Andre Sider af mig

lørdag den 4. februar 2017

Krydderier.


Regnen trækker striber på mine ruder. Striber, jeg kan mærke give genklang i mit sind med tristhed og håbløshed som følgesvende. Og som gør min  morgen til en omgang trist smagende grå leverpostejmad.

Uden pynt og uden krydderier.

Jeg forsøger at drysse krydderier på dagen, ved at koncentrere mig om  mine ømme muskler og led. Dem gennemheglede jeg igår, til nummer to træning i denne uge. Så nu kan jeg mærke protesterne og arrigskaben nærmest gløde ud af dem, over min mishandling.

Men heller ikke dét krydderi smager mig på min leverpostejdag.

Det næste krydderi, mine morgentrætte hænder griber fat i, er dagens begivenheder. Med let hånd lader jeg mit sind drysse tankerne om,  hvad der skal ske i løbet af de kommende timer, ud over den efterhånden dødtrist udseende leverpostejdag.

Det eneste der sker, er at tankerne hopper af, som havde de mest lyst til at ligge på en anden og mere velsmagende kreation.

Boink. boink. boink - hen til en af den slags, der kan gøre en fremtidig morgen lys og velsmagende.

Suk.

Nærmest desperat griber mit sinds hænder nu efter alle krydderier på tankernes hylder, og kaster dem ud over denne morgens leverpostejdag. Smagen af fortidens begivenheder, nederlagenes bitterhed og tilbagefaldenes flammende sorte peber, bliver kastet i håndfulde henover den, og toppet med nutidens klare sødme inden fremtidens altsmagende håb skødesløst kastes henover i krøllende striber af lys.

Det hjælper ikke en dyt.

Dagen smager stadig lige trist og håbløst. Nu  bare med en overvældende mængde unødvendig fyld, der ville have smagt bedre hver for sig, og som rammer mit tankemylder med en kvalmende smagsfylde.

Pludselig går det op for mig.

Jeg har glemt, at smage på denne dag som det, den er. Indtage den med det, dén alene har at byde på, og lade de smage, den indeholder være de eneste nødvendige krydderier på den.

Jeg har glemt at tage den for hvad den er - en ny, og aldrig før set dag, med sine egne små håb, løfter, nederlag, og sødme, gemt inde bag den håbløst udseende grå overflade.

Stille børster jeg alle de unødvendige ekstra krydderier af den, og lader Sindsroens mølle male den eneste nødvendige topping hen over den.

For uden ædruelighedens velsmagende krydderi, kan jeg ikke indtage dagen med den kærlighed, den fortjener.

Velbekomme.

1 kommentar: