Jeg vil ikke.........

 

....... være den gamle idiot, det er så nemt at blive opfattet som.

I ved, ham den der underlige, der altid har en - for det meste outdated - mening om alting, og som altid blander sig i ting, der - efter alle andres mening - ikke kommer ham ved. Idioten, der kaster om sig med statusopdateringer af mere eller mindre valid karakter, og som invaderer jeres hverdag med sine stadige fortællinger om sig selv, sig selv, sig selv.

Jeg vil lyttes til, høres, læses, ses, mærkes - eksistere på lige fod med yngre skribenter og meningsdannere, så også vi, over folkepensionsgrænsen, kan medvirke til at gøre fremtiden eksistentielt acceptabel for de yngre generationer.

....... være til gene for en omverden, der har mere travlt med at se mit pjuskede hår, mine hærgede øjne, mine skavanker efter propperne, og mine underlige vaner - end at opfatte mig som dét jeg er.

Det er alt for nemt, at trække mig ind i mig selv som en sur eremitkrebs, og så bruge tiden til at forstærke den tomme skal, som besattes da der ikke var andre muligheder tilbage - end at drøne rundt i samfundet uden skal, vise min sårbarhed og risikere samtidig at blive ramt af alle de tankeløse pile, der kontinuerligt flyver i min retning.

Om så jeg skal trække et spor af hjerteblod fra de mange stik og sår, så nægter jeg at bøje mig i støvet og bare blindt acceptere uforstand og dumhed. Jeg vil rejse mig, med fakkel i hånd, og søge at kaste lys i de mørkeste kroge.

....... være en parentes i de liv, der har betydet alt for mig siden jeg første gang lagde alle mine våben og overgav mig til kærligheden.

Kærligheden til forældre, partnere, børn, livet............. Udfordret gang på gang - smadret gang på gang - trukket ud i hvinende tynde strimler gang på gang - og flygtet fra igen og igen, indtil virkeligheden endelig indhentede mig for 55 måneder siden. En virkelighed, der indeholder alle de fejl, alle de dårligheder, jeg kun kan søge at blive tilgivet for, og selv tilgive. 

....... være den, jeg var - eller den, samfundet vil have mig til at blive.

For jeg har et dagligt valg, der ikke skal trække mig til nogen af siderne. Hverken et tilbagefald eller en Blå Bog's-blindhed, står på min To Do-liste. Det gør til gengæld de ting, der dag efter dag bringer mig tættere på at kunne det igen, jeg kunne før 17. januar 2020 - før de første to propper lagde mig ned, og ændrede min tilværelse, min hverdag, mit liv. 

Jeg vil .......

........være ædru - i dag.

....... være taknemlig for at jeg vågnede ædru.

....... være klar over betydningerne i ordene Sindsro, Mod, og Visdom.

....... være mig.

Og hvis jeg kan det, så vil det være så uendeligt meget lettere, at kunne kigge fortiden ind i øjnene, og fortælle den at vi er en del af hinanden, og at vi kun ved at tilgive og forstå, vil kunne møde dagen imorgen med ren samvittighed.

Bare Én Dag Ad Gangen.

.....er den, du er.....

Kender I det ? 

At sidde og gennemse tidligere tiders skriverier, og så pludselig falde over et, der bare rammer lige ned i den følelse, der er indeni ? 

Det skete for mig her til morgen - ok, morgen og morgen, klokken var mellem to og tre om natten og jeg var ret hvileløs fordi min søvnapnø-maskine (lang historie - får I senere) drillede mig - og jeg havde sat mig ved skærmen for at se om der var noget værd at læse. 

Under søgningen faldt jeg over en tekst, jeg skrev for nogle år siden på en endnu ikke offentlig hjemmeside - og var øjeblikkeligt sikker på, at det var sådan, jeg havde det indeni.

Så derfor får i teksten, fuldstændig som den står skrevet, derinde, i og på den "hemmelige" side, hvor den bare har ventet på at jeg skulle offentliggøre den.

Det gør jeg så nu:

Og så sidder jeg bare her. Helt så ganske aldeles alene, og mere hvileløs end jeg har været på noget tidspunkt tidligere i min ædru tilværelse. En følelse af, at have fået blokeret for mig selv, dukker op i mit tankefelt, og gør mig klar over, at jeg måske ikke lige er helt så afbalanceret, som jeg gerne vil give udtryk for.

Det er noget pis, er det.

Al den good-will, jeg havde fornemmelsen af at have tiltusket mig gennem mine blogindlæg, lader til at være hældt ned gennem åbningen til at bundløst hul, så det kan lande på overfladen af en mørk, ildelugtende, og rædselsvækkende stille sø - dernede, hvor dybet ikke længere giver mening, og nattens mareridt flagrer uforløste rundt mellem meningernes dryppende stalaktitter og stalagmitter.

Der hviler en duft af uforstand og paranoid selvforherligelse over de hverdage, jeg lever i nu. Sat på plads af konservativ stilstand og forventningers skræmmende oppustethed, ligger de i en fastlagt gentagelse af den samme tomme repetition, som den der lyder fra en knækket lakplade på His Masters Voice-grammofonen bag de tunge gardiners mørke.

Scratching et evigt mønster ind i den sjæl, der skulle have været sat fri, og nydt de sidste år.... årtier..... dage..... uger... inden den uundgåelige slutning.

Og stadig synger den knækkede plade gennem den slidte pickup de sætninger, revnen river ud af den ellers påbegyndte rejse mod erkendelsernes omkvæd - og fjerner dermed muligheden for at høre digterens åndfulde sætninger fuldførte. For Knæk, si'r Scratch, si'r Knæk, si'r Scratch, si'r Knæk, si'r Scratch, si'r Knæk, si'r Scratch.........

Lyden fra overfladen af den lakslidte plade accompaneres af ordene i deres nye fortolkning, og giver meningen en ny verden at færdes i.

Du er den, du er...... du er...... du er....... du er...... du er....... du er...... du er...... du er....... du er...... du er.......

Citat slut

Jeg tror lige, at jeg minder mig selv om at jeg lever én, og kun én, dag ad gangen - i en verden, hvor Sindsro er noget man be'r om, og sygdom er hver mands herre. 

Pic og pac - og alt muligt andet.

Tankerne flyver hurtigt på en dag som i dag.

Selvom det nu ikke er nogen særligt speciel dag - bare endnu en af dem, der på det seneste er begyndt at være 12 på dusinet af. Men - lad mig nu hellere tage jer med på en lille tur, gennem de seneste dages mange forskellige og faktisk livsændrende oplevelser.

Med alt, lige fra sprøjter til maskiner - hævede fødder til snottede næser - og en varmehungrende mand - nemlig mig.

Det hele begyndte, da jeg - nej, nu må I ikke tro, at det er endnu en af de der bekendende fortællinger, hele nettet er så fyldt med, for det er det altså ikke. Men som sagt - det hele begyndte med at jeg kom hjem med en maskine, der skulle måle om jeg havde søvn-apnø.

Samme dag, som jeg hentede den sprøjte, der efter sigende skulle gøre mit liv behageligt, og min vægt mindre.

Kort fortalt, så målte djævelskabet - der mest af alt lignede noget fra en sci-fi film - mig til i allerhøjeste grad at have søvnapnø. Men syvogfyrre udfald i timen - et udfald defineres som en periode på mere end ti sekunder, hvor jeg ikke trækker vejret - og med helt op til hundrede sekunder i enkelte af dem, var jeg automatisk indrulleret i apnø-brigaden, og kunne se frem til at få udleveret, og demonstreret brugen af, et apparat der skulle sørge for at jeg ikke  holdt op for evigt med at trække vejret, når jeg sov.

Det var ved gud en smart lille sag, jeg dér fik mig. Lydløs, med specialslange og termostatstyret vandbeholder - og en næsemaske, der indesluttede mit truthorn i en blød masse af gummi. Ikke helt ubehageligt - og så absolut værd at vænne sig til.

Det gjorde jeg også - og efter første nat kunne jeg med glæde aflæse en nedgang på antallet af udfald - helt ned på lidt mere end otte i timen. Men det var nu ikke det, der overraskede mig mest. Det var til gengæld den følelse af friskhed, jeg oplevede om morgenen - også selvom jeg rent faktisk kun havde fået fem en halv times søvn i løbet af natten. Noget, der kraftigt understregede, at jeg alle de andre nætter rent faktisk havde sovet væsentligt mindre, fordi jeg hele tiden var blevet vækket hver gang jeg havde en apnø. Vækket, men uden at kunne huske det, fordi det hver gang kun var kortvarigt, mens jeg hev luft ind igen.

Det kunne lyde som den rene eventyrhistorie - men som i alle go'e eventyr, er der også i denne en ond fe. Den hedder dødsangst, og optrådte hvergang apparatet var nødt til at skrue op på fuld skrald for luften, for at få sat gang i min egen vejrtrækning. Hvilket fik mig til at vågne helt, hivende efter vejret, og med en fornemmelse af at blive kvalt - ganske kortvarigt, men ufatteligt skræmmende.

Hvorefter jeg var nødt til at hive masken af i nogle sekunder, og starte forfra med det, der hedder indsovningslufttryk. Det kan ses på min statistik, men trods alt er der stadig lang vej op til det, jeg havde af udfald før i tiden.

Så vidt, så godt. For der er jo mere end "bare " min søvnapnø, der er nyt i min hverdag.

Jeg skal nemlig én gang om ugen stikke en sprøjte ind i mit maveskind, og indsprøjte noget, der hedder Ozempic. Og hvis dét holder, hvad det lover - så bli'r fremtiden spændende.

Jeg får produktet for min diabetesII - og det har intet med insulin at gøre. Det indeholder et stof, der sætter turbo på sukkerets vej ind i cellerne, så det bliver forbrændt hurtigere - og samtidig laver kringeling med fordøjelsen, så jeg mister en stor del af min appetit, og får nedsat mine tarmes evne til at transportere. Hvilket jo rent faktisk ikke er h e l t så godt, da jeg jo ikke lige har den store bevægelighed i venstre side af maven - og dermed heller ikke i de tarme, der ligger dér.

Men - jeg er nu ganske fortrøstningsfuld, for selvom jeg så må arbejde en hel del hårdere på at få afleveret dét, der en del timer tidligere smagte godt i munden, igen - så viser det sig, at jeg godt kan følge med.  Heldigvis.

Nu er jeg jo lidt af en nørd, når jeg selv skal sige det, så jeg dansede en stille nerdwaltz, da jeg opdagede at der var en online facilitet, der automatisk henter alle mine resultater fra apnø-maskinen og præsenterer den overskueligt - samt en app, der styrer ikke bare mine indsprøjtninger, men også holder kontrol med min vægt. Så der var ikke et øje tørt, i det lille hjem, da jeg fik begge dele installeret på computer og smartphone.

Så nu sidder jeg faktisk hver dag og glæder mig til at gå i seng, så jeg dagen efter kan se, hvordan jeg og min krop har opført os i løbet af natten. Forhåbentlig med fremgang over hele linien, selvom der naturligvis vil kunne være tilbageslag, indtil det hele er en fast rutine og kroppen vænner sig til alt det nye.

De hævede fødder og de snottede næser ?

De hænger skam sammen med den meget varmehungrende mand, jeg har udviklet mig til at være - nu, hvor kroppen bliver udsat for ikke bare et anderledes blodtryk - det er jo en gammel historie - men også et spændende stof - Ozempic - der laver om på visse dele af min varme/kulde opfattelse.

Hvilket så bliver understøttet af apnømaskinens indgriben i min nattesøvn, så jeg i løbet af dagen bliver mere og mere kold i huden, og er nødt til at tage muffedisser på og tæppe over mig, for at kunne få varmen.

Men det er sikkert kun en kort overgang, indtil alt bare er peechy, og min krop og jeg dermed kan tage fat på en hel masse dejlige dage ig..........

