Det skete..........

............. uden jeg rigtigt lagde mærke til det.

Helt ganske af sig selv, og på samme måde som tidligere. Og egentlig er det meget godt, at jeg først opdagede det sent på dagen, sådan helt tilfældigt, i forbindelse med en samtale.

For det fik mig til at føle mig godt tilpas, at jeg ikke lige stod trippende parat til at slå på stortromme for en begivenhed, der med regelmæssige mellemrum har fyldt min tilværelse én gang om måneden.

Min mærkedag.

Den dag, der minder mig om hvordan det var at erkende min magtesløshed overfor mit foretrukne stof.

Den dag, jeg blev ædru.

Tidligere har jeg brugt dagen til at reflektere over, hvordan mit liv havde udfoldet sig, og hvilke begivenheder, der havde været baggrunden for de valg, jeg havde taget, og den vej, de samme valg havde ført mig ind på.

En måde, at holde erkendelsen i live på, og samtidig befæstne det grundlag, jeg har valgt mit liv skal udvikle sig efter, nu.

Og lige så stille har jeg, med månedernes gang, ladet hverdagen udfolde sig på godt og ondt, som nu livet har valgt at tilbyde mig den. For efterhånden at ende der, hvor jeg i går pludselig opdagede jeg var - levende ædru, i en normalitet  med alle de udfordringer, opgaver, og glæder, en sådan en har med i baglommen.

Det er sådan en hverdag, jeg helst vil leve i. Hvor det er helt naturligt for mig, at være ædru, og ikke skulle fabrikere nye undskyldninger for at kunne komme til at drikke igen.

Men det er også sådan en hverdag, jeg ved at jeg skal arbejde for at kunne holde fast i. Hvor jeg ikke kan tillade mig at give slip i erkendelsen af det, der var, og erkendelsen af det, der kan komme.

Lidt af en opgave at blive sat på, må jeg indrømme. For det nemmeste er jo, som jeg gjorde i går, helt at glemme at der var en gang for x antal måneder siden - i går var det nitten - hvor jeg fandt min bund og blev mør. Hvor den indre lede ved det liv, jeg havde tilladt mig selv at leve, ikke længere kunne fastholde mig i mit møjsommeligt opbyggede drukmønster, men måtte give slip og komme frem i lyset.

Til gengæld har jeg fået et liv, der er så meget bedre. Et liv, der stadig er fyldt med udfordringer, opgaver, bekymringer, glæde, vrede, og alle de andre følelser og begivenheder, livet som helhed byder levende væsener. Men et liv, hvor jeg vågner op, uden at have skjult mig bag mit stof, og med både evnen og lysten til at være ærlig, villig, ligefrem - og ædru.

Et liv, hvor også muligheden for at kunne elske igen vil være til stede. Hvor det sårede ego kan få lov til at heles, så arrene ikke ender med at danne uoverstigelige forhindringer for et følelsesliv.

Hvor kærligheden kan træde ind på arenaen igen. Ikke istedet for afhængigheden, eller som erstatning for andre. Men som en selvstændig følelse af samhørighed og værdi af det, ikke at være alene.

Bare sådan - fireogtyve timer ad gangen.

Danser med tanker.

Det er sjældne dage, der finder mig siddende her bag skærmen, uden at kunne finde ord der kan beskrive, hvordan jeg har det.

Men netop sådan, er hvordan jeg har det lige nu.

Så hvis du ikke har noget imod det, kære læser, vil jeg lægge ud med en beskrivelse af min morgen himmel. Den har jo en tendens til at kunne fange mit blik, og sætte tankerne igang.

Det er jo også den, jeg hver eneste morgen er så heldig at få lov til at kunne beundre i næsten hele mit synsfelt, på grund af de mange vinduer i mit spisekøkken. Og den, der som sædvanligt ikke holder sig tilbage.

Nuancer af grå, i så mange versioner, at det er rent utroligt, spreder sig over det meste. Afbrudt i strejf af blå, hvid, sart lyserød - farver, der sammen med skyerne danser over alt, mens de koket lader solen danne nye kombinationer på undersiden.

Og alt sammen fortæller det mig, at jeg lever, ånder, tænker, og sér. Hvilket faktisk ikke er så ringe endda, når jeg sådan lige fintænker weekenden, der er gået.

To dage med begravelse, mulige passerende blodpropper - læger er s å vidunderligt forsigtige - hjertekvababbelse - et godt, gammelt dansk ord, der burde få en renæssance - og dybe tanker over livets skrøbelighed.

Netop det sidste, var i aller højeste grad i mine tanker, mens jeg i går lå inde i MR-scanneren på Århus Kommunehospital. Spekulerende på, hvor lidt der skal til, oppe i den grød jeg kalder hjerne, før alt er uigenkaldeligt ændret. Og hvor hamrende hjælpeløs jeg er, når der så sker et eller andet med den.

Jeg har tidligere, uden at have bemærket noget som helst, haft en blodprop i hjernen - det slog også denne gang scanning fast, da lægen konstaterede arret efter den på billederne. Samt indtil flere såkaldte TCI'ere, hvor jeg dog ikke synes at have bemærket noget synderligt, mens de skete. Den første af slagsen åbenbart for snart 10 år siden, i begyndelsen af samlivet med min tidligere forlovede.

