Fødselsveer.

Ni måneder.  Det er den tid, der i søndags var gået siden jeg valgte livet til. En lige så lang periode, som den, jeg gennemgik inden min  fødsel for efterhånden mange år siden.

Og fyldt med lige så mange besværligheder, problemer, nye situationer, samt anderledes måder at opleve kroppen på, som jeg er helt sikkert ikke bare min egen mor, men alle andre mødre også oplever i løbet af et svangerskab.

For ja, jeg har været svanger. Det gode, gamle ord for det at være gravid, gælder skam også for mennesker som jeg, der gennemlever - og overlever, for den sags skyld - de første ni måneder af deres ædruelighed/cleanness.

Svanger med et nyt, sårbart, og i begyndelsen ganske spædt liv, der skulle indtages, mens mit sind og jeg fandt frem til et fælles fodslaw og begyndte at vokse sammen. Dermed begyndte det nye liv også at vokse.

Ikke ulig fostret i sin beskyttende boble af varme og tryghed, har mine møder i fællesskabet været medvirkende til den lette fødsel klokken 07:56 søndag morgen. En fødsel, der har været undervejs siden den første deling af ædruelighedens tanke: Jeg er alkoholiker, og kan ikke klare mit eget liv.

Gennem opholdet på mit behandlingssted, er denne tanke blevet multipliceret, har delt sig utallige gange, og ny erkendelser er vokset frem fra den oprindelige. Hvem, hvad, hvorfor, og hvordan, er alle blevet set, erkendt, og gennemtænkt.

Og i de mange måneder, der er gået siden den beskyttede første i Møllens kærlige favn, har min ædruelighed udviklet sig. Fået tanker, øjne, mund - og fundet sit hjerte igen.

Fået vinger, så den kan hæve sig over det tilbagefald, der gennem mange år var medvirkende til at ødelægge alt omkring mig. Fået liv, så jeg kan holde ud at leve med et smil på læben.

Men selvom min ædruelighed og jeg nu næsten ligger nyfødte og smiler over hele hovedet, så er livet som ædru først lige begyndt. Der vil være udfordringer, snubletråde, sorger og kaos, på vejen gennem dette nye liv. Men også succes'er, lette hop over forhindringerne, glæde og regelmæssighed, at se frem til.

Og Kærlighed.

Til menneskene og mennesket. Alle de, der omgiver mig og som omgav mig i min nedturs alkoholfyldte hverdag. De mange, jeg har svigtet, og de mange, som har svigtet mig.

Til de, der valgte at stå ved min side, da nederlaget endelig ramte, og ædruelighedens første tanke delte sig.

Og til den, der ventede tålmodigt i så mange år, at kun evigheden kan synes længere.

Jeg glæder mig til at lære at "gå" igen. Til at lære at begå mig blandt andre, uden at skulle gemme hvem jeg er - hvad jeg er. At smile sammen, leve sammen, glædes sammen, med hele den vidunderlige flok mennesker, der altid og overalt omgiver mig.

Familien, vennerne, naboerne - alle er de en del af den verden, jeg for alvor er født ind i igen.

Og jeg vil tage det hele til mig - leve det, være det, elske det.

Én dag ad gangen.

Tour de Touristique

Har du nogensinde haft brug for, at vise den landsdel du bor i, og som du sikkert holder meget af, frem for nogen ? Du ved, sådan en tur gennem alt, din del af Danmark kan byde på ?

Det har jeg.

Så jeg fandt ud af, at noget af det første man bliver nødt til at sørge for - er godt vejr. Eller i det mindste et vejr, der kan bruges til andet end forrudevask. Det næste,der skal være på plads, er ruten igennem det sikkert utroligt sceniske landskab, din egn er kendt for, og som er placeret i en radius af mindst 20 km fra der, hvor du bor. Og så skal der også være en idé med den tur, du planlægger.

Det er jo hele 3 ting, kan jeg høre den reklameinspirerede del af jer udbryde, så det går da ikke.

Det går i allerhøjeste grad, kan jeg godt love jer.

Jeg satte mig for, at vise mit besøg hvordan det Djursland, jeg er så fascineret af, egentlig ser ud, og kiggede bekymret på vejrudsigten. Den lovede ikke rigtig al den sol, jeg gerne ville have haft til begivenheden, men i det mindste var der da ikke udsigt til hverken storm, oversvømmelse, eller tornadoer. Så den der lette dis, der allerede lå over omegnen, da vi tog afsted fra min lille bopæl, betød ikke alverden.

Det næste var jo så ruten.

Indrømmet. Jeg lavede den om mindst 8 gange undervejs, fordi jeg hele tiden kom i tanke om noget nyt, jeg ikke havde forberedt mig på at vise mit besøg.

Men i det store hele, så nåede jeg at vise det jeg ville. Inklusive den der fantastiske udsigt, der kan være fra Trehøje, når disen får Ebeltoft vig til at virke som skyer, og man pludselig opdager at der faktisk er land på den anden side af "skyerne".

Og den vidunderlige fornemmelse, når man går på brostenene i Ebeltoft, og ser det gamle rådhus dukke frem, med masser af glade bryllupsgæster placeret foran.

Plus bakke op og bakke ned, gennem skovstrækninger og sødaleinden Røndes uendeligt lange opadstigende bygade viser sig i forruden.

Men mest af alt, så var det min idé med turen, der i allerhøjeste grad virkede. Jeg fik vist min engel, hvorfor jeg holder så meget af Djursland, og mærkede virkningen af alle indtrykkene efter vi igen landede i min indkørsel.

Så ja, kære læser, du må meget gerne få lyst til at besøge mit Djursland, og blive lige så betaget af det som både jeg er og mit besøg blev. Men jeg kan ikke love dig, at slutresultatet bliver det samme, som det blev for min engel og jeg.

Det er nemlig vores - og vores alene.

Livet er dejligt - godt det er gratis og ikke på recept.

Hastige overvejelser.

Altså........ Sidder håret godt nok ? Mon jeg kan nå at forberede det hele ? Den virker lidt vandet, den fisk ? Kartoflerne..... mon ikke jeg kan krydre dem med timian og rosmarin ? Eller bliver det for meget ?

Gud - jeg skal også huske at tænde stearinlys........

