Betal ved kasse nummer et.

Endnu en gang er klokken blevet alt for tidligt, og jeg sidder tanketomt foran den blanke skærm.

Ingen geniale idéer dukker op på den indre tavle - ingen småfinurlige sætninger trimler ud af intetheden.

Der er kun alle hverdagens almindeligheder. Bekymringernes stille piblende strøm af overvejelser og sætninger, der truer med at vokse til en rivende flod af råbende og skrigende krav.

Imorgen er det den første i måneden, og alle regninger skal betales. Strøm, vand, varme, husleje - og afdragene på de lån, jeg stadig sidder og kæmper med. Og jeg ved, at jeg er nødt til at vælge, hvilke regninger, der får lov til at blive betalt denne gang. Håbende, at mit lille spil russisk roulette ikke ender med en katastrofe.

Det var så meget lettere tidligere, tænker jeg pludseligt. Og bruger de næste tankeminutter på, at gennemløbe netop de scenarier, der var dengang.

Dengang, hvor jeg kunne skjule bekymringerne bag alkoholens tætte væg af semi-løsninger. Hvor de forsvandt i black-out'ets timelange tilstedeværelse. Og hvor den næste morgen de første mange timer bestod af en velsignet tanketomhed.

En fred i hjernen, der varede indtil det hele kom myldrende tilbage - nu med fornyet styrke, og krævende at blive taget vare på. Hvorefter jeg kunne bruge de samme krav, til at skubbe mig selv frem til næste flaske, og næste tanketomhed. Vel vidende, at jeg ikke løste noget, men bare udsatte det uundgåelige.

Jeg har de samme muligheder i dag. Men jeg vælger - på daglig basis - ikke at flygte fra virkelighedens krav igennem flaskernes snævre mundinger, ikke at glemme at der er daglige betingelser for livet, der skal tages alvorligt.

Det er dybt skræmmende.

Hver evig eneste måned, siden jeg blev ædru, har jeg i månedens start de samme bekymringer - de samme krav, stående foran mig. Og hver måned er disse, i takt med nedgangen i mine økonomiske muligheder, blevet større og større. Indtil nu har jeg kunnet klare dem - rent økonomisk. Samt kunnet holde dem tilbage fra at påvirke min Sindsro og min ædruelighed.

Men det begynder at blive svært.

Min syge hjerne fortæller mig med nærmest feberskinnende hæshed, hvor meget "nemmere" det ville være at give slip. Husker mig på, at jeg nærmest følte mig immun overfor virkelighedens krav, bare der var en flaske indenfor rækkevidde. At jeg kunne gemme mine bekymringer, mine undskyldninger, min flovhed og angst, bag det stille silende gardin af morgendagens tømmermænd.

Og den forsøger at bilde mig ind, at jeg skrev meget bedre, udtrykte mig meget dybere og mere  intenst, mens jeg var aktiv. At de ord, jeg sidder og leder efter lige her og nu, nærmest automatisk blomstrede frem inde i den, når bare jeg fodrede den med procenter.........

Det er fristende at give efter.

Fristende, at glemme de menneskelige regninger, der opstår når jeg piller proppen af flasken. De regninger, hvis forgængere jeg stadig betaler af på.

Fristende, at lade stå til, og endnu en gang flygte ind gennem de tåger, jeg i så mange år har brugt til at skjule mig i. At lade alt forsvinde igen, og miste ikke bare mig selv, men også minderne om det liv, der har ført frem til at jeg sidder her - og ikke kan se mig ud af det, jeg er endt op i.

Men inde i min lille, syge hjerne, sidder der en uimponeret flok tanker, og smiler kærligt af alle mine krumspring. Smiler, fordi de ved, at uanset hvilke udfordringer og bekymringer livet sætter mig i, ville disse være tusind gange værre, såfremt de havde været spærret inde i en flaske, og druknet i en pøl af alkoholisk selvmedlidenhed.

Tanker som "Sindsrobønnen", "En dag ad gangen", "First things first", og "Kun gennem Handling, skabes Forvandling" - har sat sig i en fællessocial rundkreds i mit sind. Ikke for at synge lejrbålssange, eller dele svedne tankesnobrød - men for at sikre mit ædru jeg's overlevelse, når alting begynder at gå i stå.

For at sikre, at jeg - hvert evig eneste minut - er den person, der for elleve tusind timer, sekshundredeogtres tusinde minutter, eller snart fyrre millioner sekunder siden valgte livet, med alle dets genvordigheder og bekymringer, med alle dets udfordringer og krav - og med alle dets beslutninger.

Så jeg - ét hjerteslag ad gangen - kan være ædru, og én dag ad gangen kan love mig selv, at jeg vil vedblive at være det.

Opfording til arbejdsløse muser.

Kunne du tænke dig, at være muse for en stærkt kæmpende ordekvilibrist ?

At være den, der klokken "det-her-er-sgu-da-for-tidligt", får idéen til det næste skribleri til at spire i en forfatterhjerne ?

Samt være bagkvinden for en perlerække af mulige fremtidige mesterværk, der måske vil kunne inspirere generationer af fremtidige litteraturstuderende? (Der var ingen der sagde, at jeg skulle sætte mit lys under en skæppe, vel ?)

Så er der en stilling som privat personlig muse for en ældre forfatter ledig.

Du er:

Yngre, end hvis du havde været ældre. Lidt højere, end hvis du havde været mindre. Hårfarve og vægt ikke særligt afgørende ("Lov om ligestilling" kan faktisk være ret specifik på det område), og så er sort undertøj temmeligt optionelt. Men du har kønne øjne.

Derudover er du:

Istand til at deltage i langvarige, og måske intellektuelle, men ihvertfald interessante, og nogle gange sjove, samtaler,debatter, og diskussioner med en forfatter, der har været tilstede i ..... hvor lang tid var det nu det var ?

Du er også:

Glad for at inspirere din forfatter, og istand til at vide, hvornår du inspirerer, og hvornår du bare er irriterende. Istand til at citere mindst én forfatter (mig), uden at kløjs i ordene, og klar over vigtigheden i, at give din forfatter albuerum.

Ligeledes er du:

Uimponeret overfor lange, kreative døgn, hvor mad er et nødvendigt onde, og søvn en luksus der er forundt de få. Smilende, forførerisk dejlig, og samtidig muren, der tåler at blive spillet op ad.

Men mest af alt er du:

Menneske.

Forfatteren (mig) er:

En halvgammel, træt, behandlet alkoholiker, med tendens til megalomaniske udbrud, der dog lader sig dæmpe med masser af Sindsro.

Han (mig) er også:

En skribent, der efterhånden har været n o g l e muser igennem, uden at finde den helt rigtige - selvom der har været enkelte, der aspirerede til titlen gennem tiden.

Samt en person, der langt om længe har fundet ud af, at livet er et skønt mysterie, som helst skal opleves i ædruelig tosomhed, men som kan udmønte sig i indtil flere hjertegribende epos, såfremt musen er den rette.

Men mest af alt er forfatteren (jeg):

Menneske

Løn:

Undskyld, men er kæmpende forfattere egentlig ikke pr definition ludhamrende fattige ? Så er der jo ikke ret meget løn at give væk af, vel ? Rent faktisk kan du som muse risikere at skulle deltage i den økonomiske side af hele værket - såfremt du altså får gnistret lige netop dén idé, din forfatter har brug for - samt risikere at være med til at dele overskuddet af bogsalg, merchandise, foredragsturnéer, og interviews.

Arbejdstid:

Døgnet rundt, kun afbrudt af de ferier, rejser, og familiebesøg, der nu måtte komme forbi din forfatters slunkne og mølbesatte tegnebog. Dog kan du blive indkaldt til arbejde i samme perioder - det kunne jo være inspirationen ramte lige midt i moster Gerda's sommermiddag eller på vej til Coasta del Langtvækkistans camping.

Ansøgning:

Skulle stillingen have din interesse, kan du ansøge ved personlig henvendelse til forfatteren (undertegnede), når han er hjemme. Husk bare at holde mund, indtil han løfter sit distræte, men åh, så kloge og vidende blik (åben lige vinduet, der trænger vist til udluftning ) op fra den omgang vrøvl, han er nødt til at skrive, fordi du har været så lang tid om at finde frem til ham, selvom han har siddet dér og ventet og ventet, og bare håbet på at du nu lige skulle komme forbi, så han kunne sætte kaffen over, og rydde et hjørne af det skrivebord, hvor bunkerne har samlet sig igennem uendelig lang tid, selvom han......

Kom nu bare for bi, ikk' ? Og husk at han (lillebitte migselv) elsker et godt kram, et varmt knus, og masser af alt det der go'e........

Skyer i sindet.

Det er sommer ifølge kalenderen, men trods dette er himlen udenfor mit vindue malet med gråtoner i uendeligt mange variationer, og skykanterne afslører en adstadigt ankommende front, af den slags der normalt drypper væde over det hele.