Forsigtigt kalder lægerne den slags for "lettere uforklarbare hændelser", da de jo ikke kan se proppen, der har udløst den, men kun de svage spor dér, hvor det skete. Så de ved egentlig ikke ret meget i forhold til, hvad og hvorfor, og kan kun forsøge at medvirke til, at det ikke sker igen.

Måske.

Men allesammen er de megavink med indtil flere vognstange, der gerne skulle have fået mig til at tage mange ting op til overvejelse, og måske endda have medvirket til en ændring af min livsstil.

Har de så det, sidder jeg her i solens første stråler og spørger mig selv, mens svimmelheden præsenterer sit velkendte morgenmønster ?

Jeg ved det egentlig ikke.

Der har været så mange andre ting, der har sat de nødvendige ændringer i gang. Alkoholbehandlingen på Møllen, Livsstilsopholdene på Brædstrup Livsstilscenter, samlivsændringen fra elskende partner til accepterende enlig, og mange andre lige så skelsættende, men svært beskrivbare situationer.

Så direkte at kunne give mine propper æren for, at jeg er igang med den helt store livsstilsændring - det kan jeg ikke. Men det behøver jeg vel egentlig heller ikke.

Alene det, at der er gang i det, der gerne skulle være gang i, er ændring nok for mig. Mere behøver jeg ikke, for at vide at jeg er på rette vej.

Så skidt med, at svimmelheden lader til at have bidt sig fast. At mine øjne tilsyneladende ikke vil holde op med at drille, og min migræne danser indenfor en gang imellem. At økonomien driller, støvet hober sig op, og meget andet.

For udenfor mine vinduer præsenteret livet og naturen det største, og bedste samspil, der findes nogetsteds i universet. Et morgenlysshow, med himmelen og skyerne som scenetæppe - lige til at spise sig livssulten i, og aldrig til at blive mæt af, mens mine bevingede pipvenner danser deres daglige tryghedsballet omkring de krummer, jeg har spredt på havebordet.

Ja gu' fanden savner jeg kærligheden - tosomheden - samværet - det, at kunne dele tanker, ord, oplevelser med en anden, mens de udfolder sig. Men jeg har Livet, og det alene er næsten alle afsavn værd.

Fireogtyve timer ad gangen.

The og tilbagefald.

Tankerne flyder stille, mens mørket udenfor begynder at slippe grebet. Henover morgentheens duftende velvære, og ud gennem vinduerne, glider de - rettet mod alt og intet på en og samme tid.

Det er dejligt, at være vågen når natten bliver sart, og dagen stille ruller lyset frem. Mangt og meget kan nå at blive tænkt, besluttet, begrædt, inden livet for alvor tager fat, og på den måde nå ud i beslutningernes ventesal - stedet, hvor en eller anden rask beslutning kan tage dem ved hånden, og føre dem ud i det ventende liv.

Også i dag er det den type tanker, der triller ind - som doven, frostfyldt morgentåge. Tanker om livet og døden, ensomhed og parforhold, regninger og rådighedsbeløb, trilleruller alle ind i min langsomt vågnende hjerne, søgende efter netop dén beslutning, der kan sætte dem på plads.

Sådan er mit liv i øjeblikket, i al sin vidunderlige enkelthed,

I dag har jeg valgt, at min morgenlæsning skal være Gorski og Miller's lille tynde hæfte om Tilbagefaldets Faser og Advarselstegn. Højst sandsynligt fordi alvoren i et tilbagefald har stillet sig skræmmende op foran mit ædru jeg, viftende med en advarende pegefinger.

"Der kan du se, hvor dybt sygdommen kan grave sig ned, og nægte enhver form for sund fornuft adgang", kan jeg høre den mumle skarpt i mine ører.  Og jeg må give den ret, både i respekt for mit eget livs ædru muligheder, men så sandelig også i bedrøvet respekt for alle de, der ikke klarede at modstå tilbagefaldets ædende onde sump.

Og mens jeg genlæser de notater, jeg i min behandling sidste år satte undervejs i hæftet, går det endnu en gang op for mig, hvor tynd en knivsæg jeg til tider bevæger mig på. Ét forkert vindpust af bekymringer, og jeg kan risikere at se min ædruelighed skåret i småstykker, mens jeg trimler ned ad de glatte sider.

Ned, i den sump, jeg brugte så mange år på at vælte rundt i, og som kostede mig så meget, inden jeg kunne undslippe den.

Fortumlet, og fyldt af ærefrygt, sætter jeg mine tanker på pause, mens endnu en kop the dampende finder vej til min mund og mine smagsløg.

Og det går op for mig, at også den, kan symbolisere det liv, jeg risikerer at gå glip af, hvis jeg ikke nyder det, mens det er varmt og velsmagende. Uanset, om der findes flere af slagsen -  flere kopper the - flere kopper liv - så er det bedst altid at nyde den enkelte i fulde drag, og sørge for at få alt det med, der gemmer sig bag dagligdagens grænser.

Ikke at ende op, med en halvfyldt kop kold the, der uendeligt sikkert kommer til at forsvinde ned gennem afløbets mørkt duftende grænseløshed. Men at ende op med en kop, der er tømt i taknemlighed og med nydelse skrevet over hver enkelt mundfuld.

Det er dét liv, jeg gerne vil have.

Bare sådan - Én dag ad gangen.

Dæmoner og engle.

Den forbandede sygdom.