Mange forskelligartede tanker farer igennem mit lille, og i øjeblikket overbebyrdede hoved. Alle har de én oprindelse. Det kommende besøg. Alle sejl er sat, for jeg vil ha' at det skal være hyggeligt herhjemme. Og for den sags skyld også dufte godt.......

Det er noget i retning af 20 år siden jeg sidst havde muligheden for at få besøg på dén måde. Og selvom det dengang var en succes, er det jo ikke sikkert, at det bliver det denne gang. For det første er det forskellige personer, der er tale om, og for det andet er jeg jo selv blevet det ældre og også desværre mere usikker på mig selv.

Kuldsejlede forhold og ægteskaber har det med at kaste lange skygger i ensomhedens landskab.

Pludselig går det op for mig, at jeg nærmest cirkler rundt om min mobiltelefon, og tjekker den  hvert andet minut. Både for at se om der er forsinkelser på besøget, eller muligvis endda.........

Jeg bliver nødt til at bede mig selv om at holde de der katastrofetanker i snor, så de ikke tager overhånd. Det er jo ikke hverken Lysets Engel eller ærkeenglen Gabriel, der kommer på besøg, vel ?

Lidt forpustet ånder jeg langsomt ud, og får kontrol over mine tanker, mens tusmørket blidt sniger sig ind over landskabet udenfor. Nu kan jeg da heldigvis ikke se, at jeg ikke fik pudset vinduer udven....

Nu må jeg holde op ! Sætte mig ned og slappe af, mens mine kartofler langsomt bager i ovnen, og de lys, jeg har tændt i stue og køkken får lov til at sprede et varmt, blidt skær overalt.

I mine tanker kan jeg både se og høre mit besøg komme nærmere, samtidig med at jeg føler ..........

Ja, hvad er det egentlig jeg føler ? Et nærmere eftersyn får smilet til at vokse frem på mine læber, og følelsens ord stiger klart frem i mine tanker.

Lykke.

Genudsendelse

Det er rent ud sagt utroligt hvad livet kan finde på at udsætte mig for.

Bedst som jeg regner med, at nu har jeg taget højde for alle de underligheder, der vil kunne komme min vej, samt sikret mig at jeg er klar over hvordan katastrofetanker ser ud, høres, og føles - kommer de drønende fra en helt ny retning.

Lad mig lige tage en check-liste på de kendte - af mig, i det mindste - mulige katastrofetankeområder i mit liv.

Der er allerførst det der med alkoholen. Som er den største frembringer af katastrofetanker jeg nogensinde har været i nærheden af, og som resten af mit liv holdes i skak gennem daglige eftertanker og glad deltagelse i Fællesskabet.

Check.....

Så er der helbredet. Stedet, hvor den gennemførte hypokonder til alle tider har sat sit mærke på katastrofetanker af kataklysmisk karakter.

Check......

Vægten...... Uha, vægten...... Det der katastrofeområde, hvor det daglige indtag af fødevarer, og disses indvirkning på alle aspekter af min godt brugte krops udseende, i løbet af sekunder kan komponere en tre-retters genvej til kolesterolbjerget og fordøjelsessumpen. Den er jeg i det mindste på v e j til at kunne sætte checkmærke ved.

Så det gør jeg. Check......

Nu fik jeg liiiiige nævnt udseendet. Det er ellers ikke noget, en mand med respekt for sig selv (sikke noget vrøvl) tænker over, vel ?  I allerhøjeste grad tænker vi mænd da - og dermed også jeg - på vores udseende. Vi vil jo gerne at quinderne - disse gudeskabninger - synes om det, de ser.

Hvilket er medvirkende til, at bare fremkomsten af en fedtknop på 1 milimeter kan få katastrofetankerne til at dukke frem.

Her vil jeg uden at rødme mene, at jeg godt kan sætte et checkmærke. Jeg gennemgår nemlig katastrofetankerne på dette område med lyden af en sød stemme i mine ører. Den fortæller mig, at jeg ser godt ud, og det tror jeg på.

Så også her - Check.....

Nu er det så, at det der nye katastrofeområde kommer drønende ind fra højre.  Lad mig starte med at give det et navn, der nok siger det meste om det.

Hjerteområdet. Eller Kærlighedsområdet. Eller Forholdsområdet, Partnerområdet, Elskovsområdet - kært barn har mange navne.

Jeg havde slet ikke set det komme.

I min vogten på alle de andre områder, der kan bringe katastrofetanker frem i bette mig, lagde jeg ikke mærke til at der var et specielt område for dén slags, som jeg også skulle have øje for.

Sikkert fordi jeg lukkede det område af for snart 9 måneder siden, og lukkede øjnene for muligheden for gentagelser Så har mit lille hjerte valgt i den periode at være uindtageligt.

Og mit sind vogtede det med stor nidkærhed.

Pludselig står der så et væsen og kigger på mig. Endda et, jeg har kendt i meget lang tid, og haft mange interessante og tankefyldte samtaler med. Men nu står det der, smilende og varm, og har lukket op for en hel masse katastrofetanker på alle områder.

Ser jeg nu godt nok ud ? Er den mad jeg spiser mon iorden ? Jeg er vel ikke for tyk ?  Vent - er det bumser, jeg kan mærke, når jeg drejer armen 47,5 grader rundt og mærker på den midterste ryghvirvel ?

Tankerne multipliceres i allerhøjeste grad, når væsenet gerne vil komme på besøg, og endda glæder sig til det.

Hvad med soveplads ? Mon mit hus ser godt nok ud indvendigt eller er der for rodet ? Skal jeg barberes, eller er det rå look mere accepteret ?

De nye katastrofetanker brøler rundt imellem hinanden, og kan til tider gøre det svært at se virkelighedens klare lys.

Indtil jeg kigger med hjertet igen. Så falder alt til ro, og jeg kan smile over livet og kærligheden.

Jeg glæder mig. Check........

Efterveer.

Det skulle efter sigende være utroligt sundt, ind i mellem at opdage at kroppen også kan slå sig i tøjret, når man sådan ellers går rundt og føler sig rask til hverdag.

Det gør min krop så i øjeblikket - brokker sig og laver unoder, der alle har en tendens til at give mig hovedpine og udstyre mig med en intens træthed.

Så jeg er sikkert utroligt sund, lige nu..

Hvis altså jeg tror på det. Hvilket jeg vælger at gøre, for på den måde har jeg jo styr på de der dunkende hovedsmerter, der lige nu synes det er sjovt at plage mig.