Indeni mig skulle det også gerne være sommer, med lys, glæde og varme tanker - jeg er jo trods alt kommet igennem en følelseskold vinter og et forår med spirende ædrueligheder overalt.

Og landet i en Sindsroens sommer, med udsigt til rolige dage i varme fællesskaber.

Men også her er der gråtoner, og skyfronter med hvileløs stress dryppende ned,

Sådan har det været, hver gang der har været beslutninger, der skulle tages, hvor udfaldet ikke var kendt på forhånd.

Hele mit liv har jeg søgt at kende alle udfald af alt hvad jeg lavede - alt, hvad jeg tænkte og besluttede. For på den måde at kunne sikre mig på forhånd, når jeg kunne se, at en beslutning ville føre til noget dårligt. Det virkede ikke altid, men så kunne jeg da i det mindste drikke på det, når udfaldet blev skidt.

Indrømmet - de sidste mange år har jeg haft en overvægt af de dårlige beslutninger på lager. Men når jeg nu bare vidste, at de ville gøre ondt, så kunne jeg jo "tage slaget med oprejst pande (og en øl i hånden)". Og så komme videre derefter, med endnu en dårlig beslutning liggende parat.

Jeg er klar over nu, at jeg bare har puttet blår i øjnene på mig selv hele tiden. At jeg har veget tilbage fra at kunne acceptere livet, på livets præmisser. Og hele tiden har forsøgt at planlægge og orkestrere mit liv, så jeg kunne træffe beslutninger, hvis udfald jeg selv havde besluttet på forhånd.

Hvilket kunne have været godt, såfremt jeg ikke lige havde en destruktiv side i mig, der konsekvent krævede at jeg altid tog beslutninger, der gjorde ondt. På mig, og på andre.

For så kunne jeg jo forsøge at bilde min verden ind, at jeg var en fandens karl, der kunne holde til en hel masse, og som altid rejste sig af støvet igen. Hvis jeg da ikke var for fuld, til at kunne rejse mig.

Fis i en hornlygte.

Det har kun ført hen til, at jeg her efter min behandling, og min snart 15 måneders lange ædruelighed, i de her dage næsten ikke tør tage nogen som helst form for aktiv beslutning, der kunne risikere at ændre status quo.

Med det resultat, at de situationer, og det liv, jeg holder så krampagtigt fast i - fordi det er det, jeg er allerbedst til - risikerer at krakelere og vælte alt rundt på gulvet. Og jeg risikerer at miste alt, hvad jeg har bygget op de sidste snart 15 måneder.

Suk.

Og mens jeg så har siddet og skrevet det her, går det op for mig at jeg egentlig er i fuld gang med den kamp, Sindsrobønnen også indeholder. Kampen om, at kunne finde Modet til at se forskellen på det, jeg kan ændre, og det, jeg ikke kan.

Samt Sindsroen til at acceptere dette.

Og jeg må erkende, at ligesom der ovenover de grå skyer udenfor mit vindue, findes en varm og livgivende sol, så findes der også en sådan ovenover mit sinds gråspættede humørskyer. En sindsrolig, varm, og altfavnende livgiver, der blæser en hatfuld på hvilke beslutninger, jeg træffer.

Bare jeg træffer dem, og tager ansvaret for dem.

Så det vil jeg kaste mig ud i at gøre, de næste fireogtyve timer.

Og jeg vil starte med at huske på, hvor jeg kom fra - med Dagens Digt.

En tirsdag - i regnvejr - på Solitudevej.

Hvordan kan det være, at solitude - for nu at bruge et fancy engelsk ord, istedet for at sige tingene ligeud - er så eminemt til at lave mænd - og specielt mig -  til eremitkrebs ?

Dén skal vist lige uddybes lidt nærmere.

Solitude - altså ensomhed - er jo den der følelse, fornemmelse, og tilstand, der opstår eller kan opstå, når man - jeg - dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, sidder helt alene fra tidlig morgen til sen aften, uden andet selskab, end det der kan findes på de såkaldt sociale netværk på nettet.

Når diskussionerne om aftensmadens sammensætning bliver foretaget af mig, snakkende med mig, eller med hvem der nu end lige er på radioen eller tv'et her og nu.

Når mit glædestrålende "Godmorgen, søde ven", bliver sendt smilende afsted til den bette forpjuskede solsort, der dagligt har valgt at være min port ud til den natur, jeg egentlig ikke går så meget rundt i mere.

Og når mit følelsesliv bliver udlevet, mens jeg hugger en liter is i mig, og stortuder over en pladderromantisk novellefilm, hvor helten får heltinden i enden - eller helten får helten, for nu at være politisk korrekte.

Mens mit behov for aggressionsudøvning udleves gennem virtuelle besøg i World of Warcraft, gennem nedkæmpning af allehånde mærkværdigt udseende kreaturer, hvis eneste formål er, at jeg netop skal kunne gøre dette - altså slagte dem, og dermed optjene point, så jeg kan komme til at se endnu mere skræmmende ud, end jeg allerede gør - altså i spillet....

Inden jeg har set mig om, er jeg på den måde igang med at bygge mit helt eget lille sneglehus, jeg som en anden eremitkrebs bagefter kan kravle baglæns ind i, og hvorfra jeg er istand til at holde øje med den omverden, der åbenbart er blevet så farlig for min sjælefred, at jeg er nødt til at holde mig væk fra den.

Eller er jeg ?

Er det mon ikke i virkeligheden alt sammen et udtryk for, at jeg gennem alle de år, jeg har levet og fungeret som aktiv alkoholiker, med min sygdom i regelmæssige udbrud, aldrig har lært at leve som det, jeg nu engang er ?

Et menneske, med gode såvel som dårlige egenskaber. Med brister og karakterdefekter, der før i tiden var blevet så stor en del af mit jeg, at jeg troede det var det, jeg var ?

En mand, der flere gange fandt sit livs eneste kærlighed, men ikke anede hvad han skulle bruge den til ?

En sjæl, der endnu ikke har fundet dét, Livet ultimativt drejer sig om ?

Jeg ved det ikke, men jeg har så sandelig tænkt mig at gøre mit til at finde ud af, om det er dét, jeg er.

Derfor rækker jeg ud til alle, jeg kan komme i tanke om, gennem min blog.

Gennem det, jeg ved jeg er god til - at udtrykke mig. Hvad enten dette er på skrift eller i radiomæssige sammenhænge. Rækker ud, så jeg kan øve mig på at være sammen med andre, uden at begå de samme fejl som tidligere.

Rækker ud, for at få reaktioner, der måske kan medvirke til at danne og udbygge den Jeg, der forhåbentlig ligger inde bag årtiernes snublen gennem livet.

Naturligvis vil jeg kunne begå fejl undervejs i processen. Men sålænge jeg husker at erkende dem, så snart de opstår, og søger at udbedre dem med det samme, så godt som det er mig muligt, vil jeg kunne minimere disse nye fejls indvirkning på mit liv.

Og skulle det hele blive for meget - kan jeg altid tillade mig, at trække mig ind i mit sneglehus for en stund, og få vejret, inden jeg stikker næsen udenfor, og vover at være en del af det hele igen.

Bare jeg husker at gøre det - her på min helt egen Solitudevej - fireogtyve timer ad gangen.

Tilbage til Fremtiden..........

........... for fremtiden er i dag.

Et af de goder, der ligger i at tage én dag ad gangen, og kun fokusere på de næste fireogtyve timer, er, at jeg får lært mig selv at fremtiden er lige her og nu. At den ikke, som jeg ellers kunne have tendens til at tro tidligere, var noget uhåndterbart, der først dukkede op senere i livet.

Hvis det da i det hele taget dukkede op, og ikke bare fortsatte med at være noget skræmmende, der helst ikke skulle komme forbi.

Men samtidig får det mig også til at indse, at den fremtid, jeg tager hul på hvert eneste minut, består af den fortid, der lige har været nutid. Og at den gør det, hele vejen tilbage til dengang jeg trak vejret for første gang i det her liv.

At den - min fremtid - dermed består af alle de gode og dårlige erfaringer, alle de fejltagelser og succes'er, og alle de udtalte og uudtalte ord, der er sket eller sagt siden.

Den er skabt af alle de kys, jeg har givet, og alle de skænderier, jeg har været en del af. Alle de sandheder, og alle de løgne, min hjerne har fabrikeret. Den indeholder mit liv, og begyndelsen på mine børns. Mine kæresters, koners, og forloveders afmagt og tårer.

Den indeholder alt, hvad jeg indtil dette øjeblik er og har været. Inklusive hundredetusindevis af brugte pantkroner, fra de flasker, hvis indhold har passeret min drøbel på vej ned mod en lever på overarbejde.

Og den - samme fremtid - indeholder dét øjeblik, jeg var mør, og erkendte at jeg ikke kunne styre mit liv. Det øjeblik, jeg for alvor erkendte at jeg er alkoholiker, og aldrig bliver rask.

