Jeg har ikke brug ......

.... for vrede.

.... for magtesløshed.

.... for negativitet.

.... for angst.

Alle disse ting, som jeg tidligere drak på - tidligere gjorde mit bedste for at få til at opstå, så jeg kunne se frem til endnu en dag, en aften, en uge, en måned - eller mere - i flaskernes tegn. Alle disse ting, som jeg har bekæmpet, anerkendt, undgået, set i øjnene, vidst var farlige for min ædruelighed.

Alle disse fortidslevninger, jeg har levet i skyggen af uden at vide, de kunne opstå igen. Og vokse til frygtindgydende højder, i løbet af - ikke måneder, ikke uger, ikke dage - men bare i løbet af nogle få timer, hvor jeg pludselig følte afgrunden snublende nær.

Igen.

For når jeg kigger tilbage i mit liv - tilbage til dengang før var nu - og tænker over hvad det egentlig var, der fik mig til at vælte hovedkulds ned i opløsningsmidlet selvom jeg havde været ædru i flere år. Tænke over, hvad der også var med til at rive tæppet væk under fødderne på mig, dengang - så var det jo ikke kun min manglende lyst og evne til at ville være ædru for min egen skyld, og ikke for andres - men også netop dé fire dæmoner, der bare lå i baggrunden og ventede på at slå til.

Det var så også dét, de gjorde. 

Dengang.

Efter længe at have sneet sig rundt i mit sind, og ledt efter de huller der var nødvendige for dem - lod jeg dem slå hårdt og skånselsløst til. 

For jeg vidste ikke bedre.

Men denne gang - i dag - har de ikke sneget sig rundt i mit sind og ventet på at kunne slå til - ventet på, at vreden, magtesløsheden, negativiteten, angsten, skulle dukke op i mig og lade frustrationernes galde vælte op i halsen på mig.

Og det  var bare en lille ting - at min havemand, der ellers har været så trofast som få, pludselig svigtede mig uden forklaring to dage i træk. Ikke reagerede på sms'er eller opringninger. Ikke reagerede på voicemails. Ikke........

Dagen før jeg skal under kniven for at få taget små klumper ud af min prostata. Dagen før, at jeg frygter alt kan gå galt. Dagen før sortheden står parat til at slå til.

Jeg havde ellers forberedt mig på morgendagen, så godt som jeg følte jeg var istand til. Med dybe tanker, samtaler, beroligelser, og selvforkælende adfærd - så jeg imorgen tidlig ville kunne smile til en kronhjort og fløjte til en stær, mens den helt sikkert venlige og rare flex-chauffør ville samtale mig gennem hele turen ind til den kirurgiske afdeling der venter på mig.

Snuble, sagde det bare............

Og pludselig kunne jeg føle alt det, jeg hverken har brug for eller råd til, vælde frem som et kildevæld i et udtørret skovbryn. Men ikke med friskt, klart vand - med klumret, beskidt, galdefyldt bræk. Pludselig følte jeg, at jeg stod på en ganske tynd afsats, der stille og ondskabsfuldt smuldrede under mine fødder, så jeg om ganske ganske snart ville vælte ned i - ikke flaskerne, for dem ville der stadig være et stykke vej hen til - men ned i alle de dér modbydeligheder, der uundgåeligt før i tiden ville have forlangt at blive skyllet væk med mit yndlingsopløsningsmiddel - alkohol.

Skræmmende.......

Og først hér - timer efter de første vrede tanker, den første negativitet, angst, og magtesløshed var væltet frem - begynder jeg at bruge alt det, jeg har lært af at være blevet ædru for min egen skyld, som middel mod den grumsede, grågrønne og brækfyldte flodbølge, min helt egen privatpersonlige Limpopoflod forsøgte at nedlægge mig med.

Det tog bare ét enkelt ord, at få fred nok i sindet til at opløse den, og få tid til at tænke situationen igennem.

Sindsro.

Bare tanken alene var nok til at få de nødvendige følelser på plads, og gennemgå det, jeg ved jeg er nødt til i en sådan situation.

Mod.

Som nødvendigvis må findes, for at ændre det eneste, jeg  k a n  ændre i dén her hvirvelvind af tankemylder - og acceptere, at det ikke lige blev denne gang, jeg fik sat styr på hverken vildtvoksende have eller de ting, jeg ikke har kontrol over.

Visdom.

Og så forsøge at finde ud af, om der er sket noget med min havemand, eller om han bare er for flov over ikke at have husket mig, ikke have kommet, og ikke have givet besked. På en dag, hvor regelmæssighed og first things first var sat i højsædet, fordi jeg på dén måde håbede på at kunne overstå morgendagen mentalt på forhånd.

Men jeg kan ikke bestemme over imorgen. Ikke bestemme over, hvad der kan ske, hvad der vil ske, eller hvilke konsekvenser, der vil dukke frem af morgendagens biopsi.

Så nu sidder jeg "bare", med en udefinerbar angst som jeg er nødt til at tage livtag med, indtil morgendagen er overstået - og indtil resultaterne fra dét, der skal ske, ligger parat på lægens bord.

Og nej - det er ikke min havemands skyld, at jeg har det sådan. Det er min egen. For det er kun mig, der er ansvarlig for alt i mit sind. Ansvarlig for at finde og give mig selv dét, der skal til.

Sindsro.

Én dag ad gangen.

Tre små ord.

 Pludselig sidder jeg og spekulerer på, om der er noget galt med mig. 

Altså - ud over de dårligdomme, der er kommet helt af sig selv med tiden - og udover den dér irriterende nodulus, der har valgt at tage sæde i min ene lunge.

Jeg har nemlig hverken råbt, skreget, tudet, eller banket hænderne til blods i afmagt, efter jeg har fået serveret dommen for et par dage siden.

"Du har kræft."

Tre små ord, der siges at have enorm indvirkning på os mennesker - og som kan få os til at gå helt bersærk, når det går op for os at vi ikke lige har kontrol over dén del af kroppen, men at den selv bestemmer hvor vildt, voldsomt, og vanvittigt den har tænkt sig at vokse. Ord, der efter alt hvad jeg har hørt og læst, får folk til at ændre livsretning, indstilling, følelser, og så videre, og så videre.

Men - ikke endnu.

Istedet er jeg bare nærmest følelsesløs. Som om det ikke har den store betydning for mig, at jeg i værste fald kunne miste livet til den dér grimmernikkel. Og uroen inden i mig, føles nærmere som om den hænger sammen med min - bekymring? - over ikke at have reageret, som jeg eller altid er blevet fortalt eller har set, at folk gør.

Med afmagt - fortvivlelse - og til sidst accept.

Måske hænger det sammen med, at jeg allerede er i besiddelse af en potentiel livsæder - en mulig dræber, af de værste - min afhængighed, min alkoholisme. Og måske hænger min manglende bekymring også sammen med den sandhed, jeg efter at have følt dyb afmagt, dyb fortvivlelse, og regulær dødsangst, over at være alkoholiker, endelig opdagede.

At jeg er nødt til i Sindsro at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Og finde Mod til at ændre dem, jeg kan.

Og nej - jeg har ikke glemt Visdommen, der skal til for at kunne kende forskel - for den er jeg i fuld gang med at finde frem til, med dygtige lægers hjælp. Læger, der meget gerne skulle kunne acceptere at jeg selv bestemmer, hvad der skal ske i mit forløb sammen med dem. Og som under ingen omstændigheder får lov til at tage magten over mit eget liv fra mig - hvad jeg ellers har hørt mange steder skulle være noget, der er nogle af dem der forsøger at gøre.

På den måde er det vel også meget nemmere, for sådan en sundhedsperson, at kunne planlægge sin hverdag og sit arbejde. Bare patienten gør, hvad der bli'r sagt - så ender det sikkert som lægen har tænkt sig.

Men det er jo ikke lægen, der skal styre. Han skal udøve sit erhverv, og ud fra patientens ønsker, søge at ende dén uholdbare situation, sygdommen har sat patienten i.

Alt andet lige - så er det dét, jeg føler sker i øjeblikket. At jeg bli'r hørt - at jeg bli'r anerkendt - og at min selvbestemmelse fuldt ud eksisterer uden at blive forsøgt ændret.

I guder, hvor er det rodet, det her. 

Gående fra at være bekymret over ikke at være bekymret - til knurrende at hvæse "Selvbestemmelse!" ud over læger, der sikkert kun vil mig det bedste, og som kan udstyre mig med den Viden, der skal til for at jeg kan finde ud af, hvad jeg vil.

Men måske er det netop dét, der er  m i n  måde at reagere på, da jeg hørte den søde, velartikulerede, og dybt professionelle læge sige de tre ord, jeg nævnte tidligere.

"Du har kræft."

For hvor roligt, jeg end reagerede, da hun sagde dem, så agerede jeg efterfølgende overfor ikke bare mig selv, men også mine nære og kære, med stentordnende skråsikkerhed - Jeg bestemmer selv, hvad der skal ske ! Og det, der skal ske, er det, der skal ske.

Eller...........