Et eller andet sted ved jeg jo godt, at det nok er selvpåførte smerter, der kan stamme fra den ikke-helt-rigtige kost, jeg har indtaget de sidste 5 dage. Kål har jo en tendens til at være storleverandør af kalium, samt frembringer af mange velkendte tarmreaktioner, og jeg har i allerhøjeste grad indtaget kål.

Brunkål, med flæsk, for at være helt nøjagtig,  og bagefter brugte jeg al den dejlige saft fra fremstillingen af denne brune vidunderspise, som basis for en omgang baked beans med røget flæsk. Samt tilsatte lige et par håndfulde ris, så vædsken kunne suges h e l t op.

Mums.

Og Avs......

Så slutresultatet - blodtrykket, der er røget helt i top i dag og hovedpinen, der er ved at banke mig i gulvet - er sikkert helt efter fortjeneste og ganske min egen skyld. Ikke bare på grund af den større mængde kalium, jeg derved har indtaget,  men sikkert også på grund af al den fedme og alt det sødme, jeg har nedsvælget siden sidste torsdag.

Men eftersom jeg jo e r istand til at falde tilbage til gammel adfærd, kunne jeg også vælge at forestille mig alle mulige vilde og farlige sygdomme, der potentielt kunne være direkte livstruende.  Nyresvigt. Hjertearytmi. Svulster, hjerneskader, blodpropper, og alt muligt andet skrækkeligt.

Ting, der kan få min indre alkoholiker til at logre med halen, og velfornøjet lade tungen hænge ud af munden. Samt en velkendt måde for mig, til at sikre vejen hen mod den første, af mange små grønne flasker med et let klukkende indhold.

Det vælger jeg så at lade være med at gøre.

Istedet vil jeg bruge tid på at finde ud af, om min hovedpine og mit høje blodtryk er noget jeg kan ændre her og nu, eller om jeg bare skal lade tiden gå, og vente med at reagere.

Så eftersom det åbenbart kan være sundt, at have det skidt en gang imellem, kan jeg hermed storsmilende konstatere:

Jeg er sund og rask !!

                                                       ......... hvor pokker er det telefonnummer til lægen nu?

Katastrofen lurer.......

......lige om hjørnet.

Men hvornår gør den ikke det, for mennesker med samme sygdom som jeg. Hele voksenlivet igennem har jeg været vant til, at såfremt det hele begyndte at gå godt, og der ikke var nogen skyer på himlen - sørgede jeg selv for at der skete et eller andet forkert. For naturligvis kunne det ikke passe, at noget kunne gå godt for mig. Måske i kortere perioder, men varede disse for længe, begyndte min indre katastrofefrembringer at røre på sig.

Skete der så det, at jeg virkelig mødte noget godt, eller nogen der var god for mig, kunne jeg efter et stykke tid mærke dem komme frem igen.

Katastrofetankerne.

"Det kan da ikke passe, at....", "Jeg er da ikke det værd, som......", "De tror nok det er svindel, når......", "Der er da ikke nogen, der kan stole på mig, fordi.....".

Jeg var verdensmester i katastrofetanker. Ingen kunne opfinde dem bedre eller mere intelligent end jeg. Jeg kunne bruge uger på at forfine en mulighed for katastrofe, indtil den så endelig indtraf, og jeg nærmest triumferende kunne sige, at jeg jo havde sagt det. Samt at jeg endnu en gang var den klogeste, og den mest forudseende, og den..........

Sæt selv de ord på, du mener kunne passe efter punktummerne, og jeg garanterer dig at jeg har brugt dem i en eller anden given situation, der trængte til en god, saftig katastrofe. En af den slags, der kunne give mig ,mulighed for at se mig selv som uduelig, ubrugelig, uelskelig, og en hel masse andre u-ting.

Og jeg punkede mine partnere med alle disse katastrofekonstateringer, indtil de også så mig som alle de der u-ting. Så kunne de lære det, ku' de.

Undskyldningerne for at fortsætte med at nedsvælge mit yndlingsstof kendte ingen grænser.

Indtil jeg blev mør.

Og fandt ud af at gøre noget ved min sygdom, noget ved mine katastrofetanker. Indtil jeg lærte, at jeg også er et godt menneske, der kan ske gode ting for, og som kan leve et liv i lys og glæde.

Ædru.

Katastrofetankerne kommer stadig forbi - naturligvis gør de det. Alt andet ville være mærkeligt, når nu de og jeg har været intime i så mange år. Men nu ved jeg, hvad jeg skal gøre ved dem, når de sniger sig ind for at voldtage mine tanker. Jeg udsætter dem for indtil flere doser sandhed, og tørrer dem af mig med et virkelighedens håndklæde.

Så kan de forsvinde ud i afløbet sammen med alt det andet, jeg børster af mig på daglig basis. For på min Fællesskabets vaskemaskine, er der 12 trin at vælge mellem, og bare jeg starter med det første af dem, så kan jeg bruge dem til at give mit liv det indhold, jeg altid har ønsket mig.

24 timer ad gangen, hvor én er for meget og hundrede for lidt.

Dyr, kål, og motion.

Jeg har fået hund.

Altså ikke sådan for alvor, men bare en passe-en, mens dens forældre er til guldbryllup. Basse hedder han, og er en sådan jeg-ved-ikke-helt-raceting. Men han er utroligt sød og nem at passe. Og så har han i løbet af nul-komma-nix fundet ud af at opdrage mig på bedst mulige måde.

Lige fra det der med tidligt-op-om-morgenen-for-jeg-skal-tisse, til jeg-skal-da-have-en-godbid-nu ting. Jeg lystrer begge dele uden at tænke over det - rent pr. automatik. Hvilket Basse er utroligt glad for.

Til gengæld får jeg spekuleret over det der med at være afhængig af et andet levende væsen. Hvordan det betyder, at man er mere eller mindre låst fast, og ikke helt selv bestemmer hvad man kan og skal.

Der er jo altid noget, der er i vejen for tingene - enten skal hunden ud at tisse, katten have skiftet kattebakke, eller marsvinet have ny avis i buret.

Afhængighed.

Det er næsten lige så vanedannende som at ryge eller drikke. Men med væsentligt færre bivirkninger, må jeg indrømme. Derudover er det så godt som umuligt at køre et tolvtrins-program på.

