Andre Sider af mig

onsdag den 8. februar 2017

Når skridtene bliver tunge.....


..... og tankegangen fyldt med klister. Så er det, jeg opdager at jeg stadig har evnen til at ramme det der mørke sted i mit sind, hvor de negative tankers trolde gemmer sig.

Stedet, hvor intet bliver som det skal, og hvor alting aldrig lykkes. Hvor Janteloven hviskes fra vægge fyldt med mørke kopier af alle mine nederlag. Og hvor lyset aldrig når ind..........

Livet er ikke altid fyldt med glæde og lys. Nu og da rammer minderne fra før, med samme kraft som Hiroshima-bomben, og vælter glæden ved livet bagover, mens de sagte lyde af fortidens "duer ikke - duer ikke - duer ikke" langsomt siver ind i bevidstheden igen.

Tankerne begynder at myldre rundt med klæbrige overflader, der sætter sig uimodståeligt fast i min hjerne, og forsøger at dække over de lyse pletter, der gennem længe er blevet større og større, og indtil nu har fyldt mere og mere.

Tidligere tiders tanketrolde skovler ihærdigt bunke efter bunke af gammel adfærd henover det hele. Alt sammen for at få mig til at falde for fristelsen til at dykke ned i det der ocean af selvbebrejdelser og undskyldninger, der plejede at få mig til at drukne.

Men jeg ved, at fortsætter jeg ad dén vej, så hedder mantraet hurtigt:

Jeg drikker, jeg drak, jeg druknede........

Så jeg ryster på hovedet, og finder frem til dét sted i mit sind og i mine tanker, hvor én Engel altid vil vente smilende, og ét Mantra altid vil stå klart,  - skovler de mørke selvbenægtelser væk - og lader lyset fra det opløse klisteret og jage troldene på porten.

"Sindsro - til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre.
 Mod - til at ændre hvad jeg kan.
 Visdom - til at se forskellen."





1 kommentar: