennesker, der løber ind og ud af mit lille hjem. Hver og en med varierende evner udi det, at hjælpe - det, at snakke - det, at udvise empati. Og med varierende meninger, om dette og hint - hvilket godt kan få bølgerne til at gå højt.

Men de er nu meget søde alligevel - også når jeg er uenig med dem. Jeg har jo altid ret, ikk' ?

Den eneste, der med sikkerhed altid kan få mig til at makke ret, er den ergoterapeut, der ved brug af en spids træstrikkepind, har sørget for at sensibilisere nerverne i min hånd og fod. Og hvis ikke det var fordi, jeg kun efterlader mig gæld, når jeg engang smutter videre - så skulle hun have arvet alt.

Mindst !

Før i tiden....

.... var jeg ikke gammel, syg, og vanskelig.

Hvilket jeg egentlig heller ikke ved, om jeg er  - nu. Jeg føler det bare, ind i mellem - når alt gør ondt, hovedet svimler, maven slår knuder, og øjnene danser fandango.

Derfor har jeg nu indløst min til stadighed stående invitation, til at blive medlem af Grumpy Old Men - for så har jeg da en undskyldning jeg kan bruge, når jeg engang imellem hvæser af det hele, og er lidt - eller meget - nede.

Jeg er jo bare en Grumpy Old Man, der har fået Sindsro på hjernen. Og jeg falder hurtigt ned i en rolig eksistens, hver gang det går op for mig, at der findes mange ting, jeg ikke kan ændre, og en hel del andre, jeg godt kan.

Dén Visdom, er jeg slet ikke ked af at have opnået indsigt i. Selvom det så kun er Én Dag Ad Gangen, og Én Opgave Ad Gangen.

For så vågner jeg lige så roligt, som jeg falder i søvn - i tillid til, at livet bliver levet på livets præmisser.

Før i tiden....

....kan jeg ikke ændre, men jeg kan acceptere det, jeg har gjort forkert - og be' de mennesker om undskyldning, som det er gået ud over.

Og dét - gør jeg med glæde.

Lige midt i Livet......

Udenfor stråler solen ubarmhjertigt ned fra en så godt som skyfri himmel, og det livgivende og lisende tordenvejr er stadig indtil flere lande væk fra lille Langeland. Selv de små pipdyr vælger at bevæge sig fra skygge til skygge så hurtigt og gesvindt som muligt - alene for ikke at svides til støv, mens de samtidig søger mod områder, hvor de kan finde svalende vand af alle slags.

Indenfor sidder jeg bag nedrullede gardiner og med begge blæsere stillet på fuld skrald - og ønsker samtidig at jeg havde et lommetørklæde, der var stort nok til at dække hovedet. For så ville jeg væde det i vand, og klaske det på den sparsomt bevoksede isse, og acceptere at det ville være nødvendigt at blinke med regelmæssige mellemrum, når de vådkolde dråber sneg sig ned over øjenbrynene. Hvis de endda ville kunne nå så langt, inden de tørrede helt væk.

Suk.

Alene det, at jeg på tværs af mine normale skrivemåder vælger at skrive midt på dagen - istedet for at sidde med blæserne h e l t oppe i hovedet og den kolde bruser hængende ovenover - fortæller mig, at alt er af lave.

Naturen er af lave - helbreddet er af lave - hverdagen er af lave - og så har jeg fået et myggestik........

Det' sgi da no'et lååårt, det hær.

Jeg lukker øjnene, og trækker mig ind i mig selv, mens jeg forsøger at finde en form for ro og fred i det faktum, at jeg trods alt hvad der er ramlet ned over mig, stadig sidder med arme og ben funktionsdygtige, og med intelligensen (så vidt jeg da ved) intakt.

Så blæse være med vandet i benene, vandet i lungerne, det stærkt svingende blodtryk, og alle de andre underligheder, der optræder til hverdag. Jeg vænner mig vel til de af dem, der ikke kan ændres, på et tidspunkt.

Jeg tror sgi, at jeg vil glædes over lyset, livet, luften, letheden, og lykken, der kan få mig til at smile af glæde over, at jeg traf det rette valg for syvogtredive tusinde syhundrede og seksten timer siden.

Ellers tror jeg næppe, at jeg havde overlevet mine blodpropper - jeg havde nok heller ikke levet længe nok til at kunne få dem, men havde drukket mig ihjel inden da.

Og dét - er jeg taknemlig for.

En Dag Ad Gangen. Med håbet om Knald, Bulder, og Skybrud forude - helst i dag - kan jeg så sidde her, og skumle over Tilværelsens Uendelige Lethed, mens alt bare er no'et l............ Hallooo - jeg har jo is i fryseren !!

Afsted det går - og straks er det hele lidt lettere, og Sindsroen indfinder sig - stille og roligt.

Tankemyldermås...