Man kan kæmpe mod den, og stadig synke sprællende ned i dybet af dens altopslugende ondskab.

Eller flyde på toppen af den, og blive hakket ihjel af fortiden.

For der er intet garanteret løfte om helbredelsen, intet absolut håb om aldrig at mærke den på kroppen igen, ingen smuthuller ud af dybet - hvis man ikke kan se, hvad det er der sker.

Og heller ikke kan se hvorfor.

Min nære veninde gennem de sidste sytten måneder er ikke længere. Kampen åd hende, og sygdommen udslettede de håb hun klyngede sig til.

De siger, det var hendes eget valg. Men er der noget valg, når proppen er pillet af toppen, og dæmonerne hujende kravler indenfor og besætter hver eneste celle ?

De siger, det jo var det hun ville. Men hvor er viljen, når hånden bliver ført af flaskens grønne ånd ?

Det siger, det var på tide hun fik fred. Men fred af den slags, er ikke bare fred fra flasken, men også fra familien, vennerne, fortiden, og livet.

De siger så meget.

Jeg siger, at jeg har mistet hendes nærhed. At jeg er blevet påtvunget en fortsættelse af mit eget liv, uden muligheden for at kunne give hende de kram hun trængte til. Uden muligheden for at kunne mærke hendes varme - smile sammen med hende - dele sammen med hende - lade alvoren fylde samtalerne sammen med hende - lade programmet udfolde sig sammen med hende.

Og jeg er vred.

Vred over, ikke at kunne hjælpe, da hun var mest alene. Vred over hendes valg. Vred over den egoisme, sygdommen umærkeligt fodrer når den er i udbrud - den egoisme, der lod hende tage det sidste valg.

Men mest er jeg vred over de mistede muligheder. Det, der med tiden kunne være blevet. Den, hun havde alle muligheder, for at lade udfolde sig - for at blive til, men som forblev ufødt.

Vred - fordi jeg savner hende. Men også fortvivlende klar over sygdommens dødelige muligheder, og sorgfyldt ked af hendes bortgang.

Der, hvor hun var, er opstået et hul. Et hul, jeg stille fylder med minder, der kan lade det ende som en skovsø, omkranset af fred og natur. Hvor glæden nikker sit solgyldne hoved fra håbets spinkle stængler - et håb, jeg vil plukke med nænsom hånd, og lade fylde min hverdag.

Jeg kommer aldrig til at kunne acceptere, at sygdommen slår så mange af os ihjel. At vi kan tabe kampen på et splitsekund, når den igen har besat vore tanker og ædt sig ind i vore opfattelser. Men jeg er klar over faren, og søger at undgå den.

Indtil det måske ikke længere er muligt.

Hvil i fred, kæreste du.

Du har en evighed af den foran dig - fireogtyve timer ad gangen.

Drager og dagligdage.

Mørket hviler over Slottets yderste gårdsplads, hvor vinden har fejet sneen sammen i ulige bunker.

Frostgysende, og kun iført strimler fra et iturevet lagen, vakler en skikkelse hen mod en åbning, hvorfra varmt lys stråler ud i nattens hylende tavshed.

Hvem er han ? Hvordan er han kommet her ? Hvorfor kan han ikke komme ud af Slottet ? Svaret fortaber sig i den kolde vind, der bringer løfter om riddere, drager, troldmænd, jomfruer, og intriger af bedste slags..................

Lidt af en indledning i dag, ikke ?

Men ovenstående er grunden til mit fravær de sidste tre dage, og årsagen bag de trætte øjne, der her til morgen plager mig.

Jeg har nemlig genoptaget et tekstbaseret online rollespil, som for mange år siden fyldte temmelig meget i min hverdag. Et spil, der på grund af dets basis på den anden side af Atlantan, udfolder sig mest når det er mørkt her i landet. Og som tilbyder en velkommen flugt, fra den stadigt mere krævende hverdag, jeg som alkoholiker og sygemeldt lever i.

Men også en udfordring til den intelligens, jeg trods misbrug og alder stadig mener mig selv i besiddelse af.

Der skal nemlig tænkes dybt over de intriger, der kører på Slottet. De plots, både brugere/spillere og Historieværter, sætter i søen, og som gerne skulle leve længe nok, til at kunne inddrage hele slottets store mængde af spillere. Fra riddere til borgere, smede til tiggere, troldmænd, jomfruer, bibliotekarer - og til de for gode plots så nødvendige mørke karakterer, skygger, drager, og voldførte, der lurer overalt for at overtage magten.

Og på en eller anden måde, kan jeg sidestille mit eget liv, med det "liv", min karakter lever på Slottet.

Jeg kan visualisere min kamp mod mit stof, og lade den være min karakters kamp mod den ondskab, der lurer i Slottets mørke gange, skjulte rum, og frostbidte slagpladser. På den måde kan jeg tillade mig, at udtænke plots, der indeholder både mit sidste forhold, og dets dårlige afslutning, samt hverdagens kamp mod den "orm" af misbrug og gammel nag og jalousi, der til stadighed kan finde på at gnave i mig, og få den hverdag, jeg lever i, til ind i mellem at være mere kamp end ro.

Jeg kan med største sindsro lade min karakter tilbringe dagevis i en celle, dybt nede i Slottets fangekældre, hvor han kun får besøg af ligesindede - med undtagelse af de sporadiske angreb på hans liv fra modstandere via forgiftet mad og skjulte giftfyldte nåle - og hvor hans poetiske åre kan komme til fuld udfoldelse, i nødvendig solitær ensomhed.

