Til rette vedkommende........

...... eller som det hedder på engelsk : To Whom It May Concern.

Hvorefter man lige skal have tjekket, om man nu også hører til i den åbenbart specielle gruppe af mennesker, som kunne tænkes at blive påvirket af hvad, det nu end er, der kommer efter en så bekymrende overskrift.

Noget, også den engelske måde at sige det på signalerer - bekymring.

Og samtidig det, denne dags blog handler om - bekymring - m i n bekymring.

For jeg er skam ganske bekymret for tiden.

Ikke bare over alle de tætte og hverdagsagtige ting, der truer mere og mere med at tage magten fuldstændigt fra mig dag for dag, og efterlade mig langskægget og flethåret i et hjørne af en skov, under den presenning, der var det eneste jeg får med mig, når elselskaberne, fjernvarmeejerne, og financieringsselskaberne slår sig sammen - i en tænkt fremtid, nu skal I ikke også begynde at bekymre jer - og drøner mig ud af mit hjem på bagdel og albuer.

Det er heller ikke helbredet, der alene kan skabe bekymringer for mig for tiden. Godt nok er der muligheder for, at jeg kan ende med kun at have synet tilbage på ét øje, og efterfølgende render rundt som en vaskeægte Pirate of The Caribbean - og for at mit blodtryk ender med at sprænge indtil flere blodkar i den grød, jeg kalder min hjerne.

Eller for at knuderne i min galdeblære i deres uendelige visdom skulle beslutte sig til at invadere resten af tarmsystemet - hvis der da ender med at være noget tilbage efter en mulig stormvækst af små, grimme, og ondskabsfulde baktusser.

Jeg er heller ikke kun bekymret over udsigten til at skulle være alene resten af mit - i så tilfælde helt sikkert alt for lange - liv, og udvikle mig til en fuglesnakkende og kattekælende særling, med hang til lange fortvivlende natlige gåture, og bumseskabende hårfedtende frysepizza'er.

Alt dette, samt tusinde andre bekymringer, der omhandler mig selv - herunder muligheden for at falde tilbage i flasken - bekymrer mig. Men det er ting, sager, og begivenheder, jeg selv har mulighed for at påvirke på den ene eller den anden måde.

Samt mulighed for at acceptere, såfremt jeg ikke kan ændre dem.

Så hvorfor denne To Whom It May Concern-blog idag ?

Fordi det bekymrer mig, at den klode, jeg bor på, og den verden jeg lever i, så åbenlyst er på vej mod et totalt sammenbrud. Et sammenbrud, hvis indvirkning ikke har haft sin lige, siden dinosaurerne blev fejet væk af en eller anden naturkatastrofe.

Naturen tæsker løs på os, fordi vi ikke har passet på den. Samtidig med at tåbelige, egocentrerede og storhedsvanvittige stats- og religionsledere spytter dødelig galde i hovedet på hinandens befolkninger, og truer med at kaste os alle ind i en spiral af ødelæggelser og katastrofer - bare fordi de kan. Og en 7",  en 17", eller en 60" skærm betyder mere for os, end hensynet til vores eget og andres liv.

Der er øjeblikke, hvor jeg kunne ønske mig at bo på en lille ø - langt væk fra alle bekymringer og neglebidende sidste-øjebliks-opdateringer, og nyde at tage mig tid til at leve, og elske. Rende fra det hele, og nedsætte mig som guru med speciale i munddiarré.

Men verden er blevet så lille, at hvis en gulhåret mangemilliardær bliver sur over ikke at få sin vilje, på den anden side af Atlanten, kan ét tryk fra hans tommelfinger på knappen i den "fodbold" hans livvagt render rundt med, både ændre og ødelægge alt, på denne grønne - ok, snart udtørrede - jord.

Inklusive den ø, jeg så var flyttet ud på - uanset hvor langt væk fra alting den lå.

Og dét - har jeg ingen jordisk chance for at ændre på.

Så - To Whom It May Concern - Til Rette Vedkommende:

Skulle vi da for pokker ikke tage os sammen, og være fælles om at skabe en tilværelse og en klode, vi a l l e kan leve sammen på - uanset hvem og hvad vi er ?

Så var der da én bekymring mindre i livet.

Fortiden ligger på en hullet vej, langt væk fra alting.

Der er ikke mange dage tilbage, før den bil jeg købte for nogle få måneder siden, bliver afleveret til en ny ejer. Så jeg tog chancen, inden den igen forsvandt ud i det blå, og tog afsted i går for at besøge min fortid - og måske få chancen for at udføre et niende trin.

På forhånd vidste jeg, at det ville blive en svær tur. Ikke bare fordi, det var min fortid jeg ville besøge, men lige så meget fordi jeg gruede for de minder, der ville kunne vækkes undervejs. Men er der én ting Sindsro-bønnen har lært mig, er det at se forskel på hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan.

Sådan - på daglig basis.

Så det hed bare ind i bilen - og afsted mod det midtjyske, og én af de allermest indremissionske små byer, der nogensinde har eksisteret på denne grønne jord.

Alene det, at byen jeg voksede op i gennem hele min opvækst var stærkt indremissionsk, medvirkede til at sætte nogle intenst stærke begrænsninger, for sådan en Kjøwenhaunsk født knajt.

Begrænsninger, jeg ikke følte i hjemmet, men så afgjort sammen med lege- og klassekammerater. Hvilket igen havde til følge, at jeg sådan set ikke rigtig havde ret mange af dén slags. Og indirekte førte til, at jeg nu sad i min bil, på vej mod et muligt niende trins møde med min fortid.

Da jeg drejede fra motorvejen, og indledte det sidste stræk på vej ind i den boble, der indeholdt hele min opvækst, begyndte tankerne ganske rigtigt at myldre frem.

Skoven, hvor en kærestes far havde hængt sig selv - marken, hvor jeg havde samlet kartofler for en bondemand, og i dyb fortvivlelse over min første forlovedes brud, havde ment at livet ikke var værd at leve - præstegården, hvor præsten, der lød som et får når han brægede sig gennem gudstjenesten, boede med kone og en køn datter - skomagerens hus - mejeriet - Brugsen, der længe var mødested for en fyraftensøl i byen - og hotellet, hvor mine første cigaretter blev købt.

Eiffel, hed de - og der var kun 5 i hver pakke.

Og mit hjem, som ganske naturligt havde gennemgået forandringer siden mine forældre flyttede, men som stadig bar præg af fordums storhed.

Alt sammen minder, og tanker, der søgte at beskytte mig mod dét, der uundgåeligt ville ske, når jeg endelig kørte forbi huset, "han" havde boet i.

Han, som jeg var på vej for at gennemføre et niende trin med. Han, som åbenbart havde så absolut en indvirkning på det liv, jeg har levet indtil nu. Han........

...... som jeg har hadet det meste af mit voksne liv.

Her er det så, at det hele begynder at blive en kende besværligt. For det første fordi jeg tog afsted på min fortids hullede vej, med intentionerne om at stille det nødvendige "hvorfor?"-spørgsmål, og med alle sanser stillet ind på tilgivelsens tornede tanker.

Og for det andet fordi jeg på forhånd vidste, at jeg aldrig nogensinde ville kunne få svar på mine spørgsmål. Aldrig ville kunne få klarhed over, hvorfor de ting, der skete, skete.

"Han" døde nemlig for mange år siden.

Så mens det midtjyske landskab gled forbi mine åbne bilruder, og vinden kærtegnede mine sanser, forberedte jeg mig på, ikke bare at gense det hus, han havde boet i, men lige så meget på at besøge hans gravsted på byens kirkegård, for derigennem måske at kunne finde en afslutning på de skelsættende begivenheder - dengang i min fortid.