Ups, dér var det lige ved at gå galt. For jeg ved jo godt, at jeg kun kan tillade mig at se én dag frem ad gangen - nemlig den dag, jeg er i her og nu.

Så det vil jeg gøre - og acceptere det, jeg ikke kan ændre, mens jeg ændrer det, jeg kan. For hvad angår mine sygdomme - bare et par af dem - er jeg nemlig blevet præsenteret med en viden, der gør mig istand til at se forskel.

Livet - levet på livets betingelser.

In angelus voluntas sits

Inde i kroppen på  mig sidder den der koldvåde fornemmelse, der kan opstå engang imellem når jeg har fået åbnet ud til haven alt for tidligt. Det virker næsten som om en tåge havde sivet stille ind, snoet sig om mine fødder, og lige så roligt indhyllet mig i kolde, klamme, brugt-vaskekluds-lugtende restdråber efter nattens mareridt.

Udenfor forsøger en forkølet due at frembringe nogle af de kurr, den ellers normalt kan præsentere på mest gennemtrængende og uimodståelige vis - men ender med noget, der lyder som opspyt efter en halsbetændelse. Imens stønner naboens hæk under vægten af oliefyldte dugdråber, der ikke drypper, men vælder ned mod den allerede overmættede regnjord.

Det er morgen - og det er Sommerens Sidste Dag.

Godt nok har mange forskellige meteorologer indtil nu forsikret mig om, at der skam nok skal komme noget mere varme - ikke så meget, men lidt har vel også ret - og at der går lidt (med understregning) tid inden næste regnskyl drypper forbi. Meeeeeeeeeen............

Morgenfugten og den udendørs fra kommende kølighed, gør sit til at få mig til at skutte mig, og trække morgenkåben tættere ind til min trindtfede skribentkrop, mens tanken om en varm og hyggelig dyne igen og igen dasker forbi min knapt vågne bevidsthed, og lokker  på fortrinligste vis.

Pludselig blander en kvidrende frisk stemme sig i mine ikke ær- men dyn-bare tanker, og får mig til at løfte blikket en anelse op over skærmens tristblinkende sortheder - hvorefter jeg får øje på et morgensyn, der får laget af tristesse og knoglekulde revet væk i et snuptag.

Med en himmelbaggrund af blåt og forskellige versioner af nydelsesgråt ser jeg min genbo - Min Engel - morgensmilende vinke over til mig - og straks begynder øverste etage at udstede smældende ordrer til den ellers trætte og ugidelige krop. "Ret dig op - Løft hovedet - Smil - Gå udenfor og sig Godmorgen! ".

Og som dirigeret af usynlige tråde, trukket af en gemt Gepetto, reagerer jeg, og når i tre små hop udendørs, mens jeg samtidig får bundet morgenkåben fast, og hentet et smil op fra kassen med de ægte. Hvilket betyder, at min egen morgenhilsen lyder væsentligt mere frisk, end jeg følte mig få øjeblikke tidligere.

Men.......

Da jeg et par minutter senere får sat mig bag tastaturet igen, opdager jeg noget ganske forfærdeligt - noget så skræmmende og uhørt, at det sender gys ned ad den rygrad, indtil flere før i tiden påstod var ikke eksisterende.

Morgenhilsenen og de varme smil har fjernet min pludseligt opståede trang til at beskrive denne dags gråvåde begyndelse i sortgrå fodslæbende retorik - og erstattet den med småfinurlige gladmorgentanker.

Som jeg - efter kort tids eftertanke - vælger at putte i "Til Senere Brug"-kassen, så jeg kan komme til at gøre det, jeg egentligt gerne vil.

Putte mig under dynen igen - bare sådan....... lidt.

Og alt det bare på grund af en engels morgenpust på en mat glorie. Godt jeg ved, at jeg bare kan sætte mig igen senere, hvis jeg får lyst, og trække de nedputtede tanker op af kassen, kigge på dem, og lade dem snørkle bogstaver på skærmens papir.

Indtil da vil jeg - tage ét snork ad gangen.....

Brølende piller, og pillende brølere.

Det var lyden, der vækkede mig. En langsomt rullende, let mavevibrerende bas, der lød som om nogen havde tabt et læs mursten på parkeringspladsen, og som gentog sig selv med uregelmæssige mellemrum - ledsaget af både blå og gule farver, der glimtvis lyste mit morgenmørke soveværelse op.

Tordenvejr, sagde min hjerne. Tordenvejr. Op med dig, lille mand, for der er et tordenvejr igang.

Hastigt dansede jeg ud af sengen og rullede gardinerne op inde i stuen - fik kaffen sat i gang, computeren tændt, og sat mig til rette ved skrivebordet med mit sultne blik rettet ud af de to store 75" skærme, der udgør mine vinduers grænseflade til omverdenen.

Og ganske rigtigt - lyn efter lyn dansede over himlen mens guderne brølede en heftig godmorgenhilsen.

"Menneske stå op - hør vort beats hastige rytmer - se vort show udfolde sig på himlen - og dans en fandango med os i den snart hvirvlende regn".

Skyernes medbragte tusmørke udviskede grænserne mellem de to verdener, og gjorde det muligt for mig, at lade hjernen danse over i et Univers, befolket med trampende jætter, hvis stærkt behårede fødder klaskede en uregelmæssig melodi ud af undergrunden, og af gudernes stridsvogne, der lod  flinthjulene skabe morgengnistrende farlighed i en ellers til tavshed skræmt verden. Alt levende dukkede hovederne for at undgå de løsslupne, og fuldstændigt uberegnelige lyns hærgen på den nu næsten kulsorte himmel.

Aahh - Vildskab !!

Dans mig en polka, headbang en dødsmetal, og lad mig være tilstede når tæppet trækkes væk, og verden tæller sine ofre.

Fnysende stråler af varm luft damper ud af mine næsebor, mens jeg begejstret hastigt forsøger at få mine livstrætte lunger til at baske mere ilt ind i min fuldstændigt morgenmørbankede krop - og et ekstra stærkt naturglimtende sprøjt af udefra kommende lys afslører......

..... at jeg har glemt at tage mine piller i går aftes.

Uigendriveligt ligger pilleholderen dér. Som skabt af det lys, der afslørede den fejl, jeg ikke havde set komme - manglende indtag af de piller, der ellers skulle have skabt orden og lavtryk i mit indre uvejr, og sørget for struktur i en verden uden grænser.

Alt står et øjeblik stille. Frosset i en lynblank erkendelse af, at nok kan verdenen gå amok. Og nok kan mine øjne og mine ører blive forkælet med tordenvejrets indtryk ad libitum. Men mit helbreds vedligeholdelse, og mit blodtryks nedholdelse, vil altid være fire klasseklare esser, i det spil, der hedder livet.

Og mens erkendelsen af gårsdagens fejlslagne medicinindtagelse i langsomt tempo overtager mine såkaldte "højere" hjernefunktioner, siver lyset ligeså langsomt tilbage i den verden, der for et øjeblik siden var vild, voldsom, og uden volvo'er.

Fornærmet morgenbøvsende hilser et tordenskrald mig farvel igen fra det fjerne, og minder mig om at der på et endnu ikke kendt tidspunkt vil være nye billetter til salg til en foreløbig ikke koreograferet fremtidig opsætning af hele scenariet igen - men at jeg nok ikke vil være tilstede, såfremt jeg ikke følger den stramme struktur, dagligt pilleindtag forlanger.

Torden og troldelyn gør dog ikke mit tab lettere - det gør kun en tidligere indtagelse af denne morgens utallige forskelligtfarvede og forskelligtformede piller (tab-letter), sammen med en morgenmad, der kan berolige min hastigt vibrerende mavesæk.

Tre kopper stærk kaffe har nu en gang dén effekt på et sådant organ.

Og Lyset bryder frem for fuld tryk - kaffen klæber sig til tungen - og i køkkenet venter en portion havregryn tålmodigt på at blive forberedt til nedsvælgning, mens min Sindsro minder mig om, at jeg ikke kan ændre gårsdagens fejl, men kun søge ikke at gentage dem i dag.

Så mens den tanke - ledsaget af et forsinket tordenbrøl i det fjerne - bevæger sig på plads i mit Sind, slipper jeg tastaturet, og bevæger mig ind i denne dag.

Go'morgen - og tak for mig.

Tidligt nok.

Hæst hyler vinden i træerne, mens dampen fra theen hvirvler rundt om min mund og næse.

Jeg puster på indholdet i koppen, for det er frisklavet og knaldvarmt - og tager den første morgenslurk, mens min krop stille henfalder til nydende afslapning. En vildt irriterende flue beslutter sig pludselig til at udfordre skæbnen - og den netop genfundne fluesmækker - ved at drøne dødsforagtende rundt om mine cremefugtige øjne. Men nej, lille fyr, der er ikke noget at komme efter for dig, så sæt dig bare lige så roligt på skrivebordet, så skal jeg vise dig noget, du aldrig har set før, og som du aldrig vil se igen. Plastic med huller i.

SLAM!

Den nu ubevægelige fluekrop drysser ned i min lille papirskraldespand, og jeg genoptager morgenens nydninger - vejret, vinden, og velbehageligheden, der ruller gennem min morgenparate krops forsvarsværker, og nulstiller alle mens alt bliver løsnet og varmet.

Nogle ville måske sige, at det er alt for tidligt at stå op - bare fordi klokken kun er tre og natmørket har en godt, gedigent, greb om alt derude. Det hele kan høres - træerne, der drejer sig i vinden - grenene, der skraber mod hinanden - hylet, når vinden kastes rundt om hjørnerne - men intet kan ses.

Mørket er totalt, og de eneste lyspunkter i tilværelsen, er skærmen der kaster sit kunstige lys ud over skrivebord og tastatur - og stearinlyset i thevarmeren, der sender sine varngule stråler ud gennem hullerne i porcelænet.

Radioen brummer næsten ikke hørbart i baggrunden, kun for at blive overdøvet når vinden udenfor bygger sig op til endnu et crescendo, og hylende minder mig om, at der er efterår på vej. At denne nat sikkert er et tidligt forsøg på at kaste efterårets kølige kulde og vissentvarme farver ud over det hele, inden dagen og solen får mulighed for at ændre tilværelsens virkelighed.

Pludselig er alt stille - radioen har ramt et sort lydhul, og vinden kastet sin egen lyddøde virkelighed udover alt det, der er udenfor - og kun en svagt knitren  bryder med mellemrum stilhedens stivnen. Alt virker som om intet eksisterer, og nu'et fryser fast i et øjebliks akavet krampe.

Indtil lyden af vinden igen bryder uimodståeligt igennem stilheden, og fylder alt med nye, kakofoniske beviser på, at verden virkelig venter udenfor, og den hvirvlende dans om træernes slanke tyndhed og grenenes stadig saftspændte sprødhed, er igen mit natlige morgenlydbillede.

Langsomt dukker radioens musiske komplementering op igen, og lægger et lydtapet under naturens storslåede vindballet - mens den gør min morgenhjerne klar over, at der sikkert skal dyrkes noget mere shuteye, inden dagens lys afløser nattens mørke.

Det kan nåes endnu - for jeg lever kun én dag - én nat - ad gangen - og kan derfor tillade mig at nyde alle øjeblikke enkeltvis og fuldt ud. Så jeg vil tørre mine cremevåde øjenkroge, puste lyset ud under theen og sætte pc'en på Standby, mens lamperne morgentændes på parkeringspladsen, og nattens mystik mister sin spændstighed.

Med et roligt smil rejser jeg mig, og slukker for lampen ved siden af skærmen, inden jeg følger dynens kalden, og sengens kølige velsignelser.

KLIK.

Da farfar var ung.

Før i tiden.....

.....var min krop spændstig og lækker som en let knudret Hershey-bar med nødder.

