Mikrofonen er tændt - der må synges.

Der er nu meget sandhed i det der med, at ikke to dage er ens. Heller ikke, selvom man som jeg lever efter devisen med én dag ad gangen. Det går op for mig, mens jeg her på denne dejlige morgen endnu en gang sidder med morgentheen og tastaturet, og prøver at sætte ord på de tanker, der flyver rundt i  min langsomt opvågnende hjerne.

Tanker om alt og intet. Om min sygdom. Om kærligheden. Om livet. Om døden.

Men mest af alt om det menneske, hvis liv jeg senere idag skal tage afsked med. En afsked, der kommer til at bringe minder op i mig, om et liv levet i glæde, levet her-og-nu, og levet fordi det nu tilfældigvis var der - det gutens liv - og k u n n e leves.

Spisende livet i store klumper - elskende livet i bid efter bid - levende, eksisterende, og værende - for alle der havde lyst eller brug for det.

Og så på én gang - pist - bare væk.

Vinden blæser tankefuldt grenene rundt på de buske og træer, der er udenfor mit morgenvindue, mens minderne om den del af livet, der blev mig forundt at kende hende, ligeså tankefuldt danser en stille karaokevals i min hjerne.

Minder om glæden og kærligheden i øjnene på både hende og min ven, da de for mange år siden havde inviteret alle os Skumlinger til bryllup. Minder om snakke, delte tanker, delte oplevelser - og smilet, da mange års adskillelse forsvandt igen, og jeg fik taget mig sammen til at droppe forbi påny.

Minder.......

Der bliver ikke grædt i dag - der bliver fejret. En glædesholdelse af det liv, der blev levet - elsket - nydt - og brugt. Der vil blive sunget, grinet, og jo - sikkert også, trods min påstand om det modsatte, fældet saltholdige dråber, når minderne om det, der blev oplevet sammen, bliver delt.

På den måde, bliver denne dag - den ene dag, jeg som ædru alkoholiker kan tillade mig at overskue - meget forskellig fra alle de foregående dage, hvad enten disse har været ædru eller aktive. For intet og ingen, vil kunne måle sig med den kommende afsked med en ven af dén kaliber - dét aftryk har hun sat sig tungt, glædesstrålende, og livfuldt på.

Og mens tonerne fra Sam's Bar-koret stadig vil runge i min nu ædru hjerne, vil jeg danse en morgensalig karaoketango med mindet om en kvinde, jeg aldrig nåede at danse med i levende live. Jeg vil skue hendes smilende øjne, og hviske i hendes altid lyttende ører, at hendes mand er jordens heldigste. Jeg vil høre hende mumle, at alt andet ville være dødskummelt - og jeg vil give hende ret, mens hun småsyngende - en umulighed, hun kunne sgutte små-synge, hun sang altid af karsken bælg - jeg gentager, mens hun småsyngende danser hele vejen op til det store karaokekor - blandet og med deltagere fra både foroven og forneden - og snupper leadmikrofonen.

Og jeg vil vinke farvel til de sidste glimt af hende, mens jeg stille hvisker:

Min ven, du levede sgutte et liv som engel, men for pokker - hvor ville englene gerne have levet et liv som dit - bare én dag ad gangen.