Og jeg nyder det.

Både fordi alt foregår på engelsk - hvilket træner mit intellekt og min hukommelse kraftigt - og fordi der er mulighed for interaktion med andre på sikre og ufarlige måder. Der er plads til at være mig, uden hele tiden at skulle forholde mig til de udfordringer, livet ellers byder mig. Og plads til, at holde pause fra det hele, mens jeg finpudser mit gammelengelske thee, thy, og thine - en måde at tale på, han er ret ene om på Slottet -  samt til at lære om andre, på helt nye måder.

Jeg ved godt, at det er - eller kan være - farligt næsten  at begrave mig i den type fiktion online. Jeg opbygger jo relationer, der skal vedligeholdes, har samvær, der skal udfoldes på anderledes måder, og opnår forventninger, der skal enten indfries eller slukkes.

Hvilket meget godt ligner det liv, jeg dagligt forsøger at leve, som ædru alkoholiker. Men hvor en snublen i det virkelige liv, ville kunne styrte mig lige durk ned i flasken igen - kan en intrigant snublen på Slottet allerhøjst koste min karakter hans hoved. Hvorefter han genoplives - og starter forfra uden minder, om det "liv", der kostede ham knoppen.

Så jeg ser det som en god øveplads, hvor det samspil, jeg ikke har særligt meget af til hverdag, kan udfoldes og prøves, inden det eventuelt skulle droppe forbi mig i virkeligheden.

En virkelighed, hvor jeg ingen anden drage  har at bekæmpe, end min afhængighed. Ingen jomfruer at redde, med undtagelse af jævnaldrende rynkemostre og pebermøer, der ligesom jeg selv er ovre de såkaldt "bedste år". Og ingen vævende poesi at recitere, undtagen den, jeg - lidt for ujævnt på det seneste, må jeg indrømme - leverer på nettet.

Men det er vel heller ikke så ringe endda, når alt kommer til alt.

Så spids din pen, poet, og drag dybere ind i Slottets og livets udfordringer, mens du med blomsterfyldte ord blødgør ungmøers hjerter, spidder fortidens skygger, og med varme kram fylder din hverdags bæger med samvær, fællesskab, og liv.

Og gør det - i Sindsro.

Godt Nok.

Den morgenvåde asfalt suger de første lysstråler til sig, mens kaffen dufter og morgenmaden knaser mellem tænderne. Jeg sidder stille og ene i det hjem, jeg har undværet de første fire dage af denne uge, og nyder at være levende og tilstede i nuet.

De gik hurtigt, de der opholdsdage på Livsstilscenteret. Hurtigere, end jeg troede jeg huskede fra sidst, jeg var afsted. Hvilket jo sikkert skyldes en anderledes tilgang til opholdet, end jeg havde sidst.

Og måske også det, at der var masser af nye mennesker at tage stilling til. Masser af nye bekendte at møde. Og masser af nye venner, jeg kan se frem til at møde igen - enten på Centeret eller ude i det pulveriserende hverdagsliv.

For hverdag - dét er det blevet igen.

Foran mig ligger indtil flere både hel- og halvofficielle breve, der alle har det til fælles, at de kræver min opmærksomhed - og kræver at jeg reagerer. Hvilket jeg naturligvis har tænkt mig at gøre, på denne første dag tilbage i trummerummen.

Før i tiden - mens jeg var allermest aktiv - kunne reaktionen bestå i en hurtig modsatrettet bevægelse af begge hænder - måske endda flere gange, hvis brevet ikke var for tykt - og en efterfølgende deponering af resterne i min altid sultne skraldespand.

Sådan er det ikke nødvendigvis mere.

Ja ok, nogle af dem får den der hurtige behandling stadigvæk, men det skyldes for det meste, at jeg allerede har reageret på deres indhold ved en tidligere lejlighed. Men de andre bliver der taget hånd om, og reageret på.

Jeg har nemlig ikke råd til andet, hvis jeg ønsker at min ændrede livsstil skal overleve, og jeg skal kunne overleve en hverdag med sygdomme og sort fortid.

Som Sindsrobønnen har lært mig, er jeg nødt til at prioritere i forhold til, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Herunder naturligvis også, det jeg ikke kan ændre lige her og nu, men som muligvis vil kunne ændres på et senere tidspunkt.

Det er dæleme kraftige overvejelser, der ind i mellem skal frem i skoen, for at jeg kan kende forskellen imellem det, at kunne ændre en ting nu, senere, eller slet ikke. Samt for at kunne give slip på og acceptere det, jeg ikke har en hujende fis af en mulighed for at kunne ændre.

Nogensinde.

Et eller andet sted indvendig er jeg jo en pleaser, der helst ikke vil sige nogen eller noget imod, og som har det bedst ved tanken om at vi alle inderst inde er gode mennesker, der ikke nogensinde vil kunne ønske at gøre nogen noget ondt.

Men jeg ved jo godt, også fra erkendelsen af mine egne fejl, mangler og dårligdomme, at det ikke er sandt. At verden er skruet anderledes sammen, og livet ikke naturnødvendigt ender i en stor, glad fællesbunke af smilende, leende, krammende medmennesker, der ikke ved bedre end at gøre godt for hinanden.