Nu skal jeg finde vej ned til det, jeg ikke har set i mange år, ved at lade mine krogede fingre danse ned af den eventyrlige bule, der udgør min mave, og tælle antallet af rynker - for ellers aner jeg ikke hvor mine fingre skal stoppe og tage fat i det før i tiden stærkt berømmede, men nu unævnelige, der hver nat jager mig op af min seng med kortere og kortere mellemrum.

Der skal jo afvandes, skal der.

Før i tiden....

....dansede solen over mine brunede lår med et sprælsk glimt i øjet.

Nu glimrer både brunheden og spændstigheden med sit fravær, og efterlader indtrykket af et par blegfede, let bumsebefængte, stolper, der helt nede for neden er sat sammen med enhver brøndgravers drøm om letfundet vand i massevis. Furix længe leve !! Eller..... nej, for pokker da - det får jo mit blodtryk til at styrtdykke ned under gulvbrædderne.

Og det har jeg sgutte brug for..

Før i tiden....

.... var alt så let som at klø sig i nakken.

Nu er nakken bare det sted, hvor ømheden starter, og evnen til at nå derom med mine snart gigtramte fingre, er en saga blot. Jeg kan dog tydeligt huske, at jeg en martsaften i nittenhundredefortiden blev masseret af et par pigefingre, der dansede henover de egentlig ikke særligt ømme muskler, som var de udstyret med vinger. Fingrene, altså - ikke musklerne. Men dèr kommer de sikkert alligevel hurtigere, end forventet - vingerne, altså.

Før i tiden....

.... var det ikke nødvendigt med hjemmehjælp, støttestrømper, øjendrypning, og sensibilisering af de døde nerver.

Det har flokken af pludseligt opståede propper i pæren gjort enormt meget ved. Så nu er jeg dagligt  arbejdsgiver for en masse mennesker, der løber ind og ud af mit lille hjem. Hver og en med varierende evner udi det, at hjælpe - det, at snakke - det, at udvise empati. Og med varierende meninger, om dette og hint - hvilket godt kan få bølgerne til at gå højt.

Men de er nu meget søde alligevel - også når jeg er uenig med dem. Jeg har jo altid ret, ikk' ?

Den eneste, der med sikkerhed altid kan få mig til at makke ret, er den ergoterapeut, der ved brug af en spids træstrikkepind, har sørget for at sensibilisere nerverne i min hånd og fod. Og hvis ikke det var fordi, jeg kun efterlader mig gæld, når jeg engang smutter videre - så skulle hun have arvet alt.

Mindst !

Før i tiden....

.... var jeg ikke gammel, syg, og vanskelig.

Hvilket jeg egentlig heller ikke ved, om jeg er  - nu. Jeg føler det bare, ind i mellem - når alt gør ondt, hovedet svimler, maven slår knuder, og øjnene danser fandango.

Derfor har jeg nu indløst min til stadighed stående invitation, til at blive medlem af Grumpy Old Men - for så har jeg da en undskyldning jeg kan bruge, når jeg engang imellem hvæser af det hele, og er lidt - eller meget - nede.

Jeg er jo bare en Grumpy Old Man, der har fået Sindsro på hjernen. Og jeg falder hurtigt ned i en rolig eksistens, hver gang det går op for mig, at der findes mange ting, jeg ikke kan ændre, og en hel del andre, jeg godt kan.

Dén Visdom, er jeg slet ikke ked af at have opnået indsigt i. Selvom det så kun er Én Dag Ad Gangen, og Én Opgave Ad Gangen.

For så vågner jeg lige så roligt, som jeg falder i søvn - i tillid til, at livet bliver levet på livets præmisser.

Før i tiden....

....kan jeg ikke ændre, men jeg kan acceptere det, jeg har gjort forkert - og be' de mennesker om undskyldning, som det er gået ud over.

Og dét - gør jeg med glæde.

Lige midt i Livet......

Udenfor stråler solen ubarmhjertigt ned fra en så godt som skyfri himmel, og det livgivende og lisende tordenvejr er stadig indtil flere lande væk fra lille Langeland. Selv de små pipdyr vælger at bevæge sig fra skygge til skygge så hurtigt og gesvindt som muligt - alene for ikke at svides til støv, mens de samtidig søger mod områder, hvor de kan finde svalende vand af alle slags.

Indenfor sidder jeg bag nedrullede gardiner og med begge blæsere stillet på fuld skrald - og ønsker samtidig at jeg havde et lommetørklæde, der var stort nok til at dække hovedet. For så ville jeg væde det i vand, og klaske det på den sparsomt bevoksede isse, og acceptere at det ville være nødvendigt at blinke med regelmæssige mellemrum, når de vådkolde dråber sneg sig ned over øjenbrynene. Hvis de endda ville kunne nå så langt, inden de tørrede helt væk.

Suk.

Alene det, at jeg på tværs af mine normale skrivemåder vælger at skrive midt på dagen - istedet for at sidde med blæserne h e l t oppe i hovedet og den kolde bruser hængende ovenover - fortæller mig, at alt er af lave.

Naturen er af lave - helbreddet er af lave - hverdagen er af lave - og så har jeg fået et myggestik........

Det' sgi da no'et lååårt, det hær.

Jeg lukker øjnene, og trækker mig ind i mig selv, mens jeg forsøger at finde en form for ro og fred i det faktum, at jeg trods alt hvad der er ramlet ned over mig, stadig sidder med arme og ben funktionsdygtige, og med intelligensen (så vidt jeg da ved) intakt.

Så blæse være med vandet i benene, vandet i lungerne, det stærkt svingende blodtryk, og alle de andre underligheder, der optræder til hverdag. Jeg vænner mig vel til de af dem, der ikke kan ændres, på et tidspunkt.

Jeg tror sgi, at jeg vil glædes over lyset, livet, luften, letheden, og lykken, der kan få mig til at smile af glæde over, at jeg traf det rette valg for syvogtredive tusinde syhundrede og seksten timer siden.

Ellers tror jeg næppe, at jeg havde overlevet mine blodpropper - jeg havde nok heller ikke levet længe nok til at kunne få dem, men havde drukket mig ihjel inden da.

Og dét - er jeg taknemlig for.

En Dag Ad Gangen. Med håbet om Knald, Bulder, og Skybrud forude - helst i dag - kan jeg så sidde her, og skumle over Tilværelsens Uendelige Lethed, mens alt bare er no'et l............ Hallooo - jeg har jo is i fryseren !!

Afsted det går - og straks er det hele lidt lettere, og Sindsroen indfinder sig - stille og roligt.

Tankemyldermås...

Så skete det igen.

Endnu en gang sætter alle mine tanker sig på tværs - i mit indre univers, univers, univers, de har sat sig på tværs - og forhindrer mig i at nå frem til det, jeg ellers gerne ville dele med jer i dag, kære læsere.

Straks er der dømt forstoppelse i mit udtryksorgan, mens den ene tanke efter den anden slår bremserne i, og forsøger at stoppe inden de allerede kuldsejlede af slagsen rammes med hundrede kilometer i timen.

Og det eneste jeg kan gøre, er at kigge på hele den rodebunke, der udgør mit kreative jeg på denne ellers så dejlige morgen - og lettere forvirret tage tilfældige tanker op og undersøge dem én efter én.

Dér var dén om rådyret i haven - og den soveplads det åbenbart har fundet sig - hvis ikke det da er en grævling......

Og dén om mit legemes pludseligt manglende evne til at kunne udholde den sol, vi alle har sukket hele vinteren efter - de nedrullede gardiner - solbrillernes mulighed for at beskytte øjets sårbarhed overfor det skarpe lys......

Og dén om mine bens forvandling til betonstolper - vand i fødderne er aldrig rart - og kompressionsbind gør ondt....

Og dén om........ Og dén om........ Og dén .......

Frustreret kaster jeg tankerne rundt mellem hinanden, og ser hvordan de danner tilfældige, pludselige billeder, der ellers ikke ville have opstået. Sære, krøllede eksistenser, der kun er tilstede fordi jeg tillader det.

Sovende rådyr med solbriller på. Tungt vraltende betongrævlinge. Og pludseligt danser begge en festlig mazurka sammen, til tonerne fra Sven-Olriks Orkester.......

Jeg samler mit halvsnorkende hoved op, inden det rammer bordpladen, og kaster lidt mere the ind i munden - sådan bare for at se om jeg kan vågne lidt bedre, men må erkende at nattens hvileløse timer ligger tungt på samvittigheden.

Den samvittighed, der pludseligt gør mig opmærksom på, at jeg stadig mangler at træffe en afgørelse - om jeg skal tage med til den inviterede fødselsdag i dag - jeg har faktisk glædet mig meget til den - eller om jeg skal strække våben og blive hjemme bag de nedrullede gardiner, så jeg kan blive bedre istand til at kunne deltage i fremtidige fester.

Rent faktisk tror jeg, at det er dét, der har stillet sig i vejen for mine ellers så morgenmuntre tankefinurligheder, og fået dem til at trimle rundt som fejlkastede spindetoppe, inden de kuldsejlede på kanten af mit udtryksorgan, og endte i det hjørne, der allerede fra start så ret overfyldt ud.

Og hvis jeg ikke får taget mig sammen til at træffe en bindende afgørelse om festen - så tror jeg, at  bunker af tankemylder vil fortsætte med at vokse frem, og ultimativt forhindre mig i at komme frem til dén ene tanke, der hver morgen de sidste ettusinde femhundrede og niogtreds dage har fået lov til at stå forrest i et taknemligt sind :

I går var jeg ædru - og det vil jeg også være i dag......

Et dagligt valg, det har været forbavsende let at overholde siden den morgen, jeg valgte at blive ædru for min egen skyld, og ikke for andres. Vel vidende, at jeg endnu en gang ville miste alt, og stå tilbage med en væltet tilværelse, og en kuldkastet eksistens.

Suk.

Egentlig havde jeg jo mistet det hele på forhånd - allerede dengang jeg faldt i efter mange års ædruelighed, og ødelagde mit daværende tredie ægteskab. Og alt sammen var det efterdønninger fra den første Minnesota-behandling på Von Veritas - alene fordi jeg aldrig ville tillade mig selv at opdage, at jeg dengang valgte at blive ædru for alle andres skyld - og ikke for min egen.

Men er det ikke netop sådan, det er med ædruelighed ? Hvis jeg ikke passer den, og dagligt sørger for at holde den skinnende blank - så ender den med at ligge ovre i et hjørne og surmule af frustration og græmmelse.

Og så opdager den slet ikke, at jeg pludseligt står på kanten af en åbnet flaske pullimut - iført synsvæltende dykkerbriller og outdatede speedos - parat til at tage det hop, der vil ødelægge alt og sætte mig tilbage til "square one" igen.

Det har jeg sgutte lyst til - så hen på plads med dig, bette ædruelighed, og lad mig få børstet og pudset dig grundigt, så du spinder af ren Sindsro, og får Mod til at gøre det, der skal og kan gøres, når altså du har brugt dén indre Visdom, al ædruelighed er født med - til at kende forskel på do's and don'ts.

Phewww.......

Pludseligt trak morgenmylderet af finurlige tanker mig i den rigtige retning igen, og sørgede på den måde for at jeg fik genskæret fra den dagligt nypudsede ædruelighed tilbage, hvor det hører hjemme.

I et sind og en krop, der elsker Livet, og accepterer at leve det, på Livets Præmisser.

Tak for mig.

(i får lige en ekstra lille morgen-treat - nemlig den originale version af Reinhold Niebuhr's bøn, der ligger til grund for den Sindsro-bøn jeg, og utallige andre, dagligt bruger: )

God, give us grace to accept with serenity
the things that cannot be changed,
Courage to change the things
which should be changed,
and the Wisdom to distinguish
the one from the other.