Og langsomt gled årene af mig, og jeg var igen den unge dreng, der ikke ville lade sig mærke med, at han led under mangelen på legekammerater, men som af samme grund søgte voksent selskab, og forsøgte at forstå og samtidig efterligne voksnes underlige måder at tænke og handle på.

Drengen, der var levende interesseret i fortiden, og som derfor var et nemt bytte. Drengen, der blev voksen alt for tidligt.

Det var nu ikke alt for slemt at gense hans hus. Der dukkede kun få minder op, om de ting der var sket, og de virkede alle som var de pakket ind i beskyttende plastic. Undtagen ét minde - mindet, om de andre unge drenge, der kom i huset. Dét gjorde ondt at tænke på.

Så ondt, at det var med negativitet i sindet, jeg begyndte at lede efter hans gravsted på kirkegården. Række efter række af gravsten blev tjekket - mange med navne, der havde betydet noget i min opvækst, og nogle endda med navne på klassekammerater, jeg havde gode  minder om.

Men ingen med hans navn.

Så efter desperat at have ledt hele kirkegården igennem, måtte jeg erkende at hans grav sikkert var blevet slettet, og at jeg derfor ikke havde mulighed for at bruge den, som fokus for mine tavse spørgsmål.

Lige præcis dér, da jeg satte mig på en af bænkene inde på kirkegården, gik det så op for mig, at det heller ikke var nødvendigt at have et så specifikt fokusobjekt, for at kunne få spurgt og sagt de ting, der skulle siges.

Så jeg åbnede min mund - først lidt tøvende, men derefter med mere fasthed og styrke - og talte til det, der for mig stod som ham. Billedet i min hjerne, af den ældre mand, der i sin ensomhed havde begået fejl, og derved påvirket mit liv så fuldstændigt.

Og mens jeg lige så stille sad og henvendte mig til ham - talende med normal stemmeføring ud i den blå luft - følte jeg hvordan støvet fra min fortids hullede veje lagde sig, og vægten af det, der var sket, forsvandt fra mine skuldre.

Og jeg opdagede, at det hele ikke bare handlede om min tilgivelse af ham, men ligeså meget om min accept af, at det, der var sket, var sket og ikke kunne ændres.

Jeg sluttede mit besøg på kirkegården med at tilgive - ikke bare ham, for det han havde gjort, men også mig selv, for det had, jeg havde ladet gennemsyre så meget i mit liv. Og med at bede ham om tilgivelse, for at have hadet ham så inderligt.

Turen hjem til Djursland føltes meget kortere, end rejsen ad de hullede veje i min fortid havde føltes.

Samtidig med, at der et eller andet sted indeni mig var løsnet noget, jeg ikke havde troet kunne løsnes. Mit syn på "han", som havde været årsagen til rejsen, var blevet ændret, og han fremstod nu som det, han jo også var og havde været.

Et ganske almindeligt menneske, med fejl og mangler, der var gået ned ad en forkert vej i livet. Men som sikkert havde indeholdt lige så mange drømme, håb og tvivl, som jeg selv. Og som sikkert ikke havde forventet, at gøre hvad han gjorde, da vores veje krydsedes.

Nu var vores veje krydsedes for sidste gang, og jeg kunne med sindsro i kroppen forlade dén del af min fortid.

Parat til de næste niende trin's ture ud i virkeligheden.

Selvom jeg veksler mine skeer....

....... til te-skeer, så ender jeg dagligt med at løbe tør for dem.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan problemet med den manglende energi, og det at bruge alt for meget energi, kan beskrives med "The Spoon Theory". En analogi, de fleste kan forstå, og som får mange til at få øjnene op, for de problemer mange med usynlige sygdomme render rundt med.

Samtidig med, at det kan åbne for forståelsen af,  hvorfor mange af os jævnligt er nødt til at strække våben, og erkende at der lige præcis dén dag, ikke er energi til mere.

Og at det, at opbruge al energien, endog kan medføre at man er ude af stand til både at tænke, og handle, de næst kommende dage, men bare er nødt til at nøjes med at eksistere.

Man gør det nu ikke altid ustraffet - det der, med at snakke om manglende energi i analogiform.

Den humoristiske måde at blive mødt på, kan for eksempel være kommentaren: "Du kan da bare veksle dine skeer til te-skeer, og bruge dem lidt langsommere, ikk' ?" Eller den lidt skarpere: "Så lad da være med at bruge så store skeer, mand!"

Der er også den totalt uforstående: "Jamen, hvis du nu anstrenger dig, så kan du da sikkert hive en enkelt ske mere hjem - og så have lidt mere at bruge af....".

Kære venner - nej......

Uanset hvor gerne jeg end vil, er det ikke muligt at hive "flere skeer" - mere energi - frem, end der er til rådighed den enkelte dag. Og uanset hvor kraftigt jeg forsøger, kan jeg ikke "veksle mine skeer", og dermed få mere at bruge af.

Når den sidste ske er brugt - uanset størrelsen - så er der ikke mere at gøre dén dag.

Og måske endda de næstkommende dage, idet det totale forbrug af energi har en tendens til at efterlade ikke bare mig, men næsten alle andre, der render rundt med en eller flere usynlige sygdomme, så trætte og brugte, at det kan tage dagevis bare at komme frem til et normalt energiniveau igen.

Og nok en gang nej - der er heller ingen forskel i kvaliteten af skeerne. Der eksisterer ingen "bedre" energi, end den, der er tilstede, og det er heller ikke muligt at samle nogen "dårligere" energi op.

Så her, hvor trætheden i allerhøjeste grad har ædt næsten hele min dagsbeholdning af skeer ...............

........... aner jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive mere i dag.

Jeg har lige brugt dagens sidste ske på ovenstående betragtninger, og er nødt til endnu en gang at trække stikket, og kalde den her dag for overstået.

Hvilket jeg gør med den største Sindsro.

Syn for sagen.

Jeg hader operationer.

Eller rettere - jeg hader dem måske ikke ligefrem. Jeg frygter dem nok nærmere.

Ikke fordi jeg ikke har tiltro til, at de kirurger der skal udføre dem, ikke ved hvad de laver. De er som regel blandt de bedst uddannede i verden, og kan vel egentlig også udføre deres arbejde med bind for øjnene.

Men nok nærmere fordi, jeg gennem de sidste mange år har følt, at der ikke rigtig har været noget, der lykkedes for mig. Har ting kunnet gå galt, så gik de også galt.

Altså den der temmeligt alkoholiske måde at se tilværelsen på - fokuser på alt andet end de gode ting, så har jeg noget at skyde skylden på, hvis jeg falder i.

Og nu har jeg så alletiders mulighed for at bygge et sæt undskyldninger op, der virkelig vil kunne sige Spar To til det hele.

Jeg skal nemlig have opereret mine øjne på Odense Universitets Hospital om en god uges tid. Først skal linsen i mit højre øje skiftes ud, og dernæst - nogle få uger senere - skal samme øje "støvsuges" for resterne af det glaslegeme, der er faldet sammen i det.

Den ene operation har 1/1000 chance for at ende med, at jeg mister synet på øjet, og den anden 1/100. Og da jeg er en godt gennemprøvet alkoholiker, med mange års træning i sortsyn, er jeg selvfølgelig fuldstændig klar over, at det naturligvis bliver lille mig, der rammer de to chancer.