Så også derfor, er jeg glad for at der eksisterer et sted som Livsstilscenteret, hvor nødvendigheden i at ændre adfærd, for at kunne ændre livsstil, er sat i højsædet. Hvor kram kan gives og modtages, og tårer kan trille, når det hele bliver for svært at tænke på.

Hvor der er ægte medmenneskelighed og glæde, over selv de mindste ryk på stigen frem  mod en bedre måde at leve på.

Det gør tanken om de telefonsamtaler, jeg senere i dag skal have med indtil flere af de forskellige Væsener og Systemer, vi alle har tilladt at bestemme en hulens masse, lidt mere spiselig. Og gennemførlig.

Så selvom Godt Nok i slagtersprog betyder, at noget er halvt fordærvet, så synes jeg at det i allerhøjeste grad er Godt Nok.

De næste fireogtyve timer, i det mindste.

Stille flyder fedtet.

De første to dage på Livsstilscenteret er snart forbi. Og allerede nu ved jeg, hvad det er jeg har savnet mest ved stedet. Hvad jeg har længtes efter siden jeg forlod det sidste ophold, lige før sommerferien.

Det hele.

At komme i varmtvandsbassinet tidligt om  morgenen, og vågne med rolige bevægelser gennem kropsvarmt vand.

At smage - eller gensmage - de pragtfuldt komponerede forslag til menuer, køkkenet fremtryller.

At sidde fælles med mennesker, der deler samme lyst til at ændre livsstil, og grine, græde, hygge - eller bare dele et øjeblik i fuldstændig afslappet ro.

At opleve undervisernes smittende, smilende humør, og lyst til at dele, af den viden de har.

Og ikke mindst, at kunne være tryg sammen med andre.

Ja, jeg skal tabe mig. Ja, jeg skal have styr på de der forbistrede sygdomme, der plager min stakkels krop med mellemrum. Og ja, jeg skal have nogle spark bagi, så jeg kan huske at indse, hvad der er undskyldninger og hvad der er forklaringer.

Det får jeg alt sammen mulighed for - her, hvor jeg er lige nu.

Her, hvor tennis udført med fluesmækkere og balloner, er en del af træningen. Hvor debat i undervisningen ikke er forbudt, men tværtimod velset. Og hvor den personlige tilgang bliver værdsat, og søgt udbygget.

Det kan da godt være, at mit fedt just ikke flyder af mig, i samme hastighed som floden Don, men lur mig, om ikke jeg synes jeg allerede kan mærke grammene trille adstadigt af hofterne, og lande på gulvet med store dryppende plask.

Og skulle disse for mit velbefindende så overflødige fedtklumper nu bestemme sig til, ikke at ville forlade min aldrende krop uden sværdslag, så accepterer jeg da også det. Tingene sker jo ikke på én dag, men kun gennem små skridt - sådan, én ting ad gangen.

Hvilket jeg - med største sindsro - vil håbe sker, bare sådan indenfor de næste jeg-ved-ikke hvorlænge.

Og indtil da - vil jeg lige snuppe fireogtyve timer mere.

Ædru.

Nattetanker.

Det er mørkt udenfor. Gadelamperne er slukkede, og kun en glemt dørlampe ovre ved naboen forstyrrer, der gør nattens mørke værd at kigge på.

Stjernerne.

Myriader af dem på den natmørke frosthimmel. Klare og strålende blinker de varme beskeder til min søvnige hjerne - beskeder, der kan ledsage ostemadens skarpe velsmag.

Jeg lever.

Morgenen er endnu et par timer væk, og vil blive modtaget med pakket taske og nybørstet hår. For endnu en gang skal jeg afsted, mod erfaringer og gode råd. Mod mødet med nye mennesker - mulige nye venner.

Men mest af alt afsted mod mødet med ændringer.

Som I ved, var jeg tidligere i år afsted flere gange på Livsstilscenteret i Brædstrup, for at finde inspiration og hjælp til de ændringer, der er nødvendige for mig. Og kortvarigt hjalp det på de irriterende fysiske sygdomme, jeg har fået tillagt mig med årene.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen, så da jeg for nogle måneder siden røg ind i et sort hul, blussede mine skavanker op igen. Op, på fuld styrke. Hvilket fik mig til at anmode om  - og få tildelt - endnu tre gange indlæggelse på Centeret.

Og det er så det, jeg sidder her i det vidunderlige stjerneklare mørke, og venter på skal begynde. Fire dage med masser af inspiration til at bryde ud af den cirkel af dårlige madvaner, der åbenbart er medvirkende til at gøre bekæmpelsen af de føromtalte fysiske finurligheder ret besværligt.

Varmtvandsbassinet venter. De gode rutiner venter. Samtalerne venter. Alt venter - på at jeg får begyndt igen.

Men lige nu, er det den nyctofile side af mig, der får lov til at udfolde sig, men jeg morgenmadstyggende går udenfor og nyder nattehimmelens sprællende glimten af fjerne stjerner.

Hvem ved ? Måske sidder der en beboer på en af disse fjerne lyspletter, med samme glæde over nattens varme tryghed, og afventer transport til livets genoprettelse, ligesom jeg ? I så fald sender jeg et stumt ønske om held og lykke til ham, inden jeg tager endnu en slurk af min friskbryggede kaffe.

For både han og jeg har brug for det.

Det er Lørdag.