Selvom jeg føler, at jeg er klar på at acceptere det, jeg ikke kan ændre - i Sindsro - så har jeg en fornemmelse af, at der allerinderst inde sidder en lille mig, og venter på at kunne vaske angsten og usikkerheden væk med en omgang tårer.

For uanset hvor stærk, afklaret, eller sindsrolig man (jeg) er, så er det altid iorden at have - og at vise - følelser omkring det.

Phew........

Egentlig skulle det her blogafsnit have handlet om alt det, der er sket de sidste dage. Altså alt det, der ikke er nævnt ovenfor - skanningerne, undersøgelserne, turene med Flex, og alt det dér. Men da det ikke - sidder jeg og føler lige nu - vil have nogen form for plads i dét, jeg endte med at skrive - bli'r det til en anden god dags skriblerier.

For gode dage er det, jeg håber at have i udsigt.

I Sindsro.

Lyserøde tanker.

 Hvem sidder dér bag skærmen - med klude om sin hånd....

Det' sgu mig - og det er min venstre hånd, der har klud om sig. Eller rettere - en handskeagtig strikkehæklet ting, som det nødvendigt for mig at tage på en gang imellem. Men kun, når min venstre hånd - og arm - vælger at mene at temperaturen er en hel anden, end den er i virkeligheden.

Det er nemlig en del af dét, at være mig. At min venstre side - altså af kroppen - og især min venstre underarm og hånd, som hovedregel mener at det er koldt, når det er varmt - og varmt, når det er koldt. En bette underlighed, der opstod dengang for fem år - godt og vel - siden, da mine sidste fuldgyldige blodpropper i hjernen - helt nøjagtigt i hjernestammen - slukkede for signalerne fra hele det net af smertereceptorer, der er i venstre side af kroppen.

Og i højre side af ansigtet. Og venstre lunge. Og det meste af min tarm.

Her er det så, at det bli'r en anelse mysteriofystisk, som børn mellem seks og ti sikkert kunne finde på at sige. For - netop dét, at jeg ikke føler nogen smerter i dét, man med pæne ord ville kalde "den nederste del af afføringssystemet", eller med endnu pænere ord (især for egern) "nød-udgangen", er medvirkende til at gøre min nuværende situation en anelse speget.

Jeg har nemlig for et godt stykke tid siden, erhvervet mig et sæt hæmorider præcis dér hvor "den indre verden" bliver til "den ydre verden" - noget, der efter sigende skulle kunne medføre forskellige versioner af Avs'ere, såfremt de bli'r store nok til at skabe problemer - eller endegyldigt finder på at briste, og udløse en mindre tsunami af vampyrernes yndlingsspise.

Blod.

Jeg kan bare ikke mærke, når de gør det. Og dét har de fået for vane at gøre mindst én gang om dagen. Til gengæld kan jeg hilse og sige, at  l y d e n, der opstår når de "popper" minder alt for meget om lyden, der opstår når jeg "afgasser". 

Så du kan sikker regne ud, kære læser, at når jeg vælger at sige, at jeg ser lyserødt på tingene, er det ikke det rene gas.

Suk.

Hvad har så det at gøre med "kluden" om min venstre hånd, spørger du sikkert. Ikke en dyt, men det var netop dén, der mindede mig på at jeg havde lyst til at skrive lidt om det nyeste skud på "her-går-det-godt-med-masser-af-sygdom"-stammen.

For, jo - selvom jeg måske nok vælger at beskrive det ironisk, muntert, afslappet, så kan det ikke undgå at påvirke mit daglige humør mere end en anelse. Faktisk så meget, at jeg i dag opdagede en sort tanke, der forsøgte at snige sig ubemærket ind i mit sind. Sikkert med det formål at slå rod, og sprede sig selv til alle mulige aspekter af dét, der er mig.

Men næh nej - den blev pænt sat på porten, og bedt om at forføje sig tilbage til de dystre tankers hjemstavn, hvor den helt sikkert vil kunne finde nogen at brokke sig til, over ham dér den underlige ædru alkoholiker, der ikke en gang vil lade sig friste af en enkelt nedslående dyster sort tanke. 

Hrmfph !!

Og alt hvad jeg gjorde, var at bruge min spraydåse med Sindsro, for at få de ellers så hyggelige lyse tanker til at returnere. De var nemlig blevet forsøgt skubbet ud af bane, mens den sorte tanke forsøgte at finde fodfæste.

Jeg har nemlig valgt, at fokusere på, at jeg lever her og nu - og se på alt det lyse, mit liv indeholder. Mine venner - hvor få de end måtte være. Min pragtfulde bonusfamilie, og deres glade smil når de beretter om de snurrigheder, glæder, og den lykke, deres hverdage indeholder.

Og min ædruelighed. For uden den, tror jeg næppe at jeg kunne holde selvmedlidenheden, selvhadet, og alt det andet der var så fremherskende i mine knapt så ædru år, stangen. Og jeg tror heller ikke, jeg ville have fundet den lille sjæl, der dagligt får mit hjerte til at flyde over med kærlighed, og som fylder mig med en rolig forvisning om, at det nok skal gå alt sammen.

Min bette misseprut. Min Lucifax.

Jeg kan godt høre dig, kære læser - og især din brummen over at jeg nævner den bette luskefis som mit allertætteste - mit hjerte og min hverdag - istedet for de mennesker der også har fundet hver deres plads i mit hjerte. Tag bare ikke fejl - for dem elsker jeg også utroligt højt. Lige så vel, som jeg elsker mine egne børn og børnebørn grænseløst - uden egentligt at kende ret meget til dem.

Jeg har jo ikke snakket med dem, eller været en del af deres liv, i ret mange år efterhånden. Hvilket i sig selv er en lang historie, men som kan koges ned til min egen svigt af dem gentagne gange. Svigt, som jeg bittert fortryder, men som jeg jo ikke kan ændre.

Sådan er det jo med fortiden - den kan ikke ændres, men kun accepteres . og læres af.

Uanset - så elsker jeg dem allesammen.

Lige nu står Lucifax ved siden af mig, og forlanger stædigt min opmærksomhed. Klokken er nemlig blevet "nu-er-det-på-tide-jeg-får-mad-igen"-tid, og er der én ting jeg har lært gennem mit samliv med den sortpelsede Hersker Over Huset, så er det at han er ret meget et vanedyr.

Men skidt pyt - for det er jeg også.

Så jeg vil gå i køkkenet - finde lidt mad til ham (det er nemlig ikke mængden, men aktiviteten, han er vane af) - og endnu en gang gå ud i et bette rum, hvor jeg igen kan se lidt lyserødt på tingene. 

Med smil på læben, og Sindsro i hjertet.

Hallo, derude.........

 Jeg er blevet set......

I ved, sådan rigtigt gammeldags  s e t. På en måde, som jeg i min nuværende tilstand af følelsesløshed ikke havde regnet med ville kunne ske. På en måde, som fik fugten frem i øjenkrogene, og næsten på magisk vis genskabte tilliden til sundhedssystemets ansatte.

Ok, måske er det at tage munden for fuld. Især efter de seneste to ugers besøg på et af landets efter sigende mest kompetente sygehuse. Et sted, der de sidste fem år har set mig med jævne mellemrum, og taget sig godt af mig på ét område.

Nemlig de gange jeg enten har haft en stædigt fastsiddende blodprop i hjernen, eller en mere flyvsk og forbipasserende en af slagsen. Godt nok har der ingen været de sidste - bank under bordet - to år, men det gør jo ikke dén afdeling ringere.

Til gengæld har mine besøg på en helt anden afdeling - i en ligeså dødalvorlig anledning - just ikke været af den mere beroligende eller omsorgsholdige slags. Selvom personalets professionelle standard ganske givet er stor og effektiv, så burde man måske inddrage patienten - mennesket - bag den mulige diagnose, på en mere varm måde.

Pyt.

Den type brok skal afleveres det sted, hvor den er opstået. Så det bli'r den, når den endelige dom skal høres.

Den tid, den sorg.

Men glæden ved - ganske pludseligt - at blive set og taget om, skal råbes ud fra hustagene og gøres til genstand for al den smilende, krammende, glædesfyldte opmærksomhed, som det er muligt.

Forhistorien indeholder også, at jeg - sådan rent en passant - fik at vide, at eftersom min bette, og for os mænd faktisk ret uundværlige, prostata nok lige krævede min egen læges opmærksomhed, da en del af den lyste op som et juletræ den fireogtyvende december ved PET-scanningen -  men at jeg sandelig selv måtte sørge for at kontakte denne og aftale en tid til undersøgelse - en undersøgelse, som kunne have været udført samtidig - og blodprøver, der også kunne have været taget samtidig med besøget på det her megastore sygehus med mange ansatte.

Og ingen melding om, hvorvidt det skulle ske hurtigt, eller om det kunne/skulle vente til efter der var kommet klarhed over min bette lungenodulus's syn på virkeligheden.

Så det var med en vis følelsesløs træthed i sindet, at jeg ringede til klinikken, for at høre om jeg kunne få en tid. Hvorefter jeg blev blæst bagover, af den sygeplejerske, der tog telefonen.

Hun verbalkrammede, ordvarmede, og forsikrede mig om, at ikke bare kunne jeg få en tid, men også en tid nærmest her og nu, og afsluttede samtalen med et "Pas nu godt på dig selv", der gjorde mine ellers så tørre øjne ganske mosefugtige i krogene.

Og fik mig til igen at føle, at jeg er meget mere end det nummer i rækken på dagens opgaver, jeg de sidste tre gange har følt mig på OUH.

Jeg kunne nærmest føle, hvordan sætninger sagt af sekretærer, sygeplejersker og behandlere på afdelingen, der tager sig af mit "problem" - opløstes i varm luft, hvorefter jeg kunne vinke Farvel til dem.

Væk røg "Det bruger vi ikke her" og andre undvigende sætninger. Væk forsvandt den manglende observans af min bekymring for min underliggende og altid til stede værende sygdom, alkoholismen, og min bekymring for hvilke stoffer, der ville blive brugt under bedøvelse, og som jeg da også bagefter følte abstinenserne fra.

Og væk røg mit sortsyn, der ellers havde sat sig gevaldigt på sendefladen i TV-Ugly. Pludselig kunne jeg smile igen - grine, og lave (dårlige) sorte vittigheder, og ganske som jeg plejede før opdagelsen af den dér nodulus, samtale med vildt fremmede - for en fremmed er jo kun en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Jeg tror forresten at jeg omdøber min bette nodulus til Line - med fornavn Nodu, og forlanger at få den støbt ind i plastic, såfremt de vælger at fjerne den - hvilket jeg så absolut vil foretrække fremfor de to andre alternativer - for derefter at præsentere den for eventuelle nysgerrige, som "Min ven, Noduline".

Bare fordi, det var det helt rigtige menneske, der tog imod min opringning - og reagerede menneskeligt.

Så nu er jeg noget mere fortrøstningsfuld, med hensyn til morgendagens invasive aktiviteter, og vil forlange - nej nok nærmere stille og roligt fortælle - at jeg ønsker at blive holdt orienteret under hele processen - og får fortalt hvad der bruges til bedøvelse, samt hvilke eventuelle indvirkninger netop dét stof kunne tænkes at have på mig.

Men mest af alt - vil jeg tage det hele med Sindsro, og ændre det, der ændres kan. 

For dét Mod har jeg.

*Brokkeri On*

 Kender I det ?

At man pludselig opdager at man har 

.... brug for at lange formålsløst ud efter alt det dér, der står ansigtsløst truende i horisonten ?

.... brug for at råbe, skrige, og bruge sprogets allerværste gloser.

.... brug for at svovle, bande, græde, ryste.

.... brug for at blive krammet, nusset, kysset, elsket.

.... brug for at få at vide, at de har taget fejl, at de er nogle inkompetente halvhjerner, at det hele er noget skidt, møg, lort, røv, og alle mulige andre sikkert aldeles ikke beskrivende ord, for det der sker omkring én her og nu.

Sådan har jeg det her til morgen.

Efter at have forsøgt at "samtale" med en lægesekretær på den afdeling, der har lagt en behandlingsplan for mig, for at få tilsendt samme behandlingsplan på e-boks, og opleve at blive affejet med et "Det bruger vi ikke her.", og blive fortalt at jeg skal nøjes med de få stykker papir, jeg fik udleveret ved den oprindelige samtale for nogle dage siden.

En samtale, der skulle have været med en læge, men som var med en sygeplejer, der efterfølgende beskrev samtalen på sundhed.dk i et notat, der er fyldt med stavefejl, opfattelsesfejl, og lignende. Et notat, der ifølge førnævnte lægesekretær ikke kan ændres - for hun "kan da sagtens forstå, hvad der står."

At blive talt ned til, når jeg står i opstarten af et behandlingsforløb af en potentiel livstruende sygdom, er just ikke befordrende for tilliden mellem behandlersystemet og patienten.

Suk.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kan da bare tage fat i  min Sindsro, og Acceptere det, jeg ikke kan ændre - finde Mod, til at ændre det, jeg kan - og søge Viden, til at kende forskel.

Men - er det udelukkende det, jeg har brug for ? Eller har jeg også brug for at blive forstået, når jeg er usikker - forklaret, når jeg er i tvivl - hjulpet, når jeg har brug for hjælp ?

Åååhr, for sgu da fanden - jeg er frustreret - og bange. For sæt nu de overser noget. Sæt nu, jeg endnu en gang bli'r udsat for behandlere, der tager fejl ? Sæt nu, der ikke kan gøres noget, fordi de glemmer et eller andet.

Sæt nu..............

Inde i mig er der en følelse af afmagt, jeg ikke kan lide. En afmagt, overfor min egen krops vildskud, og de mulige konsekvenser. Ikke fordi jeg på nogen måde er bange for eventuelt at skulle afsted - hvis det er det, jeg skal, så er det det, jeg skal - men fordi jeg gerne vil være sikker på at alt går som det skal.

Og samtidig en følelse af, at være sat udenfor  - at få frataget kontrollen over eget liv, egen krop. Med en efterfølgende manglende mulighed for selv at kunne bestemme, hvad der skal ske.

I det notat, den samtalende sygeplejer har lagt ind på sundhed.dk, står der at der er givet Informeret Samtykke. Men det er en sandhed med store modifikationer, for jeg blev ikke spurgt, om jeg ville igennem de procedurer, der lå i den foreslåede behandlingsplan. Det blev bare lagt frem som et - "Det her er det, vi gør." 

Indrømmet, jeg kunne da bare have slået hælene i og bedt om at tale med en læge istedet for en sygeplejer - bedt om at få uddybet den foreslåede plan mere - krævet at blive spurgt, om det var det jeg ville - men jeg var nærmest mentalt følelsesløs og nærmest lammet, til samtalen. Samtidig med, at den indre autoritetstro lynende hurtigt sprang til, og overtog.

Jeg havde jo sikkert nok alligevel accepteret det hele, hvis jeg var blevet spurgt - men det blev jeg ikke.

Så nu sidder jeg her - frustreret, angst, vred, såret, knotten på "det hele" - uden at kunne definere "det hele" som andet end de personer, jeg har været i kontakt med på sygehuset. Og føler mig tabt på gulvet - igen igen.......................................

Det her blogindlæg har da vist udviklet sig til en bevidstløst langen ud - men det var det, jeg havde brug for, så "so be it".

Der var én, der engang fortalte mig, at Livet er den eneste sygdom, vi er hundrede procent sikre på at dø af, så derfor bør vi leve det som om hver eneste dag er den sidste.

Jeg vælger nu at leve det, som om hver eneste dag er den første - i ædruelighed.

Fortsættelsen ? Det bli'r en Accept, et Mod, og en Visdom - så jeg kan fortsætte resten af i dag med en måske skrøbelig Sindsro i kroppen, men en nødvendig og kærlig én af slagsen.

*Brokkeri Off*

Noduli, nodula, nodulus - eller no'et.

Jeg er godt nok træt af det hele lige nu. Min hjerne føles øm, og mit sind føles uroligt. 

Egentlig burde jeg vel være taknemlig for at have nået frem til ikke bare snart 72 leveår, men også snart 10 ædru år - eller helt nøjagtigt ni år, femoghalvfems dage, enogtyve timer, og ét minut, her klokken enogtyve nul to,  den anden i ottende år tyvefemogtye. 

Men når dagligdagen så pludselig fyldes med opgaver, krav, og begivenheder, jeg helst ville have været foruden - så er det, jeg begynder at føle mig slidt, træt, ved vejs ende.

Rolig nu - jeg har skam ikke tænkt mig at hverken opgive ånden eller styrte mig ned i depression. Intet af det er jo hverken særligt produktivt eller positivt - nærmere skumlende negativt.

Men det er jo så i sagens natur heller ikke istand til at være noget som helst af de nævnte ting.

Ser I - jeg er nemlig blevet indehaver af en såkaldt "spiked nodulus" - en bette tingest, der har været så uforskammet at vokse til dobbelt størrelse på et halvt år. Så derfor er det, at mine dage - som tidligere omtalt - pludselig er blevet fyldt med opgaver, krav, og begivenheder, af den type jeg godt kunne undvære.

Og mit ordforråd er blevet udvidet med nye, ukendte, og - for mig - farligt lydende ord. Ord som scintimetri, EBUS, koagulationstal, biopsi, og lignende mærkværdigheder. Samtidig med, at min hverdag de kommende 18 dage kommer til at gå med uendelige FLEX-ture, OUH-besøg, sundhedspersonssamtaler (kunne de ikke bare sige, at jeg skal snakke med en læge ?) - og krav om at forberede mig på at tage stilling til alt muligt mærkværdigt.

Herunder muligheden for en stadig vækst af den dér spiked nodulus - vækst, der kan ende med at den vælger (som om den selv kunne tænke, vor herre bevares) at mangfoldiggøre sig med aflæggere alle  mulige mærkelige steder i mit normalt så mødige, men efterhånden ganske tilfredsstillende korpus.