Til gengæld brokker sådan en bette vovse sig ikke, fordi jeg har lavet brunkål og spist det dagligt siden torsdag. Der bliver bare vrikket lidt med snuden, når den så godt som uundgåelige luftdannelse, kål har en tendens til at skabe, fører frem til udledning af samme.

Og så er der det der med motionen.

Et kreatur som Basse skal jo ud med jævne mellemrum. Enten for at tisse etc,, eller også bare for at snuse til alt muligt, de andre hunde har efterladt som duftspor overalt. Det giver motion. En masse motion - af den slags, jeg i forvejen ikke er så god til at få dyrket.

Der er den adstadige motion, som foretages i roligt gangtempo, mens Basse trisser afsted og sniffer lidt her og der. Den lidt mere hastige af slagsen, når han bliver interesseret i et eller andet lidt længere væk - og den så absolut hvæsende hurtige, når han er sluppet fri af snoren, og synes det er spændende at drøne afsted over markerne.

Derudover er der det med muldvarpene.

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor en hund som Basse, der vel nærmest kan beskrives som en hotdog med hår på - langt hår endda - absolut mener, at et muldvarpeskud kun har én bestemmelse i livet. At blive gravet helt totalt op af ivrige forpoter, og efterfølgende tjene som rullemåtte, med efterfølgende indsmøring af føromtalte hår.

Men det er vel bare endnu et af universets store mysterier.

Så jeg nyder at være låst fast i min kortvarige afhængighed af Basse, og ser frem til at få min selvstændighed igen, når han bliver afhentet - imorgen. I nat får han lov til at være vagthund her ved mig, og give mig mulighed for at nyde at være - omend kortvarig - hunde"ejer".

For en nydelse - dét er det.

Det er........

......sen aften.

Fingrene løber over tastaturet, og ordene flyder ned på skærmen i en lind strøm, mens tankerne flagrer som sommerfugle. Dagens hurdler og solstrejf danser tankefuldt rundt i mit sind, og lader min krop føle lykkens favntag.

Dagen var mørk, da jeg startede odysséen mod Møllen, og blev mørk igen inden jeg var hjemme. Men trods dette, har jeg mødt lys på min vej frem og tilbage.

I bussen, hvor de halvtrætte skolebørn og morgendistræte pendlere sendte hastige genkendelsessmil til hinanden. I toget, hvor nattens eskapader endnu sad i den unge indvandrer, der dødtræt spurgte om han kunne blive vækket, når vi kom til Vejle.

Og som var næsten umulig at få rystet liv i, da toget endelig ankom. For ikke at glemme hele den hvirvlende flok smil, der uafbrudt blev sendt mellem alle, jeg sad sammen med til efterbehandlingen.

Glæden ved at mødes med dem samt høre hvordan deres måned er forløbet, havde hele tiden en drillende undertone af et fællesskab, der ikke bare er med de mange, men i allerhøjeste grad også med den ene.

Intet kan dog sammenlignes med fornemmelsen af at være i hjertet på det hjerte, der er i mit hjerte. En erkendelse, jeg opdager lige så stille har indtaget mig, og sørget for at få mig til at strække våben.

Så mens dagens oplevelser bundfælder sig i mit sind, og glæden ved at være ædru varer ved, vokser et stille smil frem.

Livet er sgu dejligt, i al sin komplicerede enkelthed.

Sagte simrer fortiden......

...... i en gryde på komfuret.

Underligt, hvordan en så simpel ting som at forberede aftensmaden kan vække minder fra en længst svunden tid. Hvordan duften af kål, der simrer i gryden med flæsk og krydderier, kan få billeder frem på nethinden af begivenheder, fra før min sygdom for alvor brød ud.

Dengang, hvor højdepunktet på ugen kunne være at bruge lørdagen på at afprøve endnu en af de retter, min daværende svigermor havde præsenteret mig for. Og finde ud af, at jeg også kunne lave den, så den var spiselig.  Det var de nu som regel allesammen, bare jeg fulgte hendes meget specifikke og udpenslede opskrifter.

Jeg kunne bruge den slags begivenheder som en flugt, fra den hverdag jeg mange gange frygtede, når jeg vågnede om morgenen. Især på de dage, hvor jeg ikke kunne flygte ud på og ind i mit arbejde.

Der var så meget man skulle leve op til. Familiefar, ægtemand, svigersøn, arbejdskollega, alle de der titler, dagene pludselig fyldtes af i voksenlivets begyndelse.

Jeg gruede for alt, hvad de indebar. Pligterne, forventningerne, alt det jeg følte jeg skulle leve op til, for at være en voksen, med styr på det hele. Hvilket jeg da så absolut ikke havde på nogen måde.

Desperate forsøg på at få økonomien til at hænge sammen, blev afløst af kærlighedshungrende flugt fra det hele. Og puttet ned i glemselens nådige mørke, når weekenden endelig bød på alkohol.

Billederne flyver gennem hovedet på mig, mens jeg med mellemrum rører rundt i kålen og ser den blive mere og mere brun. Samme farve som kanten på fotografier fra tidligere tider. Pludselig går det op for mig, at det er det, de er, minderne. Stivnede øjeblikke fra et liv, der har været levet på godt og ondt.

Et liv, hvor nedturene har været flest, og fejlene stod i kø for at blive begået. Et liv, der har fået en ny retning -  hvor dagene føles anderledes, og de nye minder der skabes er blide og kærlige.

Et liv, hvor fortiden kan huskes for det den er, og ikke længere skaber ulykker.

Men maden var god.

Spisetid.

Duften af velkrydrede og velformede kyllingelår fylder mine næsebor. Min mave knurrer sultent, og fortæller mig med al ønskelig tydelighed, at det er på tide at spise - snart......

Men som med alt andet her i livet, er det tilberedningen og måden det hele bliver stegt på, der afgør hvor lang tid der, går, før jeg kan sætte tænderne i.

I tankerne har jeg allerede blidt smagt på den kærlighed, der sagte snurrer i mit hjerte. Ind imellem bruser den voldsomt op, og fylder mit hoved med svimlende, lykkelige tanker, der truer med at tage pippet fra mig.

Roligt bliver jeg mindet på, at jo længere det hele simrer, jo bedre bliver resultatet. Og forsøger at skrue ned for varmen, selvom jeg ved at det ikke er sikkert jeg kan.