Men for at jeg har kunnet komme frem til en sådan erkendelse af min fremtids basis, har jeg været nødt til at pille massevis af nullermænd ud af min navle. Været nødt til at se, at alt det snavs, jeg har haft i mit liv, har haft en til tider ødelæggende effekt, på den fremtid, jeg i min betændte hjerne før i tiden malede så rosenrød.

Og været nødt til at indse, at jeg ingen fremtid har, hvis jeg ikke erkender og tager vare på min fortid.

På den måde, kan de Løfter min behandling har lært mig eksisterer, vise sig at være sande og hjælpe mig til at forme den fremtid, der starter med de næste fireogtyve timer.

Ædru - og med Sindsro, Mod, og Visdom.

Frem og tilbage.....

.......er dæleme meget motion på en gang, for en mand i min alder.

Støn.

Som det måske er gået op for de af jer, der har læst med de sidste dage, så har jeg storbybesøg i øjeblikket. Min afdøde fætters kone og deres to skønne unger, har valgt af besøge den gamle onkel helt herude på landet, hvor kragerne har madpakke med, og landsbyerne lugter af det, græs nu engang bliver til efter at have bevæget sig gennem indtil mange komaver.

Og det er ikke mælk, jeg mener. Selvom netop dén slags har det med at forsvinde i rivende hast, når en otteårig og en seksårig er tørstige. Hvilket sådan et par størrelser bliver ret tit.

Den slags små mennesker har samtidig en mani med, at bevæge i sig et tempo, der - såfremt jeg skal dømme efter hvordan mine lægmuskler har det - burde lovgives imod.

Når deres bevægelser så samtidig sker op og ned ad bakker i Ree Park (torsdag), hvor dyrene både skal besøges, kigges på, og debatteres, mens den ene af dem har plantet sig i den trækvogn, der er nødvendig for at kunne transportere den uundværlige saftevand og rygsækkene, og den anden har valgt at være langt foran, mens mor og onkel forsøger at bestige bakkerne.

Samt i regnvåde cirkler rundt og rundt i Djurs Sommerland (fredag), for at komme frem til de forlystelser, der nu lige er spændende - det hele i mellem 4 og 5 timer hver gang - så opstår der en mathed i de unge mennesker, der kun kan forklares gennem meget høj skingertræt stemmeføring og utroligt ulogiske krav til mor og onkel.

Og en deraf medfølgende hensætning på jorden af små mødige legemer, mens der med underlæben stikkende frem bliver konstateret, at nu vil man altså ikke mere - så husker jeg pludselig, hvor mange år det er siden jeg sidst har været udsat for børn i dén alder.

At jeg så derudover vågner op med ben, der truer med revolution, samt bål og brand, såfremt jeg skulle have tænkt på at plage dem med mere af samme slags - og næsten er istand til at høre mine ryghvirvler spille "Symfonia Hysterica" af den kendte russiske komponist J.C.Avforfandendaski, fordi jeg har overvurderet mine skuldres evner til at bære - det er en mindre gene i det store hele.

For al den slags forsvinder som ved et trylleslag, og bliver for nogle vidunderlige øjeblikke en saga blot, når den store knægt konstaterer, at han godt tør prøve tingene, bare det er sammen med onkel, og tillidsfuldt holder fast i armen på mig, hvis det bliver for meget af det gode alligevel. Samt når Bambam-trunten sidst på dagen slår armene om mine ben, og siger godnat med et strålende smil på sit trætte ansigt.

Dét er næsten bedre, end både Panodiler og Ibuprofener - selvom jeg ikke ligefrem spiser nogen af den slags mere.

Så jeg tror, jeg vil kaste mig ind i min helt fantastisk meget savnede seng, nu hvor mine besøgende er gået til ro ude i campingvognen, og tage fireogtyve timer mere af samme slags.

Ædru - og mørbanket.

Men med smil på læben.

Når livet leves - i børnehøjde.

Jeg er blevet invaderet.

Mit hjem er blevet en slagplads for søskendekærlighed og søskendekrig. Et sted, hvor alt det mærkelige man aldrig har set før, eller ikke anede eksisterede, bliver kigget på med hænderne, og tjekket så grundigt efter som muligt.

Troskyldige blå øjne kigger opmærksomt på, hvad jeg laver, mens lillesøster surmuler over ikke at have fået sin vilje. Og mens jeg leder rundt i min hjernekiste, efter idéer til at holde en seksårig og en otteårig beskæftigede, mærker jeg tilliden til, at jeg - som er den voksne - naturligvis kan sørge for at det hele er spændende.

Det er godt nok lang tid siden, at jeg selv havde børn i den alder. Så lang tid, at jeg helt glemmer, at den slags ikke har nogen form for al-viden endnu, men stadig skal lære - mange gange på den hårde måde.

Hvilket betyder, at jeg pludseligt gen-opdager følelsen, ved at opleve reaktionerne fra et børnehavebarn, der ikke lige har fået sin vilje, og som heller ikke helt har opdaget hvordan man sætter ord på hvad der er man vil, men bare starter sin indre alarmsirene. Og naturligvis ikke spekulerer på, hvor mange voksne der bliver skræmt fra vid og sans over raserianfaldet - den slags bekymrer jo ikke unge prinsesser.

Og heller ikke kasseassistenter i den lokale Superbrugs, skal jeg hilse og sige.

Eller den varme glæde, der følger med de snusfornuftige udsagn og kommentarer, en snart tredieklasses dreng kan komme med, når han føler sig hjemme og har tillid til sin omverden.

En tillid, der får ham til at stå bomstille, med den finger han lige har brændt lidt på grillen, inde i den kolde vandstråle - lige så længe onkel siger, han skal.

Så skidt med, at ryggen her til morgen fortæller mig, at jeg skal tage den lidt mere med ro idag, end jeg gjorde i går. Om fireogtyve timer er der jo atter en dag (sagde Valdemar), hvor jeg sikkert skal igennem endnu en rutchebanetur af glemte oplevelser og glæder,

Så lige nu nyder jeg bare roen inden mine gæster vågner, mens jeg både gruer for og ser frem til, at tage med dem ud på dagens tur til vilde dyr, drillende aber, spyttende lamaer, og gungretunge næsehorn.

Jeg håber så bare, at min mødige aldrende krop, og mine i ungernes øjne sikkert alt for kedelige voksentanker, vil kunne klare at blive udsat for det sprudlende, voksende, levende liv endnu en dag.

Det er helt sikkert ganske sundt.

Hvad byder du (u)ventede gæster ?

Det føles helt underligt, at sidde stille sådan en helt almindelig morgen, mens solen står op og kaffen dufter indbydende. Og så samtidig vide, at dagen i dag og de næste dage vil blive fyldt med indtryk, der ellers ikke normalt er til stede.

Og mens jeg nipper til den varme - og efter min maves mening måske lidt for stærke - morgenbryg, begynder jeg i tankerne at gennemgå de begivenheder, der står foran mig.

Jeg skal nemlig have besøg. Familiebesøg. Noget, jeg ikke har haft siden jeg i april sidste år tog i behandling, og oplevede min verden forandres fuldstændigt.

Bevares - jeg har da været afsted på besøg i familien. Både gode og sørgelige besøg. Men det er første gang, at nogen fra den del af familien, jeg stadig har kontakt med, besøger mig. Og jeg ved, at besøget vil blive fyldt med latter, smil, og forpustethed, som jo alting bliver når der er børn med i ligningen.

Problemet er bare, at jeg er så meget ude af træning, når det gælder overnattende gæster, at jeg pludselig opdager alt det, andre tager som en selvfølgelighed, når familien kommer på besøg. Indkøb, oprydning, planlægning - alle disse åndeløst vigtige aktiviteter, der omgærder sommerferiebesøg her på landet, af sådan nogen "byfolk".

Samtidig bliver det første gang, jeg for alvor er i en social sammenhæng, der før i tiden indebar masser af kold hvidvin og kølige øl - sådan bare fordi det var sommer og sol og........ Og jeg aner ikke, om min sindsro er gearet til det, eller om jeg er fuldt klar over alle de faldgruber, der kan ligge forude.

Men jeg ser frem til det. 

Selvom jeg nu ikke ligefrem har alt for meget råd til at drage med mine gæster rundt i det Djurske, og vise dem noget af det, jeg elsker, og heller ikke har alt for meget fysisk overskud til at kunne følge med i et tempo, der ganske naturligt vil blive højere, end mit eget daglige - børn er jo et eller andet sted små levende raketter, når det drejer sig om at ville se alt, opleve alt, smage alt, på én gang - så vil jeg tillade mig at gøre det.

Og så lade bekymringerne fare for en stund, og tillade verden at vise sig fra sin glade side - bare det par dage, det drejer sig om. Måske er der så opstået mere energi, mere overskud, til at kæmpe med de daglige udfordringer bagefter.