Frygten for, at miste synet og ikke længere kunne læse, og ikke længere være istand til at køre bil, har allerede givet mig det første mareridt, og banket mit i forvejen ikke-lave blodtryk et par takker højere op, end min læge vil blive glad for.

Men der er ikke noget at gøre - hvis jeg vil undgå netop dét, at miste synet på længere sigt, er jeg nødt til at tage chancen, og håbe på det bedste.

Så på denne her morgen, hvor jeg sidder og ser verden vågne udenfor mit vindue, og nyder den friskt bryggede kaffe i fulde drag, beslutter jeg mig for at hive fat i den bedste ven i hele verden, og bruge denne ven til at sætte tingene i det rette perspektiv.

Min ven Sindsroen.

Godt nok har han været lidt svær at få fingre i, det sidste stykke tid. Men jeg ved, at hvis jeg bare fokuserer på at tage ét enkelt lille trin dagligt, vil jeg kunne finde frem til det sted, vennen opholder sig.

Det sted, inde i mig, hvor også Accepten, Modet, og Visdommen holder til.

Jeg skal bare lige - igen i dag - erkende Magtesløsheden overfor min sygdom, og det den gør ved mig.

Det får mig ikke til at frygte de kommende operationer mindre - jeg er jo kun menneske, ligesom den kirurg, der skal foretage operationen. Og mennesker kan jo have dårlige dage, ikke ?

Men det får mig til at kunne lægge min frygt over til noget, der er større end mig selv. Og derved acceptere, at jeg ingen kontrol har over situationen - og give slip på den.

Så selvom det sikkert bliver med bankende hjerte, jeg lægger mig under kniven en gang i næste uge, vil jeg indtil da - fireogtyve timer ad gangen - minde mig selv om, at det vigtigste er, at jeg er ædru.

Og pludselig blev dagen meget lysere............

Tørdruk.

Sidder lige nu og lytter til en af John Mogensens udødelige sange - det ér jo Søndag Morgen. Og når så teksten passer så ualmindeligt godt til netop min egen situation, er der næsten ikke et øje tørt i mit lille hjem.

At sidde og føle, der ikke er brug for det jeg er, og det jeg kan, efterlader ikke nogen særlig rar fornemmelse indvendig. Og ville nok før i tiden have ført til endnu en tur nedad mit foretrukne stofs rutchebane, med deraf følgende ødelæggelser og fortvivlelse.

Her kunne jeg nok skrive et eller andet om, hvor godt jeg har fået det efter min behandling, og hvor vigtigt det er, at jeg holder øje med de faldgruber, livet kan finde på at sætte for mig, så jeg ikke falder tilbage til det, jeg var før i tiden.

Et til tider ubehageligt væsen, der med mellemrum forsøgte at skjule en hel masse fortid for mig selv, og nægtede at erkende nøjagtig hvordan det stod til.

Men....... det har jeg slet ikke lyst til at skrive noget om i dag. Det har jeg brugt utallige blogindlæg på at dissekere, med både større og mindre held.

Jeg vil faktisk meget hellere fortælle jer, hvordan det føles, at sidde med dybt tunge øjne, efter endnu en umulig nat, af den slags der har været alt for mange af det sidste lange stykke tid. Og hvordan det føles, at vide der er mails, der skal skrives, og lån, der skal tages hånd om.

Lån, jeg ikke er istand til at betale, så længe jeg er sygemeldt. Lån, jeg godt ved, jeg er nødt til at opsige - med deraf følgende konsekvenser.

At være nødt til at fortælle, at jeg er må levere det købte tilbage, fordi jeg ikke kan betale afdragene.

Samtidig med, at livet banker mig ned i et hjørne, hvor husleje, varme, strøm, og vand, tilsammen udgør en umulighed af den slags, jeg uden resultat har forsøgt at bekæmpe det sidste års tid. Bare på grund af min egen stædighed, og min ulyst til at ændre bopæl - fordi jeg før i tiden brugte flytninger som en flugt fra min sygdom.

Jeg skal også have solgt den bil, jeg overmodigt anskaffede mig til næsten ingen penge, for nogle få måneder siden, så jeg måske kan få penge til at skaffe mig selv nogle få måneders respit. Måneder, jeg så kan bruge til at ændre det, der skal ændres.

Det føles ad helvede til...........

Og nej, jeg er ikke ude på hverken at få medfølende kommentarer, eller økonomisk hjælp, noget steds fra.

Jeg er i en situation, jeg enten selv har bragt mig i, eller som er kommet som følge af min afhængighed, og den påvirkning af mit mentale helbred, jeg derved har kunne gøre plads til.

Ubarberet, uvasket, og stivnet i en skal af ubevægelighed, hvor dagene forsvinder med en hast, der gør mig svimmel, har jeg svært ved at se blot et enkelt lysglimt trænge gennem nedtrykthedens skyer.

 Hvilket får mig til undrende at spørge mig selv, hvor fanden min sindsro er blevet af ? Den sindsro, jeg dagligt har kunnet finde de sidste 478 dage af mit liv, er lige nu blevet afløst af en uro, og en hastigt voksende knude i maven.

En knude, jeg har svært ved at acceptere, og ikke kan finde modet til at ændre.

Ædruelighed er ikke altid lige let at opretholde, og jeg føler min truet - uden dog at have den ringeste lyst til at kaste mig ned i nogen form for hverken flaske eller glas.

Tørdruk, er der nogen, der kalder det. Hvilket måske er mere pinefuldt, end reelt druk - for der er ingen nådige black-out's, når jeg tørdrikker.

Ingen mulighed, for at skaffe mig selv nogle øjeblikkes ubekymrethed. Ingen chance for at bilde mig selv ind, at det hele nok skal gå, og imorgen finder jeg en løsning, og hvis jeg bare.........

Der er ingen Sindsro i tørdruk. Og kun gennem den nødtvungne accept af, at tingene sker, vil jeg måske kunne finde mod til at ændre dem.

Jeg ved det godt - jeg kunne lige så godt have taget den første, for min adfærd er reelt den samme i tørdruk, som i druk.

Men det vil jeg ikke.

Jeg nærer nemlig stadig det håb, at min situation lige nu, kun er en form for sen-abstinenser fra mit misbrug, og at jeg derfor vil kunne komme igennem perioden, hvadenten jeg så gør dette helskindet eller med skrammer.

For hovedsagen i mit liv er - at jeg er ædru.

Træls.

"Er det ikke lidt træls, sådan bare at sidde derhjemme og ikke lave noget som helst?"

En sætning, der har den der underforståede mening, at jeg jo nok er lidt af et dovendyr, der ikke gider arbejde. Og samtidig en af den slags sætninger, jeg bliver mødt med, når jeg forklarer at jeg er sygemeldt, og nogen gange sket ikke kommer ud af huset, på grund af samme.

Det kan få følelsen af, at være ingenting værd,  til at blive tredoblet, når sætningen så også samtidig bliver fulgt op af et medfølt overbærende blik. Et blik, der giver næring til en hel masse andre følelser indvendig, og lukker op for tvivlen.

For er jeg i virkeligheden ikke bare en doven socialnasser, når jeg fortæller at jeg nogle dage overhovedet ikke kan finde overskud til noget som helst ? At jeg kan være så træt, at jeg bare tilbringer dagen med at sidde helt stille og ikke lave noget ?

Er jeg mon ikke bare hypokonder, når jeg tillader mig stadig at rende til undersøgelser for de samme sygdomme, som sidste år ? Og året før ?