Det kunne jo også - hvilket du har helt ret i, kære læser - ende med at blive til en storm i et glas vand, og vise sig at være dét, jeg for godt et år siden foreslog min egen kære, dejlige, men åbenlyst fejlbarlige, medicinske fagperson - min læge - et genetisk syndrom, der hedder Von Hippel Lindau, og som gi'r sig udtryk i vækst af en sjælden type modermærker de mærkeligste steder i kroppen.

Jeg har sådan no'en flere steder i forvejen - på bagsiden af det ene øjeæble, på min lever, min galdeblære, min ene testikel - og muligvis på min ene nyre. Alt sammen ganske normalt for syndromet - selvom det er så sjældent, at fremkomsten tælles i hundrede dele af en promille. Så selvfølgelig skal det da lige ramme mig.

Suk.

Nu er det så, at det går op for mig, at jeg er igang med at gøre noget, jeg er næsten verdensmester i - tale udenom alt det, jeg frygter. For selvom jeg har den dér flok sammenkrøllede blodårer, som man kalder modermærker, mange forskellige steder i forvejen - behøver min bette spikede nodulus ikke at være "én af familien".

Den kan skam godt ha' sit eget liv, kan den.

Hvilket jeg så skal - rettelse - hvilket OUH så skal medvirke til at finde ud af om den har. Og om den oprindelige tolkning af min kontrolscanning her for snart 3 uger siden - at den er en af grimmerniklerne, og bør fjernes med et hurtigt klip - kommer til at stå ved magt.

Endnu mere suk.

Jeg indrømmer blankt, at det ikke er min kop te. At jeg helst ville være foruden, og at jeg gruer for eventuelt at skulle tage stilling til, om den skal fjernes eller - i sidste ende - om jeg skal takke Ja eller Nej til de mere grumme behandlingsformer.

Æv for den lede.

Men - da jeg er blevet udstyret med det for mig og i min verden ultimative hjælpe- og støttesystem - Sindsrobønnen - samt visheden om at jeg kun lever én dag ad gangen - vælger jeg at tage det hele netop på dén måde - En Dag Ad Gangen.

Samt være så åben om det hele, som muligt. Det var en af de ting, der hjalp mig gennem de første mange svære måneder efter min misbrugsbehandling, samt gennem de utroligt slemme måneder efter mine blodpropper i hjernen.

Åbenheden kommer så til at bestå af blogopslag, hvor jeg har tænkt mig at skrive om det, der sker, og det, der påtænkes at ske - for én ting er helt sikkert:

Når noget kommer ud - enten gennem munden, eller i nedskrevet form - mister det en stor del af sin farlighed. Ikke sådan forstået, at den dér bette knude pludselig bliver mindre farlig. Men at den ikke bliver nær så farlig i mine tanker om den. 

For godt nok er sådan en fætter mere lunefuld end en svigermor med jetlag - men sålænge jeg ikke lader tankerne om den overtage min hverdag, og lader de tanker der ikke kan undgå at dukke op, komme ud i det åbne - sålænge kan jeg forhåbentlig holde fast i mig selv, og blive ved med at være dét, jeg elsker at være.

Ædru, og i live.

Samt med en (forhåbentlig) stærk viden om, hvad jeg kan ændre - og hvad jeg ikke kan. Og tage den sidste del af det - det dér med hvad jeg ikke kan ændre - på den eneste måde, der virker.

I Sindsro.

Giv slip

 Fortiden er en mærkelig ting. Netop som jeg har besluttet mig for, at jeg på ingen måde kan ændre den, men kun acceptere den - banker den sit hoved op i mig igen. Og minder mig på, at jeg skal give slip.

Give slip på dét, jeg ikke kan ændre. Og ikke forsøge at ændre noget, ved at genoptage kontakten til de dele af den, der i forvejen var tabt på gulvet. Eller havde vist sig at være giftige for mig, og for min ædruelighed.

Men når jeg så samtidig sidder med en intens lyst til at arbejde mig h e l t ud af eftervirkningerne af ikke bare de mange års afhængighed, men også de vedblivende resultater af mine blodpropper - hjernetræthed, pludselig ensomhedstrang, kort lunte, og meget andet - så er det, at alt pludseligt virker meningsløst - selvom min hjerne bli'r ved med at insistere på, at der er en mening med galskaben. Og remser velkendte sætninger op for mig ad libitum - Gå Ikke Tilbage Til En Fuser - At Gentage Galskab Er Galskab - Gjorde Det Ondt Dengang, Så Gør Det Det Også Nu.

Og mange flere af samme slags. 

Suk.

I virkeligheden er det vel bare mig, der har et øjeblik - eller flere - af sortsyn, og ikke kan se at jeg allerede h a r fundet løsningen på "problemet" - løsningen på det, der bli'r ved med at ærgre, irritere, drille, ødelægge. Og som er dukket op mange gange før i mit liv - altid efter længere perioder med ædruelighed.

Den dér tørdruk, der af al sin kraft forsøger at få mig til at stå i en "umulig" situation, hvor det eneste der virker - er at hoppe ned i flasken igen.

Men jeg ser den - jeg genkender den - og jeg nægter at gøre, hvad den gerne vil have mig til. Det kan jeg nemlig ikke bruge til noget som helst.

Det, jeg k a n bruge, er at finde ud af hvorfor den dukker op igen og igen - og undlade at være i nærheden af eller beskæftige mig med dét, der udløser den.

Så jeg må igang med at stille mig selv nogle spørgsmål af den vigtige slags :

Er det fordi jeg har haft genoptaget kontakten til tidligere kærester, tidligere "legekammerater" ? Eller har jeg genoptaget netop dén type kontakter, fordi jeg eller min sygdom derigennem kunne dirigere mig hen til "nu hopper jeg sgu i flasken igen"-udspringspunktet ?

Jeg ved jo godt, at den nemmeste måde "Tilbage Til Fortiden" er at genoptage tidligere giftige forhold, tidligere ødelæggende typer samvær -  eller at acceptere at det, jeg var dengang, også er en del af symptomerne på min altødelæggende adfærd - og alligevel genoptage den.

Sgufandenoghelvede........

At acceptere sig selv, er virkelig en aldrig stoppende aktivitet - noget, jeg er nødt til at tage op med jævne mellemrum, for ikke netop at falde i fælden igen. 

Jeg har så åbenbart bare ikke lige haft for øje, at det ikke betød at jeg også skulle genoptage aktiviteter, forhold, kontakter, måder at tænke på, der plejede at gennemsyre mit tidligere "jeg". For - netop den dér med "Ingen forstår mig", har tidligere været hovedhjørnestenen i mit misbrug. Været dét, der gav mig carte blanche til at fortsætte med at ødelægge - og blive ødelagt.

I virkeligheden er der vel kun én, der behøver at forstå mig - nemlig mig selv.

Og kan jeg dét - forstå mig selv - så er der vel håb for mig. Håb for, at jeg kan leve i balance med mig selv. Håb for, at fortiden ikke vil blive ved med at banke på, men vil blive til en accepteret og arkiveret del af mig selv.

Indtil nu, har jeg hele tiden tænkt, at jeg gjorde hvad jeg kunne for det. Brugt min Sindsro dagligt - gennemtænkt dagens begivenheder ved sengetid - og reflekteret over mine måder at agere på, inden jeg faldt i søvn. 

Men når jeg kigger tilbage på de sidste års mange reflektioner kan jeg se, at jeg næsten ikke har brugt tid på at hverken kigge på eller reflektere over netop dé ting - genoptagelsen af tidligere forhold og kontakter. Og bare nærmest bevidstløst har accepteret dem uden at spørge mig selv, om det var nødvendigt, brugbart, ønskeligt.

Nogle af dem er netop det - nødvendige, ønskelige, brugbare. For det er jo ikke al fortid, der bare skal smides over skulderen med et "Nej Tak, ikke igen !". Det er jo ikke al fortid, der i sin essens var beregnet til ødelæggelse eller som undskyldning for genoptagelse af misbruget.

Noget af det var ærligt, kærligt, varmt, og inciterende. Det lå bare gemt under alt det andet. Pakket ind i sygelige opførsler, vanvittige afvisninger, og betændte bekendtskaber, i en sådan grad, at det aldrig kom frem i lyset.

Det gør det så nu - og trækker nogle af de giftige, de unødvendige, de ødelæggende, med frem i lyset.

Der findes en måde at si de giftige kontakter, ødelæggende bekendtskaber, unødvendige opførsler, fra. Den vil jeg gerne have lov til at dele med jer - for på den måde husker jeg at bruge den hver gang det er muligt. Ikke bare hver gang det er nødvendigt - men hver gang der er en mulighed for lige så stille at holde den under dét, der skal kigges på. 

For hvis jeg bruger den i god tid før flaskehullet dukker op i horisonten, kan jeg måske styre udenom og undgå at min sygdom blusser op igen.

Giv mig Sindsro,
til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre.

Mod, 
til at ændre
de ting jeg kan.

Og Visdom
til at kende forskellen.

Men gør det - Én Dag Ad Gangen.

Der var engang......

 .... sådan starter alle eventyr, også de mere bloddryppende af slagsen. Med en morale pænt snoet op langs midten af fortællingen, og skarp og pæn opdeling mellem Det Gode og Det Onde.

