Andre Sider af mig

torsdag den 2. februar 2017

Systemets mand.


I vores lille land har vi et rigtig godt sundhedssystem. Som følge heraf, kan jeg tillade mig at blive syg, søge behandling, og lade min læge sygemelde mig.

Så kan jeg nemlig med sindsro lade den tid gå, der skal til for at blive rask igen. Eller hvad ?

Det er nemlig lidt et tveægget sværd at være langtidssygemeldt.

For så bliver jeg sat på sygedagpenge, og under kommunal administration. Så er det ikke længere lægen, der bestemmer om jeg er syg, men en - desværre mere regelen end undtagelsen - ung og forholdsvis nyuddannet kommunal medarbejder, med titlen Sagsbehandler, der bliver sat til at vurdere om det nu er rigtigt, at man er syg og behøver sygedagpenge.

Et eller andet sted er det da også helt iorden, at man fra de betalendes side sætter nogen til at kigge på min sygesag. Også selvom det ind imellem er nødvendigt at udføre lidt papirkrig for at få ret.

Hvis altså man har overskuddet til det. For viser man bare l i d t for meget overskud, er mistanken der straks - er du nu sikker på, at du er syg ? Her kan man heldigvis henvise til lægens udtalelser, og få lukket munden på den unge medarbejder - i et stykke tid.

Det er noget helt andet, der er underligt, ja ind i mellem direkte mærkværdigt. Prøv bare at høre her.

Min kære læge kunne ikke med sikkerhed fortælle den unge kommunale medarbejder, at jeg ville blive rask indenfor en overskuelig tidsramme - og her taler vi om 1-3 måneder - da hun for tredie gang syntes, at hun lige ville høre hvad prognoserne var for lille mig, for at hun kunne vurdere om mine sygedagpenge skulle fortsætte.

Ganske fornuftigt af ham, for hvilken læge vil skrive under på, at en patient med depression og under udredning for mave-tarmsygdomme, samt forhøjet blodtryk af den grimme slags, bliver helt, og uigenkaldeligt rask indenfor dén periode.

Ikke min.

Så det fortalte han denne systemets Quinde. Og så begyndte det underlige.

Det er nemlig åbenbart sådan, at såfremt man ikke kan ses som rask indenfor en kortere periode, så er man for syg til at være på sygedagpenge. Så skal man på Resourceforløbsydelse, og motiveres til at blive rask.

For det kan systemet nemlig - motivere mig til at smide mine sygdomme væk, og blive rask igen, så jeg kan blive et produktivt medlem af samfundet på ny, og slippe grebet i den kommunale pengekasse.

Det er da en god idé, ikke?

Jeg har da heller intet imod at blive et produktivt medlem af samfundet igen - faktisk ser jeg frem til at komme igang med at arbejde igen, så min dagligdag kan blive fyldt lidt mere ud, end den allerede er.

Hvordan foregik den så, denne motivering ? Jo allerførst satte man min økonomi skakmat, ved at sænke min indkomst fra sygedagpenge til kontanthjælp - for når jeg er så syg, at jeg ikke kan raskmeldes indefor overskuelig tid, har jeg jo ikke brug for så mange penge, vel ?

Dernæst undersøgte systemet, hvordan man kunne beskæftige mig undervejs mod den raskmelding, man lige havde fundet ud af ikke rigtig lå i kortene. Dette gennem et møde med de 8 vigtigste mennesker i systemet - Revalideringsudvalget.

Her blev jeg hudflettet og gennemheglet af fysioterapeuter, sagsbehandlere, en læge, socialrådgivere, og Jobcenterobservatører. Hvilket er helt iorden med mig - jeg har jo intet at skjule, og vil vældigt gerne kunne raskmelde mig igen - sammen med min e g e n  læge, altså.

For det skal man nemlig.

Så da jeg fortalte de kære væsener i Udvalget for Revalidering og Genindsættelse i Samfundet, at jeg skam regnede med at raskmelde mig forholdsvis hurtigt, samt at jeg derudover også regnede med at have indtil flere arbejdsgivere stående parat til at sætte mig i arbejde - blev der en larmende tavshed.

Det er nemlig ikke velset, at en sygemeldt s e l v raskmelder sig - uden lægens vise ord som bekræftelse. Man skulle nemlig nødigt tro på borgeren.

Så derfor fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne afslå, af føromtalte vidunderlige Udvalg til Frembringelse af Sikre Raskmeldingsresultater. Jeg kunne jo, indtil jeg blev rask, for eksempel deltage i noget fysisk træning - det kunne der jo ikke ske noget ved, vel ?

Nu er jeg på en eller anden måde lidt Systemets mand, så jeg sagde ja tak til dette overdådige tilbud, og stillede så til træning i går. Ikke så ringe endda, når bare jeg kunne se bort fra et par enkelte underlige småting.

Først, så viste det sig, at det ikke var et Tilbud, men et Påbud, det her med træning to gange om ugen. Hvor jeg, såfremt jeg skulle formaste mig til at undlade deltagelse uden en nagelfast og af den føromtalte unge Sagsbehandler accepteret grund, ville miste den pågældende dags resourceforløbsydelse som straf.

Der er nemlig intet bedre, end et økonomisk piskeslag, til at få rettet tingene, vel ?

Derudover skulle jeg acceptere at deltage i en afsluttende halv times Psyko/Hypno-terapi, maskeret som en slags Mindfull-afspænding efter træningen.

Jeg må indrømme, at der undslap mig et inderligt fnis, da den nydelige stemme på cd'en begyndte at omtale lysten til at "gøre op med de negative tanker i dit liv", og andre lignende suggestive ting, som jeg selv tidligere i livet har brugt i Hypnoseterapi overfor mennesker, der havde brug for det i deres liv.

Det gør jeg så også næste gang, jeg deltager i træningen - afspænder under fnis, altså.

For jeg er Systemets mand, og fuldt ud klar til at gøre min del for at kunne blive et produktivt samfundsmedlem igen. Eller hvad der nu skal til, for at jeg kan skynde mig væk fra et system, der tænker mere på pengepungen, end på borgernes liv og helbred.

Og Udvalget til Raskmeldelse af Langtidssyge Borgere ? De vil sikkert være vældigt tilfredse med lille mig - hvis ikke de har glemt alt om min eksistens sekundet efter jeg lukkede døren bag mig efter mødet.

Livet er nu dejligt.

1 kommentar:

  1. Hold da op hvor kunne jeg se mit eget forløb i noget af det du skrev......velkommen i systemet og som ressourceperson :-)

    SvarSlet