Krøller eller ej..........

 Lad mig starte det her blogafsnit med noget fuldstændig indlysende - det faktum, at jeg er enoghalvfjerds år gammel.

Hvilket måske får dig, kære læser, til at sidde og ryste lidt på hovedet mens du tænker, at det er selvindlysende for en mand født i nittenhundredetreoghalvtreds. Og skulle den form for logik ikke være nok, så er alene det, at jeg snart fylder tooghalvfjerds, endnu en sten i den enestående sandhed - at jeg er enoghalvfjerds år gammel.

Det var så det indlysende. Næsten......

For det er lige så indlysende, at jeg samtidig - på det her nøjagtige tidspunkt, hvor mine småfedtede fingre lystigt taster løs på tastaturet - er otte år, trehundredefireoghalvtreds dage, sytten timer, og tyve minutter gammel....

Og hvordan kan jeg så logisere mig frem til sandheden i dét udsagn ? Jo, det er nemlig lige så indlysende for en mand, der blev genfødt den niogtyvende april totusindeogseksten klokken syv halvtreds. Præcis.

Men hvorfor i alverden har jeg behov for at præcisere de to fakta så nøjagtigt ? Hvorfor denne pludselige lyst - denne frembrusende og uimodståelige omgang "hallo sifon - du er her skam stadig." ?

Måske fordi det daglige liv - de daglige minut for minut forbipasserende livsøjeblikke - på en eller anden måde har sat farten mere op, end jeg faktisk bryder mig om.

Fra starten af mit nyfødte liv - dengang tilbage i tyveseksten - har jeg utroligt bevidst levet én dag ad gangen. Vel vidende, at dagen igår er væk, og ikke kommer igen - dagen imorgen kommer måske ikke - og kun dagen idag, i det helt præcise nu jeg sidder i, kan leves fuldt ud.

Det har haft den effekt, at jeg har kunnet koncentrere mig om alt det, der betyder noget. Én ting ad gangen, ét øjeblik ad gangen. Og blive færdig - så færdig som det er muligt for mig i nu'et - med hvad end jeg beskæftigede mig med.

I fred og ro.

Men de seneste måneder virker det, som om de ting, jeg beskæftiger mig med - uanset om de er kortlivede eller langlivede - har fundet ud af at sætte farten op, og forsøge at løbe fra mig.

Dagens fireogtyve timer begynder at virke som var de kun .... tyve, måske? Nogen gange længere, nogen gange kortere. Men aldrig "kun" fireogtyve. Og jeg kan ligefrem høre dem sprutgrine, når de overhaler mig, mens jeg desperat forsøger at nå dem allesammen - én ad gangen - samtidig......

Resultatet ?

At dagen krøller sammen på midten, og lader øjeblikkene slippe ud gennem de revner og rifter, der opstår når dagen krøller. Som stivet papir - hvis ellers nogen kan huske dén slags. Man kaldte det 00, og det gjorde ikke altid godt at bruge det, når bagdelen skulle renses for eventuelle efterladenskaber. 

Men det kunne krølle.

Lave de mest underlige og visuelt udfordrende knæk, revner, og rifter, der kunne få fantasien i topgear hos en præpubertær teenager. Hvorefter tiden - og det er jo dén, der er i tale her, er det ik'? - blev underligt flydende, mens tankernes frie flugt blev kaleidoskopisk regnbuefarvede.

Solrigt regnbuefarvede - præcis som de har været igen siden den morgen i totusindeogseksten, der om elleve dage er ni år væk. Og som stoppede med at være solrige og farvede, dengang jeg plumpede ned i det sprutfyldte kar, der ætsede alle farver og soltanker itu, mens jeg langsomt sank ned mod bunden.

Dengang begyndte dagene også at krølle - lang tid før karret åbnede sig foran mig - og jeg troede, at det bare var sådan det skulle være. Indtil det var for sent.