Eventyr af den slags, som alle pæne børn sluger med tilbageholdt åndedræt og en ubevidst murren i "de nedere dele", når eventyrets underliggende - for sådan er det jo med eventyr - og ikke altid lige godt skjulte seksualitetsfremmende beskrivelser, danser hen over siderne, mens de lokkende udstøder små og let dampende, let læspende anbefalinger af, hvad man kun kunne drømme om.

Ren porno, si'r jeg bare. Ren porno.....

Desværre holder de fleste eventyr op med at lokke, når puberteten og de første famlende kæresteøjeblikke er overstået. Og virkelighedens grumme verden vinker kommanderende, med befalinger om at skynde sig, for der er meget, der skal nåes, og meget der skal ses, og meget der skal...........

Hvor er det dog godt, at jeg så "bare" kan sætte mig og fabulere ad libitum, mens tankerne danner ord i uendelige kæder af muligheder, fantasier, og alt muligt der egentlig godt kunne være. Hvis jeg altså bare lige gjorde sådan og sådan, så jeg kunne blive både fugl i en paradishave med enhjørninger og alt muligt. Eller alienbekæmpende kat, med trang til afsluttende natmad.

Hvor er den frie tanke, tale, og skrift dog vidunderlig.

Dér, hvor det kan risikere at blive grumskummelt er, når hverdagens virkelighed tvinger sig vej ind i mine fabulationsbelagte ord, og laver sit helt eget eventyr, af den slags som ville skræmme selv brødrene Grimm.

For eksempel som dét her :

Der var engang, en lille grissebasse der endte sit liv på en for små grissebasser ganske normal maner, i vores moderne verden. Nemlig som 100 kg pakkede klumper af den ene og den anden slags helt sikkert velsmagende kød, hvoraf en femtedel ventede på vor hovedperson ude på det fynske land, dér hvor de Korch'ske bondegårde "putter" sig i det småbakkede landskab.

Og herved er det så blevet slået fast, at bette ven grisse ikke lige er hovedpersonen i eventyret. 

Hvorefter den første af flere overraskende (ironi kan være anvendt) drejninger forekommer i fortællingen. Det er nemlig heller ikke mig, der er hovedpersonen. Eller nogensomhelst anden ellers så fremtrædende deltager i dette, muligvis senere hen ret bloddryppende, eventyr. 

Dem er der nemlig mange af.

Både den søde bonusdatter, bonussvigersøn, bonusfamilie, og andre mere eller mindre for eventyrets udvikling aktive personer. Samt ....... Nej dét holder jeg lige til senere i fortællingen.

Men altså - hvor kom jeg fra ? Jo - hovedpersonen.........

Hovedpersonen hedder lillekræ, og er en trehjulet kabinescooter, der har sin helt egen opfattelse af verden, virkeligheden, og alt det dér.

Og netop lillekræ var det, jeg satte mig let morgenbasbrummende ind i hin morgen, hvor min helt egen del af førnævnte grissebasse afventende afhentning ude dér, hvor storken står på taget, kornet vipper med aksene, og frøerne kvækker i badekæret. 

En fuldt opladet lillekræ, der var parat - jeg hørte ham helt selv sige det, med mine to egne små morgensøvnige ører - til at trille de for ham så mange mil afsted, frem mod endnu en opladning inden efterfølgende hjemtransport af grisseklumperne og mig.

Tidligere besøg på stedet havde lært mig, at lillekræ så absolut godt kunne li' den strøm, der blev tilbudt, så det var uden nogen form for bekymringer i sindet, at jeg satte stikket - hans helt eget medbragte og godt gennemprøvede stik - i ham og tændte for kontakten.

Hvorefter jeg ganske naturligt lod mine træsko klapre henover brostenene, for at hygge med de tilstedeværende væsener af alle køn og racer. Samt guffe en go' frokost i mig, inden der igen skulle ages mod hjemmet.

Både grissebasse, undertegnede - og lillekræ.

Men uvist hvordan, var der sket grumme ting og sager, mens sol, selskab, og smagfuld mad blev nydt.

 Inde i lillekræ havde en lille, grådig, og muligvis ødelæggende strømæder slået rod dér, hvor opladeren ellers sad helt alene og nød livet. Den maste, kvaste, prustede, og brummede sig vej ned i lillekræ's allerhelligste - batterierne.

Hvor den så bare sad og ventede på, at jeg, grissebasse, og lillekræ, skulle begynde hjemrejsen.

Som egentlig begyndte uden de store sværdslag. Der blev farvelleret ad libitum, trillet ud på landevejen, og sat hastighed på fremfarten. Lillekræ kan nemlig godt li' at suse derudaf - med så meget hastighed som muligt.

Lige indtil de første få mil var tilbagelagt - for så slog den onde, ækle strømæder til. Ikke sådan storskrigende og omvæltende - bare sådan.... én batteristreg ad gangen.

Her skal det nok indføres, at normalt har lillekræ tre grønne, én gul, og én rød batteristreg tændt, når opladningen er i top, og kræets trofaste blygelebatterier er fyldt til randen med arbejdsivrige elektroner. Og den normale - samt adstadige - nedtælling af streger, foregår efter princippet "to mil pr streg" - eller på nydansk "én streg lig med tyve kilometers kørsel".

Så da den første streg pludseligt forsvandt efter bare én mil - den næste efter en halv mil mere - og den tredie samt den gule streg nogle hundrede meter før den første af de tre passerbare broer - og nej, der er ingen trolde under broerne i den her fortælling - det er en helt anden forfatter - begyndte sveden at drive ned af nakken på mig, mens lillekræ samtidig begyndte at lyde en anelse bekymret.

Og tro mig - når lillekræ lyder bekymret - så er det tid til også at bli'e det. Så dét blev jeg.

Bekymret.

Pludselig - lige ud for indkørselen til den fra SoMe og TV så berømte Carlsberg Camping - blinkede den nu helt alene tilbageladte røde streg en enkelt gang - og forsvandt.......

Og lillekræ sagtnede farten - stille og roligt - mens undertegnede i et rivende tempo udstødte flere hundrede til lejligheden opfundne og aldeles ikke stuerene ord og lyde. Hvilket åbenbart skræmte den onde, onde strømæder i en sådan grad, at den tillod lillekræ lige netop at ha' strøm nok til at kunne "hoste" sig vej ind på campingpladsen.

Kræet og æderen debatterede godt nok et par gange på de trehundrede meter, der var ind til pladsen, men hver gang afgjorde jeg råt og brutalt debatten med nogle få, velvalgte, snerrende lyde, der fik den røde streg til forskrækket at dukke op igen.

Kortvarigt - javel ja. Men nok til at trille hen til en strømstander, hvor lillekræ - efter en del renden frem og tilbage mellem campingpladsreception og stiksted - kunne blive sat til at suge af den skønne Tåsing'ske strøm.

Problemet var bare, at nu var lillekræ blevet knotten, og nægtede at suge løs.

Flere gudepåkaldelser, østasiatiske besværgelser, og vestafrikanske stammedanse senere, gav kræet efter, og begyndte allernådigst at gøre det nødvendige - suge løs af strømmen - så de åbenbart alligevel ikke helt opfyldte batterier kunne blive mættet igen. 

På det tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, at der var en strømæder på spil - og troede bare, at jeg ikke havde fået ladet ordentligt op, derude på det skønne, fynske land. Så da jeg efter to timers opladning - i brændende sol, og med grissebassekød på bagsædet (godt nok i termoposer, men alligevel) - afleverede de  (jeg ved det godt - det glemte jeg at fortælle) lånte stik til campingmutter - som tilfældigvis er den i begyndelsen af eventyret ikke nævnte fremtrædende deltager - og i samme åndedrag afleverede indtil flere taksigelser for hjælp og strøm - samt drog ud på den resterende agen hjemad, var det med en begyndende tro på, at alt nok var godt igen.

Haps - sagde mester strømæder igen - ved næste bro, og nupsede lige de første to grønne streger. 

Men på én eller anden måde, må de tidligere så hastigt og indædt fremsagte forbandelser og bandeord alligevel ha' haft en indvirkning på vor uven strømæderens syn på verdenen, for den ene af dem kom igen, efter en halv mil. 

Jeg tørrede sveden af panden, klappede fortrøstningsfuldt lillekræ på instrumentbrædtet, og mumlede beroligende ord i en lind strøm, mens vejskiltene susede forbi os, og lillekræ kæmpede alt hvad han kunne, for at få os helskindede hjem.

Lige indtil en kvart mil før hjemmet.

Hér huggede denne onskabens åbenlyse tjener - strømæderen - på én gang alle grønne og den enlige gule streg. Og efterlod en trodsigt skinnende rød streg......

Men lillekræ havde stadig lidt tilbage at gøre med. Under udstødelse af svagt hviskende protester  lykkedes det ham at få os helt frem til døren, og bakke ind på plads, inden den røde streg blegnede og forsvandt.

Og kræ var død.

Selv ikke efter indsættelse af det ellers så velkendte og familiære stik, reagerede lillekræ det mindste, men stod bare dér og så død ud.