Så skete det igen.

Endnu en gang sætter alle mine tanker sig på tværs - i mit indre univers, univers, univers, de har sat sig på tværs - og forhindrer mig i at nå frem til det, jeg ellers gerne ville dele med jer i dag, kære læsere.

Straks er der dømt forstoppelse i mit udtryksorgan, mens den ene tanke efter den anden slår bremserne i, og forsøger at stoppe inden de allerede kuldsejlede af slagsen rammes med hundrede kilometer i timen.

Og det eneste jeg kan gøre, er at kigge på hele den rodebunke, der udgør mit kreative jeg på denne ellers så dejlige morgen - og lettere forvirret tage tilfældige tanker op og undersøge dem én efter én.

Dér var dén om rådyret i haven - og den soveplads det åbenbart har fundet sig - hvis ikke det da er en grævling......

Og dén om mit legemes pludseligt manglende evne til at kunne udholde den sol, vi alle har sukket hele vinteren efter - de nedrullede gardiner - solbrillernes mulighed for at beskytte øjets sårbarhed overfor det skarpe lys......

Og dén om mine bens forvandling til betonstolper - vand i fødderne er aldrig rart - og kompressionsbind gør ondt....

Og dén om........ Og dén om........ Og dén .......

Frustreret kaster jeg tankerne rundt mellem hinanden, og ser hvordan de danner tilfældige, pludselige billeder, der ellers ikke ville have opstået. Sære, krøllede eksistenser, der kun er tilstede fordi jeg tillader det.

Sovende rådyr med solbriller på. Tungt vraltende betongrævlinge. Og pludseligt danser begge en festlig mazurka sammen, til tonerne fra Sven-Olriks Orkester.......

Jeg samler mit halvsnorkende hoved op, inden det rammer bordpladen, og kaster lidt mere the ind i munden - sådan bare for at se om jeg kan vågne lidt bedre, men må erkende at nattens hvileløse timer ligger tungt på samvittigheden.

Den samvittighed, der pludseligt gør mig opmærksom på, at jeg stadig mangler at træffe en afgørelse - om jeg skal tage med til den inviterede fødselsdag i dag - jeg har faktisk glædet mig meget til den - eller om jeg skal strække våben og blive hjemme bag de nedrullede gardiner, så jeg kan blive bedre istand til at kunne deltage i fremtidige fester.

Rent faktisk tror jeg, at det er dét, der har stillet sig i vejen for mine ellers så morgenmuntre tankefinurligheder, og fået dem til at trimle rundt som fejlkastede spindetoppe, inden de kuldsejlede på kanten af mit udtryksorgan, og endte i det hjørne, der allerede fra start så ret overfyldt ud.

Og hvis jeg ikke får taget mig sammen til at træffe en bindende afgørelse om festen - så tror jeg, at  bunker af tankemylder vil fortsætte med at vokse frem, og ultimativt forhindre mig i at komme frem til dén ene tanke, der hver morgen de sidste ettusinde femhundrede og niogtreds dage har fået lov til at stå forrest i et taknemligt sind :

I går var jeg ædru - og det vil jeg også være i dag......

Et dagligt valg, det har været forbavsende let at overholde siden den morgen, jeg valgte at blive ædru for min egen skyld, og ikke for andres. Vel vidende, at jeg endnu en gang ville miste alt, og stå tilbage med en væltet tilværelse, og en kuldkastet eksistens.

Suk.

Egentlig havde jeg jo mistet det hele på forhånd - allerede dengang jeg faldt i efter mange års ædruelighed, og ødelagde mit daværende tredie ægteskab. Og alt sammen var det efterdønninger fra den første Minnesota-behandling på Von Veritas - alene fordi jeg aldrig ville tillade mig selv at opdage, at jeg dengang valgte at blive ædru for alle andres skyld - og ikke for min egen.

Men er det ikke netop sådan, det er med ædruelighed ? Hvis jeg ikke passer den, og dagligt sørger for at holde den skinnende blank - så ender den med at ligge ovre i et hjørne og surmule af frustration og græmmelse.

Og så opdager den slet ikke, at jeg pludseligt står på kanten af en åbnet flaske pullimut - iført synsvæltende dykkerbriller og outdatede speedos - parat til at tage det hop, der vil ødelægge alt og sætte mig tilbage til "square one" igen.

Det har jeg sgutte lyst til - så hen på plads med dig, bette ædruelighed, og lad mig få børstet og pudset dig grundigt, så du spinder af ren Sindsro, og får Mod til at gøre det, der skal og kan gøres, når altså du har brugt dén indre Visdom, al ædruelighed er født med - til at kende forskel på do's and don'ts.

Phewww.......

Pludseligt trak morgenmylderet af finurlige tanker mig i den rigtige retning igen, og sørgede på den måde for at jeg fik genskæret fra den dagligt nypudsede ædruelighed tilbage, hvor det hører hjemme.