For jeg trænger til sådan en win-win situation. En ordentlig omgang frådsen i livet, glæden, sommeren, familien, eksistensen - i dét, at være menneske på den sociale måde.

Så mens mine vanlige morgengæster - de aldrig svigtende små pipdyr - småhygger sig på terrassen med brødkrummer og flokfællesskab, vil jeg for første gang i mange måneder starte min indre turbo op, og gå igang med det, der mangler at blive gjort.

Der er jo meget, der skal laves - når familien kommer på besøg.

Senge skal redes, rod skal ryddes op, køleskabe skal fyldes, grillkul skal findes - og hov....... var det ikke sommerhumøret, der dukkede frem dér ?

Afsted det går - over stok og sten....... Firetyve timer ad gangen.

Kort - og godt ?

Hver morgen, når jeg sætter mig  og spiser morgenmad, vender jeg et tarotkort på nettet. Et af den slags, der via et billede og tolkningen af dette, skulle kunne vise hvor jeg står lige nu.

Jeg har nu aldrig forstået symbolerne, eller de hyggelige tegninger der er på kortene, men den medfølgende tolkning kan ind i mellem vække tanker, der ellers ikke kom op til overfladen.

Dagens kort var ingen undtagelse. Det stillede spørgsmålet, om jeg isolerer mig. Om jeg vender ryggen til verden, forsøger at skjule sandheden, føler at der ikke er nogen der har brug for mig eller at jeg ikke har brug for nogen. Samt om jeg skaber afstand til min omverden.

Jeg ved det godt - et sådant program er indstillet til at skyde med spredehagl i forholdsvis generelle vendinger. På den måde er der jo næsten altid noget, der kan ramme og vække eftertænksomhed.

Hvilket var præcis, hvad det gjorde i dag.

Det fik mig til at tænke på, om min efterhånden trygge hverdag kun tryg, fordi jeg har isoleret mig fra den verden der omgiver mig ? Og som jeg næsten kun er i kontakt med gennem blog'en eller gennem de udsendelser, jeg laver på min lokale radiostation. Eller gennem det ugentlige møde med fælles sygdomsramte.

Der kan gå dage imellem, at jeg ser et andet menneske. Dage, hvor min eneste kontakt til omverden er den, der opstår når jeg skal have købt ind til køleskabet. Hvorefter jeg, når jeg så endelig kommer i kontakt med et medmenneske, der ikke kun smiler professionelt bag en skranke, nærmest frådser i interaktioner og nærvær.

For derefter, som en anden eremitkrebs, at trække mig tilbage i min hule og nøjes med at værdsætte synet af fuglene udenfor mine vinduer, mens jeg nyder erindringen, og smager på alle aspekter af den.

Hvilken sandhed er det, jeg skulle forsøge at skjule, ved at leve på denne måde ? At jeg er alkoholiker ? Det ved alt og alle, for det har jeg aldrig lagt skjul på. At jeg er ensom og føler jeg ældes med foruroligende hast ? Det tror jeg nu også nok fremgår af mine daglige skriblerier her på bloggen, at jeg ikke har den store angst overfor.

Kunne min tilbagetrukkethed mon derimod skyldes, at jeg stadig er tyndhudet og sårbar, når det drejer sig om kontakt med andre levende væsener ? At jeg endnu ikke er helet, efter det enorme sår, mit hjerte og mit sind fik, da jeg blev svigtet dybest, af et menneske jeg holdt uendeligt meget af.

Måske er det det.

Det er jo ikke bare sket én enkelt gang, i mit liv, men mange gange. Selvom jeg nok må indrømme, at sidste gang det skete, var noget alvorligere end mange af de andre gange. For hjertehug, giver de dybeste sår.

Og nej, jeg er slet ikke inde i noget med "hvem har skyld / var jeg selv ude om det"-tankegange. Kun den rå viden og følelse, af de sår der har så svært ved at heles. Samt den deraf hårdt indlærte automatiske tilbagetrækning fra alt og alle, mens jeg forsøger at slikke samme sår, så der kan vokse ny hud henover.

Men jeg glemmer vist, at nogle sår ikke k a n slikkes rene. At nogle af dem skal have lov til at danne arvæv, og blive knudrede minder om noget, der var engang. Minder, der bringer nye erkendelser, når sindet blidt stryger henover henover dem, og sanser arrets fastfrosne billede af det, der skete.

Minder om et liv, der har gjort mig til den, jeg er. Et meneske, der har brug for andre end sig selv, og som ikke har behov for at skjule nogen sandheder, eller skabe afstand til sin omverden.

Et menneske - på godt og ondt.

Så skidt pyt med, at jeg lige nu gemmer mig i min tastefejlfyldte slotsfæstning, med berøringsfladernes vindebroer trukket op, mens kontrolkrokodiller svømmer i voldgraven, og herolder råber daglige betragtninger fra tårnenes toppe.

For jeg kan høre det knage i vindebroens kæder, mærke den sitren der opstår, når spunsen der holdt kæderne på plads, er ved at blive banket ud.  Og jeg ved, at bare jeg fortsætter med at tage mig kærligt af mine sår, smører dem dagligt med mindernes blide kærlighed, og nusser de hårde skorper af - så vil vindebroen falde, og slottet være parat til at overgive sig.

Til livet.

Er livet kun fejltagelser ?

Udenfor mine vinduer danser en drillende sommerregn sart henover mine havemøbler, og forsyner græsset med næring nok til at garantere ugentlig klipning. Pipdyrene flyver slalom mellem dråberne, og kæmper med hinanden om retten til at forsyne sig, fra det spisebord jeg dagligt dækker op til dem.

Krummerne flyver om ørerne på dem, på samme måde som minderne om mine fejltagelser danser om ørerne på mig.

For pludselig strøg en tanke gennem hjernen på mig. En af den slags, der ubønhørligt kræver min fulde opmærksomhed. Og som opstod, udelukkende fordi jeg så et af de større pipdyr begå en fejltagelse, der kostede den præcis den store krumme, der måske havde været nødvendig for at den kunne holde sine unger i live.

Er livet baseret på fejltagelser ?

Tanken rungede gennem mig, mens den mere analytiske del af mit jeg begyndte at undersøge den. Vende og dreje den - kigge på den fra alle leder og kanter - så et svar kunne udkrystalliseres i min morgentrætte hjerne.

Ja - livet er baseret på fejltagelser. Mit, i det mindste.

Helt tilbage fra dengang, jeg først slog mine øjne op, og vrælede mod himlen i protest over at blive født, har fejltagelser været grundstenen i al min lærdom. Grundstenen i alle mine erkendelser, al min eksistens.

For jeg lærer kun gennem fejltagelser - gennem dét, at snuble for at lære hvad jeg skal undgå. Al succes i mit liv, har været på grund af utallige fejltagelser, utallige smæk over næsen. Hver gang noget er gået godt, har der inden da været fejl, jeg begik, som måske nok kunne have været undgået.

Men som var nødvendige, for at succes'en kunne komme til.

For det er ikke alle fejltagelser, der er af det onde. eller som skaber splid, gråd, og sorg. Størstedelen af dem har medvirket til at lære mig at leve, lære mig at forstå hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. Uden dem, ville jeg ikke være der, hvor jeg er i dag, eller være det menneske, jeg nu er blevet til.

Heldigvis.

Så er der naturligvis også de fejltagelser, jeg aldrig vil fortryde. De fejltagelser, der viste sig at føre frem til så meget glæde og kærlighed, at de beriger mit liv dagligt. Og som stadig viser mig, at i enhver fejltagelse, ligger kimen til glæde, kimen til succes.

For selvom jeg mange gange bander over de fejl, jeg har begået i livet, og fortryder en masse af dem, er de grunden til at jeg i dag kan sidde her, og række hånden ud til andre, der står i samme situation som jeg gjorde. Og måske hjælpe, ved at dele hvem og hvad jeg er.

Hvilket jeg vælger at se som en succes.

Ingen fejltagelser er helt uden konsekvenser. Men ikke alle konsekvenser er dårlige. Og med tiden kan måske også de fejltagelser, hvis konsekvenser indtil nu har været bitre, sorgfyldte, og negative, ende med at være til gavn og glæde.

Om ikke for mig, så for andre.

Jeg vil lade de næste fireogtyve timer af mit liv være en succes, skabt af alle de fejltagelser, jeg har begået, og som jeg ikke kan ændre, og alle de fejltagelser, jeg har og har haft mod til at ændre.

Og finde visdom til at se, at det er min ædruelighed, der gør forskellen.

Udkiggen.......fjerde runde.

Fjerde kapitel

(Nye læsere kan finde de første tre kapitler her - Første kapitel "Det Gode Skib Jeg", Andet kapitel "Overstyrmanden", og Tredie kapitel "Maskinrummet" 

På toppen af verden.