Hvileløst vandrer jeg rundt som en løve i bur - føler savnet på min hud - føler, hvordan mit hjerte svulmer - mærker hvordan min ensomhed hungrer.

En hunger, som ikke kan stilles umiddelbart, men som må vente på sin forløsning - til forskel fra min maves hunger efter andre velformede lår. Dén hunger bliver snart stillet - kortvarigt.

For den dukker op dagligt, med forskellige mål. Min maves sult retter sig jo ikke mod kun ét. Den har mange kærligheder at rette sig mod. Velstegte bøffer, sartrosa oksebryster, mørtkogte kalvehaler, ribbensstege med knasende svær på toppen, og fisk samt fugle ad libitum.

Plus alt det vidunderlige grønne, der kan tilberedes ved siden af, og som komplementerer kødet fuldt ud.

En sådan sult kender mit hjerte ikke. Det kender kun én sult - én længsel, som hele tiden fylder alt. Og kun ét komplementerer det fuldt ud.

Spred vingerne, engel, og føl mit savn.

Hollywood Boulevard.

Jeg sad og så Pretty Woman idag.

I ved, den der vidunderligt romantiske film, hvor Julia Roberts spiller den underskønne Vivian, der via skæbnens mange luner er blevet prostitueret, og bliver samlet op af Richard Geere i skikkelse af rigmanden Edward.

En pragtfuld historie, der næsten altid kan få mig til at sidde med både den ene og den anden slags tårer i øjnene.

Den fik mig til at sammenligne det liv, jeg har haft, med det liv jeg er på vej til at få. Og til at tænke på, at det kun er via skæbnens mange luner - de gode såvel som de (og dem er der faktisk flest af) dårlige - at jeg kan sidde og undres over, at jeg er landet, hvor jeg er nu.

Stadig med risiko for, at alt kan falde fra hinanden igen, men med lysten til at slippe det hele, vandrer jeg barfodet i græsset. Samt ændrer stille alt indvendig, så mit indre passer med den person jeg endelig føler jeg er.

Og pludselig kan jeg se mig selv på vej ind i et kapitel af mit liv, der har ret meget tilfælles med slutreplikkerne i filmen.

"What happens after he climbed to the top and rescued her?"
"She rescues him right back."

Tak, min engel.

Lugten af lys.

Den sidste rest af lys blafrer i stearinlyset, inden det går ud og lader natten sænke sig over alt. Dagen er gået, og erfaringerne får tid til at bundfælde sig - én efter én.

For en gangs skyld har dagen mest bestået af følelser. Samt af tid til at lade følelserne få mulighed for at blive kigget efter i sømmene. Egentlig lidt underligt, pludselig at føle sig næsten ung igen - mærke hvordan tankerne spræller og hjertet hopper.

Af glæde.

Samtidig kan jeg ikke undgå at være forsigtig, når lysten til at storme afsted melder sig. Den der impuls, der før har fået mig til at smide alt overbord, og bare følge instinktet blindt, har aldrig været god for mig.

Indtil jeg erkendte min manglende evne til at styre min sygdom, havde det aldrig haft nogen særlig god effekt på mit liv.

Det kan være, at det har en effekt denne gang. At det, der sker i mit liv lige nu, kan vise sig at være det, jeg har ventet på altid.

Men kun fremtiden kan give mig svar. Og fremtiden er stjernerne i øjnene, glæden i sindet, hjertets eksplosion af varme og kærlighed.

Tankefuldt puster jeg på det udbrændte stearinlys - smiler lidt, da det går op for mig at det allerede er slukket, og der kun er resterne af lysets dufte tilbage.

Dufte, der gør mig parat til nattens drømme.

Om lidt begynder fremtiden.

Lang dags rejse mod nat.

Jeg elsker at rejse.

Tage afsted om morgenen fra det ene sted, og så i løbet af dagen stoppe op ved mange forskellige mellemstationer, og opleve de mennesker jeg møder imens, inden jeg så endelig kommer frem til min destination om aftenen.

Der er noget forfriskende ved at bevæge sig på den måde. Jeg får snakket med alle mulige forskellige typer - lige fra den trætte DSB-kontrollør, der ender med at gå smilende videre, over den stressede buschauffør, der stammer fra Færøerne, og som ender med at have fortalt en hel masse sjove og hyggelige historier fra sit hjemland, til de forskellige medrejsende, der nærmest får stjerner i øjnene og undren i stemmen, når jeg indleder en samtale med dem.

Det moderne menneske er jo ikke længere vant til at kunne samtale. Alt skal foregå på det mobile underholdningsinstrument, og helst ikke indebære nogen form for kontakt med omverdenen.

Det blæser jeg nu på.

Det er hyggeligt at få snakket med andre mennesker - få delt sin glæde, hørt på deres, blive tankefuld over historier, der er sorgfulde, og grine over situationer, der ellers ville have været pinlige. Men fordi man samtaler, og deler et øjebliks fællesskab, er det pludselig i orden at være lidt pinlig, eller lidt intens, glad, ked, vred..........

Kort sagt - i orden at være menneske.

På den måde blev min rejse i dag fyldt ud. Og jeg nåede ikke at blive ked af at være taget afsted fra min genfundne engel, for der var ikke tid til at synke hen i den slags adfærd, men istedet mulighed for hele vejen at kunne dele af den glæde, der boblede indeni mig. Og se, hvordan den gav smil på læben, og lys i øjnene, på de mennesker jeg delte rejsen med.

Så her hvor min lange dag er ankommet til sin nat, må jeg give ham ret, ham der H.C.Andersen - at rejse er virkelig at leve.

For lige her og nu - kan jeg for alvor føle at jeg lever.........

Puslespil

Livet har mange måder at præsentere mig for virkeligheden på. Nogle gange er jeg nødt til at rejse langt, for at finde ud af det, der kun var kort vej hen til. Samtidig har det så vist sig, at jeg derved fandt den manglende brik, til mit livs puslespil.

Brikken havde gemt sig i en engel - næsten så langt væk fra mit hjem, som det var den muligt. Og engelen havde gemt sig i et menneske, jeg havde ledt efter næsten altid, selvom jeg egentlig godt vidste hvor jeg skulle lede.

Denne gang ledte jeg ikke. Jeg rejste bare direkte hen til det menneske, jeg havde savnet, og opdagede at den sidste brik i mit puslespil helt af sig selv faldt ned i mit skød.

Så nu ser det ud til at mit puslespil endeligt er samlet. Og at virkeligheden nu kan folde sig ud igen, og livet begynde at give mening.

Egentlig er det lidt mærkeligt, at jeg var nødt til at bruge så lang tid på en enkelt brik i mit livs puslespil, når jeg hele tiden vidste hvor jeg skulle lede. Men det har sikkert været hverdagen uendeligt mange snubletråde, der har fået mig til at bruge min sygdom som undskyldning for ikke at lede.

Den undskyldning eksisterer ikke længere.

Min sygdom gør, og den tager jeg hånd om på daglig basis, så jeg nu kan tage mit puslespil til mig, og nyde den virkelighed, der er opstået på grund af netop dén ene, manglende briks vej ind på plads.

Det vil jeg gøre.

Stille, roligt, og fredeligt vil jeg lade livet leves, mens jeg holder om min engel.

Skygger i tågen.

Udenfor vinduerne har natten haft sit eget liv.

Strejf af forbikørende bilers lygter har danset henover væggene her hos mine gode venner, og har givet rummet sit eget mystiske liv. Tidligere tiders besøgende har hvisket i krogene, mens huskattene kælent har smøget sig om mine ben og puttet sig på min dyne.

Jeg har de sidste to nætter sovet på en madras, der lå på gulvet i det, der vel tidligere har været forpagterens store stue. Og nydt selskabet af de to huskattekillinger og fæhunden Molly, der alle tre har kastet deres ubetingede kærlighed på mig.

Samt selskabet af alle de minder, huset indeholder.

Et gammelt hotel har sin egen virkelighed. Og det bosted, mine venner har haft de sidste mange år, var tidligere både hotel og restaurant for hele omegnen. Et af den slags, hvor ungersvendene har mødtes med deres udkårne, og guldbryllupperne blevet fejret med anstand. Uden at forstyrre den overnattende handelsrejsende alt for meget.

Meget af det, der er foregået i rummene, har jeg mulighed for at kunne forestille mig, når nattens varme mørke sænker sig over det hele, og tågerne udenfor vinduerne giver nyt liv til lygternes strejftog gennem universet. Tanker, der får mig til at smile, og til at forundres, over al den kærlighed og glæde, der gennem tiden har fæstnet sig i huset.

Jeg falder i søvn med et smil på læben - og vækkes næste morgen af en nysgerrig og morgenivrig Molly, der aldeles ikke har tænkt sig at lade mig sove helt alene. Så vi morgenputter lige lidt, inden det er tid at stå op og fortsætte min udflugt.

Livet er ikke det værste man har.

Storm og stille.

Endnu en gang er det stormtid. Jeg kan høre, hvordan vinden bliver kastet rundt derude, og høre den dybe brummen, der næsten altid følger med en kraftig vind. Og jeg ved, at jeg skal ud i den og blæses igennem indtil flere gange i dag.

Så de storme, der også raser indeni mig, kommer til at sætte hele dagsordenen. Sammen med de forskellige besøg, denne dag indeholder begyndelsen på. Gamle venner, jeg ikke har set i lang tid, skal besøges, og det system, jeg som sygemeldt er underlagt, skal have sit skålpund kød.

Forhåbentlig bliver lige netop dét besøg ikke stormfuldt. Men udmønter sig i gode måder at komme videre på. Alt andet vil være synd og skam.

De andre storme - dem indeni mig - har jeg nok bedre mulighed for at kunne gøre noget ved. Alle har de angsten for det ukendte til fælles. Og alle indeholder de spor af de nederlag, der har været i min fortid.

Men ingen af dem får lov til at ændre min mulighed for sindsro.

Egentlig er det mærkeligt, at en lille, enkel bøn om Sindsro kan dæmpe stormene indeni, og få Modet til at ændre, til at dukke op sammen med Visdommen til at se hvad der kan ændres og hvad der ikke kan.

Men sådan er det jo. Det er de enkle ting, der bringer den største forandring. Som at tage én dag ad gangen, at lade den første stå, og at handling skaber forvandling.

Alt sammen noget, der vil være medvirkende til at forme den fremtid, jeg ved ligger foran mig, og som kan blive god hvis jeg medvirker i skabelsen af den.

Hvilket jeg gerne vil.

Spændinger.

Klokken er tidligt på morgenen, og udenfor mine vinduer skjuler mørket stadig alt. En morgenivrig hund bjæffer utålmodigt i det fjerne, mens lysene søvnigt tændes i byens huse.

Dagen er begyndt.

Et nyt og fuldstændigt ubeskrevet blad ligger foran mig, og venter på at blive fyldt ud med situationer, oplevelser, erkendelser, og meget andet. Og selvom jeg gennem et godt stykke tid har sovet længe om morgenen, er jeg denne dag vågnet tidligt, med en fornemmelse indeni jeg ikke har haft længe.

Spænding.

I både min krop og mit sind mærker jeg hvordan den gammelkendte fornemmelse af noget ukendt bygges op. Hvordan alle muskler er spændte og parate til at reagere, hvis jeg skulle blive nødt til at løbe væk. Mine sanser er tæt på bristepunktet, og adrenalinen begynder allerede at pumpe gennem min krop, i forventning om en forestående faresituation.

Indtil det går op for mig, at hele min reaktion på denne nye, ubekendte dag, er fyldt med gammel adfærd. Reaktionsmåder, jeg i mit tidligere alkoholfyldte liv var nødt til at vågne med dagligt, for at kunne sikre mig at den kommende dag ville kunne forløbe nogenlunde problemløst.

Det gjorde den næsten aldrig. Istedet røg mit blodtryk i vejret, mine mavesår blomstrede, og min lever forfaldt, mens mit sind kæmpede for at overleve. Håbløsheden bredte sig dagligt, og lukkede livet ude, mens spændingen byggedes op til næsten uvirkelige højder indvendig. For så at blive udløst af flugten ind i rusen igen.

Stille tænder jeg et stearinlys foran mig. Lader den ranke flamme signalere fred og ro, og bruger den til at jage de mørke tanker væk igen. Min morgenthe er varm og god, og smagen af honning fylder mit svælg med en blødhed, der gør godt.

Jeg bruger den til at jage hvileløsheden på porten, og minde mig selv om, at den spænding jeg føler ikke behøver være der. At den nye dags ukendte indhold skal modtages med det samme åbne sind, hvad enten den bringer lys eller mørke.

