Andre Sider af mig

onsdag den 18. april 2018

Hofter fat !!! Motion forude !!


Det er noget underligt noget, det der med at have hofter. For det meste lægger jeg slet ikke mærke til dem, og anser automatisk deres funktion som uendelig og deres holdbarhed som uden udløbsdato.

Men som de fleste af jer helt sikkert ved, er det i allerhøjeste grad ikke i trit med virkeligheden.

Meget langt fra endda, når jeg nu lige tager mig sammen til at lytte efter de temmeligt højt protesterende lyde, mine to af slagsen har udstødt siden i morges.

De er åbenbart indstillet på, at gøre denne dag til en kamp mellem deres egen velbehagelighed - hofterne, altså - og min lyst til at være en integreret del af de tilbud, dagen byder på her på Livsstilscenteret.

Og det lader dæleme til, at de er på vej til at vinde. Øv !!

De holdt ellers - ret surmulende, men trods alt acceptabelt fungerende - til både tidlige morgenture, lettere yoga, og en gåtur ned gennem den lyst grøntlysende skov, der er i baghaven. Samt til at stå ved et bord i træningskøkkenet - jeps, der er skam sådan et lækkert og veludstyret af slagsen her - mens frokosten til de 47 medindlagte blev tilberedt af mig og de andre på madlavningsholdet.

Og så snigløb de mig.

Uden jeg helt lagde mærke til det - og mens jeg nød den med dijonsennep og karry tilsmagte  frisklavede kyllingesalat, der var blevet lagt på en skive ananas - besluttede den højre - hofte, altså - at den ikke kunne li' mig.

Og da jeg ikke lod til at bemærke dens subtile protester - små, lette jag i musklerne (ja, jeg skrev musklerne - for sådanne har jeg altså hist og her) i siden - fik den overtalt sin venstre med-hofte til at deltage i det, der såfremt jeg ikke fik opdaget det i tide, kunne have udviklet sig til en decideret generalstrejke i bevægeapparatet.

Ikke fordi det på nogen måde fik min opmærksomhed til at flakke væk fra den lækre og varme rodfrugtsalat, der var blevet lavet som tilbehør til et stykke skinkemedister.

Ej heller var der nogen af den forsamlede mængde protesterende hoftedeles brøl om retfærdighed, der trængte gennem mine læbers nydelse af den friske dessertfrugttsalat - der, ganske kort sagt, bjergtog mine smagsløg i uendelig grad.

Men da jeg så - mæt, og veltilpas i mine indre bløddele - rejste mig for at hjælpe med afrydningen af bordet..........

Jesus Maria til Flodhest............

Som en flodbølge af protesterende offentligt ansatte - for det er de jo, de to små hofteboftebasser - væltede deres vrede ind over mig, min hjerne, og mine muskler. Ryddende alle muligheder for et forlig, og truende med en knoglernes generalstrejke, hvis lige ikke var set siden jeg som ganske ung fik danset mig selv ud foran en bil, der ikke kunne bremse.

Og det var kun med opbydelsen af alle mine overtalelsesevner, og under fremsigning af diverse bønner - både dem fra den katolske, den jødiske, og den protestantiske tro, samt et par ekstra fra KFSM (Kirken for det Flyvende Spaghetti Monster) - at det lykkedes mig at "stalle" og skubbe det hele lidt på afstand.

Da jeg så også fik min helt egen forligsmand - ham der hedder Sindsro - til at bryde ind i konflikten, og samtidig lovede at sætte mig til forhandlingsbordet - stille og roligt - igen, fik jeg endelig mulighed for at kunne bede hoftebammelamserne om tilgivelse, samt love dem at jeg nok skal passe bedre på dem under resten af opholdet på Centeret.

Der er så bare lige det, som de ikke ved - de der centralt placerede knogledimser.

Nemlig at jeg for det første i al hemmelighed har forberedt en decideret Lock Out via diverse pilleindputningsblokader, såfremt de ikke stopper med at brokke sig - samt at jeg aldeles ikke er færdig med at byde dem en hel masse aktiviteter, der - efter min egen ringe mening - på sigt vil kunne styrke og støtte det fællesskab af knogler, kød, hud, etcetera, der tilsammen er Mig.

Det er nemlig også en del af det, der hedder Ændring af Livsstil - og som er en integreret del af den igangværende overenskomstforhandling mellem min krop og jeg.

Så dét har de dæleme bare at rette sig efter - de små hofteknoglebassebamselamser.

Bare én dag - ét øjeblik - ad gangen......

2 kommentarer:

  1. Altså...jeg vil ikke have en invalid kæreste hjem, tak!

    SvarSlet
  2. Hej Per
    Bare giv de to hofter, hvad de har godt af - ogbevæg dig udi diverse andre aktiviter på LivsstilsCentret 👍🏻 Jeg er MEGET misundelig 😉hils og godt ophold til dig

    SvarSlet