Bifokulaert sammenklappet bredsyn, havde de kaldt det, da han dengang havde spurgt Synerne på medibåden, hvorfor han mente at kunne se noget dække for længden af hans udsyn. Som om det var bedre, at blive belemret med noget, der kunne sætte hans job, og dermed skibets fremfærd i fare, uden at ane hvad det var, og uden at kunne få det ændret.

Selv medibådene var jo blevet ramt af den Ligegyldighedens Systemorm, der så ud til at have spredt sig til næsten alle dele af den verden, han kendte. Og den var stor, den verden. Så stor, at han nogle gange tvivlede på, at han var istand til at se alt det, han ifølge sin jobbeskrivelse skulle kunne se.

For hvordan skulle kaptajnen og førstestyrmanden – ja, hele skibet, Overe og Undere, Sæk, Tynderter og Bund – kunne navigere udenom eller i det hele taget opdage farer, hvis ikke hans gennemtrængende Syn fungerede perfekt ? Hvis ikke han var istand til at justere sit udkig efter de vuggende bevægelser, det gode skib ”Jeg” udsatte ham for, heroppe i toppen af den højeste rygradsbalancerende mast, skibet var i besiddelse af.

Han greb hårdere fat om balanceknoppen, for at undgå at få sendt kvalmende  ubalancerede beskeder  gennem det trådsystem, han brugte til at holde kaptajnen og overstyrmanden orienteret med. Vel vidende, at Sæk rutinemæssigt lyttede med, når der gik nye billeder gennem trådene, og at disse, ifald de var alt for meget ude af balance, kunne  få Sæk til at returnere alt, hvad Rålangerne havde kastet ned til ham, iblandet Blærerøvssaft og syredampende smøremiddel, med en sådan hast, at det ville blive spredt overalt på skibet.

 Hvorefter alt ville enten gå i stå på det gode skib, eller endda måske resultere i skader på Top- eller Bundhold. Eller kaptajn og overstyrmand. Eller måske endda på Skibet selv, hvis udkastet fra Maskinrummet nåede helt op og blokerede for hans egen mulighed for at udføre sit arbejde.

At se så langt som muligt, opdage farer under, i, og ovenfor vandet, der kunne gøre skader på skibet, og så hurtigt som muligt bringe billeder af dette til kaptajnens bevidsthed. Og dermed til hele skibet.

Bistert nikkende for sig selv gentog han det mantra, alle Øjekiggende Synsfolk blev født med en viden om – Intet over, intet under, intet foran, intet bagved, så er Skibet sikkert, og Synet godt.

Han vidste, at han skulle have sendt besked om Hjemløshedsklippernes syleskarpe nærvær, så såre han havde synet deres eksistens i horisonten. Men endnu en gang havde overstyrmanden været hurtigst med alarmen. Var man bare udstyret med samme perfekt tunede sanseapparat, som det overstyrmand Sind var i besiddelse af, så......

Han rystede svagt på hovedet, mens han huskede sig selv på, at alle ombord tilsammen udgjorde et perfekt instrument, når det drejede sig om Skibets velbefindende og fremfart. Sålænge systemets giftigheder ikke påvirkede nogle af dem mere, end gennem en let kvalme og kraftesløshed, skulle han nok kunne udføre det job, han med strålende gråblåøjet stolthed havde varetaget siden søsætningen for en menneskealder siden.

Selvom han måtte indrømme, at han med tiden havde været nødt til at gribe til både monofokulare og endda bifokulare  visionsfremmende foranstaltninger, for at kunne blive på toppen af sin ydeevne, så havde det været det værd.

For hvad ville skibet gøre uden ham ? Der var ingen erstatninger på lager nogen steder – det vidste han med sikkerhed. Når et skib blev søsat, sad udkiggen fast for livet, hvadenten denne fungerede eller ej.

Tankefuldt lod han sit blik vandre henover horisonten, mens han rutinemæssigt justerede okularerne, og sendte trådbårne billeder til behandling og rubricering i kaptajnens bevidstheds baglokale. Sansningen var hans, tolkningen kaptajnens.

Set heroppefra virkede det næsten komisk, at maskinmesteren kunne fylde så meget på skibet, men Sæk havde jo altid været lidt af en grovædende gavflab, der gerne lod sine rumlende betragtninger vibrere gennem hver en knoglet planke, som underlægning til maskinens rytmisk dunkende hjertelyd.

På det seneste lod det dog til, at maskinmesterens og maskinens topbeklædning efterhånden konsekvent dækkede for alt syd for hans, udkiggens, nedadgående synsfelt. Lidt ærgerligt, syntes han, for det havde tidligere været ganske hyggeligt, ja endda nærmest hormonbrusende dejligt, at syne hvordan affaldsrøret lidt syd for midtskibs, med den rette håndtering kunne reagere med sanseberigende sprøjt.

Smilende rystede han okularerne, mens han på denne måde tankeadspredt fortsatte sin horisontskanning. Intet over, intet u......

Vantro fokuserede han endnu en gang på det, der havde afbrudt hans mantragennemgang af synsfeltet. Var det ikke .......? De spidser bevægede sig sgu da.... ? Og de der flyvende klatter ? Var det ? Jamen.....?

Lynende hurtigt kastede han billederne af det, han havde sanset, gennem trådene til kaptajn Hjernes kommandrobro, mens han samtidig benyttede muligheden for at starte en fuld skibs-alarm, ved at ryste en let kvalmebesked afsted til maskinrummet, så både maskine og mandskab ville være parat til handling, når Sind og Hjerne havde tolket billederne, og valgt reaktionsmåde.

Hvis dén stime øgleagtige gældshajer, og dén flok rockertatoverede insolvensmåger, han just havde spottet, nåede frem til skibet, ville de med største sandsynlighed betyde altings undergang. Gældshajerne ville flå store klumper ud af skroget med deres sylespidse og kæmpestore rentetænder, og insolvensmågerne diamantskarpe trusselsnæb bore sig ind i mandskabets bløddele, på deres søgen efter overstyrmanden og kaptajnen.

Alt sammen efterladende død og ødelæggelse – uden at Systemslæberen, der stadig trak dem alle hen mod Hjemløshedsklippernes skarpe spidser, ville opdage noget, før tovet til sidst ville ende med at måtte kappes, når skibet ikke længere var andet end......dødvægt.

Og i et sjældent glimtende klart syn, sansede den gode udkig pludselig, hvad der kunne ende med at være skibets, og alle ombord på dets, skæbne.

Hængende ubevægeligt på Hjemløshedsklippernes syleskarpe toppe, mens skibet bid for bid blev flået i stykker og slugt af gældshajerne, og besætningen en efter en hakket ned af af de råddent lugtende insolvensmåger, på deres vej frem mod den kaptajn og den overstyrmand, de havde deres ågerrenteskinnende øjne fæstnet på.

Rystende spekulerede han på, om det var Undergangen, han forudså, eller om han bare var ramt af Smitsomt Sortsyn – der havde jo været meget af den slags i luften, den sidste tid - og pludselig var blevet Sortseer.

Kun skibets Knoglevrider kunne give ham det svar.

(fortsættes på et tidspunkt - i hælene på Skibslægen......)

Manglende klarsyn.

Kender du fornemmelsen af, at alting sker i en form for slow-motion omkring dig ? Så ved du, hvad jeg er temmelig ramt af i øjeblikket.

Det virker, som om jeg er centrum i et begivenhedssystem, hvor tingene, der er helt tæt på mig, enten står ubevægeligt stille eller sker i slow-motion, mens det, der er udenfor den nære omkreds af cirkelen, ræser afsted i et vanvittigt tempo.

Og det meste af det, hænger åbenbart tæt sammen med min i øjeblikket ikke-eksisterende evne til at få tingene gjort.

At tage mig sammen.

Mange gange sidder jeg ligefrem og oplever at se græsset gro hurtigere, end jeg kan nå at tage mig sammen - ikke bare til at slå det, men til så mange andre ting, der nærmest virker som uoverstigelige hindringer på den vej, jeg slæber mit mødige legeme hen af.

Trætheden i samme legeme virker nogen gange næsten fysisk, og forsøger på daglig basis at lokke mig til at klaske ryggen ned på sofaen kort tid efter jeg har fået morgenmad, for derefter at kyle mig ned i et par nærmest bevidstløse timer, fyldt med arrige drømme og smerter i knogler og bløddele, når jeg endelig vågner op igen.

Stadig følende, at jeg er i en klokke af ikke-eksistens, kan jeg så sidde og glo ud af vinduet, mens jeg bilder mig selv ind, at jeg kan nå noget af det, jeg har sat mig for.

Jeg er bagud med de fleste af de ting, jeg har sat mig for. Det er mange dage siden jeg ville mande mig op til at tømme campingvognen, så jeg kan lade forhandleren afhente den. Mange dage siden, jeg ville gå igang med at tømme gæsteværelset for alt det møg, der var efterladt på loftet da "hun, som ikke må nævnes" forsvandt.

Og mange dage siden, jeg sidst har støvsuget og vasket gulv.

I går fik jeg så endelig taget mig sammen til at påbegynde tømningen af gæsteværelset, hvilket gav min i forvejen tankemyldrende hjerne mere at tygge på.

Der var genstande fra mit fortidige liv, minder fra forrige årtusinde, smerter fra tidligere ægteskaber, gemt i de sorte plastiksække og brune flyttekasser, en god ven for måneder siden hjalp mig med at få ned fra loftet.

Straks brød min vidunderlige alkoholiker frem fra sit skjul, og fyldte mig med skam, flovhed, bortforklaringer, undskyldninger, og en hel masse andet gammelt pludder fra dengang, jeg stadig var aktiv, dengang, jeg faldt tilbage i flasken for x'te gang.

Og kortvarigt følte jeg mig lokket, fristet, draget.......

Hen mod den rus, der, bare til at starte med, på så udmærket vis kunne viske det hele ud, "forklare" alt, og love guld og fremtidig styrke. Alle de falske løfter, jeg så mange gange før er faldet for, og som har givet mig mulighed for at ødelægge så meget i mit liv.

Men selv det, virkede som en uoverstigelig hindring.

Istedet fandt jeg mig selv siddende i en nærmest komatøs stivnethed, drejende ringen fra det ægteskab, jeg ødelagde i 2003, mellem fingrene - kiggende på bryllupsfotoet fra '99, med tankerne ræsende afsted, mens græsset udenfor vinduerne langsomt groede op, og kløveren satte blomster.

Ting tager tid, siger de kloge hoveder. Men behøver det at tage s å lang tid ? Og have så store omkostninger for liv og helbred ?

Min sindsro-bøn siger, at jeg skal finde ro i sindet til at kunne acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og mod til at ændre de ting jeg kan. Men den siger intet om, hvor jeg finder kræfterne til at kunne gøre det fra, i en hverdag fyldt med træthed, langsommelighed, ugidelighed, smerter - og jamrende selvbeklagelser.

For et øjeblik siden var det søndag, og jeg skulle have været afsted til møde. Nu er det.... torsdag? Og jeg er stadig ikke kommet videre.

Jeg hader mine sygdomme. Men kan i øjeblikket hverken leve med dem - eller uden dem.

Og mens den erkendelse langsomt synker ind i min bevidsthed, og får mine øjne til endnu engang at fokusere på det uendelige ingenting - er der røget en centimeter mere på græslængden udenfor mine vinduer.

Jeg må nok hellere slå plænen - imorgen.

Mistrøstigt mismod - og andet brok.

I sidste måned var jeg til scanning på mit lokale regionshospital.

Ultralydsscanning, af mave, tarm, lever, og galdeblære. Noget, som egentlig skulle have sket flere måneder tidligere, men hvor jeg, på grund af en fejl i fremsendelsen af e-boks indkaldelse, var blevet rubriceret som ikke fremmødt.

Og så har man jo gjort hvad man kunne, fra systemets side, ikke  ? En scanning, der skal finde ud af, om jeg stadig har knuder i min galdeblære, og hvordan min lever har det, er nok ikke så vigtig, at nogen kunne finde på at tjekke hvorfor jeg ikke var mødt frem, vel ?

At jeg så først blev bekendt med det, da jeg alligevel skulle til samtale ved hospitalets mavespecialister, er en biting.

I dag fik jeg så resultatet. Ikke fordi der lige var nogen læge eller lignende, der havde set på scanningen og skrevet, mailet, eller ringet til mig. Nej, kun fordi jeg selv ringede op for at høre hvordan scanningen var forløbet, og hvornår jeg kunne forvente et resultat.

Afdelingen anede ikke hvad jeg snakkede om, men lovede at få nogen til at ringe, hvis der var et resultat - hvilket så også skete et par timer senere.

Så langt så godt.

En vældigt hønemorklukkende sygeplejerske fortalte mig, at resultaterne viste det samme som sidst - at der stadig var samme antal knuder i galdeblæren, og at leveren stadig var lige så fedtbesat som ved tidligere undersøgelser.

Og det var så det.

Ingen besked om, hvad der så skulle ske nu. Ingen indkaldelse til nye samtaler eller undersøgelser.  Faktisk blev den gode sygeplejerske noget konsterneret, da jeg tillod mig at spørge. For det vidste hun da ikke - hun mente, at jeg bare skulle være glad for at det ikke var blevet værre.

Da jeg så tillod mig at presse på, for at få at vide hvad der kunne gøres, for at gøre situationen bedre - her hvor der efterhånden var gået flere år, siden den opstod - spurgte hun mig undrende, om jeg da kunne mærke det...........

Undskyld mig, men det var jo ligesom det, der startede det hele for efterhånden lang tid siden. Mine tarmproblemer, mine leverproblemer, mine galdeblæreproblemer, og de deraf fremkomne smerter og daglige hindringer, der på egen måde medvirker til at holde mig på et med mellemrum ret depressivt stade, og hindrer mig i at kunne blive rask igen.

Selvom jeg naturligvis fortalte hende ovenstående på en pæn og rolig måde, kunne jeg godt opfatte at det ikke lige huede hende, men samtalen endte da med, at hun ville få en læge fra afdelingen til at ringe - imorgen.

Det er nu på over andet år, jeg går med et sygt mave/tarm-system, med et stadigt tårnhøjt blodtryk, og med en depression, der ikke just bliver bedre af, at føle mig håbløs. Jeg har ikke bedt om at være syg, så det mindste jeg skulle kunne forvente, er da ikke at blive mødt med......

.....ligegyldighed.

Hvilket er nøjagtig, hvad jeg føler møder mig, hver gang jeg er i kontakt med det overordnede lægesystem. Min egen læge gør alt hvad hun kan  - og er en god støtte - men kan jo ikke fremtrylle resultater og behandlinger, hvis ikke der medarbejdes fra de hospitaler, der skal undersøge mig.

Suk.

Jeg ved godt, at hele denne situation ikke er noget, jeg kan ændre umiddelbart, og at jeg derfor er nødt til at acceptere den træghed, der åbenbart gennemsyrer et ellers godt sundhedssystem, men jeg vil til alle tider kræve min ret til at bande, banke i bordet, og råbe højt, når sådan noget sker.

Fanden - Sgu - og Helvedes også........

Samt derefter huske, at de næste fireogtyve timer på trods af smerter, ligegyldighed, mistrøstighed, og mismod, naturligvis vil blive bedre, end de var før i tiden.

For jeg er ædru.

Tilværelsens nødvendige onde.

Det er grimt, pludselig at føle at jeg ikke kan undvære at være syg.

Pludseligt at være nervøs for ændringer, der kunne vise sig måske at bringe mig over på den raske side af det hele. At sidde, med en uendelig træthed i kroppen, og ondt indtil flere forskellige steder samtidig, mens de eneste tanker, der dukker op, er en bekymring for om min tinnitus nu er blevet værre på grund af den medicin jeg har.

Og overhovedet ikke spekulere på, om medicinen så til gengæld har hjulpet på det, den var udset til at skulle hjælpe på.

Jo naturligvis vil jeg da allerhelst være rask. Jeg ligefrem brænder efter at blive det, og kaster mig ud i det ene mere mærkværdige tankeeksperiment efter det andet, for at prøve at finde frem til noget, der måske kan ændre - eller endda helt fjerne - de sygdomme og tilstande, jeg har fået raget mig til i løbet af de sidste år.

Men at skulle kunne sige til mig selv, at tingene er, som de er, og at jeg nok aldrig får det bedre - det ligger ikke i kortene. No way !!

Så mens matheden sænker sig over mig, og ugideligheden når nye højder under devicen "Hvad skulle det gøre godt for....", forsøger jeg dagligt at hive mig selv op ved hårrødderne og få lavet bare en lille smule af det, der nu en gang skal laves dagligt.

Jeg har jo ikke ligefrem noget ønske om at ende som en "horder", der samler bunkevis af ting, bare fordi jeg ikke kan få taget mig sammen til at rydde op i dem. Men ikke desto mindre er bunkerne der, og kræver at blive taget hånd om.

Samtidig skal jeg have tømt campingvognen, så det investeringsselskab, der i sin tid lånte mig pengene til den, kan komme forbi og afhente den igen.

Og jeg skal have slået græs, og vasket gulv, og vasket tøj, og fjernet spindelvæv, og............

...........jeg skal have begyndt at leve igen - sådan for alvor leve, og nyde at jeg gør det.

I stedet for at sidde buret inde bag duggede ruder, med udenfor hoppende ivrigt spisende pipdyr som eneste morskab på programmet.

Jeg skal have startet på, at finde ud af om der er plads i mit liv til andre end mig selv. Om jeg trods alder og sygdom vil kunne finde én, der kan acceptere det menneske, jeg nu engang er, og måske endda elske mig, trods mine mørke sider og min dunkle fortid.

