Morgenurolig rolighed.

Festlige farver skinner mig i møde, fra de otte piller der udgør mit morgenkick. Hver for sig skal de kunne noget specielt - drive vandet ud, drive trykket ned, drive blodårekanterne længere fra hinanden, og drive mig til vanvid med alle de bivirkninger, der driver ind over mig. Jeg føler mig faktisk som lidt af en drivert, når jeg hver morgen slavisk indtager min lille håndfuld farver.

Men til gengæld er jeg i live.

Og det er nu ikke så værst - det der, med at være i live. Især ikke, når baggrundsmelodien er The Beatles Blackbird og klokken muntert danser henover en viden om, at jeg burde ligge i min seng og sove de uskyldiges søvn.

Ikke at der er ret meget uskyldigt over mig mere. Det forsvandt vist i fortidens grumme gerninger og hørtes sidst spagt anmode om hjælp bag de karaktermord, jeg begik på mig selv mens jeg var aktivt søgende efter virkeligheden i flasker, der ikke indeholdt andet end selvbedrag og hæse stemmers lokkende råb.

Hvad så nu ? Altså her, hvor blodproppers skumle eftervirkninger stadig leger kispus med min dagligdag, og angsten for den kommende - eller måske ikke-kommende - morgen fylder mine aftenener med træt erkendelse af tingenes virkelige tilstand.

At jeg virkelig, virkelig ikke ved, om dagen imorgen kommer for mig. Om jeg vågner op til endnu en dags opbygning hen mod aftenens spørgsmål: Vågner jeg i morgen ?, og om jeg snart får mere end tusindedele af min smertesans og min varme/kuldesans tilbage. Om jeg snart kan smide nogen af de farvestrålende piller, der fylder mig med lige dele overlevelse og bivirkninger, og som jeg lige her og nu holder mit liv i gang på.

Suk.

Mens jeg på den måde sidder og taster løs i introvert selvmedlidenhed, lykkes det for mig at få kastet en livline ud i den grå vortex, der hvirvlende udgør min nærmeste virkelighed på det her normalt pragtfulde, men lige nu makabre og udslettelsesinviterende øjeblik - og fange den pæl, der i 36.701 timer altid har været der for mig, og urokkeligt har hvisket sit mantra ind i mit øre.

Min Sindsro.

Og uden videre palaver - uden nogen form for kamp eller underkastelse - falder mit urolige sind til ro, og jeg kan endelig lukke øjnene op for morgenens pragtfuldhed og livets vidunderlighed, mens jeg roligt skubber al min angst, tvivl, og uro over i dét hjørne, hvor det hører hjemme. Hvor jeg kan undersøge det stille og roligt, og lade  fortidens realiteter skinne ind på alt det, der har bragt dødsangsten ind i min hverdag.

Bare jeg ved, at Livet leves bedst Én dag ad Gangen, så er morgendagens mulige udfald aldrig en fare men bare en virkelighed, der jo alligevel altid har været til stede, men som nu har fået mulighed for at understrege sin realitet på en sådan måde, at jeg ikke kan andet end at acceptere - hvilket jeg gør med glæde - at Livet er her og nu og morgendagen kun er en mulighed og ikke en gudgiven virkelighed.

Så er det, at kaffen smager godt - ostemaden lige så - og de små stråler af lys, der indvarsler solens komme, får tankemæssige rosenkanter af fryd og fornøjelse.

For jeg ved, at jeg har de næste fireogtyve timer at gøre godt med. Ædru, i live, og med min krops (næsten) fulde brug. Og mere behøver jeg vel ikke, gør jeg ?

Tak for mig.