Beretning fra Skriftestolen.

Tilgiv mig, for jeg har syndet.

Jeg har gjort, hvad jeg ikke måtte, og accepterer villigt en regn af svovl og lava over mit syndige hoved. Skærsilden venter mig, og de små djævle sliber grinende deres redskaber syndigt skarpe, så de er parat til mig arme Synder, når jeg lander ved deres side. Min glorie er blevet mat, og mine englevinger drysser fjer, som var de hoveder, angrebet af skæl.

Og himlen jamrer sig i klagende suk.

Men inden du nu farer hen til din telefon, og febrilsk leder efter mit nummer på nettet, eller drøner ud af døren for at ræse hen til mig, i dit afgiftsplagede automobil, så du kan redde mig - så sæt dig lige roligt ned igen, og læs "dagens tekst" til ende.

For selvom jeg har syndet - efter egne standarter måske endda ganske alvorligt - så er jeg hverken på vej hen til, eller har været nede i, flasken igen. Det ville nu i så tilfælde heller ikke være en synd, men bare himmelråbende dumhed fra min side. En dumhed, jeg har demonstreret alt for meget af, igennem det liv, jeg levede førhen.

Nej, min synd er ganske anderledes.

Jeg har nemlig tilladt mig at nyde livet lidt.

At forkæle mig selv, ved at bruge penge jeg ikke har, til at tage en tur i biografen og skamløst vælte min hukommelse tilbage til dengang, hvor min yndlingstegneserie var "Linda og Valentin", og hvor universet gang på gang blev reddet af disse to agenter i tid og rum.

Jeg har kort sagt været inde og se Valerian - City of a Thousand Planets, i den lokale biograf. Hvilket nu heller ikke aspirerer til at være en Synd, for den var dæleme god, var den.

Men begivenheden - at tage i biografen, selvom jeg ikke havde råd - ledte direkte hen til den synd, jeg her søger absolution for.

Den umådeholdne indtagelse af både saccharider og farvestoffer, seancen førte med sig.

Jeg har - i direkte modstrid med mit løfte til mig selv, om at spise sundt og undgå den slags vederstyggeligheder - gnasket og smasket mig igennem en megapose bland-selv-slik, mens Valentin (Valerian) endnu en gang reddede Linda (Laureline) fra at blive spist af et ellers ganske sympatisk udseende væsen fra en planet langt, langt herfra.

Og skyllet posens indhold ned, mens K-Trons plaffede lystigt løs på alt hvad der rørte sig, med en gigantisk Coca Cola, af den type både mit blodsukker, min galdeblære, og mit tarmsystem, kommer til at torturere mig for, i dagene der kommer.

Uendeligt mange dages daglige (1900 kcal) energiindtag forsvandt på to timer og femten minutter, inden den sidste jordbærskumpude blev presset ned gennem mit nu voldsomt strabadserede spiserør, der efterfølgende blev skyllet rent af den sidste slurk cola.

Imens kyssede Valentin Linda, og Universet var reddet fra en skæbne værre end tarmproblemer og overvægt.

Så jeg har syndet - i allerhøjeste grad - og endda tilladt mig selv at nyde Synden fuldt ud.

Jeg er slem, er jeg.

Og skal derfor bede jer - mine kære læsere, mit livs daglige (næsten) skriftestol - udrede straffen over mit syndige hoved. Ikke fordi jeg tror, jeres eventuelle strafudmåling vil have større effekt på mine mulige fremtidige Synder i samme boldgade - tiden, hvor man sankede glødende kul over syndernes hoveder, er jo længst forbi.

Det håber jeg da i det mindste.

Men fordi, jeg på denne måde kan minde mig selv om, at der også er et liv, der skal leves, på trods af helbredsproblemer, vægtproblemer, alkoholproblemer. Eller måske nærmere m e d disse problemer.

Det er jo ikke et fravalg, det kære liv - men et tilvalg. Som jeg foretog, da jeg tog min sygdom alvorligt.

Så derfor beder jeg jer, med smagen af jordbærskumpuder, chokoelefanter, og coca cola siddende i mundvigen, om at tilgive mig disse mine synder, på samme måde som jeg har tilgivet mig selv at have begået dem.

Med et Sindsroligt smil på læben, og et Modigt minde om en dejligt aften, i den Visdommens hjerne, der kan se forskellen på nødvendighed, tiltrængthed, og de rene fornøjelser.