Når depressionen river mig ned i sit sorte hul, og nægter mig muligheden for at se den mindste smule lys i hverdagen, er det jo sikkert også bare noget, jeg finder på, for at gøre mig interessant.

Når mit blodtryk rammer højder, der kunne få en bjergbestiger til at falde besvimet om - igen. Og mine tarme nok en gang leger den smertefulde ballonleg, der kan få mig til at ligne en moderne Zeppeliner.

Jamen, så er det jo nok bare på grund af noget, jeg har spist.

Når tanken om knuderne i galdeblæren ledsager svimmelheden fra blodtrykket, og får mig til at frygte ............ så godt som alt.

Så er det jo i virkeligheden nok bare alt sammen noget, der foregår mellem ørerne - noget, jeg bilder mig ind, fordi jeg sikkert bare er en samfundsnasser, der elsker at råbe op om hvor dårligt, jeg har det.

For sæt jeg skulle have ret. Sæt, der virkelig e r noget galt. Sæt, mine sygdomme er reelle, og jeg virkelig har det, som jeg påstår.

Det ville da være træls.

Men hvorfor skulle en undrende omverden dog sætte sig ind i hvordan jeg har det ? Folk har jo travlt nok med sig selv, og de problemer livet byder dem, så hvorfor sætte sig ind i mine dårligdomme?

Det er livet da for kort til - ikk' ?

Og eftersom jeg ikke har overskud til også at kæmpe dén kamp, nøjes jeg med at kæmpe de kampe, jeg i forvejen bruger det meste af min tid på.

Kampen mod mine sygdomme, og kampen mod min afhængighed.

Så må kampen mod ensomheden, og min omverdens uforstand, vente indtil overskuddet er til stede igen.

Hvilket jeg naturligvis håber, kommer til at ske, på et eller andet tidspunkt indenfor de næste mange gange firetyve timer.

Alt andet - ville virkelig være træls.

Hverdagens magi.

Det er gået op for mig, at når jeg befinder mig i en situation, hvor Katastrofernes Melodi uafbrudt lyder i mine ører, risikerer jeg pludselig at finde melodien catchy og teksten fængende.

Og inden længe går jeg endda og nynner den, uden at tænke på det.

Lidt skræmmende, at tingene kan komme helt derud, hvor katastrofernes mulige komme, kan føles naturligt og uafvendeligt. Men en situation, jeg havde fået øje på for en del måneder siden - og bare ikke taget alvorligt, for der var jo tid nok, ikk' ?

Den go'e, gamle måde at lægge bekymringerne væk på - over i hjørnet i bunken til alle de andre, med en virkelig, og reel vilje til at ville tage mig af den - og alle de andre - én ad gangen - på et tidspunkt.

Det tidspunkt føles som er det ved at være forpasset - her, hvor Katastrofernes Melodi uimponeret brøler ud af mine indre højttalere, og jeg så småt har genlært teksten nok til at kunne synge lead på den - iført Smadremandens kostume, og med en uhyggeligt pivfalsklydende, rusten guitar hængende på hoften.

Jeg trives ikke med at have det sådan - under ingen omstændigheder. Hele tiden at gå med en urolig fornemmelse i mave og bryst, der føles som kunne den eksplodere når som helst, og rive tæppet væk under fødderne på mig. Hele tiden at skulle lave brandslukning, med den totale katastrofe hængende over hovedet og i ørerne.

Hele tiden høre mig selv tænke, at det hele går ad helvede til, og føle den daglige jagt efter sindsro blive sværere og sværere.

Alt sammen en del af det, der for mig hører med til at være misbruger - være alkoholiker. For når min misbruger slår til, er det jo ikke kun mit stof, den kan leve af. Den kan også frådse i min angst, min uro, mine katastrofer - indtil den har spist så meget af det, at den er nået ind til det sted, min sygdom ligger og venter.

Her lægger den sig så og synger kor på den Katastrofernes Melodi, jeg har rendende rundt i hovedet,  ventende på det helt rigtige tidspunkt - før den slår til med ødelæggende virkning.

Og det eneste, der kan rense den ud af mit system - det eneste, der kan trykke på afspillerens Stop-knap, er at være ærlig overfor mig selv, og handle på det.

Tilsammen har de to dele en evne til at skabe en kærlig forvandling, der kan lægge tankerne på is, og sætte min misbruger tilbage, hvor han hører hjemme - i ædruelighedens frihed.

Han kan ikke fjernes, ham, min misbruger. Lige så lidt, som Katastrofernes Melodi kan slettes fra min erindring.

Men begge kan de vendes væk fra den rute, de i samstemmigt kor var på vej ud af, og give mig muligheden for at også i dag at finde den Sindsro, jeg morgen efter morgen søger efter.

Jeg vil altid være misbruger - altid være alkoholiker. Dén sygdom er livsvarig, når først den er brudt ud.

Men jeg vil kunne lære min alkoholiker og min misbruger, at synge med på en bedre melodi - fireogtyve timer ad gangen.

Min tilstands stilstand.

Så er den der igen.

Den der tilstand, der er en stilstand. Hvor alt står stille, og intet overhovedet sker, uanset hvor meget jeg forsøger på at........

Eller måske netop ikke forsøger.

Den er egentlig svær at beskrive - stilstanden. For det handler jo ikke bare om tomhed i øverste etage - tankefravær og blankhed - hvilket ellers ville være perfekt at kunne afskrive stilstanden som.

Tanketomhed.

Men der er ingen tanketomhed. Tankerne ræser afsted med større hastighed, end Starship Enterprise på flugt fra knotne aliens, og føles som myrer på en sommervarm terrasse.

Der sker bare intet.

Ingen reaktioner, ingen handlinger.

Bare frossen............ stilstand.

Dagene forsvinder uden at efterlade noget indtryk - som var de gentagelser af hinanden, tilsat enkelte nye strejf af virkelighed, der øjeblikkeligt smelter sammen med gentagelserne. Bladene vifter på samme måde på min hæk, og græsset ligner præcis det samme græs, der kaldte på mig for en uge siden, for at blive klippet og ordnet.

Gulvene skriger efter den samme gulvvask, som de skreg efter i sidste uge, og vaskemaskinens rungende tomhed længes efter det tøj, der ligger i kurven foran den.

Men intet sker.

Den eneste forskel er de ikke-skrevne breve, hvis mængde bliver større og større, og sværere at skubbe foran mig. Alle de beskeder, forløsninger, beklagelser, forklaringer, der hver og en skulle have været skrevet og afsendt i forgårs. Al den ordskvalder, jeg frygter at kaste mig ud i, af angst for endnu en gang at forfalde til Kristian Forklaringsrøv-modellen. Og dermed prøve at skubbe en endnu vigtigere ting foran mig, uden at gøre brug af den.

Ærligheden. Sandheden.

Det frygtsomme håb om, at verden står lige så stille, som jeg selv, bliver til en skygge over virkelighedens konstatering af verdens foranderlighed, og efterlader skrammer i min stilstands overflade.

Skrammer, som måske kan få min tilstands stilstand til at slå revner, så alt kommer væltende ud på én gang, med risiko for, at jeg drukner i den medfølgende syndflod af skulle-have-skrevet, skulle-have-lavet, skulle-have-undgået........

Hele tiden med lyden af et metallisk klingende for sent, for sent, for sent.......

Efterladende en sur smag af fiasko på tungen, der fortæller mig at jeg bliver nødt til at tvinge mig selv ud af......

...... min stilstand.

Uden at skulle ride på bølgen. Uden at skulle forårsage en tsunamiagtig syndflod i mit liv. Men med et nøje planlagt, og nøje udført hul i min stilstand, der kan lade en rolig stråle af handling forlade den tilstand, der gav mig min stilstand.