Fahrenheit 451

Varmedisen danser henover fliserne på terrassen, mens Roxette synger "Dressed for Succes" i mine højttalere, og det skarpe sollys forsøger at kravle ind under mine halvlukkede øjenlåg.

Det kan nu ikke være min aktuelle påklædning, Marie Fredriksson hyler højt om - for den består kun af det mindst mulige, mens både bukser og t-shirt er lagt strategisk frem, så jeg kan nå at hoppe i det, hvis der skulle komme besøgende.

Hvilket der nok ikke gør - altså udover de fluer, der desperat søger ly i skyggerne herinde, og de hjemmehjælpere, der taknemligt stiller sig foran min blæser for at blive lettere afkølede inden de skal videre til andre borgere. Tilsammen ikke ligefrem de allermest intelligente sparringspartnere på en hed sommerdag, hvor hjernen brænder sammen på alt og alle.

De nedrullede gardiner og pivåbne døre bringer pludseligt minder om tidligere tiders kørsel til Sydeuropa, hvor timerne mellem 11 og 15 blev kaldt siesta, og tilbragt indendørs i ly af de tykke og kølige mure, mens verden svedte og fluerne floppede døde omkuld - brændt til trækul af moder Sol's ubarmhjertige stråler.

Til gengæld kunne jeg se frem til aftener fyldt med fårekyllingers sang og blide vinde henover terrassers paelladuftende, køligtsmagende nydning. Nok fordi det var andre, der kreerede retterne, og serverede de kølige drikkevarer - for helt ærligt talt, så har jeg nul og en høstblomst lyst til at lave mad her og nu. Det brænder solen alt for hårdt og ubarmhjertigt til at kunne tillade - og mit køkken er heller ikke gearet til det - og jeg har heller ikke lyst - og jeg ville ikke ane hvad jeg skulle lave - og.......

Undskyldningerne står i kø, mens min hjerne langsomt overvinder varmens inerti og sætter sig i gang.

Paella........ Fyldt med alt muligt lækkert guf sammen med risene....... Eller hvad med risotto.......... Bare risene, smørret, fløden, ærterne, suppen - og tiden..............

Mine næsebor opfanger allerede duftene fra alle de retter, jeg forestiller mig at jeg går i gang med i mit spartanske tankekøkken. Og de smagsløg, der ikke har fungeret ordentligt i snart 7 måneder, begynder at sende beskeder til spytkirtlerne, så munden kan vædes ordentligt inden den første bid af det, jeg måtte ende med at fremstille, glider over mine læber.

Det skal være med revet Grana Padana, beslutter jeg mig til. Og smør. Og bacon. Og.....

Endnu engang driver jeg ud på fantasiernes Mare del Mad, hvor bølgerne er jomfrukerneolie, fiskene er groft skårede kødstykker, båden jeg sejler i er sammensat af spaghetti, så den ligner Thor Heyerdahls Kon-Tiki, og skumsprøjtene er nyrevet Grana - strøet med løs hånd ud over det hele.

Suk.

Det må være varmen, der får min hjerne til at koge over. Intet fornuftigt og intelligent væsen vil på nogen måde kunne få sig selv til at lave varm mad på dét her tidspunkt af dagen - ti treogtyve siger soluret, når jeg kigger ordentligt efter - og intet rationelt væsen kunne da tænke sig at spise varm mad på et sådant tidspunkt.

Vel ?

Jeg er nu hverken rationel eller fornuftig i øjeblikket. Måske endda heller ikke intelligent, når jeg kan forestille mig at guffe smeltet ost og de tilhørende spaghetti i mig, under udstødelse af høje smaskelyde. Ja rent faktisk er jeg lettere overbevist om, at det må være min indre grissebasse, der stikker trynen frem, og tigger om trøfler.

Hvilket vel heller ikke er så ring' endda.

Kortvarigt danser et billede af UglyGrissebassen herover mit indre lærred - med bagdelen i vejret og trynen nede i jorden, på vej gennem skovbunden for at finde det sorte guld. Og et hjælpeløst hulkende grin får mig til at glemme alt om madlavning, mens mine hænder bliver klasket sammen i et stornydende latteranfald.

UglyGrissebassen.......

Hvor er jeg dog glad for at leve livet, som jeg gør - sådan, Én Dag Ad Gangen.

Tadaaaa....... Så er Cirkus åbnet.

Højtærede herskaber, grevskaber, klædeskaber, videnskaber, ægteskaber og djævelskaber - Alle er velkomne. Tykke og tynde - brede og flade - rullemænd, tullemænd og julemænd. Sprællemænd og skraldemænd. Landmænd og vandmænd. Her loves der fuld tilfredshed eller pengene er spildt.

Så kom nærmere, kom nærmere......

Cirkus Blodus Proppus slår teltdørene op for alletiders mest spektakulære forestilling. De tre eminentfantastiske væsener, der hver for sig - og dog tilsammen - udgør aftenens finurligtmorsomme underholdningstrio - og som uden at øve er istand til at fremvise deres mageløse og magtesløse livsøjeblikke.

Se den morgenforvirrede lillehjerneproppist, og nyd hans storslåede brøl af afmagt, når han forsøger at fortælle jer allesammen, hvor forfærdeligt han har det. Nyd hans klavrende gang, og de morsomme spjæt, hans krop laver, når han forsøger at rejse sig op efter endnu en gang at være faldet. Og bare rolig - hans mærkværdige viften med armene er skam hans eget helt specielle tegn på, at han nyder bifaldet fra jer.

Derefter skal I bringes til undring over den næsten katatoniske tilstand, storhjernepropindehaveren udviser, hver gang en af hans utallige TCI'ere sender spøgelsespropper gennem den hårstrittende knolds små blodfærdselsårer, og måske også forfærdes over den måde, hans øjne hjælpeløst kigger hver deres vej - blodsprængte og driiiivende af væske fra tårekanalerne.

Og så, mine damer og herrer, så går vi over til forestillingens store clou - den fantastiske og næsten umulige, men ikke desto mindre et hundrede procent rigtige - Manden, der Overlevede at vågne op som Hjernestammeproppist. Se, hvordan han kæmper sig gennem utallige farefulde situationer - den manglende synkefærdighed - stemmen, der forsvandt - tarmene, der standsede - og smerten, der ikke eksisterede.

Føl med ham, mine damer og herrer, når han udsættes for samfundets skånselsløse genoptræning. Den indædt hårde sensibilisering af hånd og fod, og indtagelsen af de utallige mystisk magiske pulvere, der fik alt til at lugte af svovl og samtidig uddannede ham til Mester i WC-spulning for enkelttarm.

Og græd sammen med ham, når I på de sidste billeder oplever ham sidde alene, med det vandfyldte  øje løbende ud over alle grænser, mens venstre ben og arm brænder af mærkelige fornemmelser - uden at kunne blæse al den damp af, der har bygget sig op i ham siden Livet satte Proppen i Åren.

Billetterne er næsten gratis - de koster kun en smule af jeres blufærdighed og al jeres nysgerrighed...............

....... med mindre I er den type, der kunne tænke sig bare at droppe forbi, og dele en kande kaffe eller ti, mens han endelig får mulighed for bare at snakke - bare at fortælle, beskrive, ordpåsætte, gi' slip på, alt det der næsten har fået sikkerhedssystemet til at slå til, og lukke dampen buldrende ud gennem den fløjte, der umiskendeligt siger:

Så godt har jeg det nu heller ikke.......

...........SirUgly1

Blink.

Morgenen er stille.

Kun et fjerntstående træ vifter eftertænksomt med en enkelt gren, mens dets fætre og kusiner ser til i tavs, stillestående tankefuldhed - indtil alt, i et hvirvelvindsåndeløst millisekund skifter, så den fjernthængende eftertænksomt viftende gren stivner i sin påbegyndte bevægelse, mens alle andre kaster sig ud i en morgendans par excellence til melodien fra vindstødets susen om hjørnerne.

En morgenforvirret sort pipfugl kaster sig ned efter et netop vågnet insekt, der aldrig når at opdage hvad der skal ske, før det sidste øjeblik er oprundet for det. Og i næste sekund sidder mester pip fjerpudsende på toppen af min hæk, mens en afrevet insektvinge stille roterer på sin vej mod græsset og de ventende myrer. Hvil i fred, flyvende mester møgbille - du har opfyldt din plads i hele det billede, universet dagligt stiller til skue for den morgentrætte.

Og mens ordene finder deres egen vej ud gennem mine fingre, og småpludrende af træt filosofisk morgenhjerneknasende fnidder, lander på skærmen foran de øjne, der er så fyldt med klistrende efterveer af den sidste prop, at den sete verden med mellemrum antager djævelske proportioner før et enkelt blink retter op på situationen, så  hugger et pludseligt host opmærksomheden, og får mig til at  forsøge at få opleveret det slim, der startede de bjæf, der får mig til at lyde som en ældre, ubestemmelig hunderace med vejrtrækningsproblemer.

I radioen tigger Mø mig om ikke at lade hendes sprøde ungpigestemme være vores sidste sang, inden vi begge besøger Hotel California på en ørnesikker søgen efter den ro, studieværten præsenterer med en stemme, der ville kunne lulle selv en eftertænksomt vingepudsende sort pipfugl i søvn igen.

Blink.

Sekundet efter, er der gået flere minutter - hugget af den pludselige overgivenhed, der på det seneste har fyldt min hverdag med spændende situationer -  alle indeholdende momenter af svar på dét eneste spørgsmål, der pludseligt trænger sig på - om jeg griber mit hovede, inden det rammer bordpladen, eller om jeg skal have gang i førstehjælpskassen?

Indtil videre vokser der stadig spindelvæv på kassen.

Jeg lader tanken om hotellet, tusinde mil syd for San Diego, forsvinde ind i en ni minutter over halvseks opstået hjernetåge, og nøjes med at holde mine morgentrætte hænder om thekoppen, mens slurk efter slurk af den grønne, japanske the finder vej ned gennem mit spiserør, og mine øjne distræt afsøger den udenfor opstandende verden for andre livstegn.

Dér.

Lige præcis dér. I genboens vidundervæsentlige voliere ligger der et livstegn og betragter mig med en ophøjet zen-lignende undren over den verden, der opstår foran den. Som ville dette firbenede, pelsklædte verdensherskende eksemplar af racen felidae påpege, at jeg nok burde daffe ind under dynen igen istedet for at belemre den og alle andre med endnu flere uendeligt kedelige ordsammensætninger.

Så mens det går op for mig, hvor flabet et sådant dyr kan være - bare ved at kigge på én - lader jeg tanken om mere søvn rulle ind forbi den dyneløftersang, der melodisk danser Unchained ind fra højre, hvor The Righteus Brothers åbenbart har stillet sig op foran en metalskinnende mikrofon, og lader deres politisk ukorrekte hvide ansigter synge sort.

Blink.

Morgenklubbens dyneløfter får sit ønske opfyldt i radioen, mens jeg mister endnu et par minutter af den tid, der allerede fra starten af livet er blevet tildelt mig. Med både sløjfe og papir omkring. Og med et sæt går det op for mig, at dagen er begyndt og livet startet op igen efter nattens lille død.

Startet op - med et hviskende løfte fra mig selv til mig selv om også i dag at være ædru, bare én time ad gangen, én dag ad gangen. Men jeg ved først iaften, om det er lykkedes mig. Her og nu er der kun formodningen til stede - ledsaget af den Sindsro, Mod, og Visdom, der kan holde mig fast.

Dag efter dag - blink efter blink.

Og det er nu ikke det værste, der er.

Tornerose.

Vaner er noget mærkeligt noget. Bedst som jeg sidder og skal igang med denne blog, bryder indtil flere forskellige vaner ind, og ændrer hele min kreative rytme.

