Jeg er stadig.....

.... både Ædru, og Alkoholiker.

Trætheden sidder helt ude i ansigtet, og banker på. Ikke en gang den sorte kaffe, jeg har nedsvælget i store slurke, kan holde mig vågen, så med mellemrum "falder" mit hoved ned mod bordpladen, og undgår kun lige at klaske ned i denne med et sprødt kvalmende dask, fordi jeg når at rive det tilbage på plads igen.

Og så er det forbandet svært at stave rigtigt - og samtidig taste hurtigt nok - fordi trætheden vælder ud gennem hvert eneste hul, hver eneste sprække, i den krop, der ellers var knaldvågen allerede ved halvfire tiden, og havde lyst til at være oppe, skrive, spise morgenmad og drikke kaffe, og byde dagen velkommen.

Så hvorfor denne halvt sanseløse zombie-agtige dansen ind i himlens morgenlys ?

Det er såmænd bare mine propper, der slår igen. Der sætter sig på de begyndende energier, som ellers skulle have været brugt til at udforske den verden, der ny og aldrig brugt før, ryster morgenstøvet af sig, og lade sit jomfruelige jeg ledsage af kvidrende morgenpipdyr og underlige morgendufte. Og som bruger samme energier til at gøre min hudoverflade til gammelt læder og mine fødder til klumper af is.

Det er dæleme besværligt, det her opvågning.

Samtidig er det en del af det, der sker i min "nye" krop - den krop, der opstod efter propperne og som jeg endnu ikke har vænnet mig til, der uimodståeligt påvirker hvert eneste øjeblik den eksisterer i.

Nye sansninger - nye måder at opleve kulde og varme på. Nye - og ret edderspændt kvalmende - måder at opleve min med hiv og slid fungerende krops "take on pain". Dråben, der aldrig vil forlade højre øje. Næseboret, der er sårfyldt af den evige opblødning fra øjets levering af friske saltholdige dråber. Halsen, der hele tiden søger at kremte den slim væk, der har sat sig fast i klumper af kemisksmagende ubehag.

For ikke at tale om resten af den "nye" og anderledes fungerende krop, jeg er blevet udstyret med af mine pludselige propper, der uanset størrelse har haft en virkelig skelsættende virkning på alt, der var mig.

Undtagen én ting.

Noget er nemlig ikke ændret. Noget er stadig det samme - prop eller ingen prop. Noget sidder stadig fast for evigt, og vil blæse på propper, lammelser, talebesvær, og genoptræning.

Jeg er nemlig stadig Alkoholiker.

Og stadig Ædru, selvom angrebene på min krop og hjerne må siges at have givet mere end nok muligheder og tanker på den dér næste flaske, der altid står og venter selvudslettende i det nærmeste depressive hjørne.

Men Én Dag Ad Gangen bliver den holdt væk. Én Dag Ad Gangen bliver den pænt i det hjørne, den er blevet tildelt i mit liv. For kun ved at huske, at den eksisterer, og huske, hvad den tidligere har været medvirkende til, kan jeg holde den hermetisk lukket og klistret fast til underlaget.

Der var en medindlagt på Neurologisk Rehabilitering, der på et tidspunkt spurgte mig, om ikke det kunne være ligemeget med den der alkoholisme, når nu jeg skulle koncentrere mig om eftervirkningerne af den seneste prop, og om ikke propperne satte min sygdom i et andet perspektiv, hvor en lille skarp ikke var af vejen, men kunne give et afslappende pust af frihed i en ellers genoptræningsramt hverdag.

Og jeg kunne ligefrem se, hvordan hendes hjerne kom på overarbejde, da jeg svarede: "Jo, hvis jeg ikke var alkoholiker så kunne det."

Men jeg  e r  alkoholiker, og har pakket min sygdom ud fra den gave den kom indpakket i, samt revet indpakningspapiret i tusinde stykker. Den er nemlig "non-refundable", og har uimponeret sat sig så hårdt på og i min krop, at selv mine mange blodpropper i hjernen trods deres gevaldige indflydelse på min hverdag fra nu og fremover, kun er underordnede livsbetingelser.

For når jeg skal leve Livet på Livets præmisser, så er jeg nødt til at erkende, at Livets allerførste præmis for mig, er at jeg er og altid vil være alkoholiker. Og at mit øverste mål altid vil være, at kunne være ædru på daglig basis, og kunne holde mit liv fri for alt, der kunne lokke mig ned i Flasken igen.

Bare fireogtyve timer ad gangen.

Så skidt med, at trætheden sikkert vil dukke op til overfladen som en irriterende korkprop meget lang tid endnu. Og først vil forsvinde - hvis den da nogensinde gør det - når min krop har vænnet sig til altings nye Status Quo, Hvis den da gør det, inden jeg står ved mit endelige checkout-point, og skal videre til Næste Omgang. Som forhåbentlig vil være helt anderledes, som konstatering af at jeg måske har lært det, jeg skulle, denne gang.

Men det er en længere debat, jeg gerne åbner for en anden gang. Og som alt andet lige, sikkert vil være vældigt spændende at dele om. For lige her og nu, er det allervigtigste at jeg hedder Per, er Alkoholiker, og har været Ædru i et tusinde fem hundrede og enogfyrre dage. Gennem glæder og sorger, tab og gevinst, lys og mørke, er det lykkedes mig at fastholde min ædruelighed.

Én Dag Ad Gangen.

Og det er da ikk' så ring' endda.