For kun ved at give slip på forventningerne til det, der ligger ukendt foran mig, kan jeg se nuet. Og dermed acceptere hvad der lå før, og hvad der kommer efter.

Spændingerne i mig løsnes, og jeg ryster dem af mig med endnu en kop morgenbryg, mens jeg finder frem til denne morgens erkendelse.

Den jeg var, gjorde mig til den jeg er. Og den jeg er, er med til at gøre mig til den, jeg bliver.

En dag ad gangen.

Det næste skridt......

....... har altid muligheden for at kunne blive hele tre ting.

Det kan blive det første i en helt ny retning i livet.

Og på den måde signalere, at der er en anden måde at gøre alt på - en anden måde at tænke på, leve på, arbejde på, elske på............

Plus alt muligt andet helt nyt og totalt ukendt. Altså alt i alt noget, der meget nemt kan opfattes som totalt skræmmende, når man som jeg har været vant til altid at kende de næste mange skridt på forhånd. Uanset om disse var ødelæggende, negative, nedværdigende og potentielt dødelige, så var de kendte, og derfor mindre farlige end alle de ukendte skridt.

Eller det kan blive et skridt tilbage i den gammelkendte retning.

Hvilket sikkert kun medfører bussiness as usual. En ren fortsættelse af hele den stribe af skridt, der førte frem til fremmedgørelse, smadrede forhold, nedbrudte organer, og uendeligt korte opture på mit favoritstof - inden den susende nedtur gennem blackoutet til den bund, der blev flyttet nok et skridt nedad for hver gang den blev ramt.

Det kan også blive det sidste, der tages.............

Skilleveje er noget mærkeligt noget. Pludselig står de foran én. De hverken lokker, truer, eller drager. De bare står dér - lige foran, og venter tålmodigt på hvilket skridt man vil tage som det næste. Hvilken vej, man vælger at begive sig ud af. Og uanset hvilken, der vælges - så dømmer de ikke, skillevejene.

De står bare parat, indtil valget er truffet, og forsvinder derefter mens man vaklende begiver sig ud af den valgte vej mod den indbyggede konsekvens af samme.

Indrømmet. Valgmulighed nummer tre virker som den letteste af alle. Eller som Anne Linnet skrev i en sang på Marquis de Sade - albummet: Stayin' alive is so much harder, than one moments pain.

Men i mine øjne vil det være en måde at give fortabt på, der ikke har nogen gyldighed i min fremtid. Selvom jeg erkender, at jeg tidligere i livet havde mange tanker i netop dén retning, kan jeg også føle glæden ved ikke at have fulgt den impuls til døren.

Livet er jo til for at elskes - uanset hvilket op- og nedture det medfører.

Så er der valgmulighed nummer to. At tage skridtet tilbage i den gamle retning. At bevæge mig henad og nedad den vej, jeg forlod den niogtyvende april totusindeogseksten, og genoptage alle mine gammelkendte reaktionsmønstre - de er jo trods alt gennemprøvet i løbet af de sidste mange år.

Men nej.

Der er kun én eneste ting, der kunne tiltale mig i dén valgmulighed. Og den hænger alene sammen med indtagelsen af mit favoritstof igen, og dermed med ødelæggelsen af alt, der er mig.

Det er glemselen. At glemme alt, der er sket, og bygge en verden op hvor jeg alene har ret, og alle andre er forkert på den. Det vil så medføre at min krop hurtigt forfalder igen, mit sind forkrøbles, og mit liv forkortes med adskillige år.

Men kun en viden om, hvad der er sket og hvad der er gjort i mit liv, kan holde mig på den rigtige vej. Hvilket  ikke er valgmulighed nummer to.

Der er derfor kun én reel valgmulighed. At tage det første skridt i en helt ny retning i mit liv. At bryde op fra hvor jeg står, og bryde med de handlemåder, der omgiver mig. At vide, at jeg ikke ved hvor vejen fører hen, og have tillid til retningen alligevel.

For pludselig er det kendte mere skræmmende, end det ukendte, og livet kan føles levende igen.

Når jeg tager det næste skridt...........

Stivnet ubevægelighed.

Minus 14 grader kan fryse det meste fast. De resterende brune blade på min hæk er stivnet i en form, der splintres hvis jeg piller ved dem. Selv naboens mægtige grantræ, der forleden bevægede sig og sine grene i alle mulige retninger, da stormen rasede, ser ud til at være fastfrosset i en stilling, der majestætisk rejser sig i synsfeltet.

Verden lever langsommere, når kulden og den deraf følgende mangel på energi får molekylerne i alt til at sætte farten ned. Og kun sporene i den ubevægelige sne afslører, at der stadig er liv derude. På trods af frost, storm, sne, og fødemangel, fortsætter livet med at hoppe, danse, vride og vandre sig gennem ubevægelighederne.

Vinteren rammer hårdt, når den kommer.

Inde i mig kæmper frost og varme også med hinanden. De fastfrosne fortidsbegivenheder og snefyldte adfærdsrutiner kæmper en drabelig kamp, for at kunne fortsætte deres stivnede virkelighed.

Ingen af dem ønsker at overgive sig til forandringens og fællesskabets varme accept, så de pøser dagligt drabelige mængder hvirlende fortidsfnug over erkendelsens varme, håbende på, at en stivnet fejlerkendelse vil kunne få laviner af dem til at dække og slukke sandhedens flamme.

Men som dagene går, og jeg lærer at undgå de isklodser, der kunne få mig til at snuble, opdager jeg at handling skaber forvandling. At smerten ved at tø et frosset minde op, er mindre end smerten ved at beholde det uændret.

For selv frosne minder kan efter optøning folde vingerne ud, og i samlet flok skabe farvestrålende, varme erkendelser af den slags, der kalder foråret frem i mit sind.

Hvirvlende fnug og alenehed.

Udenfor mit vindue kan jeg se snefnuggene danse i den kraftige vind, Et smukt syn, jeg har ventet på længe. Og som jeg før i tiden plejede at nyde sammen med ....... nå ja, hvem jeg nu end var sammen med.

Jeg nyder synet lige så meget nu, som jeg gjorde dengang. For selvom der findes mennesker, der tror jeg er ked af at være alene, og ikke nyder livet som ene - så tager de grundigt fejl.