Når strålen først er sat igang, og så længe jeg passer på den ikke bliver for stor, kan jeg - én ting ad gangen - klare de breve, der skal skrives, de sandheder, der skal leveres, den ærlighed, der skal lægges frem - det liv, der skal leves.

Og alligevel give mig selv muligheden for, at have en oase af ro, hvor jeg kortvarigt vil kunne hvile i en tilstand af accepteret ro og tanketomhed. En tilstand, det med mellemrum kan være nødvendig for mig at trække mig tilbage til, når verden er ved at vælte om ørerne på mig.

En tilstand, der ikke er stilstand - men Sindsro.

Tiden er gået.

Ganske pludseligt - og helt uden varsel - forsvinder den.

Tiden.

Dagene bliver til endeløse gentagelser af sig selv, med indlagte småeksplosioner af hygge og varme. Gentagelser, der ikke tillader afbrydelser, eller erkendelser af den enkelte dags enestående kvaliteter.

Og når jeg kigger efter den - Tiden - opdager jeg, at jeg pludseligt kan vende mig rundt, og se hvordan flere forskellige versioner af den Tid, der er på vej til at forsvinde, har viklet sig omkring hinanden, på så uendeligt mange måder.

Jeg kan se, hvordan den forsvinder bagud i sine egne tåger, som et slået reb, med løse ender stikkende ud overalt. Med en kerne, hvis oprindelse stadig kan ses, og som jeg dagligt er nødt til at erkende.

Opstået, da jeg blev mør, og lige siden basis i min Tids reb.

Omslynget af tyndere tråde, der snor sig ind og ud af fællesheden, men som alle - på godt og ondt - er blevet en mere og mere integreret del af det hele.

Sygdomstråde, der vælter rundt om kernen, i et virvar af mangefarvede og smertefulde pigbesatte stålspidser. Og som tigger om at blive taget alvorligt, hvis ikke de skal bore sig ind i kernen og ødelægge den.

Bopælstråde, hvis solide spinding slides mere og mere, efterhånden som min Tid går, og de økonomiske trådes silkefine tyndhed efterhånden fremviser hul på hul.

Alt sammen hyllet ind i en hverdagens dug, der skal få mit Tidsreb til at fremstå solidt - og brugbart.

Men allerede nu, kan jeg høre det knage.

Høre, hvordan de enkelte tråde rasper mod hinanden, istedet for at glide friktionsløst afsted, i et fælles reb. Føle, hvordan sekundernes tikken, hakker mærke efter mærke ned i det.

Og næsten smage, hvordan det vil være, hvis Tiden pludseligt er gået.

Tankefyldt erkender jeg, at hvis min Tid skal forblive intakt, er der en del, der skal gøres.

Der er tråde, der skal tages alvorligt, og hvor spidserne skal files af. Og mens hullerne måske kan lappes på nogle, skal andre skiftes helt ud - hvis det da er muligt.

Men allerførst - skal Tiden startes igen. Bringes op på den hastighed, der kan få hverdagen til at samle det hele i ét, velfungerende reb.

Det er ikke batteriet, der er løbet tør, for der e r intet batteri i det ur, der indeholder min Tid. Der er kun manuel optrækning - en gentagen spænding  af den fjeder, der udgør drivkraften i min Tid.

Fjederen hedder Ærlighed og Ædruelighed, og hæfter sig på Sindsroen, Modet, og Visdommen, der tilsammen - sekund for sekund - kan sørge for, at der er Tid nok i resten af mit liv, til alt det andet.

Og knappen, der kan bruges til at spænde fjederen, hedder Fællesskabet.

Så hvis I lige vil undskylde mig - jeg skal have drejet på en knap, så fjederen i min Tids ur igen er spændt op.

Og så går der Tid med det - på den go'e måde.

Hvileløs ulyst.

Pludselig er den der igen. Den der forbandede fornemmelse af hvileløshed og uro i maven, der uafbrudt spørger hvad fanden det er der sker, og hvornår pokker det holder op igen.

Nervøsiteten.

Angsten for det ukendte, der måske alligevel er kendt fra tidligere, men som nu kommer drønende i ny forklædning, og på et splitsekund gør min dag ubehagelig.

Pludselig er de der igen - alle de ukendte hvad-dælen-de-så-end-er, der lurer bag hvert hjørne, og stikker deres grimme hoveder frem, når jeg mindst venter det. Og som har evnen til at kunne gøre mit liv til et helvede.

De udskudte ting.

Alle de ting, jeg har skubbet foran mig det sidste stykke tid. Mest fordi jeg ikke kunne andet, men også fordi jeg ikke havde modet til at kunne. Status quo har det jo med at virke tiltrækkende - for det meste - for så sker der ikke noget ukendt.

Og ukendt er jo farligt, ikk' ?

Efterhånden som jeg mærker nervøsiteten mere og mere, går det op for mig - i al sin alt for velkendte gru - at det eneste, der kan få det hele til at ændre sig i en mere positiv retning, vil være at gøre, hvad ordsproget siger.

Handling skaber forvandling.

Sukkende må jeg forsøge at fatte, at jeg har skubbet mig selv over i en stilstand, hvis eneste formål har været at holde krampagtigt fast på dét, jeg blev ladt alene med, da jeg kom hjem efter min behandling. At jeg har glemt, at lade også dét udvikle sig, og måske bringe mig videre på min færd i livet.

Og nu betaler jeg prisen.

Ikke bare kan jeg mærke, hvordan mit indre vælter rundt som en løbsk vaskemaskinetromle, og får små muskler til at sitre i øjenkrogene. Jeg kan også mærke, hvordan tilværelsen synes at stivne i en form omkring mig, der kun er alt for velkendt.

Gammel adfærd.

Adfærd, af den type, der før kunne få mig ned gennem det smalleste, og dog alligevel største, hul i hele universet.

Flaskens.

Jeg har en pludselig ulyst til at gå i seng i aften - ud fra den tossede tankegang, at hvis jeg skubber sengetiden, varer det længere inden det bliver imorgen, og dermed længere inden det bliver hverdag, hvor jeg er pinende nødt til at tage fat - i det, jeg har udskudt.

Dele af mig ved, med skræmmende klarhed, at mit indre skib er i havsnød, og kun en kraftig erkendelse af årsagen kan få det på ret kurs igen. Hvis jeg altså blankt erkender overfor mig selv, og overfor de begivenheder jeg har udskudt, at jeg ikke kan andet end acceptere tingenes tilstand, og handle derefter.

Det vil med stor sandsynlighed betyde, at jeg må sige farvel til min nuværende bopæl, farvel til den statiske tilværelse jeg er endt i, og ikke ane hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg ender med at bo.

Men jeg skal ud af det vanens tyranni, jeg er landet i. Ud af det handlingsløse tomrum, jeg sidder i, og vælge at liste mig henover den glasplade, jeg har fødderne plantet på, så jeg kan komme på fastere grund, og komme helskindet forbi farerne.

Så jeg må gøre det samme, som jeg gjorde for 469 dage siden, da jeg endelig var blevet mør. Finde Modet til at kaste mig ud i det, og stole på at bare jeg er ædru og holder min Sindsro for øje, for så kan det vel ikke gå helt galt.

Bare jeg holder mig ædru - de næste fireogtyve timer.

Hverdage.

Natten bliver til morgen, og stilheden afløses af en alt for frisk morgenvært på radioen.