Himlen er klar her til morgen. Små, lette, flamingovingefarvede skyer driver dovent henover den, mens radioen i baggrunden leverer "nu er det weekend"-musik, med en afslappet lørdag morgen studievært bag mikrofonen.

I horisonten kan jeg se, hvordan morgensolen farver kanten af den fjerntliggende bræmme af skyer med samme sartrosa farve, og høre hvordan verden omkring mig vågner til dåd igen.

Det er nu ikke fordi, de andre skabninger i min nære omverden har tænkt sig at sætte tempoet ned, bare fordi jeg og mine medmennesker har besluttet, at dagen i dag er en af de dage i ugen, hvor vi ikke gider gøre andet, end at slappe af og nyde at vi lever.

De knokler ufortrødent med at samle føde, og kæmpe for livet når det er nødvendigt. For dem er lørdag bare business as usual - endnu en dag i livets ubarmhjertige karrusel.

Kunne det ikke være pragtfuldt, hvis nu de også kunne tillade sig at slappe af - sådan, to dage om ugen. Bare lade kamp være kamp, og tære på det forråd de havde, mens de samlede energi til at komme helskindede igennem næste uge.

Jeg kan se det for mig.

Vingede pipdyr, der afslappet sidder på toppen af hækken og sludrer om dette og hint, mens de udveksler de seneste nyheder med den nabo, de ellers ikke ville drømme om at snakke med.

Små, vævre mus og egern, der mødes under bladene, for at spille en omgang nød, og har medbragt familiens samlede reserver - bare sådan, hvis nu man skulle gå hen og tabe.

Edderkoppen siddende i sit spind, uden absolut at skulle vikle fluer ind, småsludrende med en honningbi, der har medbragt et par dråber fra ugens høst - for noget skal vi da ha' at samles om, ikk'?

Og pindsvinet, der høfligt banker på terrassedøren, for at låne en kop mælk, da den ikke lige nåede indkøbene før weekenden startede.

Pragtfuldt, ikke sandt ?

Men naturen er anderledes. Naturen holder ikke weekend - lader ingen af sine skabninger få et pusterum fra de daglige trakasserier. Og tillader intet tant og fjas, hvis ikke det er en del af det, det hele drejer sig om.

At overleve.

Det er skam kun os mennesker, der har tilladt os at vriste sådan et par dage løs fra hverdagens kamp for livet. Og som holder fast i, at det er nødvendigt for os som race, at kunne slappe af, og bruge disse dage på ingenting, hvis det er det, vi har brug for.

Ja jeg ved godt, at i sidste ende er det naturen, der vinder dén kamp. I sidste ende må også vi lade den gå sin gang, og indgå i det store kredsløb, den egentlig er.

Men indtil da, vil jeg nyde mine weekender. Nyde, at der er dage, hvor intet behøver ske - hvor intet behøver gøres - og hvor livet kan sættes på pause, mens jeg nyder at være til i fulde drag.

Dét giver mit sind ro, og lader mine batterier op til fornyet kamp. Hvilket vel heller ikke er det værste, der kan ske i en tid, hvor gulhårede narcissister truer med bål og brand, og regningerne hober sig op i hjørnerne, mens fortidens realiteter indsmigrende banker på bagdøren.

Bare jeg husker, at selv i weekenderne er jeg ædru alkoholiker. Selv der, hvor alt andet kan lægges til side, er jeg ramt af den sygdom, der har gennemsyret hele mit liv, og som jeg kun kan holde i skak med ærlighed, sindsro, mod, og visdom.

Ups, nu er der en af mine morgengæster, der har sat sig på havebordet og skræppende gør mig opmærksom på, at det jo er weekend, og mon ikke det var på tide at jeg fik lettet min menneskerøv og serverede den omgang frø og krummer, jeg plejer at lægge på bordet ?

Ja ja, jeg skal nok. Det ér jo weekend.

Morgenpip fra begge sider.

Den kolde morgenluft vækker mine lunger, mens jeg står udenfor - nydende morgenens start og lysets stille fremmarch. Den grønne the står og venter ved siden af fadet med morgenens mad inde  ved siden af tastaturet - to skiver af det rugbrød, jeg bagte i søndags, med smør og gammelost.

Endnu en dag er begyndt i mit ædru liv.

Da jeg lukker glasdøren bag mig, for at komme ind til maden, ser jeg min sortfjerede ven lette fra hækken, for ivrigt at flyve hen til havebordet, hvor morgenens mad ligger parat til den også - blandede frø og krummerne fra et smuldret knækbrød.

Og mens de begyndende skyer, på den ellers frostklare himmel, glider afsted i et sindsroligt tempo, mødes vore øjne gennem glasset, synkront blinkende af glæde over livet.

Flagrende vinger i et brus af lyd - og min fjerede morgenven har forladt bordet - vredt brokkende sig over den rovfugl, der tyst glider hen over himlen, og samtidig forårsagende noget nær et hjertetilfælde blandt den gruppe grå spurve, der også havde sat sig til rette ved krummerne.

Væk, væk, væk - den kommer, den kommer......

Men den kommer ikke. Ikke denne gang, for den udvider sine cirklende ruter på himlen nok en kende, og forlader samtidig det område, fætter sortfjer og de brune grossere betragter som deres eget. Så de kort tid efter, endnu en gang, kan sætte sig til rette ved den mad, de har vænnet sig til så godt som altid ligger til dem.