Bare fordi jeg er:

- vant til at spise morgenmad før jeg laver noget andet.
- vant til at læse avisen online før jeg laver noget andet.
- vant til først at lave morgentheen når maden er spist.
- vant til at være vant til altid at lader vanerne komme først.

- altså hvis jeg ellers gør, som jeg i perioder ikke kan lade være med. Kører på autopilot, når jeg er stået ud af sengen. Og det er så ganske ligemeget, om klokken er tre eller seks - autopiloten bliver slået til og er så godt som umulig at slukke igen.

Med mindre, der sker noget uventet.

Såsom pludselige kuldeanfald i min vanvittige venstre arm - tankemylder under spisning af morgenymeren - eller hvad med et pludseligt crescendo i den snart for i år stoppende pipfuglesang - og den allerbedste:

Lyst.

Lyst til at skrive, lyst til at udfolde mig, lyst til at nedfælde de der irriterende tanker på jomfrueligt hvide skærme, for bagefter at kaste dem i grams ude blandt mine læsere.

Og så er det, at jeg bliver ramt af en depressiv tanke - "De læser det jo nok slet ikke.....Der er sikkert slet ingen, der læser det du skriver....." - og dén får lov til lige at hænge over mit arme morgendinglende hoved, inden dens modpart - vreden - begynder lov til at bruse frem.

"Hvad bilder de sig ind ! Her sidder jeg en alt for tidlig morgen, og udøser mit jég - mit selv - foran øjnene på dem, og så gider de sgu ikke en gang at læse resultatet ?Sgufandenoghelvede ! "

Alt sammen på et splitsekund inde i den grå grød, der er min hjerne. Derinde, hvor propperne ellers effektivt sørgede for at sætte begrænsninger for mine kreative udfoldelser. Tror jeg nok......

Tror, skriver jeg. For alt det, du har læst indtil nu, kære læser, skete i løbet af de første øjeblikke af denne dags vågne tilstand, og bliver medvirkende til at afgøre om jeg skal skrive, eller sove igen.

Og indrømmet - i dag er det nok trætheden, der vinder og sender mig tilbage under den dyne, jeg forlod for halvfems minutter siden. Så må de spæde tanker, der er begyndt at dukke frem i min bevidsthed, bruge tiden til at gro indtil de er voksne nok til at vække mig igen.

Så jeg går ind igen - mæt, af morgenymer - træt, af morgentanker - og fuldstændigt uimodståeligt trekvartsovende allerede. Hvilket betyder, at jeg lige bruger en enkelt eller to af de næste fireogtyve timer på at besøge Morpheus igen.

I fuld Sindsro - for også jeg, er et vakkert barn - natnat.

Uden slik og kaffe.....

..... så kan helten daffe.

Efterhånden bliver det tidligere og tidligere, jeg vågner og er nødt til at stå op. Hvileløst vandrende ind foran skærmen, og tastende mine tanker og halvfærdige idéer ind på den jomfrueligt hvide firkant. Ordene danser henover den, som var det flueskidt fra min lige så tidligt vågne ven, fru spyflue, der utrætteligt forsøger at lande på min højre arm for at aflevere nogle af de æg, hun tydeligt er i besiddelse af.

Hvorfor sigter jeg så dårligt klokken tre om morgenen ?

Undslippe det gør hun. Så istedet for at høre et saftigt skvask, når min hånd rammer armen, hvor hun sidder - bli'r det til et tørt klask og en underarm, der bli'r mere og mere øm fordi hun lander samme sted hvergang og når at slippe væk inden mine fem fuldfede fingre får fluemyrdet fruen.

Men kaffen er varm. Og smager næsten ikke af den sødetablet, jeg har valgt at putte i istedet for danske sukkerroebønders kridhvide krystaller. Det er sgu sin sag at være mindre livsnydende, end jeg har været de sidste mange år - bare for at overleve og komme videre af den vej, der er peget ud som mulig for mig.

Men sådan er det jo.

Indimellem må jeg bukke hovedet og acceptere at der er noget, jeg kan ændre. Herunder også mit indtag af de forkerte fødevarer - eller rettere sukkerholdige velsmagetheder, der tidligere kunne få mine smagsløg til at eksplodere i ren fryd og salighed.

Nu smager det som var ren syre hældt ned i min hals. Klistret og uvelbehageligt fylder det mine smagsløg med frysende væmmelse, og minder mig om, at selv natkaffen kan være en del af det jeg, der så forbandet gerne vil kunne fortsætte livet nogle årtier endnu.

Men som ikke får en snebolds chance i Vesterhavet en kold vintermorgen, hvis ikke jeg helt alvorligt bruger mine aldersmæssigt stærkt svindende hjerneceller på at tænke mig om, og ændre alle de aspekter af mit liv, det er nødvendigt at ændre, for at kunne levere dét til kroppen, den har brug for.

Om jeg dog trods alt synder lidt ind i mellem ?

Ja naturligvis gør jeg det. Jeg er jo stadig lige dele engel og djævel, og kræver regelmæssige dask over snuden, for at kunne vide hvad der er sandt og falsk. Herunder det go'e, gamle omkvæd fra reklamerne på tysk tv - Haribo macht Kinder froh, und Erwachsene ebenso - der altid har ledsaget mine kæbers velfrydelige gumlen på diverse klumper smagsstoftilsatte sukkervarer.

Suk.

Den tid er ifølge min indre Engel nu overstået - og uanset hvor meget den samme steds siddende  Djævel end måtte sprælle, så kan det kun være enkelte sødmefyldte småting, der ryger ind over læbegrænsen og møder mine tænders klare knask.

De tænder, der har overlevet årtiers møde med masser af mulige ødelæggende slikmolekyler, og som stadig - Go Colgate ! - skinner nogenlunde hvide i den mund, der mange gange sanseløst har kastet sig ud i de rene tsunamier af smagsoplevelser.

Det gør den sådan set stadigvæk - når ellers reminiscenserne fra januar/februars blodpropper tillader de endnu fungerende smagsløg at sende sådanne oplevelser videre til min snotforvirrede hjerne.

Og eftersom mindst halvdelen af de på min tunge hensatte smagsceller åbenbart stadig sover alle proppernes salige søvn - og resten har valgt at opfatte smag dobbelt så stærkt - så er det en noget ambivalent oplevelse, at lade et stykke lakrids rulle henover tun........ Ups.

Lakrids.

Endnu en af de ting, min mødige krop med største beklagelse bør undgå - og med største fornøjelse nyder, når der syndes.  Og når jeg tænker på, at Lakrids i min sødmefyldte sukkerverden så absolut er The Original Sinner, siger det ikke så lidt.

( - her indsætter jeg lige en pause, så du, kære læser, kan nå at nyde de to lige for lidt læsning siden påførte links til Annie Linnox/Missionary Man og Jace Everett/Bad Things i deres fuldt ud lækkert dekadente helhed. Hvad skal man med slik, når man har musik ?)

Og pludseligt slår det mig, at musikken er mit slikindtags Sindsrobøn. Den gi'r mig nemlig lige så megen fryd og velsmag, som indtaget af hele håndfulde af lakrids, Japanstænger, karamelsvampe, og alt det andet gi'r - bare med væsentligt færre bivirkninger.

Så hver gang, jeg istedet for slik vælger at nyde god musik, vil jeg fremover lade det minde mig om, at jeg må acceptere Livets Virkelighed - at jeg ikke kan tåle sukkerets indvirkning på hverken vægt eller hverdag - og at også her, bør jeg huske at leve livet Én Dag Ad Gangen.

Nu er det, at jeg i baggrunden kan høre mine med-AA'ere mumle noget om, at man skam sagtens kan have et sygeligt misbrug af slik - og på den måde være istand til at bruge Minnesotamodellens 12 trin på et sådant misbrug.

Tro mig - jeg har skam været nede af dén vej. Og tænkt tankerne om sukkkerafhængighed mange gange. Samt naturligvis prøvet disse tanker som en del af 1. Trin - uden den succes, der kunne have fortalt mig, at jeg jeg ikke kunne leve uden sukker/lakrids/etc.

Men det kan jeg.

Sundt og naturligt - med en velafbalanceret kost, og et dagligt vædskeindtag på mindst et par liter ikke-alkoholisk vædske, skal mit liv nok kunne leves og nydes.

Også selvom jeg en gang imellem tillader mig selv at synde, og saligt gumler en enkelt eller to lakrids/Japanstang/karamelsvamp i mig.

Som de gamle romere ville have sagt det - Si sugar Vita est, tunc est in Vita dulcis. Eller sådan no'et lignende.

Personligt nøjes jeg med at sige - at solen er stået op, kaffen er drukket, og dagens blog er skrevet. Og endnu fireogtyve ædru timer påbegyndt.

KVASK.......(den, der venter længe nok...)

Jeg er stadig.....

.... både Ædru, og Alkoholiker.

Trætheden sidder helt ude i ansigtet, og banker på. Ikke en gang den sorte kaffe, jeg har nedsvælget i store slurke, kan holde mig vågen, så med mellemrum "falder" mit hoved ned mod bordpladen, og undgår kun lige at klaske ned i denne med et sprødt kvalmende dask, fordi jeg når at rive det tilbage på plads igen.

Og så er det forbandet svært at stave rigtigt - og samtidig taste hurtigt nok - fordi trætheden vælder ud gennem hvert eneste hul, hver eneste sprække, i den krop, der ellers var knaldvågen allerede ved halvfire tiden, og havde lyst til at være oppe, skrive, spise morgenmad og drikke kaffe, og byde dagen velkommen.

Så hvorfor denne halvt sanseløse zombie-agtige dansen ind i himlens morgenlys ?

Det er såmænd bare mine propper, der slår igen. Der sætter sig på de begyndende energier, som ellers skulle have været brugt til at udforske den verden, der ny og aldrig brugt før, ryster morgenstøvet af sig, og lade sit jomfruelige jeg ledsage af kvidrende morgenpipdyr og underlige morgendufte. Og som bruger samme energier til at gøre min hudoverflade til gammelt læder og mine fødder til klumper af is.

Det er dæleme besværligt, det her opvågning.

Samtidig er det en del af det, der sker i min "nye" krop - den krop, der opstod efter propperne og som jeg endnu ikke har vænnet mig til, der uimodståeligt påvirker hvert eneste øjeblik den eksisterer i.

Nye sansninger - nye måder at opleve kulde og varme på. Nye - og ret edderspændt kvalmende - måder at opleve min med hiv og slid fungerende krops "take on pain". Dråben, der aldrig vil forlade højre øje. Næseboret, der er sårfyldt af den evige opblødning fra øjets levering af friske saltholdige dråber. Halsen, der hele tiden søger at kremte den slim væk, der har sat sig fast i klumper af kemisksmagende ubehag.

For ikke at tale om resten af den "nye" og anderledes fungerende krop, jeg er blevet udstyret med af mine pludselige propper, der uanset størrelse har haft en virkelig skelsættende virkning på alt, der var mig.

Undtagen én ting.

Noget er nemlig ikke ændret. Noget er stadig det samme - prop eller ingen prop. Noget sidder stadig fast for evigt, og vil blæse på propper, lammelser, talebesvær, og genoptræning.

Jeg er nemlig stadig Alkoholiker.

Og stadig Ædru, selvom angrebene på min krop og hjerne må siges at have givet mere end nok muligheder og tanker på den dér næste flaske, der altid står og venter selvudslettende i det nærmeste depressive hjørne.

Men Én Dag Ad Gangen bliver den holdt væk. Én Dag Ad Gangen bliver den pænt i det hjørne, den er blevet tildelt i mit liv. For kun ved at huske, at den eksisterer, og huske, hvad den tidligere har været medvirkende til, kan jeg holde den hermetisk lukket og klistret fast til underlaget.