Min krop værker efter endnu en særpræget nat, med drømme og opvågninger af den slags, der før i tiden fulgte med bekymringer og uro for hverdagen og fremtiden.

Jeg er mørbanket.

Åbenbart har jeg ligget og spændt hele natten for mine skuldre gør ondt. Og det er kun en stakket frist, mit skønne morgenbad giver mig, før jeg igen føler mig træt som et helt alderdomshjem.

Langsomt går jeg igang med at forberede morgenmaden - skærer en banan i skiver og drysser müesli ud over den, inden jeg drukner det hele i en omgang syrnet mælk. Og i baggrunden snøfter kaffemaskinen sit evige litani.

Forude venter en dag med genoptagelse af træning, og måske et par timers radio, hvis overskuddet kan findes og studiet er ledigt. Samt en dag, der fra starten af virker grå og trist, men som forhåbentlig ender helt anderledes.

Og ja, du så rigtigt, jeg begynder at træne igen. Jeg er blevet bevilget træning af systemet, så jeg kan gøre noget mere for at jage depressionens mørke skyer væk, og støtte mine organer med et - forhåbentligt - vægttab.

Alt sammen vældigt hverdagsagtigt, og vældigt forudsigeligt.

Men inden i mig myldrer livet rundt. Tankerne spræller varmt klukkende. mens de maler farver på hverdagens triste ansigt, hvor noget føles anderledes og dog så rigtigt. Duften af den friske kaffe, og den syrligt friske smag af morgenmaden, vækker gejsten i min ellers dødtrætte krop, og inviterer mine nattestive fingre til en dans på tastaturet - en morgenvals med indlagt rytme og stil.

Og mens skaderne udenfor gør mig opmærksom på at græsset skal slåes, så de kan finde ormene, og hækkens let viftende udstikkere beder om at blive klippet, sætter jeg læberne ned til dagens første, varme drik, og indsnuser duften af de knuste bønner, mens smagen og varmen breder sig som et tæppe af velvære i min krop.

Dagen er startet - og livet begyndt.

Beretning fra Skriftestolen.

Tilgiv mig, for jeg har syndet.

Jeg har gjort, hvad jeg ikke måtte, og accepterer villigt en regn af svovl og lava over mit syndige hoved. Skærsilden venter mig, og de små djævle sliber grinende deres redskaber syndigt skarpe, så de er parat til mig arme Synder, når jeg lander ved deres side. Min glorie er blevet mat, og mine englevinger drysser fjer, som var de hoveder, angrebet af skæl.

Og himlen jamrer sig i klagende suk.

Men inden du nu farer hen til din telefon, og febrilsk leder efter mit nummer på nettet, eller drøner ud af døren for at ræse hen til mig, i dit afgiftsplagede automobil, så du kan redde mig - så sæt dig lige roligt ned igen, og læs "dagens tekst" til ende.

For selvom jeg har syndet - efter egne standarter måske endda ganske alvorligt - så er jeg hverken på vej hen til, eller har været nede i, flasken igen. Det ville nu i så tilfælde heller ikke være en synd, men bare himmelråbende dumhed fra min side. En dumhed, jeg har demonstreret alt for meget af, igennem det liv, jeg levede førhen.

Nej, min synd er ganske anderledes.

Jeg har nemlig tilladt mig at nyde livet lidt.

At forkæle mig selv, ved at bruge penge jeg ikke har, til at tage en tur i biografen og skamløst vælte min hukommelse tilbage til dengang, hvor min yndlingstegneserie var "Linda og Valentin", og hvor universet gang på gang blev reddet af disse to agenter i tid og rum.

Jeg har kort sagt været inde og se Valerian - City of a Thousand Planets, i den lokale biograf. Hvilket nu heller ikke aspirerer til at være en Synd, for den var dæleme god, var den.

Men begivenheden - at tage i biografen, selvom jeg ikke havde råd - ledte direkte hen til den synd, jeg her søger absolution for.

Den umådeholdne indtagelse af både saccharider og farvestoffer, seancen førte med sig.

Jeg har - i direkte modstrid med mit løfte til mig selv, om at spise sundt og undgå den slags vederstyggeligheder - gnasket og smasket mig igennem en megapose bland-selv-slik, mens Valentin (Valerian) endnu en gang reddede Linda (Laureline) fra at blive spist af et ellers ganske sympatisk udseende væsen fra en planet langt, langt herfra.

Og skyllet posens indhold ned, mens K-Trons plaffede lystigt løs på alt hvad der rørte sig, med en gigantisk Coca Cola, af den type både mit blodsukker, min galdeblære, og mit tarmsystem, kommer til at torturere mig for, i dagene der kommer.

Uendeligt mange dages daglige (1900 kcal) energiindtag forsvandt på to timer og femten minutter, inden den sidste jordbærskumpude blev presset ned gennem mit nu voldsomt strabadserede spiserør, der efterfølgende blev skyllet rent af den sidste slurk cola.

Imens kyssede Valentin Linda, og Universet var reddet fra en skæbne værre end tarmproblemer og overvægt.

Så jeg har syndet - i allerhøjeste grad - og endda tilladt mig selv at nyde Synden fuldt ud.

Jeg er slem, er jeg.

Og skal derfor bede jer - mine kære læsere, mit livs daglige (næsten) skriftestol - udrede straffen over mit syndige hoved. Ikke fordi jeg tror, jeres eventuelle strafudmåling vil have større effekt på mine mulige fremtidige Synder i samme boldgade - tiden, hvor man sankede glødende kul over syndernes hoveder, er jo længst forbi.

Det håber jeg da i det mindste.

Men fordi, jeg på denne måde kan minde mig selv om, at der også er et liv, der skal leves, på trods af helbredsproblemer, vægtproblemer, alkoholproblemer. Eller måske nærmere m e d disse problemer.

Det er jo ikke et fravalg, det kære liv - men et tilvalg. Som jeg foretog, da jeg tog min sygdom alvorligt.

Så derfor beder jeg jer, med smagen af jordbærskumpuder, chokoelefanter, og coca cola siddende i mundvigen, om at tilgive mig disse mine synder, på samme måde som jeg har tilgivet mig selv at have begået dem.

Med et Sindsroligt smil på læben, og et Modigt minde om en dejligt aften, i den Visdommens hjerne, der kan se forskellen på nødvendighed, tiltrængthed, og de rene fornøjelser.

Når man betragter betragtningerne......

Udenfor mit vindue skælder et par solsorte ud på en kat. Den sniger sig afsted inde i min hæk, mens den lader som om, den intet har hørt, og forresten er ligeglad med, at al føden er blevet advaret af de to alarmgivende pipdyr.

Mine tanker strejfer hvileløst rundt, mens jeg adspredt forsøger at finde frem til dagens tema - dagens indlæg. Skal det være fakta eller fiktion ? Skal jeg fortsætte sagaen om Det Gode Skib, eller uddybe sidste indlægs livgivende udskældning ?

Eller skal der noget helt andet på bordet......

Mange af jer, ser min blog som en fortsat beretning om en ædru alkoholikers vej gennem livet, og resten opfatter den vel som en - måske spændende - skribents måde at få luft på. Og begge dele kan vel have en snert af sandhed i sig.

Men hvad gør jeg selv ?

Hvad er mine motiver for at skrive næsten dagligt herinde ? For at lufte mine opture og nedture, mine fejl og fiaskoer, min glæde ...... og mine sorger ?

Hvorfor bruger jeg åndeligt kraft på at fortælle, at jeg er nødt til at lade min campingvogn gå tilbage til forhandleren af økonomiske grunde ? Fortælle, hvad jeg har oplevet i sundhedsvæsenet ? Skælde ud på systemets rigiditet ?