Og mine tanker går på langfart. Kredser dovent omkring, at jeg har min egen indre rovfugl svævende henover mit liv. Et glasklart mareridt, der i ét kamikaze-dykkende hug, kan ende det liv, jeg elsker så højt. Og opbløde mit sind og min sjæl med sin alkoholstinkende ånde.

Kort dukker tanken op, om jeg er mine fjerede venners højere magt - den, hvis kærlige omsorg, de dagligt søger - men den bliver lige så hurtigt afvist igen. Jeg er ingens højere magt. Jeg er lige så meget udsat for livets omskifteligheder, som de selv er, og lige så magtesløs overfor de begivenheder, der kan ændre alt.

Men som min højere magt - hvem det så end måtte være - dagligt er der for mig, er jeg der for mine fjervingede venner. Med frø og krummer - og takkende for den glæde over livet, de vækker i mit indre, dagligt.

Og som dem, gør jeg skræppende opmærksom på, at der findes en rovfugl, der kan true mit liv - min ædruelighed. Baskende på min sindro's vinger finder jeg ly for den i fællesskabets varme favn, mens jeg husker at jeg lever, husker jeg er ædru, og husker de gange, ædrueligheden blev fortæret i ét nu af denne min sygdoms sylespidse næb.

En solstråle rammer havebordet udenfor, og får i ét glimtende nu al frost på det til at stråle. Og midt i al den stråleglans, lander en brunfarvet gråspurv uden tanke for andet, end den mad, der nu ses meget bedre.

Og mens strålerne fra den opstående sol glimter i frosten omkring den frøguffende småfugl, hælder jeg endnu en kop the op, og nyder at jeg lever.

At jeg er ædru.

Rygterne si'r.......

Hvis der er noget, der kan være sejlivet, så er det rygter.

I ved, den slags snak mellem mennesker, der opstår af uvidenhed, og fodres af lyst til spænding.  For så at være noget af det mest sejlivede, der findes. Sådan et rygte kan have et langt, og potentielt ødelæggende liv - hvis altså det bliver fodret undervejs, med nye spændende detaljer.

Og er der nogen, der kan blive genstand for netop dén type rygter, så er det i allerhøjeste grad en forholdsvis ny-ædru alkoholiker som jeg selv.

Ikke bare har jeg et liv bag mig, med masser af underlige begivenheder, svigt, utroskab, og hvad ved jeg. Jeg er jo også lige pludselig slet ikke, som jeg var, dengang før.......

Før jeg blev ædru.

Jeg er jo pludseligt socialt tilbageholdende. Og ud af det blå er jeg holdt op med at besøge de mennesker, jeg besøgte før......

Før jeg blev ædru.

Så er der jo også alt det der, med alle de sygdomme, jeg pludseligt har erhvervet mig.  Som medfører, at jeg slet ikke gør alt det, jeg gjorde før........

Før jeg blev ædru.

Så der må jo så absolut være et eller andet i vejen. Et eller andet, der intet har at gøre med det der, jeg skriver så flittigt om på blog'en. Den var der jo heller ikke, den der blog, før.......

Før jeg blev ædru.

Måske er der så noget om det, der bliver hvisket i krogene. Det, der bliver fortalt fra ven til ven, bekendt til bekendt, under løfte om absolut tavshed - absolut tystnad - for det er jo sikkert ikke sandt, vel ? Men nu har du jo fået det at vide - nu er du sikret på forhånd, hvis det nu skulle vise sig alligevel at være sandt, det der fra før......

Før jeg blev ædru.

Det gør ondt, at finde ud af hvad der bliver spredt mellem de mennesker, jeg mente jeg kunne  have tillid til. Ondt, at skulle - for x'ende gang - bruge mental tid på at fortælle ærligt, hvad der egentlig skete, før......

Før jeg blev ædru.

Men jeg ved, at med alle de rygter, der er i omløb, vil det tage sin tid, at komme til bunds i bunken af dem, og få dem aflivet - én gang for alle. Tid, jeg ved jeg er nødt til at acceptere, som en del af min vej mod vedblivende ærlighed og åbenhed. Tid, jeg ved, er godt investeret.

For jeg er ædru.

At jeg så kun ser mig selv istand til at kunne holde den ædruelighed fireogtyvetimer ad gangen, er en af virkeligheder, jeg hellere vil snakke om - og uddybe overfor de mennesker, der måtte have lyst til, og være interesseret i, at vide hvad livet - m i t liv - som ædru alkoholiker indeholder. Samt hvad det indeholdt, før......

Før jeg blev ædru.

For jeg finder det bedst, at de mennesker, der måtte have interesse i mig, og som ønsker at være tæt på mig i mit liv, hører sandheden fra hestens egen mund. Sandheden, om alt hvad der førte frem til....

At jeg blev ædru.

Jeg ved godt, at det kan komme til at gøre ondt, at skulle fortælle ærligt om den virkelighed, der har ført til de mange, spændende, ondskabsfulde, mærkelige rygter. Men jeg tør godt være ærlig og åben, det er nemlig en vigtig del, af det.........

At være ædru.

Og dét - har jeg tænkt mig at vedblive at være - én dag ad gangen. Lige som jeg har tænkt mig at tage fat på rygterne - ét ad gangen. For kun ved at tage fat i dem, når de opstår, og jeg ikke derved skader nogen, kan jeg søge dagligt at holde fast i det rygte, jeg ved er sandt, og som jeg allerhelst vil høre......