Der var en medindlagt på Neurologisk Rehabilitering, der på et tidspunkt spurgte mig, om ikke det kunne være ligemeget med den der alkoholisme, når nu jeg skulle koncentrere mig om eftervirkningerne af den seneste prop, og om ikke propperne satte min sygdom i et andet perspektiv, hvor en lille skarp ikke var af vejen, men kunne give et afslappende pust af frihed i en ellers genoptræningsramt hverdag.

Og jeg kunne ligefrem se, hvordan hendes hjerne kom på overarbejde, da jeg svarede: "Jo, hvis jeg ikke var alkoholiker så kunne det."

Men jeg  e r  alkoholiker, og har pakket min sygdom ud fra den gave den kom indpakket i, samt revet indpakningspapiret i tusinde stykker. Den er nemlig "non-refundable", og har uimponeret sat sig så hårdt på og i min krop, at selv mine mange blodpropper i hjernen trods deres gevaldige indflydelse på min hverdag fra nu og fremover, kun er underordnede livsbetingelser.

For når jeg skal leve Livet på Livets præmisser, så er jeg nødt til at erkende, at Livets allerførste præmis for mig, er at jeg er og altid vil være alkoholiker. Og at mit øverste mål altid vil være, at kunne være ædru på daglig basis, og kunne holde mit liv fri for alt, der kunne lokke mig ned i Flasken igen.

Bare fireogtyve timer ad gangen.

Så skidt med, at trætheden sikkert vil dukke op til overfladen som en irriterende korkprop meget lang tid endnu. Og først vil forsvinde - hvis den da nogensinde gør det - når min krop har vænnet sig til altings nye Status Quo, Hvis den da gør det, inden jeg står ved mit endelige checkout-point, og skal videre til Næste Omgang. Som forhåbentlig vil være helt anderledes, som konstatering af at jeg måske har lært det, jeg skulle, denne gang.

Men det er en længere debat, jeg gerne åbner for en anden gang. Og som alt andet lige, sikkert vil være vældigt spændende at dele om. For lige her og nu, er det allervigtigste at jeg hedder Per, er Alkoholiker, og har været Ædru i et tusinde fem hundrede og enogfyrre dage. Gennem glæder og sorger, tab og gevinst, lys og mørke, er det lykkedes mig at fastholde min ædruelighed.

Én Dag Ad Gangen.

Og det er da ikk' så ring' endda.

Jeg må ikke sige Neger.......

..... for de eksisterer åbenbart ikke. Det gør Rødhuder heller ikke, og de små Gule er heller ikke Kinøjsere, ligesom Eskimoer ikke kan være Is, imens Blegansigter er et ganske accepteret navn for os Hvide.

Så Lille Sorte Sambo er lagt i graven, og elefantunger bruger ikke længere Negerdrenge som rangler.....

Helt ærligt, kære venner af den ene eller den anden varians af farve, seksuel orientering, højde, drøjde, intelligens, eller en anden af de mange åbenbart krænkende ting, der hverken slår ihjel eller nedgør intelligente, moderne, kulturelt bevidste mennesker. Eller...... er menneske nu også et krænkende udtryk? Når man tænker på, hvad "menneske" har været synonymt med i den moderne verden. Jeg kan ligefrem se hjorten i skoven, musen i køkkenskabet, eller mågen på havnekajen løfte hovedet, og med alle tegn på krænkende afsky sige:

Du er jo ......menneske !

Det vil jeg ikke finde mig i at blive kaldt !! Jeg er et dyr, en Homo Sapiens, en i naturen almindeligt forekommende race - gud nej, det udtryk må man jo heller ikke bruge - et i naturen almindeligt forekommende dyr, der ved et tilfælde er blevet Toppen På Kransekagen.

For det kan sgutte være Intelligensen, der plager os - med den opførsel vi lægger for dagen.

Så derfor denne opfordring, til alle jer (os), der ikke mener Pippi's far kunne være negerhøvding, eller at der ikke findes dværge, men kun højdemæssigt begrænsede - istedet for at forsøge at være politisk korrekte - var det så ikke en idé at være........................... 

Menneskeligt Rigtige.

Og frem bryder morgenen.......

..... mens små tjirp kildrer mine øregange og halvmørket gør sit til at skjule, at min hæk stadig mangler at blive klippet på indersiden. Og i morgenskumringen opstår underlige figurer, hver gang en småfugl lander på en af de uklippede bladstængler, og får den til at vippe i en bølge af drømmeagtige sekvenser ledsaget af  natskræmmende fuglefløjt.

Ivrige små og mellemstore fugle fylder den blågrå morgenhimmel med hver deres variation af klassiske partnerkald i en desperation, der fortæller mig at fuglesang snart er en saga blot - for i år.

Et nativrigt møl får øje på min skrivebordslampe gennem vinduets usynlige glas, og styrter sit endeligt imøde. Dunket, da det rammer glasset, får mig til at vågne fra den halvtrance, morgenens koncert har hensat mig i - og minder mig på, hvorfor jeg sidder her på sådant et ukristeligt tidspunkt af døgnet.

For at tænke tanker, og nedfælde dem på skærmens blanke, hvide jomfruelighed - for at søge hen imod den normalitet, der var før alt andet startede. Og mens jeg stille sipper min morgenthe i mig, afsøger mine øjne ivrigt verden udenfor mine vinduer, for at finde noget jeg kan beskrive med myriader af ord, og gøre levende med mine tanker.

Men alt står stille nu. Ingen buskede grene eller trætoppe bevæger sig i den stille morgen, hvor alle lyde på en gang er forsvundet. Kun lyden af en overraskende bil, der lander på parkeringspladsen med et næppe hørligt grusknasende suk, får mig overbevist om at det jeg ser, ikke er et maleri af Gauguin, men stammer fra naturens egen vibrerende pensel.

Og mens de sidste dråber i morgenens første kop breakfast-the ruller henover mine læber, haster en træt sosuhjælper eller natsygeplejerske forbi mine vinduer, og minder mig om at samfundet stadig eksisterer, selvom mørket forsøger at skjule det.

Radioens næsten uhørlige sange kildrer mine ører med dansende vellyd, og pludselig opdager jeg, at jeg sidder og nynner med på en popsang, jeg ikke kender, men hvis omkvæd er fængende nemt at lade sig snøre af - her, hvor solsorte påbegynder formationsstyrtdyk henover min hæk, mens de sigter efter de uklippede grenspidser og afslutter med elegante trepunktslandinger - samtidig med, at morgenpipperiet fra de andre flyvelystne øgleefterkommere stiger i et crescendo/diminuendo vævet samspil, der luller mig ind i en drømmeagtig morgenstemning, hvor alt kan ske.

Sagte vågner mit sind igen, mens tanker, billeder, stemninger, farver, dufte, ja alt vælter ind over det - hilsende godmorgen og velkommen til en ny dag, med gråsprængte morgenguldskyer på en sartblå himmel. Kun afbrudt af hæse host fra den hals, der stadig ikke kan slippe af med lammelsens slimfyldte rester, men som forgæves forsøger at kremte dem op, så de kan leveres ned i et papirslommetørklæde og deponeres i skraldespanden.

Et par slurke the sørger for at stilne hosteriet, og lader mig vende tilbage til den let drømmeagtige tilstand, morgenen havde sat mig i, mens mine fingre danser henover tastaturet og køligheden fra den morgenåbne havedør prikker ilninger henover den ene arm. Men jeg har ikke lyst til at lukke den endnu - døren - for den er samtidig mit adgangspunkt ud i den verden af morgenfuglelyd, der dagligt ledsager lysets fremmarch og mørkets retræte.

Så mens jeg morgentræt rejser mig for nu alligevel at lukke den, tager jeg min kop med og står en stund stille i døren og nyder - bare nyder - at jeg lever, at jeg ér, at jeg har fået endnu en dag forærende i morgengave, og at alt er godt - lige nu.

For nuet er det eneste, der gælder. Det eneste, der eksisterer, for en ædru blodpropramt alkoholiker som jeg - og dét, som jeg er taknemlig for på daglig basis. Øjeblikket, der altid er til stede, der sekund for sekund fortæller mig at livet er dejligt, og skal beskyttes varsomt.

Så inden jeg endelig lukker døren - og pakker mig lidt ind i mit flistæppe - lader jeg dagens første, men absolut ikke sidste, Sindsrobøn flyde over mine læber og væve sig ind i tæppet af morgenfuglefløjt og dagligdagsmorgenlarm, til et erindringsbillede der skal i mindets scrapbog.

Go'morgen verden - og velkommen til.

Verden venter - dagen begynder....

Duggen på hækken giver minder om vintre med frostramthed og småforkølede pipfugle, mens dampen fra varm morgenthe forsøger at gøre sit til at vække mig.

Det gør den også i dag, morgentheen. Forsøger at vække mig fra den træthed og ømhed gårsdagens besøg på OUH trak ned over mit mødige corpus.

Og Ja, jeg var afsted endnu en gang på mistanke om en ny prop. Et døgns indlæggelse med MR-scan og øjenundersøgelser, endte op med en heldigvis positiv negativ - Nul prop, bare en Glitch i The Matrix.

Du ved, sådan en omgang, hvor verden lige vælter i en periode, for derefter at lande stille og roligt på udgangsstedet igen.

No biggie.

Undtagen altså for sindet, der endnu ikke har lært at tage den slags ovenfra og ned, men bliver rædselsslagent hver gang. For hvad nu hvis....... Det ville betyde endnu flere ting, der skulle genoprettes og genlæres - og der er sgutte plads på mit skema til ret meget andet, end det, jeg i forvejen bruger mine dage på at komme igennem og genlære.

Det er lige før, jeg får lyst til at dykke ned i flasken for at se, om der ligger en flugtvej hen til ro og afslapning dér. Hvilket jeg naturligvis ved - med min vågne bevidsthed - ikke er sandt.

Men hvad nu hvis.......

Jeg ville kunne brokke mig uendeligt over den ulykke det er, at lige netop jeg er ramt af propper, mens jeg sugede den ene genstand efter den anden i mig. Og når min stemme så blev tilpas sløret, ville jeg kunne flæbe dybt og inderligt over Livets Uretfærdigheder, og Universets manglende Viden om, at lige netop jeg var mere værd at redde, end så mange andre.

De er jo ikke mig, vel ?

Og mest af alt, ville jeg kunne undgå alt det der dumme gang- og genoptræning. Og de der lange re-sensibiliserings sessions, med de spidse træstrikkepind og mine stakkels nerveender, ville blive et fjernt minde i spruttågernes selvretfærdige dans om guldkalven.

Men én ting - næh, faktisk flere ting - ville være helt sikkert og uomstødeligt. Jeg ville hverken være ædru, eller på vej til en endelig genvinding af alle de sanser, propperne stjal fra mig.

Og er det virkelig dét, jeg vil ?

Jeg ved godt, at det tager lang tid inden jeg er ude på den anden side med hensyn til de der tabte sanser. Og jeg ved også godt, at jeg vil synes fremskridtene er små og ubetydelige - og slet ikke det, jeg håber på inderst inde.

For intet bliver, som det var. Alt er for evigt ændret, siden jeg den syttende januar fik de første to blodpropper i hjernen - og jeg kan ikke gøre andet, end at acceptere det, og bygge mit nye liv op omkring det.

Men skidt pyt - det har jeg jo prøvet før. Rent faktisk er jeg jo i besiddelse af det bedste værktøj, der findes til at genopbygge liv - værktøj, jeg har årevis af erfaring i at bruge. For også hér, er det en stor fordel at jeg er Ædru Alkoholiker.

Hér kan jeg også bruge alt det, jeg endelig fandt frem til da jeg blev ædru. Trinene, Fællesskabet, Sindsroen, og dét at leve En Dag Ad Gangen, gør det nemmere at acceptere de små skridts fremgang og de nye måder at skulle leve på som blodpropramt.