I et sind og en krop, der elsker Livet, og accepterer at leve det, på Livets Præmisser.

Tak for mig.

(i får lige en ekstra lille morgen-treat - nemlig den originale version af Reinhold Niebuhr's bøn, der ligger til grund for den Sindsro-bøn jeg, og utallige andre, dagligt bruger: )

God, give us grace to accept with serenity
the things that cannot be changed,
Courage to change the things
which should be changed,
and the Wisdom to distinguish
the one from the other.

Fahrenheit 451

Varmedisen danser henover fliserne på terrassen, mens Roxette synger "Dressed for Succes" i mine højttalere, og det skarpe sollys forsøger at kravle ind under mine halvlukkede øjenlåg.

Det kan nu ikke være min aktuelle påklædning, Marie Fredriksson hyler højt om - for den består kun af det mindst mulige, mens både bukser og t-shirt er lagt strategisk frem, så jeg kan nå at hoppe i det, hvis der skulle komme besøgende.

Hvilket der nok ikke gør - altså udover de fluer, der desperat søger ly i skyggerne herinde, og de hjemmehjælpere, der taknemligt stiller sig foran min blæser for at blive lettere afkølede inden de skal videre til andre borgere. Tilsammen ikke ligefrem de allermest intelligente sparringspartnere på en hed sommerdag, hvor hjernen brænder sammen på alt og alle.

De nedrullede gardiner og pivåbne døre bringer pludseligt minder om tidligere tiders kørsel til Sydeuropa, hvor timerne mellem 11 og 15 blev kaldt siesta, og tilbragt indendørs i ly af de tykke og kølige mure, mens verden svedte og fluerne floppede døde omkuld - brændt til trækul af moder Sol's ubarmhjertige stråler.

Til gengæld kunne jeg se frem til aftener fyldt med fårekyllingers sang og blide vinde henover terrassers paelladuftende, køligtsmagende nydning. Nok fordi det var andre, der kreerede retterne, og serverede de kølige drikkevarer - for helt ærligt talt, så har jeg nul og en høstblomst lyst til at lave mad her og nu. Det brænder solen alt for hårdt og ubarmhjertigt til at kunne tillade - og mit køkken er heller ikke gearet til det - og jeg har heller ikke lyst - og jeg ville ikke ane hvad jeg skulle lave - og.......

Undskyldningerne står i kø, mens min hjerne langsomt overvinder varmens inerti og sætter sig i gang.

Paella........ Fyldt med alt muligt lækkert guf sammen med risene....... Eller hvad med risotto.......... Bare risene, smørret, fløden, ærterne, suppen - og tiden..............

Mine næsebor opfanger allerede duftene fra alle de retter, jeg forestiller mig at jeg går i gang med i mit spartanske tankekøkken. Og de smagsløg, der ikke har fungeret ordentligt i snart 7 måneder, begynder at sende beskeder til spytkirtlerne, så munden kan vædes ordentligt inden den første bid af det, jeg måtte ende med at fremstille, glider over mine læber.

Det skal være med revet Grana Padana, beslutter jeg mig til. Og smør. Og bacon. Og.....

Endnu engang driver jeg ud på fantasiernes Mare del Mad, hvor bølgerne er jomfrukerneolie, fiskene er groft skårede kødstykker, båden jeg sejler i er sammensat af spaghetti, så den ligner Thor Heyerdahls Kon-Tiki, og skumsprøjtene er nyrevet Grana - strøet med løs hånd ud over det hele.

Suk.

Det må være varmen, der får min hjerne til at koge over. Intet fornuftigt og intelligent væsen vil på nogen måde kunne få sig selv til at lave varm mad på dét her tidspunkt af dagen - ti treogtyve siger soluret, når jeg kigger ordentligt efter - og intet rationelt væsen kunne da tænke sig at spise varm mad på et sådant tidspunkt.

Vel ?

Jeg er nu hverken rationel eller fornuftig i øjeblikket. Måske endda heller ikke intelligent, når jeg kan forestille mig at guffe smeltet ost og de tilhørende spaghetti i mig, under udstødelse af høje smaskelyde. Ja rent faktisk er jeg lettere overbevist om, at det må være min indre grissebasse, der stikker trynen frem, og tigger om trøfler.

Hvilket vel heller ikke er så ring' endda.

Kortvarigt danser et billede af UglyGrissebassen herover mit indre lærred - med bagdelen i vejret og trynen nede i jorden, på vej gennem skovbunden for at finde det sorte guld. Og et hjælpeløst hulkende grin får mig til at glemme alt om madlavning, mens mine hænder bliver klasket sammen i et stornydende latteranfald.

UglyGrissebassen.......

Hvor er jeg dog glad for at leve livet, som jeg gør - sådan, Én Dag Ad Gangen.