Andre Sider af mig

mandag den 31. august 2020

In angelus voluntas sits


Inde i kroppen på  mig sidder den der koldvåde fornemmelse, der kan opstå engang imellem når jeg har fået åbnet ud til haven alt for tidligt. Det virker næsten som om en tåge havde sivet stille ind, snoet sig om mine fødder, og lige så roligt indhyllet mig i kolde, klamme, brugt-vaskekluds-lugtende restdråber efter nattens mareridt.

Udenfor forsøger en forkølet due at frembringe nogle af de kurr, den ellers normalt kan præsentere på mest gennemtrængende og uimodståelige vis - men ender med noget, der lyder som opspyt efter en halsbetændelse. Imens stønner naboens hæk under vægten af oliefyldte dugdråber, der ikke drypper, men vælder ned mod den allerede overmættede regnjord.

Det er morgen - og det er Sommerens Sidste Dag.

Godt nok har mange forskellige meteorologer indtil nu forsikret mig om, at der skam nok skal komme noget mere varme - ikke så meget, men lidt har vel også ret - og at der går lidt (med understregning) tid inden næste regnskyl drypper forbi. Meeeeeeeeeen............

Morgenfugten og den udendørs fra kommende kølighed, gør sit til at få mig til at skutte mig, og trække morgenkåben tættere ind til min trindtfede skribentkrop, mens tanken om en varm og hyggelig dyne igen og igen dasker forbi min knapt vågne bevidsthed, og lokker  på fortrinligste vis.

Pludselig blander en kvidrende frisk stemme sig i mine ikke ær- men dyn-bare tanker, og får mig til at løfte blikket en anelse op over skærmens tristblinkende sortheder - hvorefter jeg får øje på et morgensyn, der får laget af tristesse og knoglekulde revet væk i et snuptag.

Med en himmelbaggrund af blåt og forskellige versioner af nydelsesgråt ser jeg min genbo - Min Engel - morgensmilende vinke over til mig - og straks begynder øverste etage at udstede smældende ordrer til den ellers trætte og ugidelige krop. "Ret dig op - Løft hovedet - Smil - Gå udenfor og sig Godmorgen! ".

Og som dirigeret af usynlige tråde, trukket af en gemt Gepetto, reagerer jeg, og når i tre små hop udendørs, mens jeg samtidig får bundet morgenkåben fast, og hentet et smil op fra kassen med de ægte. Hvilket betyder, at min egen morgenhilsen lyder væsentligt mere frisk, end jeg følte mig få øjeblikke tidligere.

Men.......

Da jeg et par minutter senere får sat mig bag tastaturet igen, opdager jeg noget ganske forfærdeligt - noget så skræmmende og uhørt, at det sender gys ned ad den rygrad, indtil flere før i tiden påstod var ikke eksisterende.

Morgenhilsenen og de varme smil har fjernet min pludseligt opståede trang til at beskrive denne dags gråvåde begyndelse i sortgrå fodslæbende retorik - og erstattet den med småfinurlige gladmorgentanker.

Som jeg - efter kort tids eftertanke - vælger at putte i "Til Senere Brug"-kassen, så jeg kan komme til at gøre det, jeg egentligt gerne vil.

Putte mig under dynen igen - bare sådan....... lidt.

Og alt det bare på grund af en engels morgenpust på en mat glorie. Godt jeg ved, at jeg bare kan sætte mig igen senere, hvis jeg får lyst, og trække de nedputtede tanker op af kassen, kigge på dem, og lade dem snørkle bogstaver på skærmens papir.

Indtil da vil jeg - tage ét snork ad gangen.....

1 kommentar:

  1. Hehehe! Utroligt hvad de naboengle kan forårsage.
    😁😉

    SvarSlet