Men først skal jeg vist lige lære at elske mig selv igen. For hvis ikke jeg kan elske mig selv, hvordan skulle nogen anden så kunne elske mig ?

Ja, jeg kan godt høre min indre misbrugskonsulent hyle op om indbyggede faldgruber, og automatiserede fejlmuligheder, når jeg kommer med sådant et argument.

Men ikke desto mindre er det det, jeg føler i mit inderste. At jeg skal lære at elske mig selv, før jeg begynder at lade andre elske mig. Eller begynder at elske andre.......

Samtidig med, at jeg er nødt til at tage højde for, om jeg skulle være på vej ned i et tilbagefald, eller om det er "sikkert", at bevæge mig ad den tangent, for at komme videre i livet.

Uha, hvor er der meget terapi i sådan at sidde og nedskrive sine tanker, og bare lade dem stå som de blev skrevet. Tanker, der ellers ikke ville få mulighed for at blive taget alvorligt, eller give anledning til andet, end et øjebliks forvirring, ubehag, eller distraktion.

Hvis de da i det hele taget får lov til at trænge gennem den tåge af hovedpine, tinnitus, og almen ubehag, jeg render rundt med. Jeg ville ønske, at jeg kunne slutte den sætning af med "...i disse dage", men det har efterhånden varet så længe, at det mere virker som et "tilværelsens nødvendige onde", end bare noget, der lige kom forbi i nogle få dage.

Så når jeg om lidt - kun tre timer efter jeg stod op - finder ud af, hvad denne dag skal bestå af, håber jeg at jeg også vil være istand til at kunne fuldføre det, jeg sætter mig for.

Jeg kan jo ikke blive ved med at læne mig op af Kong Valdemar's ordsprog i alt hvad jeg gør, vel ?

Sådan en tidlig ........

....... søndag morgen har nu sit helt eget liv.

Fuglene, der synger udenfor - morgenvinden, der drillende blæser fuglefoderet rundt om fødderne på dem. Solen, der bringer løfter om en klar og dejlig dag - skyerne, der sommerlette danser henover himmelen.

Jeg nyder alt sammen, mens morgentheen åbner smagsløgene på min tunge så jeg lettere smager syrligheden i min A38, og samtidig mærker nattens dæmoner kravle langsomt ud af mit mødige legeme.

En pludselig skygge fra en rovfugl på mit lettere ufriserede græs, spreder mængden af småfugle - næsten på samme måde, som var det vinden, der blæste dem væk. Og kortvarigt stilner lyden af deres morgensang, mens de vagtsomt følger skyggens vej væk fra dem.

Tankerne i mit hoved danser rundt - ikke ulig de snart igen morgenfoderspisende pipdyr - mens mit sind holder øje med, om der nu skulle dukke noget op, der kunne tænkes at være farligt. For så straks at spredes langt væk, så snart der er optræk til, at min Sindsro kan blive forstyrret.

Ikke altid med lige stort held, må jeg indrømme.

Nogle gange trænger ængstelsens og forvirringens skygger så langt frem, at de når at skabe uro inden de igen kan kastes tilbage hvor de kom fra - oplyst og opløst af Sindsroens ædruelighed og ærlighedens klarhed.

Og nogle gange kryber fortidige tankemonstre ind, skabende blæsende ballade i mit sind -  medbringende tordenbyger af tåreregn fra sorte klumper af fordampet fortidig frygt, der kun kan jages bort af forandringens vinde.

For også denne søndag morgen må jeg erkende, at jeg består af det hele - af alle de øjeblikke, begivenheder, og valg, der på så uskøn vis er smeltet sammen til den, der nu sidder med thekoppen ved sin hånd, og med smagen af A38 i sin mund.

Et menneske, med fejl og mangler - og med rovtanker skabende skygger i mit sind, der hastigt kan ændre den hverdag, jeg indtil nu har fået bygget op.

Men også med kærlighed og ærlighed i det hjerte, der har elsket så højt og lidt så inderligt. Parat til kærligt kvidrende at dele livets frø med en anden, måske lige så arret morgenfugl, såfremt en sådan kom flyvende forbi.

Tankefuldt knuser jeg et knækbrød mellem fingrene, og lader stumperne drysse ned på terrassens ukrudtsplagede fliser, så de kvidrende fjerklumper kan klare sig de næste fireogtyve timer.

For handling skaber forvandling - men kun den positive handling kan skabe den positive forvandling.

Tror jeg nok.

Skal du ikke snart være rask ?

Beskeden klingede stadig i mine ører, da jeg lagde røret på efter en telefonsamtale her til morgen.

Ikke for første gang, men nok nærmere femte gang på bare to dage, havde jeg hørt uforståenheden overfor det, jeg nu render og kæmper med, fra én, der sikkert mente det mere end godt.

Og pludselig var der faret en djævel i mig, og jeg begyndte irriteret at skælde ud.

Jo gu' pokker ville jeg da gerne, at jeg snart var rask. Gu' pokker er det møgirriterende hele tiden at rende rundt og være syg, uden at kunne præsentere hverken et brækket ben eller en hul gennemtrængende hoste, eller hvad der nu kræves, for at  min omverden anerkender, at jeg rent faktisk e r syg, og gør hvad jeg kan for at blive rask igen.

Samtidig fór tankerne gennem mit hoved - tanker, der stillede spørgsmålstegn ved min nære omverdens tålmodighed med lille, syge mig - tanker, der skældte og smældte, slog i bordet, og tudbrølede af raseri over den manglende accept - over ikke at blive taget alvorligt.

Jeg ved godt, at jeg det meste af tiden præsenterer et roligt ansigt, med smil på læben og humor i øjnene - at jeg underspiller de ting, jeg fejler, og nærmest fremlægger dem som en del af livets betingelser.

Men det er de ikke.

Hverken den forbandede overvækst af bakterier i min tyndtarm, der åbenbart skal slåes ned med få måneders mellemrum - med risiko for udvikling af resistente bakteriestammer, hvilket igen kan medføre at jeg ikke kan behandles for andre ganske almindelige infektioner senere - eller blodtrykket, der igen har valgt at placere sig på øverste hylde, trods langvarig behandling med allehånde mediciner og naturprodukter.

For ikke at snakke om det sammenfaldne glaslegeme i mit højre øje, der ind imellem gør synsoplevelsen både kvalmende og svimlende, og galdeblæren, og leveren, og alle de andre ligeså valide sygdomme og symptomer, der medvirker til at gøre min hverdag til noget af en rutchebanetur med jævne mellemrum.

Eller den svimmelhed, der gør at jeg ind imellem ikke føler jeg har styr over mine tanker, og samtidig lægger et tungt låg over det hele - hvilket gør det næsten umuligt at sætte to ord sammen til noget meningsfyldt.

Jeg er træt af, at føle at andre synes jeg jamrer mig, og mærke folk vende hovedet bort, når jeg forsøger at fortælle, hvorfor jeg ikke lige vælger at være rask igen. Træt af den der "han snakker sgu altid om sin sygdom"-indstilling, som jeg ellers aktivt har forsøgt at bekæmpe, ved at være så positiv som mulig.

Jeg er kort sagt træt af - ikke at kunne få lov til at være syg for alvor - ikke at kunne smide mig ned på asfalten og hamre hænderne ned i den, mens jeg højt skrigende får gjort opmærksom på, at jeg faktisk synes det er helt totalt forbandet træls og ufortjent, at jeg skal rende rundt og være syg.

Jeg ville meget hellere sidde bag rattet i en turistbus, på vej et eller andet sted hen i Europa, med glade mennesker, der skal ud og opleve noget. Og glæde mig til at vise dem det, jeg nu engang kender i alle de lande, jeg gennem tiden har besøgt og oplevet.

Hellere tjene mine egne penge gennem et arbejde jeg elsker, end få dem udbetalt som en slags nådsensbrød af en overmistænksom kommunalt ansat, der finder en ære i at smide mig rundt til alle mulige og umulige unødvendige samt sygeperiodeforlængende aktiviteter. Og som har lært, og er uddannet i, at sygemeldte ikke er syge.

Det er bare noget de tror.......

Så i dag vil jeg tage mig selv i hoved og røv - og køre til endnu en undersøgelse på endnu et sygehus, mens jeg fylder bilen med svovlende eder og forbandelser over den situation, og de sygdomme, der har gjort det hamrende svært for mig at holde af hverdagen.

Ikke fordi jeg tror det hjælper noget - de der eder og forbandelser - men det bliver sgu rart at kunne råbe dem højt og inderligt, uden nogen til at rynke på næsen og mene, at jeg jo bare kan tage og holde op med at være syg.

Det skal jeg til gengæld nok gøre - holde op med at være syg. Senest når jeg ligger 3 fod nede, og holder regnormene med selskab.