Jeg bruger med største glæde hashtagget #heltalene i næsten alt, jeg lægger op af billedmateriale på nettet.  Ikke fordi jeg på nogen måde piver over ikke at have en partner i mit hjem, men fordi jeg for første gang i mit liv har fundet ud af, at livet kan nydes som ene på så uendeligt mange forskellige  måder. Hver af dem giver ny viden, nye oplevelser, nye bekendtskaber.

Så jeg er stolt af at være helt alene. Stolt af, at jeg ikke skal stå til ansvar over for nogen anden end mig selv, og min højere magt.

Jeg elsker, at lave mad til mig selv. At kæle for råvarerne, og eksperimentere med nye måder at lave maden på. Og jeg elsker at lægge billeder på nettet af mine frembringelser. Helt alene.

Lige nu sidder jeg og nyder, at vejret endelig har taget sig sammen til at producere noget sne til os allesammen. Jeg ved, at jeg lidt senere skal ud i snevejret og gå en tur. Ud og mærke universets kræfter tage livtag med virkeligheden. Mærke mine kinder rødme og min næse fryse, når den hvirvlende sne rammer.

Og jeg skal have kastet den første snebold  - virkelige, ikke virtuelle - i år.

Hvem den skal ramme ? Ikke nogen, nødvendigvis. For bare det, at forme den, og kaste den væk af alle mine kræfter, vil være en befrielse og en fornøjelse.

Bagefter vil jeg banke sneen af skoene, inden jeg går ind i min bopæl igen. Tænde en hel masse stearinlys, og nyde min alenehed sammen med me, myself, and I. De tre eneste personer, der kender mig godt nok til at vide, jeg kender forskel på at være alene - og at være ensom.

Lidt Praktiske Gris.......

...... kan jeg vel godt tillade mig at være en gang imellem.

Så derfor vil jeg - udover at dele mine tanker med jer læsere, som sædvanligt - også lige påpege et par småting, der kan gøre livet som læser lidt nemmere.

Prøv at lægge mærke til den "Follow by email"-linie, der er forneden. Ved at skrive din email ind der - får du automatisk mine indlæg tilsendt. Det er jo heller ikke så ringe endda, vel ?

Så er der også lige knappen i højre side...... Faste Læsere, står der på den. Læser du min blog jævnligt, kan det være en hjælp for mig hvis du trykker på den, og melder dig på som Fast Læser.

Endelig...... er der kommentarfeltet helt forneden. Brug det, brug det, brug det...... En blog lever bedre, såfremt der er udveksling af tanker og idéer på den. Hvilket dine kommentarer i allrhøjeste grad kan være med til at sørge for.

Det var det.

Alt det Praktiske Gris, jeg kunne mønstre i dag. Altså ud over det, der ganske naturnødvendig skal foretages i mit bette hjem. Hvor jeg skal igang med en større tur igennem frostboksens minder.

Mit køleskab er udstyret med en frostsektion. Det er i og for sig ikke noget specielt - det er de fleste køleskabe. Mit har 3 bokse - som indeholder minder, jeg endnu ikke har kigget på. Mad, der har ligget frosset ned siden før jeg blev alene.

Så i dag har jeg tænkt mig at tømme de 3 frostbokse, Og mindes de situationer, hvor de enkelte ting blev købt - inden de eventuelt ryger den vej alt, der har overskredet sidste ibrugtagningsdato gør.

I skraldespanden.

Det vil også samtidig være en mulighed for mig, for at sørge for at putte andre, bedre livsstilsrettede madvarer på frost, så jeg kan sikre mig at der også er mulighed for god, sund mad når jeg ikke lige har fået købt friske råvarer.

Lidt kan jeg sammenligne processen med den, der foregår og har foregået oppe i mit hoved igennem de sidste mange måneder. En udrensning af alt det dårlige, og opmagasinering af gode, varme tanker, der kan bruges af når verden synes sort, og livet ømmer sig.

For det kommer det sikkert til på et tidspunkt.

Så for at hjælpe på fremtidens sorthed og ømhed, putter jeg en masse Sindsro-tanker ind i hukommelsens magasiner. Garnerer dem med evnen til at bruges én dag ad gangen, og holder døren ind til dem på klem, så de har let ved at komme frem, og ikke bliver glemt.

Ligesom Disneys Praktiske Gris agter jeg at bygge et hus af fællesskabets mursten til mine tanker og minder, som ingen Grim E.Ulv vil kunne puste og pruste omkuld. Og jeg vil invitere de forskræmte grislinger indenfor, som ikke havde taget højde for hvad livet på alkoholens overdrev fandt på at byde dem.

I fællesskabets hus er der nemlig plads til alle - også ulven, hvis den nu finder på at smide hammen og indse at én er for mange, og hundrede for lidt.

Et bedre liv.

Den første dag i det nye år er allerede overstået, og dag nummer to banker høfligt på mine vinduer.

Udenfor vokser lyset frem, og lover mulighed for sol og klarhed. Noget, der har været savnet de sidste mange dage, hvor himlen mest har været grå og trist.

Den voksende dag afspejler mit indre.

Mit sind bærer lyset i sig, og har muligheden for at lade det komme frem i mit liv. Allerede nu kan jeg mærke, hvordan det overståede års sidste mange måneder har gødet grunden til lysets fremkomst - det nye lys, der i sin skrøbelighed lover godt liv, hvis jeg passer på det.

Og det gør jeg.

En dag ad gangen sørger jeg for at give det mulighed for at styrkes og vokse. Mulighed for at varme mit indre, så jeg bliver klar til at møde hver enkelt dags udfordringer - opleve hver enkelt dags muligheder. Klar til at kunne se, hvad lyset afslører, og tage mig af det, lyset præsenterer mig for.

De øjeblikke af indsigt og erkendelse, lyset giver mig mulighed for at se helt klart og tage hånd om.

Jeg ved, at jeg skal værne om det nye lys. At det i sin skrøbelighed kan være sårbart overfor påvirkninger. Fortidens skyer kan dække for det, og  mindernes åndedrag kan puste det ud, hvis ikke jeg står skærmende og giver det tid til at vokse sig uimodståeligt stort.

Men kun ved bruge mindernes åndedrag til at sprede skyerne og lade det nye lys opløse resterne, kan jeg sikre mig at der også imorgen vil være en helt ny dag, hvor lyset kan gry og livet kan leves.

I et bedre liv.