Som lillekræ'er jo gør, når deres virke er overstået, og nyt må til.

Og snip, snap, snude - så er dén fortælling ude. Ligesom lillekræ, der imorgen må affinde sig i at blive hentet af Scooter Martin - den eneste, der virkelig forstår lillekræ fuldt ud - så de dele, den onde,onde strømæder har kvast, kan blive skiftet.

Moralen ? Der er ikke nogen - for Livets helt egne eventyr komme jo ikke altid med noget af den slags.

Men forhåbentlig kan et nyt eventyr så begynde - indtil da, vil jeg kigge på verdenen i Sindsro, og nøjes med at leve Èn Dag Ad Gangen.

Hvilket i sig selv jo nok er den bedste morale, der findes.

Hvad er Virkeligheden.

 Pludseligt opstod spørgsmålet inde i mig. Helt af sig selv dukkede det op på min indre skærm, og stod dér og dirrede, mens det langsomt forsvindende afventede mit svar.

Virkeligheden

Et ret dybt spørgsmål, hvis du spørger mig - og det gør du jo nok. Eller ikke. For i Virkeligheden er der ingen grund til at stille mig et spørgsmål af den slags. Eller noget som helst andet spørgsmål.

For - er Virkeligheden ikke bare en illusion, vi har skabt for at kunne bilde os selv ind, at vi eksisterer ? At mylderet af atomer, der udgør den krop vi er i, den verden vi er i, det univers vi er i, reelt ikke eksisterer. 

I Virkeligheden ?

Gennem årtusinder - ja måske endda gennem millioner af år, for Tid er jo relativ, siges det - har dét der er "vi", langsomt arbejdet "os" frem mod en så kompleks eksistens, at den burde være umulig. 

I Virkeligheden

"Vi" har - gennem alle "vore" eksistenser - kreeret stridspunkter, stridsmuligheder, og stridsøjeblikke, der alle har defineret "vores" lille, lokale virkelighed. For gennem strid, gennem kamp, overvindelse, den bedst egnedes overlevelse, og andre reelt ikke eksisterende mål, er "vi" fræset gennem eksistensen af "os", uden at se os tilbage. Og uden at erkende, at intet af det hørte hjemme i Virkeligheden..

For i Virkeligheden er ingen religioner, ingen racer, ingen stridspunkter - og ingen Magt.

Er "vi" så i virkeligheden magtesløse ? Eller er dét, at alt i Virkeligheden kun eksisterer som struktureret energi, der i et uendeligt flow samles om et tidløst hul, inden Virkeligheden gentager sig selv.

Det er bare tanker. Strøtanker, ville nogen nok kalde dem. Men ikke desto mindre tanker, der får deres eget liv, i en virkelighed der i Virkeligheden er en del af sig selv.

Og inden I begynder at spekulere på, om der eventuelt er røget lidt spids nøgenhat over mine læber, må jeg pointere, at jeg i virkeligheden er både ganske clean og ædru, mens jeg sidder her klokken sent nok om aftenen og prøver at få Virkeligheden til at passe i en form, jeg vil være istand til at forstå.

Vel vidende at samme form vil være en del af samme Virkelighed - som jo i virkeligheden ikke er andet end en illusion.

Men helt okay - når "vi" nu åbenbart selv mener at vi "eksisterer" i en sådan Virkelighed, hvad holder os så tilbage fra at ændre fokus fra "strid" til "ro", og fortsætte roligere gennem en eksistens, vi ellers er tæt på at ødelægge totalt. En eksistens, hvor det endegyldige mål aldrig har været hverken kendt eller erkendt. Hvor virkeligheden er en konstruktion, "vi" endnu mangler at kunne fatte.

Som fysiske væsener, altså.

For er der noget, jeg er nærmest klippeklart overbevist om, så er det at dét, vi er når vi ikke er fysiske væsner, har et fælles mål i Virkeligheden. Et mål, der måske berettiger og retfærdiggør alt, "vi" har gjort, begået, og udført, siden dette univers's første bøvs.

Kender "jeg" så målet ? Det aner jeg ikke, om jeg gør. Eller rettere - det aner mit fysiske jeg overhovedet ikke, om "jeg" gør. Hvordan skulle det også kunne gøre det ? Det har jo kun været her i lidt over halvfjerds år - alt så mit fysiske jeg.

Mit "jeg" kan risikere at have været "her" voldsomt meget længere. Måske lige siden det førnævnte første bøvs - en ære, "jeg" i så fald ikke har alene, men deler med "alle de andre", der på samme måde kan konstateres værende en fælles del af samme urgnist - samme "ur-jeg".

Min ven Bo, ville kalde det her for nattetanker. Og med et glimt i øjet postulere, at selvom jeg lyder bindegal, når jeg fabulerer over Virkeligheden på dén måde - så er der jo ingen der siger, at jeg ikke har eller kan have ret.

For i Virkeligheden - har vi alle jo ret.

Ret til at være, ret til at tænke, ret til at eksistere. På enhver tænkelig måde, og ethvert tænkeligt tidspunkt. Men også ret til at acceptere "alle andre's" lige så store ret til eksistens og væren.

Hvilket jeg - inden jeg får væltet mig alt for langt ud af en eksistentiel virkeligheds-tangent - har tænkt mig at gøre. Og uden at skele til, at Tid i Virkeligheden er relativ, har jeg tænkt mig at gøre det i Sindsro.

Bare Én Dag Ad Gangen.

Flyvegigt

 Gennem tiden har jeg lært mange underlige ord at kende. Flyvegigt er et af dem - og jeg troede faktisk at det var en ikke eksisterende ting. Noget, den almene borger havde opfundet for at kunne forklare de ting, der skete med ham.

Fuldstændig ligesom jeg - men jeg har dog aldrig vovet at tage dén betegnelse med til lægen. Jeg regnede med at han nok ville lægge sig ned på gulvet og hyle af grin, mens hjælpeløse lattertårer vældede ud af hans øjne.

Men pludselig er det blevet det nødvendigt.

Min venstre fod og min venstre hånd havde åbenbart lavet en fælles aftale om, at lade pludselige ledsmerter i foden og tilsvarende i hånden, myldre frem i løbet af en times tid, og så hænge fast i - indtil nu - mere end et døgn.

Og jeg blev nervøs.

For - for en mand med tidligere blodpropper ad libitum - 8 klumper i lillehjerne, storehjerne, og hjernestamme - samt utallige TCI/TIA gennem de første år efter den sidste fysiske - så er alt, der er anderledes istand til at få tankerne til at myldre i en grad, jeg ellers kun har forbundet med min underliggende misbrugssygdom.

Hvorefter Google pludselig bli'r den ven, der kan hjælpe mig.

En ganske almindelig søgning på "pludseligt opståede smerter i fod og hånd" ledte mig hen til begrebet flyvegigt, og en fremmyldrende mængde forskellige muligheder for, hvordan sådan noget kan opstå.

 Herunder også de underlige springfingre, jeg de sidste måneder har døjet med. Springfingre, der allerførst nærmest "låser" sig fast i en position, det kun med allerstørste besvær og skarpe smerter, er muligt at komme ud af igen.

De er - siges det - stationære, de her springfingre. Det er der bare ikke nogen, der har fortalt mine fingre - så gennem et godt stykke tid har lang- ring- og tommelfinger på min højre hånd skiftedes til at "låse" sig fast, for derefter at være ganske normale igen. Efterladende en nu kun let underliggende murren i tommelfingerens knogler, der dag for dag bli'r mindre.

At jeg så samtidig har den opfattelse, at min manglende smertesans i venstre side af kroppen og højre side af hovedet - jep, nerverne blev åbenbart nulstillede, eller måske endda brændt over på grund af proppen i hjernestammen - er ved at aftage godt og grundigt, gør jo ikke situationen bedre. 

For -  er de pludseligt opståede smerter i venstre hånd og fod så i virkeligheden "bare" kroppens måde at fortælle mig, den er på vej tilbage igen ? Eller - er det flyvegigt ?

"Og myldred tanker frem på jord", for nu at omskrive et gammelt ordsprog. Mine tankemyldrende øjeblikke er nemlig mine helt egne djævle, der kan finde på at gå i ring, og på den måde lede mig hen til punktet, hvor min misbrugssygdom ligger og let savlende venter på at kunne folde sig ud i fuldt flor.

Hvilket ikke ville være så ønskeligt. Især ikke, når jeg dagligt minder mig selv på at jeg ikke kan tåle de stoffer, der "banker" min dopamin og endorfin op, op, op, op......... Uden at ramme den "normale" begrænsning, de dér ikke-misbrugere efter sigende er født med.

Og dér - vil jeg under ingen omstændigheder hen.

Så det eneste, der kan hjælpe mig med at undgå udfoldelsen af min sultne, savlende misbrugssygdom - er at finde fakta på området. Hvilket betyder at jeg er nødt til at bestille en tid ved min læge, og vende det hele med ham. 

Og på den måde få sat mine flyvende gigtsmerter på plads. Måske endda få dem fjernet, på en eller anden måde. Og nej - ikke med hverken det ene eller det andet smertestillende stof. Det ville være som at åbne en motorvej ind til misbruget igen.