Men indtil da, agter jeg fireogtyve timer ad gangen at holde på min ret til at være syg, når jeg er det, og have det ad helvede til med det, når det er tid til det.

Så i stedet for at spørge mig, om jeg ikke snart skal være rask, ville det glæde mit snart forsvindende ego utroligt, at blive mødt med knus, kram, og accept af, at lige nu - der er jeg syg, og ved ikke hvornår jeg bliver rask igen.

* brokke-mode Off *

Altså !!

Liv, livsstil, og livsændring.

Jeg er ikke 36 mere.

Erkendelsen ramte mig som et sværdslag midt på dagen, hvor min ryg lige havde fortalte mig, at jeg skulle finde en bedre stilling, og mine hofter højlydt protesterende forlangte at blive taget hensyn til først.

Mit hoved havde allerede længe gjort mig opmærksom på, at selv grød kan få ondt, og musklerne havde i timevis udsendt høje knirkelyde, bare jeg skulle bevæge mig det mindste.

Alt sammen fordi, jeg har villet være så god som muligt ved min lille krop, og give den mulighed for at kunne nå hen i nærheden af fortids storhed. Dette gennem indtil flere (se forrige indlæg) besøg i varmtvandsbassinet, og flere både hel- og halvhjertede forsøg på at bevæge mig bare en lille smule mere, end jeg gør til hverdag.

Og når jeg så beklagede mig, og syntes det var ufatteligt synd for lille mig - så var der straks en eller flere, der med enorm sikkerhed i stemmen fortalte mig, at det hele nok skulle blive bedre.

Jeg skal bare give det tid.

Tid ?

Jeg har sgutte særligt meget tid at give af, kære venner. De tredive til fyrre år, jeg har tilbage her på universets smukkeste planet, kunne jeg da også tænke mig at tilbringe i bare nogenlunde Dionysisk velvære, gerne i selskab af personer af det modsatte køn, der kan servicere mig efter fortjeneste.

Ja ok, så fik jeg nok ikke lige så meget, som jeg gerne ville have - men tanker er jo toldfrie, ikk' ?

Suk.

Jeg ved det godt - jeg skal tage mig sammen, og være bare en lille smule realistisk, omkring det hele.

For på den måde kan jeg forhåbentlig sikre mig, at i det mindste de næste fireogtyve timer bliver bedre. Og jeg ved da også godt, at når al ømheden er væk, smerterne indskrænket til en mindre summen i musklerne, og hovedpinen stukket af hjemmefra - så kommer jeg til at føle velvære.

Og forhåbentlig også opdage, at jeg har tabt noget af det overflødige fedt, der just nu skvulper rundt på min krop, i desperate forsøg på at undgå at blive forbrændt.

Det kan tro nej, kan det. Jeg har skruet op for forbrændingen - med mega hjælp fra Livsstilscenteret - og er i besiddelse af en håndfuld værktøjer, der kan gøre underværker.

Det vil jeg så prøve at se, om jeg kan få lov til at lade dem gøre, når jeg imorgen er taget hjem herfra - med mulighed for at komme tilbage igen, hvis min læge vil lytte til anbefalingerne fra stedet.

Men lige her og nu, vil jeg nøjes med at finde Sindsro - dén gør nemlig ikke ondt.

Endnu en start.

Det er helt utroligt, så glad jeg kan blive, når jeg møder mennesker jeg ikke har set i flere måneder. Som nu i dag, hvor jeg her til morgen genså og mødtes med alle de dejlige mennesker, jeg har været på Livsstilscenteret med.

Ja det vil sige, ikke dem allesammen - der er jo trods alt nogen, der blev færdige med deres ophold sidste gang, for tre måneder siden. Men alle de andre, der stadig har et eller flere ophold tilbage, inden de ligesom jeg må slippe Centeret, og fortsætte ud af den gode sti, der er blevet lagt under indlæggelserne.

Sangerinden, med den pragtfulde stemme, musikeren med det bløde anslag, ægteparret med overskud nok til mange, og hele banden af andre, der næsten samtidig vælter ind af døren på Centeret, med ét mål for øje.

At få det bedre.

Og jeg må erkende, at det, at stå klokken tidligt op om morgenen, og blive mødt med et kæmpesmil og en gigakrammer - blive modtaget med glæde og forventning - og kunne høre hvor meget den enkelte ser frem til endnu et godt og vellykket fire-dages ophold - er ren livseliksir for mig.

Når jeg så samtidig kan se, at centerets idéer, program, og opfordringer virker og har fået mennesker, jeg er kommet til at holde af, til at få det bedre, så kan dagen kun blive god.

Hvilket den også blev.

Måske lige med undtagelse af min ulyksalige evne til at vælge programdele, jeg egentlig godt ved vil medføre muskelsmerter og vaklende gang - jeg var nemlig endnu en gang så overmodig at sætte mig på det, der hedder Tempo i Vand, og blev i femogfyrre minutter gennemheglet i varmtvandbassinet, sammen med andre, der havde været lige så overmodige.

Jeg tror, jeg har fundet muskelgrupper i min krop, der egentlig ikke skulle eksistere, men som lige nu rent sadistisk piner mig, hver gang jeg laver en bevægelse.  Men det er vel egentlig også meningen med det her ophold - at sørge for, jeg finder nye måder at bibringe min aldrende overvægtige og syge krop bedre mulighed for at hele sig selv.

Og så måske tabe noget af det overflødige fedt i processen.

Så det vil jeg med største glæde kaste mig ud i de næste dage - ihukommende den gode sætning, jeg har brugt før her på blog'en - at Handling skaber Forvandling.

Det vil jeg så bruge de næste 24 timer på - i Sindsro og med Mod til at ændre det, der kan ændres.

Og så tager jeg lige en tur mere i varmtvandsbassinet imorgen tidlig - når jeg nu e r igang med at pine mine muskler, kan jeg jo ligeså godt blive ved, ikk' ?

Tour de Hverdag.

Udenfor mine vinduer udspiller der sig en drabelig kamp.

To af de solsortehanner, der igennem længe har spist morgenmad sammen, med mig som smilende tilskuer, er åbenbart blevet uvenner, og forsøger nu at flå fjerene af hinanden  i en pas-de-deux, der får Mikkel Kessler til at ligne en velfriseret søndagsskolelærer.

Og mens fjerene flyver, og næbbene hakker - stjæler spurvene krummerne for næsen af de to kombattanter. Uimponerede over den sportsbegivenhed, de er vidner til, og kvidrende som var de Tour de France-kommentatorer på stesolider.

Den ene af de to hanner har et udkigtspunkt under min hæk - sådan cirka fem meter fra alle krummerne. Og skulle en eller anden ukendt han driste sig til at snuppe en krumme eller to, kommer han straks løbende hen over græsset for at sætte den formastelige på plads.

Til gengæld bliver han så selv sat eftertrykkeligt på plads, af den hun, der hele sæsonen igennem har haft et mere end godt øje til mig og mine fodringsrytmer.

Lige siden hun sidste år fløj ind i mit vindue, og jeg hjalp hende tilbage til livet ved at dryppe vand ind i næbbet på hende, mens hun lå bevidstløs i min håndflade, er hun hver dag i sæsonen kommet forbi - har sat sig på ryggen af min havebænk, inden hun er fløjet over på mit havebord og har lagt en klat. Og er så hoppet ned til krummerne og har mæsket sig.

Hende tør hannerne ikke give sig i lag med, her, hvor de og jeg dagligt betragter hinanden.

De mange forskellige spurve, der drøner rundt om hovederne på slagsbrødrene, er i mellemtiden begyndt at afsøge mit ti centimeter høje kløvergræs for eventuelle uforsigtige insekter, på en måde så jeg næsten får bibragt fornemmelsen af, at de har lært hjemmefra at komplementere den tørre kost af knækbrødskrummer med frisk protein fra de knasende lækre småkryb, der har valgt at bo i det græs, jeg senere i dag skal have slået.

Og mens de gør det, og solsortehannerne tager en pause i kamphandlingerne, mistroisk betragtende hinanden på tre til fire meters afstand, erkender jeg endnu en gang, at ikke alt handler om min helt egen Tour de Flaskehals, og min daglige kamp for at holde mig ædru.

At livet har sin helt egen rytme, der uanset hvordan jeg end måtte have det, altid udfolder sig lige udenfor mine vinduer. En rytme, som jeg med glæde drager ind i den hverdag, jeg lever i som ædru alkoholiker.

Så jeg tager - ligesom solsortehannerne - en pause i kamphandlingerne, og tillader freden at sænke sig over mit sind, mens jeg nyder verden som den nu engang er. Fyldt med forunderligheder, og daglige mirakler.

Jeg tror, at jeg lige skal ud med lidt mere knust knækbrød til mine livsbekræftende fjerbolde, inden jeg lover mig selv at tage 24 timer mere i min privatpersonlige Tour de Hverdag.

Livet er skønt.