For bare jeg har Sindsro, til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
Mod, til at ændre de ting jeg kan,
og Visdom, til at kende forskel,
så ved jeg, at jeg kan gå den rigtige vej ind i morgendagen.

Og dét - er på ingen måde det ringeste, der er.

Go'morgen - og tak for mig.

Har du.......

...... lyst til livet ?

Her til morgen opdagede jeg, at en af mine venner på Facebook havde sendt mig en besked, hvori hun håbede, at jeg havde Lyst til Livet. Min første impuls var, bare at svare på den sædvanlige måde - I ved, "Tak min ven og i lige måde"-svartypen. Men inden jeg overhovedet havde fået sat en finger til tastaturet, gik det op for mig at der lå et helt andet svar parat og ventede på at komme til live.

Så jeg satte mig ganske spændt til tastaturet - spredte fingrene over det - og lod ordene finde deres egen vej. Jeg skrev:

(citat)

Lyst til Livet ?

Jeg har masser af lyst til Livet - men ind i mellem virker det som om Livet ikke har lyst til mig. Og for hver gang, jeg bliver jordet endnu en gang - af det liv, der lever sig selv omkring mig og som opfører sig som en smækfornærmet teenager med trang til sprælskhed og protest - så er jeg nødt til at rejse mig igen, forpustet og lettere svimmel. Og lade Livet bestemme, hvad der så skal ske.

Men jeg har lyst til det - Livet.....

(citat slut)

Lige nu sidder jeg så - lettere morgenlivssvimmel - og betragter ordene, der fik deres eget Liv i svaret til den ven, der var så sød at sende mig et morgenknus af den slags, jeg holder allermest af. Sådan et, der får min hjerne i omdrejninger, og river hul på en ny pakke ord, der bare har ligget ivrigt logrende parate til at komme ud og sætte sine poteaftryk på papiret, skærmen, verden.......

Og det går op for mig at mit svar måske var lidt for let - lidt for meget morgendansende fedronning med dug-i-hår - og lidt for lidt smertefuld realitet.

For selvom jeg ganske naturligt har Lyst til Livet - og af alle kræfter forsøger at acceptere de bask, Livet med jævne mellemrum uimponeret sender lige i smasken på mig - så må jeg beskæmmet indrømme, at det er alt for længe siden jeg har givet mig selv lov til at hugge hælene i, og brøle lige ind i Livets teenageopstoppertud, at NU kan det være NOK. NU må der fandeme godt ske noget andet, end alle de der nedadgående hug og propper. NU vil jeg altså også gerne have lidt af alt det der honning, Livet siges at være fyldt med, og som vil kunne forsøde Virkelighedens Hverdagsthe, så alt ikke er så forbistret bittert at sluge. Altså !!

Og hvis du ikke fatter det, Liv, så........

Her er det så, at de hårde Realiteter stille siler ned over min egen protest. For naturligvis kan jeg på ingen måde true Livet med andet, end at ville leve det - på Livets egne præmisser. Det er jo det, hele eksistensen handler om - at Leve Livet på Livets Præmisser, ikke sandt ?

Det skal bare - i mit tilfælde, og jeg kan jo på ingen måde udtale mig om andre end mig selv, vel ? - leves Én Dag Ad Gangen, for at den dag jeg lever i, kan blive bedst mulig. Så skidt med, at Livet opfører sig lidt tøseteenagerfornærmet en gang imellem.

Jeg elsker det jo alligevel - betingelsesløst.

Morgenurolig rolighed.

Festlige farver skinner mig i møde, fra de otte piller der udgør mit morgenkick. Hver for sig skal de kunne noget specielt - drive vandet ud, drive trykket ned, drive blodårekanterne længere fra hinanden, og drive mig til vanvid med alle de bivirkninger, der driver ind over mig. Jeg føler mig faktisk som lidt af en drivert, når jeg hver morgen slavisk indtager min lille håndfuld farver.

Men til gengæld er jeg i live.

Og det er nu ikke så værst - det der, med at være i live. Især ikke, når baggrundsmelodien er The Beatles Blackbird og klokken muntert danser henover en viden om, at jeg burde ligge i min seng og sove de uskyldiges søvn.

Ikke at der er ret meget uskyldigt over mig mere. Det forsvandt vist i fortidens grumme gerninger og hørtes sidst spagt anmode om hjælp bag de karaktermord, jeg begik på mig selv mens jeg var aktivt søgende efter virkeligheden i flasker, der ikke indeholdt andet end selvbedrag og hæse stemmers lokkende råb.

Hvad så nu ? Altså her, hvor blodproppers skumle eftervirkninger stadig leger kispus med min dagligdag, og angsten for den kommende - eller måske ikke-kommende - morgen fylder mine aftenener med træt erkendelse af tingenes virkelige tilstand.

At jeg virkelig, virkelig ikke ved, om dagen imorgen kommer for mig. Om jeg vågner op til endnu en dags opbygning hen mod aftenens spørgsmål: Vågner jeg i morgen ?, og om jeg snart får mere end tusindedele af min smertesans og min varme/kuldesans tilbage. Om jeg snart kan smide nogen af de farvestrålende piller, der fylder mig med lige dele overlevelse og bivirkninger, og som jeg lige her og nu holder mit liv i gang på.

Suk.

Mens jeg på den måde sidder og taster løs i introvert selvmedlidenhed, lykkes det for mig at få kastet en livline ud i den grå vortex, der hvirvlende udgør min nærmeste virkelighed på det her normalt pragtfulde, men lige nu makabre og udslettelsesinviterende øjeblik - og fange den pæl, der i 36.701 timer altid har været der for mig, og urokkeligt har hvisket sit mantra ind i mit øre.

Min Sindsro.

Og uden videre palaver - uden nogen form for kamp eller underkastelse - falder mit urolige sind til ro, og jeg kan endelig lukke øjnene op for morgenens pragtfuldhed og livets vidunderlighed, mens jeg roligt skubber al min angst, tvivl, og uro over i dét hjørne, hvor det hører hjemme. Hvor jeg kan undersøge det stille og roligt, og lade  fortidens realiteter skinne ind på alt det, der har bragt dødsangsten ind i min hverdag.

Bare jeg ved, at Livet leves bedst Én dag ad Gangen, så er morgendagens mulige udfald aldrig en fare men bare en virkelighed, der jo alligevel altid har været til stede, men som nu har fået mulighed for at understrege sin realitet på en sådan måde, at jeg ikke kan andet end at acceptere - hvilket jeg gør med glæde - at Livet er her og nu og morgendagen kun er en mulighed og ikke en gudgiven virkelighed.

Så er det, at kaffen smager godt - ostemaden lige så - og de små stråler af lys, der indvarsler solens komme, får tankemæssige rosenkanter af fryd og fornøjelse.

For jeg ved, at jeg har de næste fireogtyve timer at gøre godt med. Ædru, i live, og med min krops (næsten) fulde brug. Og mere behøver jeg vel ikke, gør jeg ?

Tak for mig.

Coup de grâce

Pludselig opdager jeg en følelse, jeg aldrig havde troet ville opstå inde i mig nogensinde igen.

Tvang.

Jeg føler mig tvunget til det, jeg har gang i. Tvunget, til at sidde her bag skærmen og skulle skrive beåndede, vigtige, meningsfyldte, nødvendige ord. Tvunget, af de omstændigheder, der nedlagde mig første gang helt tilbage i januar, og som i slutningen af februar sørgede for at rive alt det væk, jeg havde bygget min hverdag op omkring.

Evnen til at udtrykke mig - evnen til at kunne fabulere i timevis over et vilkårligt emne, og alligevel stadig kunnet få meningsfyldte sætninger til at dukke op på skærmen. Som var det magi, fremmanet af min indre troldmand i gentagne  Alla Kazilla Kazaaam-trylleremser, der fik universet til at eksplodere indvendigt i mig i skyer af adjektiver og adverbier -  farvede af velsmagende ord, der efterlod indtryk af umami, salt, sødt - og til tider skrækfyldt rædsel.

Men magien har været væk.

Forduftet, forsvundet, flygtet sammen med alle de andre mærkværdigheder, der før-prop udgjorde mit Jeg.

Før-prop.

Egentlig et latterligt ord. Men inde i al den latterlighed, udtalen af et sådant ikke-eksisterende ord frembringer, ligger virkelighedens djævel og venter på at jeg endnu en gang vil forsøge at bane mig vej ned til dét, der tidligere kunne vække min indre poet, og som forhindrer mig i at tage låget af den ordvulkan der ligger i mit og "Fætter Len's vidunderlige adjektivkar".

Utallige dage har jeg siddet klokken 4 om morgenen, og bare stirret ud af vinduet, mens lyset brød frem og verdenen vågnede på ny. Tømt, uden ord, uden mulighed for andet, end famlende forsøg på at grave mig forbi det, der så effektivt har sat en stopper i udtrykkenes tidligere så brusende strøm.

Propperne.

Jeg føler mig tvunget til at fokusere på dem. Tvunget til at skulle beskrive mig selv ud fra det, der er sket, istedet for ud fra dét, jeg er.

Ganske uden evner til at kunne gøre andet, end vifte kraftesløst med den vilje, der er tilovers når dagligdagens kampe med evnen til at gå, evnen til at kunne synke, til at kunne aflevere det indtagne igen, til at kunne holde balancen, til at kunne føle smerte i venstre side, til at kunne..........

Og hele tiden kræver kroppen Tid og Ro, til at kunne reparere det, der skal repareres. Til at bygge nervetråde op igen. Til at genopdage det, der tidligere bare eksisterede og virkede uden jeg skulle tænke over det.

Tid og Ro - til at kunne leve, og bevæge mig så uendeligt langsomt videre op ad den vej, der forhåbentlig bringer mig tilbage til en hverdag meget lig den, der var til stede før syttende januar's og hele februar's pludselige indhug i det, jeg troede var mig.

Intet bliver det samme som før.

Alt er for evigt forandret af en flok små klumper et-eller-andet, der satte sig fast - eller for enkelte af dem bare bevægede sig ultra langsomt gennem smalle blodårer i den der grå klump bævrende celler, der er min bevidstheds bopæl i dette liv.

Nogle af dem valgte at lamme min højre side og fratage mig mit sprog. Et ufatteligt torturredskab - ikke at kunne få de sætninger, jeg tænkte, frem til og ud over mine læber. Men som kun tillod mig at lyde som en uartikuleret idiot.

Andre valgte at fratage mig mit syn - sende øjnene i hver sin retning og give mig det ondeste dobbeltsyn nogensinde, og få en vanvittig svimmelhed til at skære gennem min hjerne og forhindre enhver form for rationel tankegang, men som samtidig fremkaldte uendelige mængder af eksplosive, om end kraftesløse opkastninger.

Hele tiden med den underliggende ganske klare forståelse af, at livsafslutningen kun var ét enkelt skridt væk, og en skræmmende klar viden om, hvor uendeligt let det ville være at tage dét skridt - og hvor uendeligt svært det ville være at undgå det.

Til sidst - den treogtyvende februar - Le Coup de Grace, der skulle have udfriet mig af alle mine lidelser, og sendt mig videre ad regnbuebroen - eller gennem tunnelen - eller hvilken poetisk beskrivelse, der end kan hæftes på det, der sker når man forsvinder fra det her liv.

Den sidste prop.

Klumpen, der mens jeg sov, valgte at sætte sig på hjernestammen, og smertefrit blokere for alt det, der kunne holde mig i live. Så ville jeg på den måde, have sovet stille ind.

Heldigvis fik den ikke lov til at fuldføre sit arbejde - det sørgede mit vidunderlige sjæledyr - min elskede ven Samson - for. Han vækkede mig ved at slikke, bide, kradse, miauwe, næseskubbe mig frem til vågen, så jeg kunne føle, hvad der var ved at ske, og trods den begyndende følelsesløshed ringe til alarmcentralen. Han ville nemlig ikke af med mig, og mente åbenlyst at jeg havde mere at lave her, hvilket jeg kun kan give ham ret i, trods min krops åbenbare lyst til at slukke for lyset.