Og det har jeg sgutte lyst til. Eller brug for. Eller...... en hel masse andet, af alt det dårlige, jeg var så uhyggeligt god til at vælte mig frådsende rundt i.

Jeg kan nemlig godt li' at være ædru. Li' - at vågne om morgenen med et klart hoved. At kunne bruge tid på at gennemkigge min dags begivenheder, når jeg går i seng, og tænke over hvad jeg kan ændre og hvad jeg ikke kan, af de selvsamme måder at være på.

At huske på, at mit liv, og måden jeg lever det på, er mit. Og at uanset hvad andre siger, dagligt erkende at vi misbrugere har hver vores vej ud af misbruget - og hver vores vej gennem det ædru liv.

For sålænge jeg kan blive ved med at leve og op-leve i mit helt eget tempo, og på min helt egen måde - så har jeg alle muligheder for at kunne nå frem til det, jeg gerne vil.

At leve livet uden misbrug - hele den rest, jeg nu måtte have tilbage. Og at leve det sundt og godt.

Phew.

Dér nåede jeg da lige at danse rundt i mit tidligere aktive misbrugsliv igen. Kun i tankerne - men stadig lige på kanten at dét, der kunne have væltet mig omkuld igen.

Og alt det, bare på grund af den dér bette flyvegigt.

Kan jeg ændre den ? 

Måske. Men kun hvis jeg vælger - og dét gør jeg - at tage fat i den person, der kan konstatere den - og så derefter måske finde ud af hvad min krop mangler, for selv at kunne klare "problemet".

Og hvis jeg ikke kan ændre den ? 

Så må jeg finde Sindsro til at acceptere netop dét.

Tidsforstoppelse.

 Tiden er noget mærkeligt noget. 

Den kryber op på mig, som et tæppe af velbehag, men efterlader mig svedig og urolig med alle sanser hvirvlende rundt i en karrusel af "var, er, kan blive". På en måde virker det, som om de tre dele af tid - fortid, nutid, og fremtid - har slået sig sammen i et kartel af minder, handlinger, og mulige konsekvenser.

 Tidligere reaktionsmønstre, nuværende mangel på samme, og en viden om vejen, der kan gåes hvis det "nu", der har hængt fast i mig det sidste stykke tid, får lov til at selvdetonere.

Suk.

Normalt glider nu'et over i fortid helt af sig selv. Uden nogen form for beklagelser over at gi' slip i mig, bliver mine nu-handlinger til en del af de minder, fortiden indeholder, og falder helt automatisk ned i de kasser, de enkelte handlinger høre hjemme i.

"Har gjort, og kan ikke ændre", "kan ændre ved ikke at gøre det samme igen", "kaffen smagte godt", "dér fløj lige en fugl forbi", og "hvor jeg dog elsker det bette kræ", er alle sådanne enkeltdele af de handlinger, begivenheder, og situationer, der de tretusindetrehundredeogtreogtredive dage, har nøjedes med at aflevere højst et let fornærmet halvvådt suk, når den fortidskasse de skulle ned i, blev nået.

Men ikke nu.

Nu står der en hel flok af dem der brokker sig over alt muligt, mens de nægter at forsvinde ned i de kasser, jeg gennem tiden har lært at fortid hører hjemme i. Højlydte beklagelser over mine - efter deres mening - manglende aktioner, manglende omsorge, manglende anerkendelse. Og det, selvom jeg dagligt tager dem op - én ad gangen - og nusser dem i nakken, mens jeg brummer beroligende ord og forsigtigt tjekker dem med Sindsro, Mod, og Visdom.

Jeg har rent ud sagt fået forstoppelse, har jeg. Og hvad kan jeg så gøre ved dét.......

Her klokken tidlig morgen er der kun én behandling af en sådan tidsbegivenhedsforstoppelse. Et laksativ bestående af lige dele erkendelse, accept, og højlydt udtale af de mere negative ting til de mennesker, der eventuelt er involveret. Samt en åben erkendelse af, at jeg kun er et menneske, med fejl, mangler, og tidligere tiders dårligdomme i bagagen.

Laksativet skal så tages lige så mange gange det er nødvendigt, for at få flow i nutidens strømning ned i fortidens parkeringskasser. Så fremtidens endnu ukendte begivenheder, øjeblikke, samtaler, og muligheder, kan få plads til at udvikle sig til fuldgyldige medlemmer af dén her ædru alkoholiker, der én dag ad gangen bli'r ældre og ældre.

Hvilket er helt iorden - det dér med at blive ældre. Det er jo en naturlig del af dét, at være et fysisk væsen - at kroppen lige så stille sætter hastigheden ned, og forbereder sig på at holde op med at fungere. 

Jamen............. dén kasse har jeg jo slet ikke fået forberedt endnu. Kassen, hvor minderne om kroppens tidligere duelighed kan parkeres. En kasse, hvor der er to rum, at parkere tingene i - det ene et "Kan jeg ikke ændre, og må acceptere i Sindsro", og det andet et "Kan jeg godt ændre, hvis jeg bare tager mig sammen og finder Mod til at gøre det". Og begge rum afhængige af, at der er et filter at skylle tingene ned gennem.

Et Visdomsfilter, der kan hjælpe med at kende forskel.

Men allerførst skal jeg ha' fjernet den klistrede knude af uforløsthed, der ligger og blokerer for det naturlige glid fra nutid til fortid. Ha' taget fat i de ting, jeg åbenbart ikke har opdaget da de gemte sig i hjørnerne af overgangen mellem nu og da. Ha' indfriet de løfter, jeg kan, og opløst dem, jeg ikke kan indfri.

Så mens jeg snupper endnu en slurk af min " det her er alt for tidligt"-morgen te, hælder jeg lige så stille den første pose af mit nyblandede laksativ ned i koppen - bare rolig, det er forholdsvis smagsfrit - og forbereder mig på det sug, der eventuelt kan komme, når mængden af ophobet nutid pludselig får mulighed for at falde ned på plads.

Hvorefter jeg bare skal huske at "fylde efter" med lige dele af alt det, der normalt er en integreret del af min dag - af min nutid.

Sindsro, Mod - og Visdom til at kende forskel.

Og huske på, at den "sult", jeg eventuelt kommer til at føle, kun er et minde om fortidige måder at behandle den slags begivenheder på - med et opløsningsmiddel, der endte med at fjerne mig fra mig selv, og ødelagde lige så store dele af min omverden, som det ødelagde mig.

Et minde, der husker mig på hvem jeg er i dag.

Og det' jo ikk' så ring' endda.

Krøller eller ej..........

 Lad mig starte det her blogafsnit med noget fuldstændig indlysende - det faktum, at jeg er enoghalvfjerds år gammel.

Hvilket måske får dig, kære læser, til at sidde og ryste lidt på hovedet mens du tænker, at det er selvindlysende for en mand født i nittenhundredetreoghalvtreds. Og skulle den form for logik ikke være nok, så er alene det, at jeg snart fylder tooghalvfjerds, endnu en sten i den enestående sandhed - at jeg er enoghalvfjerds år gammel.

Det var så det indlysende. Næsten......

For det er lige så indlysende, at jeg samtidig - på det her nøjagtige tidspunkt, hvor mine småfedtede fingre lystigt taster løs på tastaturet - er otte år, trehundredefireoghalvtreds dage, sytten timer, og tyve minutter gammel....

Og hvordan kan jeg så logisere mig frem til sandheden i dét udsagn ? Jo, det er nemlig lige så indlysende for en mand, der blev genfødt den niogtyvende april totusindeogseksten klokken syv halvtreds. Præcis.

Men hvorfor i alverden har jeg behov for at præcisere de to fakta så nøjagtigt ? Hvorfor denne pludselige lyst - denne frembrusende og uimodståelige omgang "hallo sifon - du er her skam stadig." ?

Måske fordi det daglige liv - de daglige minut for minut forbipasserende livsøjeblikke - på en eller anden måde har sat farten mere op, end jeg faktisk bryder mig om.

Fra starten af mit nyfødte liv - dengang tilbage i tyveseksten - har jeg utroligt bevidst levet én dag ad gangen. Vel vidende, at dagen igår er væk, og ikke kommer igen - dagen imorgen kommer måske ikke - og kun dagen idag, i det helt præcise nu jeg sidder i, kan leves fuldt ud.

Det har haft den effekt, at jeg har kunnet koncentrere mig om alt det, der betyder noget. Én ting ad gangen, ét øjeblik ad gangen. Og blive færdig - så færdig som det er muligt for mig i nu'et - med hvad end jeg beskæftigede mig med.

I fred og ro.

Men de seneste måneder virker det, som om de ting, jeg beskæftiger mig med - uanset om de er kortlivede eller langlivede - har fundet ud af at sætte farten op, og forsøge at løbe fra mig.

Dagens fireogtyve timer begynder at virke som var de kun .... tyve, måske? Nogen gange længere, nogen gange kortere. Men aldrig "kun" fireogtyve. Og jeg kan ligefrem høre dem sprutgrine, når de overhaler mig, mens jeg desperat forsøger at nå dem allesammen - én ad gangen - samtidig......