Nu ved jeg, at dagene godt må krølle - tiden godt må sive ud gennem hullerne, knækkene, og rifterne, i de krøllede dage. Bare jeg husker at nu'et er hér - at igår  ikke kan ændres men kun accepteres - og at imorgen er den drøm, sjælen håber på, når nattrætte øjne inviterer søvnen indenfor.

De må forresten godt være krøllede, mine dage. Og Tiden må godt løbe stærkere end godt er, bare jeg husker på at vi fanger hinanden, Tiden og jeg, når det bliver sengetid og det nødvendige trin bliver taget.

For så kan jeg parkere tankerne, farverne, krøllerne, idéerne, og alt det andet fra den dag, der ligger bag mig, præcis dér hvor det hører hjemme.

Som en naturlig del af det liv, der dag for dag er mit.

I Sindsro.

Jeg trænger.....

 ...... ikke til hverken kaffe, sandkage, eller boller, som Fru Murermester Jessen ellers så åndfuldt udtrykte det. 

Men til nogen, der nusser mit hår, klapper mig trøstende på ryggen, og blidt mumler et: "Så så - det går over igen."

Og ikke bare på én måde - I ved, den dér sædvanlige, der opstår når feberen raser, øjnene blankes, og stemmen lyder som et grødet jordskælv. Den har ellers væltet min krop fra midt på natten, hvor mit immunforsvar kaldte til angreb på hvad-det-nu-end-er, der har invaderet mit vakkelvorne system, og fyrede op under kedlerne - med ømme muskler og led, samt underlige uddunstninger og mærkværdige smage til følge.

Selv min kaffe smager af det, der kan lugtes når de lokale bønder plastrer de stadig frosne marker til med våde rester fra svine- og koproduktionen.

Æv.

Men jeg trænger også til at høre nogen, der lige som jeg er fortvivlende klar over, at verden endnu en gang er ramt af fascismen og nazismens dødelige svøbe. Klar over, at en magtliderlig narcissistisk megaloman, sammen med en uduelig svindler, der lever på andres opfindelser - er på vej til at slå sig sammen med en vodkatyllende diktator, for at dele verden i to store, grove klumper.

Det kan godt være, at min feberrasende hjerne er dumpet ned i en sortseende, ildelugtende version af den verden, jeg rent faktisk håbede på var nogenlunde i orden. Men - det kan da ikke kun være mig, der ser verdens realiteter i klarhedens grå lys ?

Der må da være flere, der er ved at fatte at den dér "Oogie frem Muskogie", har alt for meget magt. Og at han - sammen med sin "Pal" The Dictator of The Chained States of America - i store grove klumper river  det væk, der tidligere var alt, hvad der stod imellem krig og fred.

Min feberhede hjerne strømmer over med det ene utiltalende billede efter det andet. En valgt - det påstår de da - halvhjerne, der er ude af stand til at fatte virkeligheden, og hvis mor menes at have sagt : ""Ja, han er en idiot helt uden almindelig fornuft og ingen sociale færdigheder, men han er min søn. Jeg håber bare, han aldrig går ind i politik. Han ville være en katastrofe."

Og uanset om hun har sagt det eller ej - så er det glasklart ramt lige i bullseye. 

Og billeder af en X-ejer, der raser mod alle de, der afslører hans løgne. Kalder højtuddannede og intelligente mennesker for alt muligt svinsk - uden at opdage, at ordene rammer ham selv som en boomerang.

Eller billeder af et Kina, der lige så stille udvider sine påvirkningsområder, og tilbyder os alle de varer, som fanatikeren i "Guds eget land" pludselig mener skal plastres til med uhyrlige afgifter. 

For ikke at tale om grå/hvide billeder af svampeformede skyer, der "puffer op" overalt i horisonten, såfremt knaldperlerne på begge sider af Atlanten får magt, som de har agt.

Jamen for pokker da...............

Indrømmet - jeg er sortseer lige nu. Men for første gang i mit liv - og jeg har skam været sortseer før i det her liv - virker det som om mine sorte syner har en egen evne til at blive virkelighed. Helt uden nogen form for hjælp fra mig eller mine medbeboere her på planeten.