Men det er så dén, jeg har kæmpet med lige siden - hjernestammeproppen. For den efterlod mig stum, ude af stand til at kunne synke, ude af stand til at kunne aflevere mit affald, og ude af stand til at kunne fokusere.

Samt ude af stand til at kunne føle smerter i venstre side af kroppen og højre side af hovedet. Ikke lammet, for jeg har hele tiden kunnet føle tryk og berøring. Men smerteløs, så ingen af mine smertenerveceller virker. Hele kroppens forsvarsanlæg nedlagt i venstre side samt i højre side af hovedet. Med det resultat, at tarmene i venstre side ikke rigtig gider fungere - hvilket forsøger jeg at træne dem op til at gøre igen.

Hele tiden hedder det bare træne, træne, træne. Sensibilisering af smertenervecelleender, styrkelse af balance, genopbyggelse af energidepoter - og uendelige mængder af træthedsanfald.

Bare ikke rigtig nogen lyst til - eller mulighed for (jeg er ikke sikker på, hvilken af de to muligheder der er den rigtige), at kunne udtrykke det hele på samme poetiske, finurlige måde, som jeg havde før-prop.

Så nu tvinger jeg mig selv - til at skrive, til at udtrykke, til at blotlægge - alt det, der er mig igen. Og jeg undskylder på forhånd, såfremt jeg skulle komme til at virke trættende, irriterende, med alt for mange beklagelser og alt for lidt accept af situationen. For jeg ved godt, at vejen tilbage til livet, vil være brolagt med masser af snublen, fald, og knæskrabende situationer, der dog trods alt vil kunne medvirke til et fremtidigt nyt liv.

Jeg har jo prøvet det før - det der med at starte fra scratch igen. Sidst jeg gjorde det, er langt over fire år siden - og dét holder stadig vand (i dag). Så mon ikke den filosofi, der har bragt mig gennem de ettusindefemhundrede dage, der er gået siden jeg valgte at blive ædru, også vil kunne bringe mig gennem i dag - og måske de kommende dage også, det kan kun fremtiden afsløre - bare jeg nøjes med Én Dag Ad Gangen, og gør denne ene dag bedst mulig.

Dét - kan jeg med Sindsro sige Ja Tak til.

Får jeg en dag mere ?

Den bryder langsomt frem, dagen,  og lader det grå morgenlys ramme mine trætte øjne.

Morgentheen forsøger samtidig ivrigt at ramme mine næsebor med dufte af vågenhed og iver, inden den efterlader en mundfornemmelse af "det er dæleme alt for tidligt" og sløvt prikker til vækkecenteret i min stadigt sovende hjerne.

Men leverpostejmaden er go'.

Det var alt for tidligt, jeg vågnede. Lidt i fire, sagde tallene på mit ur, og min hjerne tiggede mig om flere timer, mere søvn, mere salighed i Morfeus arme. Men for første gang siden min sidste prop udviskede grænserne mellem virkelighed og sygdom, havde jeg lyst til noget andet. Lyst til at drikke morgenthe, spise morgenrugbrød, sidde ved tastaturet og lade mine fingre danse henover tasterne.

Mine højreside ekstremiteter - fine ord for højre ben og højre arm - er ikke længere bare to morgentrætte klumper af is, men fortæller mig surt, at de egentlig ikke gider noget, og at det da er en modbydelig fornemmelse, der er i dem, og at jeg virkelig ikke bør stå på dét ben før om en halv evighed. Og min højre overarm jamrer sig sagte over albuesmerter og muskeltræthed.

Eller sagt på en anden måde - jeg kan føle dem.

Hvilket jeg ikke har været istand til siden den morgen, for snart lang tid siden, hvor Samson reddede mit liv ved at vække mig med indtrængende miauv'en og kindslik og potekrads, da hjernestammen blev angrebet af en ellers ubekæmpelig prop.

Men nu kan jeg - mærke dem, altså. Nu kan jeg føle, at de eksisterer og faktisk gerne vil være en del af den krop, jeg kæmper for at få til at hænge sammen.

Befriende dejligt.

Oveni kommer så netop dén fornemmelse, jeg før proppen kunne have hver morgen, men som jeg kun alt for sjældent fulgte. Fornemmelsen af, at skulle stå op, selvom kroppen desperat protesterede, og nedfælde de tanker, der morgendansede i min hjerne.

Indrømmet - noget af lysten hænger sammen med det faktum, at jeg stadig h a r en hjerne, der fungerer. At jeg stadig kan tænke sammenhængende tanker, og få dem over ikke bare mine læber, men ud gennem mine fingerspidser også.

Udenfor er morgenens grå virkelighed ved at blive mere insisterende, og altings ubevægelighed står klart på min nethinde mens en enkelt morgenivrig fugl danser gennem æteren efter de første af mange fuldfede insekter.

Dagen er gået i gang, og livet eksisterer igen. Endnu en gang kan jeg fortælle mig selv, at jeg er alkoholiker, og kun lever i dag - for jeg ved ikke om imorgen kommer, og i går er ikke til at ændre, kun til at lære af.

Én dag ad gangen - det har været mit livsmotto fra den dag, jeg blev ædru for fire år og elleve dage siden, for andet gav ingen mening for mig. Nu har mine mange blodpropper sat ekstra streg under den virkelighed, der udspiller sig for mig. En virkelighed, hvor jeg aften efter aften går i seng med en mærkelig frygt i hjertet - en frygt, der siger "mon jeg vågner imorgen?".

En frygt, der er svær at håndtere, men som mit ædru jeg ikke desto mindre er nødt til at tage fat i aften efter aften. Og ja, frygten bliver mindre, som dagene går, men virkeligheden ændrer sig ikke.

Jeg vil i meget lang tid være i spidsen af risikogruppen for flere blodpropper. Uden at vide om jeg overlever dem, eller om jeg mister alt det, jeg sætter så stor pris på. Talen. tanken, bevægeligheden, eksistensen.

En irriterende og samtidig klam fornemmelse afbryder mine tunge morgentanker, og minder mig om at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at holde den varme thekop i venstre hånd, når denne ikke er istand til at mærke varme eller kulde endnu. Så let bandende sætter jeg koppen på bordet, og lader de grumlende, brumlende tanker danse ud i det lys, der så gerne vil have at jeg lader mine følelser og tanker fæstne sig til skærmen i uendelige kæder af letlæselige sentenser, der forhåbentlig kan vække genklang i læsernes bevidstheder.

Og jeg giver let sukkende slip på det hele - lader alt ramme mine fingerspidser inden det ender på de bogstaver, det hører hjemme på. Bogstaver, der kan fortælle, at jeg lever Én Dag Ad Gangen, og at min Sindsrobøn endnu en gang giver mig mulighed for at fatte, at der er Ting, Jeg Ikke Kan Ændre og Ting, Jeg Kan.

Hvis bare jeg finder ud af at kunne Kende Forskel, så kan jeg også leve med en viden om, at den næste nat kan være den sidste.

For sådan er livet jo, er det ikke ?

Der vrides og vendes.

Der var noget, der gik op for mig i dag.

Sådan, men jeg var i hænderne på én af de utroligt dygtige mennesker, der er her på rehabiliteringsafdelingen på Svendborg sygehus. Hun havde sat sig som mål, at hjælpe mig med at få gang i det, der med et fint ord kaldes peristaltiken  (ja, du har ret. Det er et link til an forklaring på det der fine ord), eller det, vi andre kalder....... nå nej, det må jeg jo ikke skrive i sådan en pæn blog.

Så si'r jeg det da bare på jysk - for så ta'r ingen skade af det. Jysk er jo sådan et nydeligt sprog, som alt kan siges på uden at skabe ravage - især hvis man hedder De Nattergale.

Så her kommer det - å ganske alminnelich jysk:

A sku' ski'e, sku' a.

Men det var tarmene i min venstre side af kroppen ikke helt enige med mig i. Faktisk var de så uenige, at de helt havde nedlagt arbejdet - både fordi de var mobsede over, at der ingen aktive smertereceptorer var tilbage i hele venstre side af kroppen, og så fordi jeg slet ikke  - efter deres mening - havde taget nogen form for hensyn til mængden af mad, jeg havde nedsvælget de sidste to dag.

Så nu stod den der arme, men faktisk rigtigt dygtige SSA'er og forsøgte at overtale mine venstre (ja de højreliggende havde skam intet problem - de ville mere end gerne arbejde for føden) tarme til at lade maden passere den vej, al mad nu en gang s k a l igennem.

Og så var det, at det gik op for mig - da hun havde fået mig placeret i en stilling selv Carl Mar Møller ville finde utroligt lidt sexet - at NU vidste jeg det endeligt.

Det, jeg siden jeg var dreng havde ventet på at finde ud, stod nu lysende klart for mine smerteplagede øjne.

Sådan......... føler en klejne sig, når den er blevet vredet i facon.

Om det virkede ? Det, er da virkelig en detalje i forhold til denne for mit liv så vigtige erkendelse, men ja, gu' virkede det - sammen med den liter Movicol afføringsmiddel, jeg havde nedsvælget sidst på natten, fik klejnevrideriet en sand strøm af....... nå nej, det er jo en pæn blog det her.

Men imorgen skal jeg sikkert det samme igennem nok en gang. Så det er vist godt, at jeg har valgt at leve livet Én Dag Ad Gangen - og at jeg har Sindsro til at kunne acceptere det, jeg ikke kan ændre.

-Vil du med ned.........

.....i den anden ende og synge ?

Ekkoet af stemmen, der stillede det uskyldige, men dog så farlige spørgsmål, hang stadig i luften mens jeg møjsommeligt klavrede den 25 meter lange vej ned mod den modsatte del af afdelingen.

Jeg havde fået anbragt mig lige midt i det hele - i spisestuen - dér, hvor vi indtil corona'ens fremmarch plejede at indtage alle måltider i en fællesocial omgang "vi kender skam allesammen hinanden, og gud, hvor er det godt du er istand til at bevæge mere end ét øjenbryn i dag"-agtigt samvær.

Nu bliver stuen kun brugt til at se lidt sporadisk tv og korte møder med de mennesker, jeg trods alt har nået at lære at kende, mens al mad indtages på sengestuerne. Så ingen fællessocialitet - og ingen opdateringer på de andre indlagtes forskellige tilstande.

Suk.

Og så kom den alligevel - stemmen. Fuldstændigt ud af det blå stod der en social og sundheds hjælper, assistent, elev, sygeplejerske, eller hvad hun nu var - og spurgte og jeg ville være med til en omgang fællessang med de fleste af de andre. Samtidig med, at hun skovlede en håndfuld stole op inde fra spisestuen, der skulle bruges som sæder til de patienter, der havde lyst til at være med.

Naturligvis sagde jeg ja.

Naturligvis kastede jeg mig ud et at klavre ned i den så absolut modsatte ende af min egen stue og min sengs hellige fred og ro. For er der én ting jeg skal, så er det at bevæge mig så meget som muligt, for at mine forskellige kropsdele igen kan finde ud af, at de eksisterer.

At jeg så måtte bruge næsten et kvarter på at komme tilbage til min stue, efter sange og violinspil, er en ringe pris at betale for den socialitet og hygge, der var implicit i arrangementet. En begivenhed, man bare lige havde lyst til at fyre af på afdelingen - fordi man kan. Og for at bringe smil på læberne, og glød i øjnene.

Så nu, kære læser, er jeg træt. Ufatteligt træt, men på den go'e måde, Endnu en dag er ved at være overstået - og endnu en gang er det på tide at takke for livet på den eneste måde, jeg efterhånden kender.

Med en Sindsro - for med dén i hukommelsen, går livet let Én Dag Ad Gangen.