At jeg er ædru.

Mit Kryptonit.

Jeg får tit at vide af mennesker, jeg møder, at jeg jo er nødt til bare at acceptere min fortid som den er, og ikke rive op i den igen - for det vil gøre ondt på andre. De siger, at jeg skal huske på, at de mennesker, jeg gerne vil snakke med - om den fælles fortid, og fejlene begået i den - jo har levet med det, der er gjort og sagt, og sikkert ikke har brug for at gennemleve det hele igen.

Et eller andet sted kan jeg godt forstå meningen med den slags udsagn, men samtidig forundres jeg kraftigt over det. Det er jo ikke bare disse andre mennesker, der har været i den enkelte situation - det har jeg jo også. Endda sammen med dem.

Og ja, det kan da godt virke egoistisk at jeg tænker på mig selv, når jeg nu har ødelagt så meget for så mange, gennem mit liv. Men alt andet lige, så er der også begået fejl mod mig, der har haft indvirkning på det liv, jeg har levet. Og som kan få indvirkning på det liv, jeg gerne vil leve fremover, såfremt jeg ikke forsøger at ændre noget.

Såfremt jeg ikke forsøger, at stille enten mig selv, eller andre, de nødvendige spørgsmål. Og får sagt, eller modtaget, de nødvendige forklaringer, undskyldninger, erklæringer. På den måde kan jeg håbe på, at komme videre i mit liv -  åben, ærlig, og ædru.

Så hvis det, at komme videre, kræver at jeg enten stiller mig selv til regnskab overfor det, jeg har været skyld i, eller stiller andre til regnskab, overfor det, de måtte havde begået overfor mig - så agter jeg at gøre dette, såfremt jeg ikke derved skader dem eller andre.

Så vidt, så godt.

Nu er der bare lige det enkle faktum, at fortiden ikke er noget, der kun ligger uendeligt langt tilbage. Fortiden er også det, der skete i går. Eller sidste år. Eller for et øjeblik siden.

Hvilket betyder, at jeg er nødt til at arbejde mig nedad gennem de begivenheder, der i øjeblikket står kraftigst i mine tanker, og som har tilladt sig at kræve hele retten til at blive taget alvorligt. Så må jeg korttidsparkere resten af mit tidligere levede liv, mens jeg får gennemtænkt, og forhåbentlig helbredt, den skade, der gør at jeg i dag står med én kraftig, daglig tanke.

 Jeg binder mig aldrig igen.

Jeg ved godt, at det er min egen sårethed, der har efterladt mig med netop dén tanke, men jeg har vel også ret til at være såret og give udtryk for det. Det er vel ikke sådan, at fordi jeg er alkoholiker, og har ødelagt ikke bare mit eget liv, men så mange andres, så må jeg ikke være åben og ærlig omkring netop dét - at jeg blev dybt, og inderligt såret, af det menneske jeg troede jeg kunne stole mest på ?

Skal jeg da virkelig "bare bøje nakken, og acceptere at jeg selv har været ude om det" ? Eller kan jeg godt tillade mig at tage fat på det, og søge at løse det, så jeg også kan leve et liv, hvor tosomhed er en mulighed ?

Jeg ved godt, at det er forholdsvis retorisk at stille de spørgsmål, for naturligvis har jeg også retten til at kunne leve i tosomhed, hvis det er muligt. Samt pligten til, at søge at gøre det skete godt igen, såfremt jeg ikke derved skader nogen.

Det er jo en del, af de trin der er nødvendige, for at kunne komme overens med den fortid, der har ødelagt så meget - og for ikke at gentage den.

Men det ændrer ikke noget på, at jeg kærlighedsmæssigt føler mig så dybt såret, at jeg ind i mellem tvivler på, jeg nogensinde vil kunne tillade nogen at komme indenfor - i mit hjerterum. Det sted, hvor jeg er allermest sårbar, og hvor jeg kan skades allermest.

Hvordan kan jeg komme frem til, at tillade mig selv at blive elsket, og selv elske igen - betingelsesløst ?

Det spørgsmål er mit Kryptonit.

For det kan efterlade mig sårbar, svag, handlingslammet. Det kan ødelægge det Jeg, der har været under opbygning de sidste 18 måneder.

Og det kan dræbe.........

Det kan slå muligheden for alle fremtidige følelser ihjel, og efterlade mig uden evnen til at elske og blive elsket. Efterlade mig med en frosset klump, hvor der før var kærlighed, elskov, samhørighed, fælleshed.

Efterlade mig i en lukket kiste, der skriger at "Ingen må komme for nær. Ingen......"

Heller ikke mig selv.

I den erkendelse ligger det eneste lyspunkt, der er tilbage, hvis det skulle komme så vidt.  At evnen til at komme mig selv for nær, vil kunne smelte det frosne hjerte.

Evnen til at elske mig selv.

For såfremt jeg kan elske mig selv, på trods af alt, der er sket i mit liv - alt, hvad jeg har været årsag til - alt det ondt, jeg har gjort - alt det ondt, der er gjort mod mig. Elske mig selv, på trods af selvhad og andres had - så vil der kunne være håb for, at jeg også kan elske andre.

Og tillade mig selv at blive elsket. Én dag ad gangen.......