Og hvad kommer det da min omverden ved, at jeg kan føle mig ensom ? Eller at jeg har følt strejf af kærlighed ? Kommer det nogen ved, at jeg har brug for at gennemleve mit livs sværeste fejl, og stærkeste øjeblikke ?

De fleste ville mene, at det alt sammen er så personligt, at det kun vedkommer den, det hele drejer sig om. Samt de mennesker, der er blevet påvirket af et sådant liv gennem tiden.

Så hvorfor gør jeg alt det her ?

Det enkle svar er - fordi jeg kan. Det mere besværlige, men måske lige så sande svar, er - fordi jeg ikke kan lade være. Samtidig med, at virkelighedens sammensmeltning af de to svar, næsten automatisk præsenterer sandhedens tredie - og stærke -  alternativ.

Fordi jeg er nødt til det.

Jeg er nødt til, at lade mine tanker flyde ud gennem mine fingre. Nødt til, at lade dem få et udtryk, der ikke blæses væk af den hverdagens vind, der kan få alt til at forsvinde. For at undgå, at de hober sig op inde i mig, hvor de med tiden vil kunne spænde ben for det liv, jeg har valgt at leve.

For at kunne blive til den, jeg er.

Jeg ved endnu ikke helt, hvem det er, jeg er, i alt det her forvirrende liv. Men jeg kan føle, at jeg træder mere og mere frem, i alt hvad jeg skriver, alt hvad jeg deler, herinde. Og jeg kan mærke, hvordan hverdagen får farve, når jeg lader min af tiden og begivenhederne krøllede hjerne betragte den og derefter lader den strømme ud gennem mine fingerspidser.

Og jeg kan lide, hvad jeg ser. Lide den person, der ser ud til at træde frem af skyggerne, med et levet livs patina, og en fejlfyldt fortid. Med et hjerte, der stadig lever, trods følelsesdødelige sår, og en tro på omverdenen, der stadig har rester af barnet i sig.

Så jeg vil lade den uigenkaldeligt, kronisk syge, behandlede, ædru alkoholiker, jeg også er, blande sig med det menneske, hvis liv jeg har levet siden fødslen, og håbe på, at jeg ikke bliver forbrændt af de hverdagens gnister, sammensmeltningen frembringer, og hvis strålende farver og uendelige former, jeg vælger fortsat at beskrive herinde.

Skulle jeg så endelig blive forbrændt undervejs, så ved jeg hvor plastret og forbindingerne er, og at såret kan læges i fællesskabet.

Eller i tosomheden, hvis jeg da skulle være så heldig, igen at opleve den.

Ikke at jeg leder efter den - den kommer hvis den kommer. Hvilket den egentlig gerne godt må gøre snart.

Suk - dér kom så endnu et af den slags frustrerende bøvs fra mit indre følelsesliv, der tidligere havde en evne til at kunne spænde ben for min hverdag. Idag spænder det intet som helst, men er kun dét, det er - en gennem erkendelserne opstigende meddelelese om, at mit kærlighedsliv er gået i baglås.

Så jeg vil - lige her, hvor jeg pludseligt opdager at jeg allerede h a r skrevet dagens indlæg, mens jeg sad og tænkte - bruge min Sindsro til at acceptere tingene som de er, mit Mod til at ændre de dele der k a n ændres, og den sidste rest af min Visdom, der er tilbage i dag, til at kende forskel på skidt og kanel.

Helt og ganske aldeles - ædru.

Du kan ikke være det bekendt........

.......gamle ven.

Du kan fandeme ikke være bekendt, at du svigtede mig så grufuldt. At du tog det fra mig, der betød allermest, og erstattede det med det, jeg frygtede mest.

Du fjernede med et snuptag de kærlige følelser, i min partner. Ødelagde fuldt bevidst resterne af mit forhold til min familie - og bankede mig ned bagfra gentagne gange, så jeg stadig i dag kæmper med mit helbred på grund af det.

Du fodrede løgne, tændte ild til rygter, og serverede halve sandheder til mine venner og bekendte, i en stadig stigende strøm, der kun havde ét eneste formål - at få mig ned med nakken.

Jeg stolede ubetinget på dig.

Stolede på, at du ville hjælpe mig, når jeg havde det svært. Elskede dig, som blodsbrødre gør, af hele mit hjerte.

Og kunne aldrig tænke mig, at leve uden dig i mit liv.

Jeg ved det godt - jeg burde have set tegnene for mange år siden. Tegnene på, at din troskab intet var værd - at den var ikke-eksisterende. Den skjulte dagsorden, de pludseligt opståede undskyldninger, den stadige hvileløshed.

Du kan simpelthen ikke være det bekendt, dit dumme svin.

Gudskelov er du væk fra mit liv nu. Og jeg kan se klart, hvad du har været årsag til gennem alle disse år. Se de svigt, fejl, og ødelæggelser, du har afstedkommet. Se alt det, du helst ville skjule for mig, modbydelige satan.

Ja, jeg ved godt, at jeg aldrig skulle have ladet vores venskab udvikle sig, som det har gjort. Aldrig have ladet det blive til det, det gjorde.

For jeg forelskede mig i dig, gamle ven. Jeg tabte mit jeg, til det du stod for, og det du lovede mig. Tabte, til en livslang besættelse, et evigt savn, og en uendelig mængde smerte.

Og til sidst.......... gjorde du mig mør.

Til sidst kunne jeg intet andet, end at give slip på dig, gamle ven, og erkende at vores venskab var hult, og kun baseret på dine præmisser.

Jeg har smidt dig væk fra mit liv, gamle ven. Og selvom du med mellemrum desperat forsøger at få kontakt til mig, lokkende med alt det "gode", vi kunne sammen, og fristende med smagfulde "løsninger" på mit livs besværligheder, har jeg blankt erkendt virkeligheden i dig.

Så jeg holder proppen i dig, gamle ven. Spænder den fast med Sindsroens kraftige strenge, og pakker dig ind i Ædruelighedens fireogtyve timer, inden jeg råbende kaster dig så langt væk, det er mig muligt. Råbende, af mine lungers fulde og ædru kraft.

Du Kan Fandeme Ikke Være Det Bekendt....

Tomgang.

Kender I det der med at stå i stampe og føle at man ikke kommer ud af stedet ? At det hele kører i tomgang, og man ikke bevæger sig en milimeter.

Sådan har jeg det i øjeblikket.

Hvileløs, med en groende indre desperation overfor de dårligdomme, min krop har erhvervet sig. Utålmodigt kiggende rundt, for at se om der skulle være en løsning gemt et eller andet sted. Men også med en indre uro, fordi tiden ubønhørligt tikker afsted, og det jeg kan i dag, vil være blevet lidt ringere imorgen.

Følelsen og erkendelsen af, at der er meget kortere til afslutningen, end til begyndelsen, er på vej til at fylde mine tanker med dysterhed og afmagt. Og selv om jeg dagligt kæmper for at få sat positive ringe i mit hverdagsliv, breder de mørke tanker sig jævnligt, som var de hastigt groende mugpletter på livets rødgrød.

Imens udfører virkeligheden sin Dance Macabre om ørerne på mig, og tillader mig ikke et øjebliks hvile fra de tusindvis af forpligtelser, krav, og trusler, et liv på kanten af eksistensen bringer med sig.

Der er ting, jeg er nødt til at gøre, men som jeg viger tilbage fra.