Resultatet ?

At dagen krøller sammen på midten, og lader øjeblikkene slippe ud gennem de revner og rifter, der opstår når dagen krøller. Som stivet papir - hvis ellers nogen kan huske dén slags. Man kaldte det 00, og det gjorde ikke altid godt at bruge det, når bagdelen skulle renses for eventuelle efterladenskaber. 

Men det kunne krølle.

Lave de mest underlige og visuelt udfordrende knæk, revner, og rifter, der kunne få fantasien i topgear hos en præpubertær teenager. Hvorefter tiden - og det er jo dén, der er i tale her, er det ik'? - blev underligt flydende, mens tankernes frie flugt blev kaleidoskopisk regnbuefarvede.

Solrigt regnbuefarvede - præcis som de har været igen siden den morgen i totusindeogseksten, der om elleve dage er ni år væk. Og som stoppede med at være solrige og farvede, dengang jeg plumpede ned i det sprutfyldte kar, der ætsede alle farver og soltanker itu, mens jeg langsomt sank ned mod bunden.

Dengang begyndte dagene også at krølle - lang tid før karret åbnede sig foran mig - og jeg troede, at det bare var sådan det skulle være. Indtil det var for sent.

Nu ved jeg, at dagene godt må krølle - tiden godt må sive ud gennem hullerne, knækkene, og rifterne, i de krøllede dage. Bare jeg husker at nu'et er hér - at igår  ikke kan ændres men kun accepteres - og at imorgen er den drøm, sjælen håber på, når nattrætte øjne inviterer søvnen indenfor.

De må forresten godt være krøllede, mine dage. Og Tiden må godt løbe stærkere end godt er, bare jeg husker på at vi fanger hinanden, Tiden og jeg, når det bliver sengetid og det nødvendige trin bliver taget.

For så kan jeg parkere tankerne, farverne, krøllerne, idéerne, og alt det andet fra den dag, der ligger bag mig, præcis dér hvor det hører hjemme.

Som en naturlig del af det liv, der dag for dag er mit.

I Sindsro.

Jeg trænger.....

 ...... ikke til hverken kaffe, sandkage, eller boller, som Fru Murermester Jessen ellers så åndfuldt udtrykte det. 

Men til nogen, der nusser mit hår, klapper mig trøstende på ryggen, og blidt mumler et: "Så så - det går over igen."

Og ikke bare på én måde - I ved, den dér sædvanlige, der opstår når feberen raser, øjnene blankes, og stemmen lyder som et grødet jordskælv. Den har ellers væltet min krop fra midt på natten, hvor mit immunforsvar kaldte til angreb på hvad-det-nu-end-er, der har invaderet mit vakkelvorne system, og fyrede op under kedlerne - med ømme muskler og led, samt underlige uddunstninger og mærkværdige smage til følge.

Selv min kaffe smager af det, der kan lugtes når de lokale bønder plastrer de stadig frosne marker til med våde rester fra svine- og koproduktionen.

Æv.

Men jeg trænger også til at høre nogen, der lige som jeg er fortvivlende klar over, at verden endnu en gang er ramt af fascismen og nazismens dødelige svøbe. Klar over, at en magtliderlig narcissistisk megaloman, sammen med en uduelig svindler, der lever på andres opfindelser - er på vej til at slå sig sammen med en vodkatyllende diktator, for at dele verden i to store, grove klumper.

Det kan godt være, at min feberrasende hjerne er dumpet ned i en sortseende, ildelugtende version af den verden, jeg rent faktisk håbede på var nogenlunde i orden. Men - det kan da ikke kun være mig, der ser verdens realiteter i klarhedens grå lys ?

Der må da være flere, der er ved at fatte at den dér "Oogie frem Muskogie", har alt for meget magt. Og at han - sammen med sin "Pal" The Dictator of The Chained States of America - i store grove klumper river  det væk, der tidligere var alt, hvad der stod imellem krig og fred.

Min feberhede hjerne strømmer over med det ene utiltalende billede efter det andet. En valgt - det påstår de da - halvhjerne, der er ude af stand til at fatte virkeligheden, og hvis mor menes at have sagt : ""Ja, han er en idiot helt uden almindelig fornuft og ingen sociale færdigheder, men han er min søn. Jeg håber bare, han aldrig går ind i politik. Han ville være en katastrofe."

Og uanset om hun har sagt det eller ej - så er det glasklart ramt lige i bullseye. 

Og billeder af en X-ejer, der raser mod alle de, der afslører hans løgne. Kalder højtuddannede og intelligente mennesker for alt muligt svinsk - uden at opdage, at ordene rammer ham selv som en boomerang.

Eller billeder af et Kina, der lige så stille udvider sine påvirkningsområder, og tilbyder os alle de varer, som fanatikeren i "Guds eget land" pludselig mener skal plastres til med uhyrlige afgifter. 

For ikke at tale om grå/hvide billeder af svampeformede skyer, der "puffer op" overalt i horisonten, såfremt knaldperlerne på begge sider af Atlanten får magt, som de har agt.

Jamen for pokker da...............

Indrømmet - jeg er sortseer lige nu. Men for første gang i mit liv - og jeg har skam været sortseer før i det her liv - virker det som om mine sorte syner har en egen evne til at blive virkelighed. Helt uden nogen form for hjælp fra mig eller mine medbeboere her på planeten.

Alt er åbenbart lagt i hænderne på en håndfuld selvtilstrækkelige, magtliderlige, egoistiske narcissistiske megalomaner, der ikke ser ud til at ville stoppe, før de er de eneste der er tilbage.

Så jeg trænger - både til at blive nusset igennem min hastigt forværrende influenza - eller hvad det nu så end er for en bette virusfyr, der har invaderet min krop - og til at kunne være en del af den eneste bevægelse, der vil kunne redde os alle fra Idioternes Fremmarch før det er for sent.

Men det er det sikkert nok allerede.

Det eneste, jeg kan gøre for mig selv lige nu - udover at drikke masser af vand og sørge for at min krop får nok af råvarer til energifremstilling - er at huske på, at jeg lever NU.

Og at jeg ikke kan gøre noget ved det, der allerede ER sket, men skal finde modet til at gøre noget ved det, der KAN ske.

I Sindsro.

Igentagelser

Lyden af ingenting farer buldrende gennem rummet, og lander så tyst som nattens snestorm i kaotisk orden. Den ensomme alenehed har bidt sig fast i mine knæhaser, og larmer med tusinde stemmer fra hjørnet hvor telefonen ligger tømt for strøm. 

Jeg ser ingen - og ingen ser mig. 

Tågede billeder af fortidens ansigter passerer stumfilmsramt i sort/hvide gentagelser af alt det, der ikke kan ændres - med enkelte fuldfarvefede enkeltheder, der godt kunne blive anderledes, strålende ind i den fremtid, der først er nu....... Og nu....... Og nu.......... Og..........

Men klaveret spiller, og pianisten ændrer dygtigt tonerne - alt efter cinematografens opblæste gengivelser på sindets hvide skærm.

Tungsindet falder dybt, ind i mellem. Og fylder mig med vemod, over alle de mistede øjeblikke - alle de tabte glæder og sorger, der kunne have været til, hvis bare.......

Men "hvis bare..." betyder anderledeshed. "Hvis bare...." betyder simpelhed i et liv, der måske havde til formål at  v æ r e  forvirret, rodet, til tider beskidt, til tider rosenrødt, og til tider sjælsskrigende ondt.

Ville jeg gøre det anderledes, såfremt jeg fik chancen for at starte forfra i den samme krop, samme sted, samme tid, samme forældre ? Det er faktisk et ufatteligt svært spørgsmål at stille sig selv, når klokken næsten er midnat, og snefaldet udenfor tystner alt til. Men nu er det stillet, så jeg kan lige så godt svare på det.

Det er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville. For intet af det, der har været de højeste lyspunkter i det liv, jeg indtil nu har levet, ville være sikker på gentagelser. Måske ville anderledes valg betyde, at de børn, jeg er far til nu, slet ikke ville blive undfanget. Eller måske ville det være andre kvinder, andre børn, andre udfordringer.

Nej, ikke måske. Men helt sikkert. Og det ville jeg - den jeg, jeg er nu - helt givet hade. Hvis jeg altså lige vidste, at det var en "rematch", jeg var igang med. 

Det værste ville nok næsten være, at alt dét, der har ført mig hen til her og nu, ville forsvinde - og så ville jeg aldrig stå i den situation, jeg stod i, og som medførte at Lucifax kom ind i mit liv. 
Og så stor en kærlighed, som jeg føler for den bette bandit, ville jeg aldrig kunne undvære i en gentagelse - eller nyfortolkning - af det her liv.

Så forhåbentlig tager jeg det alt sammen med mig, når jeg engang trækker stikket - alle de gode, onde, grimme, smukke, underfulde, negative, opmuntrende, etc. etc. etc., minder. For alt har sin ret, i den her surrealistiske sammensmeltning af krop, sind, og sjæl.

Dét  h a r  jeg da lært.

I Sindsro.