Alt er åbenbart lagt i hænderne på en håndfuld selvtilstrækkelige, magtliderlige, egoistiske narcissistiske megalomaner, der ikke ser ud til at ville stoppe, før de er de eneste der er tilbage.

Så jeg trænger - både til at blive nusset igennem min hastigt forværrende influenza - eller hvad det nu så end er for en bette virusfyr, der har invaderet min krop - og til at kunne være en del af den eneste bevægelse, der vil kunne redde os alle fra Idioternes Fremmarch før det er for sent.

Men det er det sikkert nok allerede.

Det eneste, jeg kan gøre for mig selv lige nu - udover at drikke masser af vand og sørge for at min krop får nok af råvarer til energifremstilling - er at huske på, at jeg lever NU.

Og at jeg ikke kan gøre noget ved det, der allerede ER sket, men skal finde modet til at gøre noget ved det, der KAN ske.

I Sindsro.

Igentagelser

Lyden af ingenting farer buldrende gennem rummet, og lander så tyst som nattens snestorm i kaotisk orden. Den ensomme alenehed har bidt sig fast i mine knæhaser, og larmer med tusinde stemmer fra hjørnet hvor telefonen ligger tømt for strøm. 

Jeg ser ingen - og ingen ser mig. 

Tågede billeder af fortidens ansigter passerer stumfilmsramt i sort/hvide gentagelser af alt det, der ikke kan ændres - med enkelte fuldfarvefede enkeltheder, der godt kunne blive anderledes, strålende ind i den fremtid, der først er nu....... Og nu....... Og nu.......... Og..........

Men klaveret spiller, og pianisten ændrer dygtigt tonerne - alt efter cinematografens opblæste gengivelser på sindets hvide skærm.

Tungsindet falder dybt, ind i mellem. Og fylder mig med vemod, over alle de mistede øjeblikke - alle de tabte glæder og sorger, der kunne have været til, hvis bare.......

Men "hvis bare..." betyder anderledeshed. "Hvis bare...." betyder simpelhed i et liv, der måske havde til formål at  v æ r e  forvirret, rodet, til tider beskidt, til tider rosenrødt, og til tider sjælsskrigende ondt.

Ville jeg gøre det anderledes, såfremt jeg fik chancen for at starte forfra i den samme krop, samme sted, samme tid, samme forældre ? Det er faktisk et ufatteligt svært spørgsmål at stille sig selv, når klokken næsten er midnat, og snefaldet udenfor tystner alt til. Men nu er det stillet, så jeg kan lige så godt svare på det.

Det er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville. For intet af det, der har været de højeste lyspunkter i det liv, jeg indtil nu har levet, ville være sikker på gentagelser. Måske ville anderledes valg betyde, at de børn, jeg er far til nu, slet ikke ville blive undfanget. Eller måske ville det være andre kvinder, andre børn, andre udfordringer.

Nej, ikke måske. Men helt sikkert. Og det ville jeg - den jeg, jeg er nu - helt givet hade. Hvis jeg altså lige vidste, at det var en "rematch", jeg var igang med. 

Det værste ville nok næsten være, at alt dét, der har ført mig hen til her og nu, ville forsvinde - og så ville jeg aldrig stå i den situation, jeg stod i, og som medførte at Lucifax kom ind i mit liv. 
Og så stor en kærlighed, som jeg føler for den bette bandit, ville jeg aldrig kunne undvære i en gentagelse - eller nyfortolkning - af det her liv.

Så forhåbentlig tager jeg det alt sammen med mig, når jeg engang trækker stikket - alle de gode, onde, grimme, smukke, underfulde, negative, opmuntrende, etc. etc. etc., minder. For alt har sin ret, i den her surrealistiske sammensmeltning af krop, sind, og sjæl.

Dét  h a r  jeg da lært.

I Sindsro.