Samtaler, jeg har udsat alt for længe, og møder, jeg gruer for at gennemføre. Uigenkaldelige beslutninger, hvis effekt på mit fremtidige liv, jeg ikke kender. Men som ganske givet river mig ud af min nu vante hverdag, og måske kaster mig ud i et frit fald gennem det univers, jeg har opdaget liggende for fødderne på mig.

Hvor er solstrejfene ? Hvor er smilene, og de glade blikke ? Hvor er lyset, i det hjerte, der så længe har været forstenet ?

Gemt bag de jagende skyers grå, og skjult af den silende tåreregn. Maskeret af kroppens uro, og realiteternes virkelighed.

Jeg savner glæden.

Savner muligheden for - om end kort - at kunne være ubekymret og nyde eksistensen uden hele tiden at skulle spekulere på, om der er nogen bagtanker. At kunne diskutere, debattere, dele synspunkter, i samvær med ligesindede - uden angst for at blive opfattet negativt, for at blive udsat for rygter, smædekampagner - og had.

Der var én, der en gang fortalte mig at livet blev så meget lettere, når jeg havde erkendt min sygdom, og var blevet ærlig omkring den, samt om hvad den havde medført gennem livet.

I beg to differ.....

Indtil nu har alt det, jeg gennem livet har begået af underligheder, alle mine fejltagelser og løgne, alt ondt, der er begået mod mig, hobet sig op i en gigantisk bunke af fjerde og ottende trins erkendelser, der alle skriger på at blive løsnet, løst, og fjernet.

Og selvom jeg til hudløshed har hørt og erkendt sandheden i sætningen "First things first", så virker det som om alt på min liste kæmper om retten til at være det, der skal løses først. Med det resultat, at der begynder at indtræde en form for stilstand, jeg ikke bryder mig om.

Så nej, livet er så sandelig ikke blevet lettere endnu.

Men her sidder jeg - på toppen af det hele, mens den pyramide jeg har bygget siden jeg blev mør, smuldrer nedefra, og efterlader rungende støvskyer hver gang endnu en etage styrter sammen.

Gammel adfærd ? Det tror jeg egentlig ikke, selvom der nok kan spores elementer af den adfærd, jeg tidligere levede, svømmede, og styrtdykkede ind i, i årevis.

Tilbagefald ? Nej.........

I det mindste ikke fysisk, men måske begyndelsen på et mentalt. Selvom jeg ikke er begyndt at bevæge mig hen mod mit foretrukne stof, kan jeg føle det rykke i mig, for at få mig til at tage det første skridt nedad den trappe, der kan ende med at blive en glidebane direkte ned i flasken.

Og pludselig erkender jeg, at jeg gennem et godt stykke tid har sørget for at sætte mulige forhindringer op, på min ædruelighedens landevej. At jeg - alene ved udskydelsen af beslutninger - brolægger vejen med nøjagtig den type undskyldninger, jeg før i tiden kunne bruge til at planlægge en druktur måneder i forvejen.

Det er fandeme uhyggeligt, du.

Så lige her og nu er jeg nødt til at gøre, hvad jeg bør gøre hver morgen, men åbenbart har været på vej til at glemme. At erkende at jeg er magtesløs - overfor mit stof, og de virkninger det har og har haft på mig. At jeg lider af en kronisk sygdom, der siden sit udbrud kun er blevet værre. Og at jeg kun kan komme til at leve det gode liv på én måde.

Ædru.

En tur på "Route de Væk-herfra".

Imorges begyndte en tanke at tage form i min hjerne. En idé, der gik ud på, at jeg ville begive mig en tur rundt i det landskab, jeg har befundet mig i, gennem ufatteligt mange år.

Jeg satte jeg  mig ind i den bil, jeg har købt for penge, jeg ikke havde råd til at undvære, og hørte motorens træge cylindere slå igang med et depressivt ekko af forgangne tiders storhed, mens jeg kunne dufte den knaldsorte samvittighed fra udstødningen. Gearkassen protesterede næsten ikke, da jeg satte den i gear, og drejede på rattet.

Servostyringen opførte sig som altid med nærmest parkinsonagtige rystelser, men accepterede dog at blive brugt som det, den var - et middel til at dreje forhjulene, når jeg havde behov for det.

Distræt tastede jeg min rute ind på korttidshukommelsens touchscreen, og begyndte min tur.

Naturligvis sikret med den sele, der ifølge fabrikanten ville være istand til at beskytte mig, hvis jeg skulle køre galt, men som efterfølgende med stor sandsynlighed ville gå i baglås, og holde på mig, indtil alt var forbi.

Motoren hostede astmatisk, mens jeg i tankerne gennemkørte rutens forskellige stop.

Først til Håbløshedens Gade nummer tre, med et kort, og for forbedringer undersøgende stop, inden jeg ville kunne fortsætte til Ensomhedens Gade nummer ni, hvor jeg kunne sidde afventende, mens alting kølede ned igen.

Og derefter via Ligegyldighedernes Motorvej, til Mindernes Bitre Kalkbrud, for at nyde udsigten fra Toppen af Ting, der Aldrig Bli'r Gjort.

Undervejs til første stop tjekkede jeg min medbragte termokande, for at sikre mig, at den kolde følelseskaffe holdt stand mod omgivelsernes forsøg på opvarmning. Ingen ændring af betydning - jeg kunne stadig høre Svigtenes Isklumper danse rundt i vædsken, og dufte den hvinende sødme fra de knuste hjerter, den var brygget på.

Udenfor bilens vinduer skiftede landskabet med naturtvunget nødvendighed, fra det ene depressive tableau til det andet - fyldt med tankeløse skabninger, både med og uden en fjer på. Og fra den næsten farveløse himmel strålede bølger af tidligere tiders foragt og utroskab ned, i et forsøg på at sortbrænde de vittiligo-spættede samvittigheder, der ligesom jeg selv havde valgt at forblive på denne døende klode.

Da jeg ankom på motorvejen, satte jeg hastigheden op, for at se om jeg kunne ryste de Ensomhedens Askeklumper af mig, som besøget det sidste sted havde drysset ud over min tankevirksomhed. Men måtte erkende, at ingen fart i verden er stor nok, til at flygte fra den type følelser.

Suk.

Et drej på det rystende rat - et tråd på kobling og bremser - og endelig ankom jeg til Mindernes Bitre Kalbrud. Stedet, hvor jeg havde sat mig for, at drikke min følelseskolde kaffe, mens jeg tvang mig selv igennem Bitterhedens tanker, på Toppen af Ting, der Aldrig Bli'r Gjort

Pludselig brød et strejf af Sindsro gennem farveløsheden, og kastede sit kaleidoskop af regnbuefarver ud over alt og alle.

Og i et blændende glimt af selverkendelse opdagede jeg, at der er andre måder, jeg kan opfatte det hele på - måder, der har hver deres farve, og hvor forskellen er ens - det er bare farven, der har en anden lyd, når jeg smager på den.

Stille drak jeg resten af den nu hastigt opvarmende kaffe, og satte mig ind bag rattet igen. Og gennem et landskab, hvor himlens jagende skyer af selvmedlidenhed blev gennemboret af farvefyldte stråler af Sindsro, mens lyden af Mod rungede overalt, og Visdommens kunne duftes dér, hvor strålerne havde ramt, kørte jeg hjem mod min base.

Hjem, for at finde de følelser, jeg havde efterladt. For at finde det jeg, der tålmodigt ventede på min hjemkomst med frisklavede erkendelser, brygget på det eneste, der altid smager gødt.

Ædruelighed.